Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

L’umanoide

L’umanoide
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Aldo Lados Star Wars rip-off når ikke Star Wars til sokkeholderne, men er lavet med kærlighed til genren og en ukuelighed, der gør hele molevitten både underholdende og charmerende.

L'UmanoideDen bragende succes som Star Wars fik i 1977 udløste en bølge af plagiater, der alle forsøgte at få en bid af kagen. Letbenet space-opera og kække rumhelte var med ét blevet populære igen, efter 60’ernes new wave-science fiction havde forvist genren til en skyggetilværelse.

Det rådede George Lucas imidlertid bod på, og fra det øjeblik vi så Luke og resten af de glade rebeller for første gang, har genren ikke forladt os. Langt hovedparten af de film, der, sagt pænt, lod sig inspirere af Star Wars, var enten så billigt producerede eller så åbenlyse plagiater, at de i dag ikke kan regnes som andet end yderst morsomme og temmelig tåbelige indslag, der synes dødsdømte, før de overhovedet kom op på det store lærred.

I alt dette skiller L’umanoide fra 1979 sig ud, for den italienske instruktør Aldo Lado forsøgte oprigtigt at skabe en fremtidsfilm, der kunne måle sig med det store forbillede. Ikke alene havde L’umanoide et budget, der var på størrelse med et dusin tidligere plagiater, men Aldo Lado valgte endda også til lejligheden at bruge det yderst sigende kunstnernavn George B. Lewis; et navn der jo absolut vækker mindelser om den store mesters.

Filmen blev indspillet i Italien, men den var tiltænkt det internationale marked, og holdet bag produktionen blev da også sammensat af større italienske navne og enkelte halvkendte amerikanere. Internationalt kom Lados film til at hedde The Humanoid, og det er sandsynligvis under det navn man har stødt på filmen tidligere.

Tænkt over tingene

Der blev vitterligt tænkt over tingene, før arbejdet på L’umanoide begyndte, og det var eksempelvis manuskriptforfatter Adriano Bolzonis erklærede mål at skabe en bedre historie i filmen, end den man kunne se i Star Wars, men der blev også stillet høje krav til effekterne, hvorfor der blev indkaldt teknikere der havde arbejdet på film som netop George Lucas’ rumeventyr og eksempelvis Superman (1978).

Det var altså kompetente personer, som Aldo Lado samlede omkring sig, og musikken skulle ej heller skrives af andre end Italiens svar på John Williams, nemlig Ennio Morricone. Hans tema til filmen er i øvrigt ganske fornøjeligt, men ellers består musikken primært af elektroniske lyde og “kosmiske” kompositioner.

Med L’umanoide var der altså lagt i kakkelovnen til et eventyrligt mesterværk, som skulle høste holdet mange roser. Det skete bare ikke, da ambitioner og resultater jo ikke altid når hinanden.

Great Brother, Lord Graal og alle de andre
Great Brother (Massimo Serato)

Great Brother (Massimo Serato).

Historien begynder efter en kort tekst, der kortfattet forklarer os, hvad der nu skal ske. Modellen kender vi et eller andet sted fra, men det er der jo så meget, vi gør i denne film. Sagen er den, at menneskene i en fjern fremtid ledes af et interplanetart demokrati, der styres med mild hånd af den gammelgode Storebror, eller Great Brother, der med stor visdom fører parlamentet.

Det er lidt svært at finde ud af, om parlamentet har til huse på Jorden eller ej, for det siges aldrig direkte, men uanset hvad, holdes der møder i et betonbyggeri, der mest af alt ligner en halvt afviklet byggeplads. Sådan ser de fleste af filmens lokaliteter i øvrigt ud, og af en eller anden grund er de planeter, vi ser i L’umanoide, altid golde ørkenlandskaber.

Lord Graal (Ivan Rassimov)

Lord Graal (Ivan Rassimov).

Tilbage til handlingen. Great Brother har en ondskabsfuld bror, der holdes fanget ude i rummet for sine misgerninger imod menneskeheden. De gode demokrater vil naturligvis ikke dræbe ham, men hvis de havde gjort dette, havde det sparet dem for meget bøvl. Great Brothers bror, Lord Graal, er nemlig flygtet fra sit fængsel, og har på rekordtid samlet sig en mindre hærstyrke af ondsindede soldater, givet dem uniformer, og skaffet sig en stort rumkrigsskib hvormed han nu terroriserer galaksen.

Med ombord har Lord Graal sin elskede Lady Agatha, der slet ikke er så ung som hun ser ud til. I virkeligheden er hun gammel, ældgammel, og holdes nu ung gennem pigeblod. Én piges blod forlænger hendes liv med endnu en dag – at dette hurtigt løber op, siger vel sig selv.

Agatha er ikke den eneste, som hjælper Graal ombord på rumskibet. Den hævngerrige og ondskabsfulde videnskabsmand Dr. Kraspin har også sluttet sig til skurkenes hold, efter han blev smidt ud af sit laboratorium for at udvikle et særdeles besynderligt masseødelæggelsesvåben, der nu er faldet i Graals hænder.

Enter The Heroes
Dr. Kraspin (Arthur Kennedy)

Dr. Kraspin (Arthur Kennedy).

Med Dr. Kraspins våben planlægger Graal nu at ødelægge Jorden, og skabe sig en hærstyrke, der vil give ham kontrol med planeten, galaksen eller hvad det nu er han vil kontrollere. Våbnet har den sindrige effekt, at det omdanner et almindeligt menneske til en såkaldt “humanoid”, der er praktisk talt usårlig, og med en radiosender indbygget i hjernen kan humanoiderne kontrolleres som robotter.

Våbnet er en gas, og Lord Graal har til hensigt at affyre en raket ladet med våbnet mod Jorden, hvorefter gassens ofre vil blive omdannet til en uovervindelig hær af humanoider. Ikke rare fremtidsudsigter, men lykkeligvis er der stadig helte tilbage i galaksen.

Barbara Gibson (Corinne Clery)

Barbara Gibson (Corinne Clery).

En mere eller mindre tilfældigt sammensat gruppe må nemlig påtage sig opgaven at bekæmpe Lord Gral. Det drejer sig om en ung forsker med det meget lidt eventyrlige navn Barbara Gibson, soldaten Nick, den lille mystiske dreng Tom Tom, der er i besiddelse af stærke psykiske evner, og så rumpiloten Golob, der bliver Dr. Krespins første forsøgskanin og vores eneste indtryk af, hvad der rent faktisk sker med et menneske, når det omdannes til en humanoid.

For at gøre billedet komplet, skal der dog også lige nævnes en robothund, der er omtrent så kæk som R2D2 og komplet utroværdig. Sammen skal denne gruppe nu forsøge at forhindre Lord Graal i hans forehavende, men da ingen helt ved, hvad hans planer er eller hvordan de skal stoppe ham, bliver deres forsøg en smule famlende og baseret på held.

Med andre ord tumler vores helte gennem handlingen, og af en eller anden grund havner de altid på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ikke specielt velfunderet, men meget tro overfor genren.

Bond-universet som samlingspunkt
Golob (Richard Kiel)

Golob (Richard Kiel).

L’umanoides absolutte stjerne er gigantiske Richard Kiel i rollen som Golob, der med sit vanvittige udseende stjæler billedet, så snart han dukker op. Skuespil er der ikke meget af, og gav man ham ståltænder, er der sådan set ikke megen forskel fra Golob til hans nok mest berømte rolle som Jaws i Bond-filmene The Spy Who Loved Me (1977) og Moonraker (1979).

Bond-universet er faktisk en art samlingspunkt for skuespillerne i L’umanoide. Lady Agatha spilles nemlig af Barbara Bach, Bond-pigen fra The Spy Who Loved Me, og superhotte Corinne Clery, der spiller Barbara Gibson, var med i Moonraker. De øvrige roller spilles af halvstore italienske skuespillere, der nok har medvirket i mange film, men ikke skabt sig megen berømmelse udenfor deres hjemland.

Nu er det generelt heller ikke det store skuespil, der kendetegner L’umanoide, men ret skal være ret, og en stor del af skylden for det til tider flade spil, må nok tilskrives den meget banale dialog som skuespillerne har fået at arbejde med. Nuvel, men det er jo heller ikke stort skuespil, vi husker Star Wars for.

Visuelt primitiv
Golobs robothund

Golobs robothund.

Visuelt har filmen ikke meget at byde på, og man fornemmer at holdet må have arbejdet på højtryk for at finde måder, hvorpå de kunne genbruge kulisser uden at seeren vil bemærke det. Her har de ikke altid været lige heldige, og Aldo Lado har for eksempel tydeligvis forelsket sig i en elektrisk dør, der genbruges ret ofte.

I det ydre rum

I det ydre rum.

Generelt er effekterne primitive, men de har da forsøgt at skabe både dramatiske rumkampe, svævende fartøjer og laservåben. Der er altså masser af god vilje, og det vinder filmen mange point på.

Lidt fremmede racer er det da også blevet til, selv om de nu er ret sparsomt udført – topmålet er dog de helt i hvidt klædte skikkelser, udstyret med buer af gennemsigtigt plastik og selvlysende pile. Om de er mennesker eller ej, finder man aldrig rigtigt ud af, men tilsyneladende har de et eller andet at gøre med den lille dreng Tom Tom, der stammer fra fortiden. Det skal man nok ikke tænke så meget over, men deres besynderlige rumskib er faktisk meget flot.

Det eneste for alvor irriterende element er lyden, som laserpistolerne har. Den minder mest af alt om noget fra en meget gammelt computerspil. Desværre er der ingen som bruger lyssværd, og derfor bliver der da også skudt meget i filmen, så man må nok indstille sig på at høre “Piv! Piv!”-lyden ret mange gange.

Ikke til sokkeholderne
Graals onde tropper

Graals onde tropper.

Lad det så være sagt én gang for alle, L’umanoide når ikke Star Wars til sokkeholderne. Det er en meget underholdende film, der ikke har mange tamme passager. Heltene kaster sig glad ind i kampen, og skurkenes skurkagtigheder er tilpas absurde. På det punkt kommer filmen faktisk igen tæt på Bond-universet, navnlig i hele slutpassagen.

Effekterne er oftest frygtelige, navnlig sekvenserne hvor rumskibe skal lande på diverse planeter, men der er noget ukueligt over filmen, der gør at man faktisk kan se bort fra dens mangler. Hovedpersonerne er latterlige, skurkene er endnu tåbeligere, og hele historien hullet som en si.

Alt dette betyder bare ikke noget, for Aldo Lado har her skabt et meget charmerende plagiat, der har alt hvad forlægget også har – bare lidt dårligere forstås – og jeg vil til enhver tid hævde, at L’umanoide har meget mere eventyr og glæde ved røverhistorien end alle mr. Lucas’ tre seneste rumfilm tilsammen. Uden at tøve, anbefaler jeg L’umanoide (næsten) på det varmeste.

Desværre er filmen aldrig blevet udgivet, hverken på VHS eller DVD, og derfor kan den være meget svært at få fingre i. Digital Conquest har udgivet den i en DVD-Rom-udgave, men denne er baseret på en japansk version med japanske undertekster, der ikke kan fjernes. Det er et stort minus ved udgivelsen, men det må man så holde op imod, at L’umanoide ellers nok ikke er til at skaffe. Jeg lagde ikke mærke til underteksterne til sidst, men de er et irritationsmoment, der skal tages med i betragtning, før man benytter sig af muligheden og bestiller L’umanoide.

L’umanoide er venligst stillet til rådighed af Digital Conquest.

4 stjerner

Titel: L’umanoide
Andre titler: The Humanoid (USA)
Instruktør: Aldo Lado (som George B. Lewis)
Manuskript: Adriano Bolzoni
Cast: Richard Kiel (Golob), Corinne Clery (Barbara Gibson), Leonard Mann (Nick), Barbara Bach (Lady Agatha), Arthur Kennedy (Dr. Kraspin), Ivan Rassimov (Lord Graal), Marco Yeh (Tom Tom), Massimo Serato (Great Brother)
Producer: Giorgio Venturini
Foto: Silvano Ippoliti
Klip: Mario Morra
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Japansk (faste)
Produktionsland, år: Italien, 1979
Produktionsselskaber: Merope
Distributør (DVD): Digital Conquest
Udgave/region: DVD-Rom

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Italian Cinema, Rip-off, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *