Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

M

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

M er en mesters værk - underholdende, smuk og grum på samme tid. M er ikke til at komme uden om. Hverken hvis du interesserer dig for mordere eller filmhistorien helt generelt.

MI denne måned har vi tema om mordere her på Planet Pulp, og derfor er det på sin plads at nævne den mesterlige M, der handler om en barnemorder, der er løs i Berlins gader. Ikke fordi den er blodig, voldelig, grafisk ond eller lignende. Men fordi den både er et hovedværk indenfor hele filmhistorien og krimigenren mere specifikt, og fordi det er en af de første film, der omhandler en seriemorder.

Ubehagelig og klassisk
Fabelagtig titelskærm.

Fabelagtig titelskærm.

Filmens indledning er lige så ubehagelig, som den er klassisk. Vi ser en gruppe børn synge en vise om en morder, der kommer efter dem med sin økse, og dernæst ser vi en kvinde, der er ved at gøre middagen klar. Hun kigger på uret, og der klippes til en skole, hvor børnene har fri. Vi ser en lille pige løbe legende på fortovet med sin lille bold, og hun stopper op ved en stander.

Kameraet kører op på en plakat på standeren. På plakaten ser vi, at der udloves en dusør på 10.000 mark til den, der hjælper med at fange morderen. Derefter ser vi den mørke skygge af en mand på plakaten, og han siger til pigen, at hun har en pæn bold, og spørger hende hvad hun hedder. Pigen svarer frejdigt, at hendes navn er Elsie Beckmann.

Børnene leger, mens en seriemorder er løs.

Børnene leger, mens en seriemorder er løs.

Der klippes til den bekymrede kvinde, og da en dørsælger tiltaler hende Frau Beckmann, ved vi godt, at den er gal. I mellemtiden ser man Elsie få en fin ballon af manden, der står med ryggen til og fløjter. Der klippes tilbage til Frau Beckmann, som råber ud i gården efter sin datter. Vi ser billeder fra den tomme trappeopgang, fra det tomme loft, fra den tomme tallerken på bordet, mens vi på lydsiden hører Frau Beckmann råbe.

Og så klippes der til noget græs, hvor der triller en lille bold ind i billedet – den selvsamme bold, som Elsie legede med. At pigen er væk, nok død, bliver helt klart, da den næste indstilling viser ballonen hænge ensomt i en elmast. Lang viser i denne scene en uovertruffen sans for at opbygge suspense og for antydningens kunst. Det er enkelt og meget effektivt.

Paranoia og frygt
Den nervøse moder.

Den nervøse moder.

Efterfølgende ser vi morderen, som igen fløjter den samme melodi, skrive et brev til pressen, hvor han gør det klart, at han bestemt ikke er færdig endnu. Dernæst læser en ældre herre op fra avisen, hvor der bliver fortalt, at børnemorderen nu har otte børn på samvittigheden, og at politiet står uden spor.

Befolkningen opfordres til at holde øje med børnene. Avisen skriver videre, at morderen kan være hvem som helst, og at han går rundt blandt almindelige mennesker. I lokalet, hvor den ældre mand læser op, sidder der en gruppe andre mænd, og scenen kulminerer med håndgemæng, da en af mændene beskylder en anden for at være morderen. Kimen er lagt til paranoia og frygt, hvor alle tror, at enhver kan være morderen.

Sublimt skyggearbejde.

Sublimt skyggearbejde.

Dernæst følge en samtale over telefon mellem en minister og politichefen, hvor politichefen forsikrer, at hans styrker gør alt for at finde morderen. På billedsiden ser vi scener, hvor slikbutikker undersøges, buskadser rodes igennem, fingeraftryk nærstuderes og andet generel efterforskning. Kort sagt bliver der gjort alt for at finde morderen, som kan være hvem som helst.

For at prøve noget nyt ligger politiet pres på de kriminelle organisationer i byen, og efter adskillige razziaer har forbryderne fået nok. De forskellige forbryderbosser mødes hemmeligt for at drøfte tingene igennem, da en mand uden for deres kreds ødelægger deres forretning.

Nettet strammes
Et skæbnesvangert møde ved en ballonsælger.

Et skæbnesvangert møde ved en ballonsælger.

Meget elegant krydsklippes der mellem forbrydermødet og et politimøde. Alle tingene bliver diskuteret igennem, men der nås ingen enighed, og så følger tavsheden. I flere indstillinger sidder mændene til de forskellige møder og stirrer ud i luften. Men så sker der noget.

En af de kriminelle siger de forløsende ord “Vi må selv fange ham.” Politiet har spillet fallit, og nu er det op til de kriminelle at tage affære – filmen tilskriver her de kriminelle et æreskodeks, som vi siden hen eksempelvis har set i The Godfather (1972). Imens konstaterer betjentene, at den patologiske morder må have sat spor i samfundet på et tidligere tidspunkt, så det næste skridt for politiet bliver at undersøge fængsler, forsorgshjem og hospitaler, for måske der at finde spor efter morderen.

Forbryderne går mere direkte til værks ved at opstille spioner over hele byen til at holde øje med børnene – spionerne finder de blandt byens tiggere, da disse vækker mindst opsigt, så efterhånden kan man sige, at det er alle samfundslagene, der deltager i jagten, og nettet begynder at strammes om morderen.

En mulig mistænkt
Den lille piges bold.

Den lille piges bold.

Mens tiggerne holde øje med børnene, undersøger politiet spor fra deres arkiver om mulige sindssyge personer, og en af dem hedder Hans Beckert. En betjent møder op på hans adresse, men han er ikke hjemme, og betjenten venter på ham. Der er på dette tidspunkt rent faktisk gået 40 minutter af filmens handling, siden vi sidst så noget til morderen.

Mens betjenten undersøger Beckerts hjem, følger vi morderen, der er ude at købe ind – vi ved, at det er morderen, da han fløjter den samme melodi som tidligere. Han kigger ind i en butiksrude, og i refleksionen ser han en lille pige. Man ser morderens ansigtsudtryk forandres, nærmest til noget liderligt, han ikke kan styre, men da han drejer sig rundt, er pigen væk. Alt imens dette sker, fortsætter betjenten med at undersøge Beckerts hjem. Vi ser en pige gå ned ad en gade, og da vi på lydsiden hører den velkendte fløjten, ved vi godt, at hun skal til at passe på.

Er Beckert morderen, og når forbryderne/politiet at fange ham, inden han myrder videre? Det vil jeg naturligvis ikke afsløre, men vil på det stærkeste opfordre til, at man selv anskaffer sig filmen for at få svarene. Du bliver ikke skuffet – man kan også prøve at opstøve den amerikanske remake fra 1951, men jeg ved ikke om den er god, da jeg ikke selv har set den.

God udnyttelse af lydsiden
Den lille piges ballon.

Den lille piges ballon.

Da M kom frem i 1931, var tale på film stadig et nyt fænomen – den første talefilm var The Jazz Singer fra 1927, og man fornemmer tydeligt, at Fritz Lang leger med de nye muligheder, som lyden har givet filmen. Og her tænker jeg specielt på morderens fløjten, der bliver et spændingsbærende element, og samtidig det der gør, at vi som tilskuere kan identificere morderen.

Det var noget, man ikke kunne gøre i stumfilmens dage, og man må sige, at Lang får det optimale ud af det sparsomme lydbillede, der er i M, for man skal også huske, at filmen er blottet for den filmmusik, som vi er så vant til i dag.

Den kriminelle underverden.

Den kriminelle underverden.

Fritz Lang, der var født i Østrig i 1890, blev et af de helt store navne i den tyske filmindustri i 1920’erne, specielt kendt for sit hovedværk Metropolis (1927). Lang forlod Tyskland i midten 1930’erne, efter at han havde afslået et tilbud fra Goebbels om at få en ledende skikkelse indenfor Det Tredje Riges filmindustri.

Lang var en mester til at arbejde med skygger, og det fornægter sig ikke i M, hvor Berlins gade kommer til at fremstå i bedste noirstil. Filmen er smuk fotograferet af tyskeren Fritz Arno Wagner, som også filmede Langs Der Müde Tod (1921) og Das Testament des Dr. Mabuse (1933), men han er også kendt for sit arbejde på F.W. Murnaus legendariske Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922. Men der hvor Lang måske er bedst, er i hans opbygningen af suspense, hvor det er helt tydeligt, at en Alfred Hitchcock har ladet sig inspirere af sin tyske kollega.

Forrygende Peter Lorre
Ordensmagten.

Ordensmagten.

Efter M fortsatte Lang med den kriminalserie, han påbegyndte i 1922 med Dr. Mabuse, der Spieler – Ein Bild der Zeit, hvor Das Testament des Dr. Mabuse udkom i 1933.

Det interessante, når man tager M i betragtning, er, at karakteren Lohmann både optræder i Das Testament des Dr. Mabuse og i M, hvor han er betjenten, der leder efterforskningen. Lohmann spilles i begge film af tyskeren Otto Wernicke. Men det er stadig M, som Fritz Lang er mest kendt for, da filmen var forud for sin tid med dens barnemorder-tema.

Peter Lorre.

Peter Lorre.

Langt hen ad vejen er filmen præget af datidens teatralske skuespil, men også her skiller filmen sig ud med skuespilleren Peter Lorre, der ligesom Fritz Lang var fra Østrig. Han er helt forrygende som morderen, og hans maniske underspil gør karakteren dybt troværdig og meget foruroligende. Man både fornemmer skrøbeligheden og de lyster, der driver den stakkels mand frem. M åbnede da også døren op for Lorre til en lang og glorværdig karriere i Hollywood.

En mesters værk

Alt i alt er M en mesters værk. Den er underholdende, smuk og grum på samme tid. Godt nok vil et moderne publikum måske lade sig afskrække af, at den er i sort/hvid og at klipperytmen er stille og rolig. Man får heller ikke den grafiske vold, men hos Lang bliver antydningens kunst mindst lige så ubehagelig, som hvis man ser en blodig krop. Så M er ikke til at komme uden om. Hverken hvis du interesserer dig for mordere eller filmhistorien helt generelt.

6 stjerner

Titel: M
Instruktør: Fritz Lang
Manuskript: Fritz Lang & Thea von Harbou
Cast: Peter Lorre (Morderen), Otto Wernicke (Inspector Karl Lohmann), Ellen Widmann (Frau Beckmann), Inge Landgut (Elsie Beckman)
Producere: Seymour Nebenzal
Foto: Fritz Arno Wagner
Klip: Paul Falkenberg
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.20:1
Lyd: Mono
Sprog: Tysk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Tyskland, 1931
Produktionsselskaber: Nero-Film AG
Distributør (DVD): Scantrade Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Berlin, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *