Redaktionen
1 kommentar

Leder og indhold – 13. oktober 2021

Leder og indhold – 13. oktober 2021
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mogens filosoferer – og harcelerer – lidt over fænomenet lister…

Så kom den endelig – No Time To Die; den 25. James Bond-film (fraregnet Casino Royale fra 1967 og Never Say Never Again fra 1983), som skulle have haft premiere sidste år, men som flere gange blev skudt på grund af, ja… I ved nok.

Vi kan ikke præsentere en anmeldelse af filmen i dette nummer (jeg skal først se den i morgen), så hvis I vil læse min anmeldelse, må I vente til novembernummeret, hvor jeg til gengæld nok også tager Hans Zimmers score under behandling.

Men hele virakken omkring Bond-filmens premiere giver mig anledning til at filosofere lidt over noget helt andet, nemlig lister.

De fucking lister.

For hvis der er én ting, der er lige så sikkert som amen i kirken, så er det, at hver gang, en ny Bond-film får premiere, så kan man finde et hav af lister: “Alle Bond-film fra værst til bedst”, “De 10 bedste Bond-film”, “De bedste Bond-sange”, “Alle James Bond-skuespillere fra værst til bedst” – og så videre og så videre.

Jeg har et ambivalent forhold til lister. På den ene side kan jeg virkelig godt lide dem. Jeg synes, de kan være enormt sjove og interessante at udarbejde, og jeg synes også, de kan være interessante at læse – hvis altså de er velargumenterede.

Så længe en rangordning af film, musik eller lignende bliver foretaget på et oplyst, velargumenteret grundlag, kan det endda være virkelig fedt at læse en liste, hvor man selv er fuldstændig uenig i rækkefølgen.

Men nogle gange bliver jeg også virkelig træt af lister. Ikke bare fordi, nettet generelt svømmer over med dem (og som bekendt – man kan få for meget af en god ting), men fordi så mange af dem er virkeligt dårligt skrevet: Dårligt argumenterede, uoplyste eller bevidst provokerende bare for at få læserne til at reagere.

Så når jeg støder på en liste over et eller andet, er det altid med en vis skepsis, jeg begynder at læse. Nogle gange bliver min skepsis gjort til skamme; andre gange bliver den i allerhøjeste grad bekræftet.

Det blev den f.eks. forleden, hvor jeg på et stort amerikansk website, dedikeret til film og TV, stødte på en liste over Bond-sange, ranglistet fra værst til bedst. Da jeg nåede frem til On Her Majesty’s Secret Service fik jeg kaffen galt i halsen og stoppede derefter med at læse.

For de uindviede, så har On Her Majesty’s Secret Service fra 1969 ikke en titelsang, sådan som de fleste andre Bond-film har; under forteksterne hører man i stedet John Barrys forrygende hovedtema fra filmen, hvad nævnte filmmagasin gav følgende ord med på vejen: “the music that plays over the opening credits is totally forgettable”.

Og her stoppede jeg så min læsning. Jeg er helt med på, at ikke alle kan lide John Barrys musik, og hvis journalisten, der stod bag listen, blot havde skrevet, at han ikke kunne lide musikken, så fair nok.

Men hvis der er én ting, OHMSS-hovedtemaet ikke er, så er det “forgettable” – om man så kan lide musikken eller ej.

En sådan nonchalant affejning af et af de sene 1960’eres mest markante stykker filmmusik er funderet på enten dovenskab eller uvidenhed – eller begge dele.

Ingen af delene er gode karaktertræk hos en journalist, og da især ikke én der skriver for et så forholdsvis stort og kendt website som det, der her var tilfældet. Her må man kunne forvente en højere standard.

Nå, men jeg fik hostet kaffen op igen og styrket mig med endnu en slurk. Men kaffe eller ej – ordene om OHMSS stoppede min listelæsning for den dag – og et par dage frem.

Jeg begynder nok snart at læse lister igen. Jeg har svært ved at lade være. Og ja, en dag kommer jeg nok også selv med en liste over de bedste Bond-sange, fra værst til bedst.

Men når jeg gør det, kan I regne med, at jeg kommer til at argumentere for mine valg, og at jeg ikke bare affejer én eller flere sange med, at de er “forgettable”.

Fucking lister.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Golden Child (Michael Ritchie, 1986)
Nobody (Ilya Naishuller, 2021)

Filmmusik:
The Golden Child (afvist score) (John Barry, 1986)
The Golden Child (Michel Colombier, 1986)

Bøger:
Cult Filmmakers: 50 Movie Mavericks You Need to Know (Ian Haydn Smith, 2013)

Én kommentar til Leder og indhold – 13. oktober 2021

  1. Henning Andersen 14. oktober 2021 at

    Hæhæ…
    Hej Mogens
    “Top-Ti” og “Best of” og “Mest fantastiske” kan allerhøjest gøre krav på, at være udtryk for “listemagerens” synspunkter, smagsløg og tilbøjeligheder. Og så kan man få god tid og spas med, at sammenligne disse med ens egne – eventuelt give sig ud i monologiske raserianfald over hvilken syg gud, der dog tillod et så énsporet individ, at tiltræde eksistensen. Derí ligger underholdningen.

    Jeg syns afgjort man kan skal diskutere smag. For eksempel køber jeg bestemt ikke, at Politiskolen3 skulle være en lisså go film som Doktor Strangelove – bare lige for give eksemplificeringen fuld turbo. Hvilket så også har noget med “Kvalitets-begrebet”, at gøre. Men det er bare ikke rigtigt, at forkullede frikadeller smager lisså godt som Søren Gerickes andesteg. Man kan vælge hvad man vil – men der er ting der bare er bedre. Basta!

    Jeg tror at “lister”, sådan som du hér tænker dem, mest er tænkt som oplæg til nogle gode diskussioner, alternativt skænderier eller slåskamp. Men du har ret i, at dersom der forefindes argumentationer ifht “listningen”, så bliver det interessant. Og så er raseriudbruddets monolog udskiftet med diskursens dialog. Og så bliver det relevant at beskæftige sig med.
    Men altså: – hvem har flest “followers” worldwide på Instagram (tror jeg det er)?
    Svar: – Taylor Swift
    ?: – Hvem fanden er Taylor Swift

    Hilsen Henning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *