Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. november 2020

Leder og indhold – 13. november 2020
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Planet Pulp fylder 15 år, og jeg har fået det ærefulde og ikke så lidt ærefrygtindgydende hverv på baggrund af et langt liv som certificeret übernörd at skulle skrive jubilæumslederen.

Af Nicolas Barbano

Ved sådanne jubilæer er det oplagt at gøre status: Kigge profetisk frem – samt nostalgisk tilbage.

Min første tanke var således – med udgangspunkt i den aktuelle corona-pandemi – at forfatte en hyldest til 100 års epidemifilm, fra Murnaus Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922) til Yeon Sang-hos 반도 AKA Train to Busan 2: Peninsula (2020). Imidlertid er epidemi-filmgenren stor som en muteret kæmpeblæksprutte, og jeg holder måske for meget af den til at kunne fatte mig derom i korthed.

Min næste indskydelse var heldigvis en del mere overskuelig: En leder om den amerikanske billedkunstner Margaret Brundage, sammen med Virgil Finlay en af det legendariske pulpmagasin Weird Tales‘ to hyppigst brugte forsidekunstnere!

Hyppigheden af BDSM-situationer i hendes værker fik mig engang til at tænke, at navnet Brundage måtte være et pseudonym, fikst valgt som et ordspil med “bondage”. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Nicolas Barbano. Foto: Erik Hansen-Hansen.

Nicolas Barbano. Foto: Erik Hansen-Hansen.

Margaret Brundage var af svensk/irsk afstamning og døbt Margaret Hedda Johnson. Hun blev født 9.12.1900 i Chicago, hvor hun gik i skole med Walt Disney og blev den yngste elev på Art Institute of Chicago, og hvor hun boede til sin død den 9.4.1976.

Mod slutningen af sit liv blev hun skønt hvid en del af byens afroamerikanske cirkler. I sin ungdom var hun del af boheme-miljøet omkring den berømte Dill Pickle Club, hvor man kunne tale frit om hvad som helst. Blandt stamgæsterne var foredragsholderen Myron “Slim” Brundage, som hun ægtede i 1927, og de nåede inden skilsmissen at få en søn.

I 1932 viste hun et af sine malerier til Weird Tales-redaktøren Farnsworth Wright, der straks så potentialet i den høje, kæderygende singlemor og bestilte den første af, hvad der skulle blive til 66 legendariske Brundage-forsider, udført i 1932-1945 og en essentiel del af bladets popularitet og eftermæle.

Navnet Margaret Brundage er muligvis ukendt for en del Planet Pulp-læsere, men næppe stregen: Når man besøger www.planetpulp.dk og klikker på linket ‘Om Planet Pulp’, mødes man som det allerførste af forsiden på Weird Tales fra august 1934, med en forside malet af Margaret Brundage.

Men selvom hendes karakteristiske streg og opfindsomme motiver med rimelighed kan siges at have været et væsentligt bidrag til arven fra Weird Tales og derved også til Planet Pulp, har Margaret Brundage selv i indlæg på Planet Pulp så vidt jeg kan se aldrig før nu været så meget som nævnt.

Selv havde hun da heller ikke det mindste behov for berømmelse, tværtimod. Et par beundrere formåede i 1970’erne at opspore hende og lave et par interviews, men ellers tog hun det meste, der måtte have været værd at vide om hende som kunstner, med sig i dybet, da hun i 1976 efter eget ønske blev begravet til søs.

Når først det faktuelle er opremset, står man derfor stadig tilbage med den opgave at gætte sig til, hvilke tanker og følelser, der lå bag hendes pulp-forsiders rigdom af eksotiske og erotiske motiver.

Forsiderne blev udført som pastelmalerier i hendes dagligstue, i korte pauser ind mellem alt det praktiske husmoderarbejde, hvor hun skulle passe både sin lille søn og sin aldrende mor. Der er ikke tale om perfektionisme, og selv en erfaren kunstkender kan ved første blik begå den fejl at afvise Margaret Brundages værker som kulørt, kommerciel trivialkunst.

Typisk svæver figurerne perspektivløst på en ensfarvet baggrund, der kan virke grelt skrigende i forhold til det centrale motivs mere fine nuancer. Og maleteknisk set, når det gælder om at skabe stoflighed i tøj, hud og hår, er vi ikke i den høje ende. Anatomien er til tider akavet, især benenes længde, hvilket nok skyldes, at Brundage typisk arbejdede uden levende modeller, med hjælp fra fotos klippet ud af blade.

Vi ved, at hun læste de noveller, hun illustrerede. Men også, at rigtigt meget kom fra hendes egen fantasi. Hendes forsider er hendes egne påfund, og ikke kopieret fra andre. Her må man især beundre hendes originale kompositioner, hvor linjer ekkoer hinanden i et ofte komplekst og nøje afbalanceret hele, såsom spillet mellem de blå klædedragter på Weird Tales fra april 1936, panterkvinden og hendes to katte på Weird Tales fra januar 1935 eller pyramiden af sammenflettede kvindelemmer på forsiden af Weird Tales fra januar 1936.

Sidstnævnte forside er også et godt eksempel på den erotiske sanselighed, der gennemstrømmer Brundages forsider. I en sådan grad, at H.P. Lovecraft på et tidspunkt protesterede: “I don’t see what the hell Mrs. Brundage’s undressed ladies have to do with weird fiction.”

Men i dag kan det være svært at tænke på Lovecrafts tentakelmonstre uden i sin fantasi også at inkludere en Brundage-kvinde eller to. Bare tænk på Stuart Gordons film Dagon (2001). Og Seabury Quinn begyndte ligefrem at skrive sine Weird Tales-noveller med mindst én erotisk detalje, så de var egnet til at blive illustreret af Brundage.

Som svar på censurens benspænd formåede Brundage elegant at tildække forbudte detaljer blot for derved at fremhæve det skjulte. På en af hendes tidligste forsider (Oriental Stories, sommernummer fra 1932) mødes en hvid kvinde og en sort mand i ømme favntag, mens en tjener smilende ser på; sidstnævnte er den mandlige læsers repræsentant og har i bæltet en krumsabel, placeret lige under navlen, hvor skæftet stikker op!

Weird Tales, marts 1933.

Weird Tales, marts 1933.

I vore dages forargelseskultur er det sikkert muligt at betragte Brundages forsider og kun se racisme og kvindeundertrykkelse. Vrimlen af kvindelige ofre kan ikke fornægtes. Men vi finder også stærke kvinder og ikke mindst kvindelige bødler. På eksempelvis Weird Tales fra september 1933 bliver en nøgen, fastspændt blondine pisket af en domina med grusomt gnistrende femme fatale-øjne.

For fans af gamle pulphæfter har Brundages forsider gennem årtierne affødt en række oplagte spørgsmål. Bladets oprindelige læsere ville gerne vide, om hun havde hun en smuk datter, der stod model for hende? Det ved vi i dag, at hun ikke havde.

Til gengæld får vi næppe nogensinde svar på to andre klassiske spørgsmål: Var hun sadomasochist? Tændte hun selv på kvinder? Vi kan kun drømme os ind i hendes malerier og fantasere. Men det er også det, de er skabt til.

Weird Tales, september 1933.

Weird Tales, september 1933.

Andre forsider lader sig ikke nemt indpasse i klassiske fetich-kategorier. Blandt mine egne Brundage-favoritter er ulvekvinden på Weird Tales fra marts 1933, hvis udstråling af styrke og frihed de fleste moderne mennesker må misunde, samt den ikoniske flagermuskvinde fra oktober 1933. Sidstnævnte håber jeg en dag at møde i tre dimensioner til et hallowe’en-party. Livet ville være fattigere uden Brundage-drømme!

Kunsthistorisk set tilhører Margaret Brundage en gruppe af amerikanske billedskabere, der også tæller pin-up-malere som Art Frahm (pigen med trusserne på Gasolin 3) og Gil Elvgren, hvis værker først de senere år er begyndt at få finkulturel status som verdenskunst. At Brundages skrøbelige originale pastelmalerier i tide blev reddet for eftertiden skyldes således ikke rige kunstsamlere og museer men beundrende pulpfans.

Weird Tales, oktober 1933.

Weird Tales, oktober 1933.

Det bringer os om noget vigtigt: Fandom eksisterer for at indsamle og beundre, samt for at forske og formidle, og det hele drives af kærlighed. Vi fans er kulturlivets uofficielle museumsinspektører, ofte et skridt foran den “gode smag” og med mindre hang til forargelse. Lad os blive ved med det!

I næste måned, onsdag den 9. december 2020, fejrer vi 120-årsjubilæet for Margaret Brundages fødsel. I dag, fredag den 13. november 2020, fejrer vi 15 år med Planet Pulp. Hip-hip!

Litteratur:
Alistair Durie: Weird Tales (Jupiter Books, 1979)
Stephen D. Korshak & J. David Spurlock: The Alluring Art of Margaret Brundage – Queen of the Pulp Pin-Up Art (Vanguard Publishing, 2013)

Margaret Brundage-forsider:
https://commons.wikimedia.org/wiki/Margaret_Brundage


Denne måneds indhold:

Film:
Cyborg: Deadly Machine (Mathieu Cailliere, 2020)
The Delta Force (Menahem Golan, 1986)
Evil Aliens (Jake West, 2005)
Gladiator (Ridley Scott, 2000)
Hard Target (John Woo, 1993)
Soldier (Paul W.S. Anderson, 1998)

Filmmusik:
Enola Holmes (Daniel Pemberton, 2020)
Until September (John Barry, 1984)

Bøger:
The Little Book of the Incredible Hulk (Roy Thomas, 2018)
Tre små kinesere (Niels Søndergaard, 2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *