Leder og indhold – 13. marts 2020

3 minutters læsetid

Det siger Joe Hallenbeck i den glimrende The Last Boy Scout som vi anmelder i denne måned. Han siger ikke “be prepper”, et motto som man ellers godt kunne tro, mange danskere lever efter lige nu. Når man ser på den måde folk køber ind på. Det er skammeligt at se på. Men først rejser vi lige kort tid tilbage i tiden.

Onsdag d. 11. marts 2020 var en skelsættende dag. Da chefdamen Mette Frederiksen gik på skærmen kl. 20.32 blev det starten på ét af de øjeblikke, som mejsles ind i vores bevidsthed. Som med 9/11: Noget man vil altid vil huske.

Den måde, man har valgt at lukke Danmark ned på, er uden sidestykke. Som vores statsminister, der fremstod stærk og afklaret, fik sagt dét, hun ville sige, fik jeg gradvist følelsen af at være med i én af de film, jeg elsker at se. De film hvor vores samfund smuldrer, de film der bevæger sig rundt i den postapokalyptiske genre. Dér hvor der sker noget grusomt, som for altid forandrer vores verden.

Alt er lidt anderledes i dag. Jeg er blevet hjemme med ungerne, der er en usikkerhed. Det her er meget mere end bare en influenza. Det her er noget, der med til at udstille, hvor skrøbeligt vores samfund er og hvor skrøbeligt et fundament, hele vores menneskelige verden er bygget på.

Det er netop den frygt, den angst, som mange store fiktionsværker er baseret på. Hvad nu hvis en epidemi dræbte store dele af verdens befolkning? Hvad nu hvis regeringer kollapser? Hvad nu hvis venner bliver til fjender? Hvad nu hvis den mytologiske ulv slippes løs?

Derfor fremstår det så stærkt, at de danske myndigheder tager det seriøst. Vi skal ikke helt derud, hvor den grumme del af fiktionen tager over, dér hvor samfundet ændres for bestandigt.
Frygt kan være mange ting. For det første kan frygten være begrundet eller ubegrundet.

Frygt kan være noget, man oplever, fordi virkeligheden begynder at ligne noget fra fiktionens verden. Frygt kan også opstå, fordi noget trækker sine spor tilbage i historien.

Medierne kan også være med til at sprede frygt. Den ene fjer der bliver til fem høns. Når frygten hærger, er det vigtigt, at man – måske – kan finde tryghed i fakta. Men man skal også samtidig anerkende, at det kan være ok at være bange. Frygt har i mange tilfælde været netop dét, der har været den afgørende faktor i forhold til overlevelse. Men frygt kan også gøre dig blind. Det er en kompleks størrelse.

Vi skal være beredte, vi skal være klar. På den fornuftige måde.

I dette tilfælde synes jeg, at de danske myndigheder har håndteret frygten på den helt rigtige måde. Nu er det op til os borgere at gøre det samme – at vi tager os sammen, at vi ikke hamstrer, at vi ikke som lemminger styrter afsted. For hvis vi ikke tager os sammen, kan jeg komme med de første ti eksempler fra fiktionens verden på, hvordan det kan komme til at gå.

Så tag det med ro. Gå ikke i panik. Vær beredte, ikke preppers. Pas på familien. Undgå store flokke af mennesker. Lyt til hvad eksperterne siger.

Fakta er vigtige. De kan være med til tøjle de følelser, og den frygt, som rumsterer rundt i min mave. For ja, jeg er bange. Og det er helt ok. Så længe man husker på, at folk, der ved en masse om sygdomme og den måde, samfund fungerer på, gør det bedste, de har lært, for at få os igennem denne krise.

Det er en krise, der får store konsekvenser, ikke mindst for kulturlivet. For de store aktører, men ikke mindst for de mindre aktører, for de ildsjæle der har sat alt på spil for at gøre noget godt for andre.

Når det hele er tilbage til noget, der minder om normale tilstande, må vi gøre alt for at hjælpe dem, der har mistet meget. Det er menneskelighed. Ikke pladderromantik men menneskelighed. Det kan vi godt.

I mellemtiden kan man jo fordrive tiden med gode fiktionsværker, enten det dystre som en form for bearbejdning af det, der sker (her anbefaler jeg vores “sygdomsafsnit”), hvor selv den hårdeste hund nok skal kunne hente lidt inspiration. Så man måske i trygge rammer kan angribe frygten.

Man kan også, som jeg har tænkt mig at gøre, hoppe i den anden grøft og søge tilflugt i de store fortællinger. Dér hvor man ved, at det nok skal ende godt. Hvad enten det er Independence Day eller The Lord of the Rings, så handler det om at flygte lidt væk fra virkeligheden.

Begge grøfter er fine, så længe man som Joe Hallenbeck husker at være beredt. Ikke prepper. Men beredt på at gøre det samfundet har brug for.

Pas godt på jer selv derude i virkeligheden.

Månedens leder er skrevet af Jacob Krogsøe.

Film:
The Creeping Terror (A.J. Nelson, 1964)
Godzilla: King of the Monsters (Michael Dougherty, 2019)
The Last Boy Scout (Tony Scott, 1991)

1 Comment

  1. Fin lederartikel, tak for det.

    Jeg kan fuldstændig genkende pointen med, at det føles som om, man pludselig lever midt i Stephen Kings The Stand.

    Må jeg foreslå en anmeldelse af Outbreak med Dustin Hoffman til næste nummer?

Skriv et svar

Your email address will not be published.