Sidste nummer blev både forsinket og noget formindsket, fordi webmasterens computer var brudt sammen, men den er heldigvis fuldt funktionsdygtig igen.
Så vi tager også lige et kort dyk ned i det, sidste måneds leder skulle have handlet om. Nyhedsværdien er måske nok væk, men væsentligheden består.
Den 9. juni meddelte Søren Henrik Jacobsen, at han effektivt set lægger sin blog Skræk og Rædsel i dvale. Det er ikke helt en lukning, selvom det i indlægget lugter lidt af det, og i tiden efter den 9. juni har Søren da også opdateret bloggen to gange.
Det ene af de to indlæg tjener som en opfølgning på meddelelsen om, at Skræk og Rædsel går helt ned i gear, og i det kommer Søren blandt andet ind på, nogle af grundene til, at han drosler ned for aktiviteten. At tiden og energien skal være der, er én af de ting, han nævner, men også læsertal.
Og netop spørgsmålet om læsertal – for blogs og netmagasiners vedkommende antal besøg og “klik” – er naturligvis væsentligt at tænke over.
“[N]ogle gange giver man jo pokker i det, og skriver et indlæg alligevel – bare fordi det er sjovt” skriver han også.
Det er måske den væsentligste pointe at tage med, for der er ingen tvivl om, at blogs og netmagasiner om diverse nichegenrer altid har kæmpet med læsertallene.
I den forbindelse er der ingen tvivl om, at mange af de besøg, blogs og netmagasiner tidligere fik, efterhånden er flyttet over på Facebook, hvor det myldrer med grupper, der handler om film, tegneserier, bøger, specifikke genrer og meget, meget andet.
Er tiden så løbet fra blogs som Skræk og Rædsel og netmagasiner som Planet Pulp?
Hvis vi troede på det, ville vi naturligvis ikke blive ved med at skrive, men at læserskaren er mindre end tidligere, er ubestridt.
Men Skræk og Rædsel, Planet Pulp og andre netmagasiner eller websites – og det gælder også det nu sørgeligt hedengangne Uncut – har klare fordele frem for Facebooks flyvske verden.
Her er der tid og mulighed for at gå i dybden; noget, der af og til sker på Facebook, men som er alt for sjældent. Oftest begrænser omtaler af film eller andre medier på Facebook sig til ukvalificerede meningstilkendegivelser, der ikke levner læseren nogen chance for at bedømme filmen, bogen, tegneserien.
Det kan også ofte være svært at genfinde bestemte indlæg på Facebook, fordi alt kommer i en lind strøm. Også her er der en fordel ved mere adstadige medier som blogs og websites.
Alt dette ændrer naturligvis ikke på, at Facebooks mange grupper er blevet mødestedet, folk flokkes om, frem for blogs som Skræk og Rædsel eller magasiner som Planet Pulp.
Folk er jo alligevel på Facebook, og når man kan tilgå adskillige forskellige grupper med få klik i stedet for at skulle forlade Facebook og gå ind på flere forskellige websites, hvorfor så dog bruge tiden og energien på det?
Vi synes, svaret er oplagt: Fordi det er bedre. Fordi det er mere oplysende. Fordi det er sundt at fordybe sig i en længere tekst om et givent værk, hvor man rent faktisk har nogle uddybende og begrundede meninger at forholde sig til.
Ikke dermed sagt, at de debatter, som indlæg på Facebook kan give anledning til, altid er dårlige, for det er de ingenlunde. Især ikke hvis man finder nogle grupper, hvor folk kan finde ud af at tale ordentlig til og om hinanden.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, er der utrolig meget støj på Facebook; mange intetsigende kommentarer eller debattråde, der kører helt af sporet i forhold til det oprindelige indlæg. Det bliver trættende i længden.
Men hvis det nu er det, folk vil have? Hvis nu læserskaren til de mere ”langsommelige” medier er faldende, hvorfor så blive ved med at skrive?
Fordi det er sjovt – som Søren også skriver. Man giver pokker i, om ens anmeldelse bliver læst af 10, 100 eller 1000, fordi det er sjovt at skrive, og også fordi man håber og tror på, at de 10 eller 50, der rent faktisk læser éns anmeldelse, får noget ud af det.
Hvis jeg kan gøre, at bare én læser bliver nysgerrig efter at se en film, høre et filmscore eller læse en bog på grund af en anmeldelse, jeg har skrevet, overtrumfer det til fulde de likes, jeg kunne få ved at lave et meget kortere opslag i en gruppe på Facebook.
Og lige præcis det – at give lyst, pirre nysgerrigheden eller måske endda provokere med underbyggede argumenter – er netmagasiner og blogs efter min mening langt bedre til end Facebook.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Harley Davidson and the Marlboro Man (Simon Wincer, 1991)
Overlord (Julius Avery, 2018)
Filmmusik:
The Betsy (John Barry, 1978)
Captain Marvel (Pinar Toprak, 2019)
Game of Death (John Barry, 1978)
Pet Sematary (Christopher Young, 2019)
Starcrash (John Barry, 1978)
Bøger:
Kanal Obskuriøst De Luxe: Monopol-TV i udvalg 1980-88 (Henrik Larsen, 2019)
The Making of Independence Day (Rachel Aberly & Volker Engel, 1997)
Artikler:
Tintins ukendte lyster – En udstilling af Ole Ahlbergs Tintin-værker
Godt sagt/ment/skrevet, Mogens.
Personligt – som i “mig” (og se mig lige, hvabbehar? Og det bliver bedre!) – følger jeg en hel del sites, hjemmesider, blogs, podcasts, med mere og andet (ingen nævnt, ingen glemt, omend jeg – på opfordring – gerne præsenterer en fuld liste. Den er lang!).
Hvad jeg ville sige: – jo, jeg kan ikke få mig selv til at acceptere at fjæsbogen eller twitter, skulle kunne være erstatning for blog-indlæg. Vel lever vi – antageligt, eller det får man indtrykket af – i en SMS-tid, hvor det hurtige skud fra hoften er væsentligere end den dybere udredning. Fint nok – knock yourselves out & fremfor alt: tro på det! Tro selv på det – få andre til at tro på det – få hele verden til at tro på, at det er dér det sker: – dette er LIVET, Lykken, æren og riget … amen –
Men der er noget jeg ikke forstår (tænk! virkelig?): – på alle de genre-relaterede, hm, hjemmesider, som jeg følger med på, har de allerfleste et kommentar-felt. Men det er – den ondelynemig – sjældent jeg oplever ret mange andre kommentarer end mine egne (samt et høfligt svar fra indehaveren). Jeg mener: 1 ting er besøgstal, på éns “side”. En anden er respons (er der nogen?).
En anden ting er, at bortset fra enkelte “pingbacks” og mulige “links” til andre, så er det dæleme sjældent jeg oplever at “admin” fra den ene “kanal” refererer til, eller kommenterer på, “den anden kanal”. Og det til trods for det udtrykte behov for “en levende debat”. Ihvorvel jeg absolut anerkender dit link til Skræk&Rædsel i lige præcis dette tilfælde –
Problemo numero 3: – det er forbavsende få af de “sites” jeg besøger (på en daglig basis), der har egentlige “blog-rolls” – altså links til andre “sites” med lignende indhold, altså populærkulturelle sider, blokke, podcasts mv., der kolporterer – nåja – materiale af samme observans, som “én” selv.
Personligt (og se mig lige, hvad? Sikke et eksemplar!) skriver jeg gladeligt på diverse blogs og i diverse kommentarfelter. Og jeg kan da også blive lidt “er det bare ud i det blå?”-agtig, men deler på den anden side den der opfattelse af, at nogle gange gange gør man det bare for sjov eller for di.
Det jeg efterlyser – lige nu er hér – er (måske) en større/højere grad af solidaritet (gammelt ord – har ikke noget med polske fagforeninger at gøre) mellem alle de, der lægger et stykke suverænt og sublimt arbejde i, at berige alle os – Os Alle – med genre-baserede eftertænksomheder (til alles tarv). “original research?”, som der står på Wikipedia. “Yessir!”: – originalt, eksentrisk, vagabonderende, overdrivende, underdrivende, uden hold i virkeligheden, fortabt i virkeligheden – Farven Ind I Rummet.
Man undskylder udskejelsen (gu gør man da ej!)
Hilsen enning
Tak for at tage dette vigtige emne op. Det er klart, at det er skribenternes lyst og energi, der driver værket, men de sociale medier har de senere år lagt beslag på store dele af brugernes tid – og så kan det være svært at blive ved med at finde tiden og energien til at skrive kvalificerede indlæg, når besøgstallene bliver ved med at dale på ens hjemmeside eller blog.
Selvfølgelig vil der altid være brugere til kvalitets-indhold, men tingene har bare ændret sig – og nu er der endda nørd-grupper på Facebook, hvor stadigt færre deltager i debatten eller skriver nye indlæg, så selv her opleves en afmatning.
Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at tingene var bedre i gamle dage. Jeg har også lavet fanzines i oplag på under 100 styk – og det var meget arbejde at lægge i noget, der kun nåede en begrænset målgruppe. Men det var sjovt at lave i nuet, og så længe man har den energi, er det OK. Men efter 13 år med Skræk og Rædsel er jeg måske et sted, hvor jeg skal bruge min fan-energi på en anden måde – men bloggen er dog ikke helt død og borte endnu. Den er bare blevet langsommere end en George A. Romero-zombie.
Kommentar til Hennings kommentar;
Nu er Planet Pulp jo godt ankeret i filmfanmiljøet, og bogen, som her anmeldes, er udgivet af en redaktør fra det gamle filmfanmiljø. Der refereres til Skræk & Rædsel – igen filmfanmiljøet – og jeg mener nu, at efterlysningen af en solidaritet blandt disse blogs er fejlskudt. Der har altid være en kollegial solidaritet blandt blogs’ene på genrefilmscenen. Søren linker til mange af os andre, og vi gør det samme. Om det er ligeså i andre blogmiljøer, skal jeg ikke kunne sige, men hos os har det aldrig været et problem. Jeg opdagede godt nok forleden, at en ivrig filmblogger senest har fjernet alle links til os andre, men det hører til sjældenhederne, hvis man spørger mig. Problemet, som jeg ser det, er simpelthen, at folk hellere vil have facebook og andre sociale medier nu om stunder. Blogs’ene drager i hobetal mod Cyberspace-udgaven af de store elefanters kirkegård, og vi er nogle få, der står tilbage. Jeg forstår godt, at Søren lukker ned nu. Læserne forsvinder/er allerede væk. Når jeg selv bliver ved, er det udelukkende, fordi jeg synes, det stadig er sjovt – selv med 5-10 læsere.
Oops! Jeg nævner i mit første indlæg, at der i anmeldelsen refereres til en fanudgivelse. Dette kommentarfelt er selvsagt ikke til anmeldelsen af Henrik Larsens TV-bog, men derimod lederen. Men resten af mit indlæg er gængs nok, så se venligst bort fra den smutter.
Jeg oplever en fin solidaritet blandt danske genre-fans, selv om der også kan være uoverensstemmelser. Men sådan er det nu engang i fan-miljøet. Men det er ikke nok at lave blogrolls og links og alt det der – for i længden er det formentlig de samme fans, der cykler rundt på de samme sider. Udfordringen er at få nye fans ind på siden – og så fastholde dem.
Solidariteten kan nogle gange også være lidt anstrengt, fordi man måske af pligt linker til alt, der smager af det, man selv skriver om – og dermed måske også linker til nogle blogs eller sider, som man ikke selv nødvendigvis er vild med.
I øvrigt er det efterhånden meget almindeligt, at nogle bloggere dropper de lange blogrolls og link-lister – de fylder for meget ude i siden og mange blog-eksperter advokerer for, at man man minerer mængden af bling-bling, man har liggende ved siden af det indhold, som folk egentlig klikker ind for at læse.
Kommentar til Jack J’s kommentar til min kommentar
Det har du på mange måder ret i. Og på mange måder finder jeg det positivt at blive modsagt – irettesættelser kan jeg også klare :-)
Og hvem er jeg, at betvivle eksistensen af et genrefilmsmiljø, der har en udmærket – hrm! – “sammenhængskraft”.
Ligeledes behøver du ikke overbevise mig om “blog-døden” , i bred almindelighed, eller den trang, der pt åbenbart har overvældet en del, til det lynhurtige “kick”, “sus”, “high”, som facebook tilsyneladende kan levere. Og det er hverken koketteri eller reaktionær bornerthed, når jeg siger: – jeg forstår det ikke! For det gør jeg vitterligt ikke.
Endelig forstår jeg udmærket når “blogs” (mv) “folder” – det kan der være mere end 1 årsag til: – Rasmus Wichmanns uovertrufne “Fanportalen” gik “dormant”, fordi unge Wichmann fik andet at se til; “Apokalyptisk” gik ind, fordi admin blev far. Skræk&Rædsel (hej Søren!) er muligvis bare lidt træt efter mange år i “Blogland”, Stig W. Jørgensen stoppede “Ekkorummet”, fordi han syntes han havde nået hvad han ville med det format. Og på tiden ligger “Fra Sortsand” lidt stille, nok fordi Martin Wangsgaard har en del andre jern i ilden (haven’t we all?), “Flasch” ligger stille – måske fordi Flemming Rasch har travlt “anderswo”. Vi ved det ikke …
Men det jeg taler om er, at nok kan blogs overleve, så længe blogskribenten(erne) har styrken til det – men lur mig om ikke enhver skribent godt vil have, og ernærer sig klart bedre af, respons. Endvidere er mit anliggende ikke kun “filmfangenremiljøet” (undskyld!), men hele genremiljøet. Og der undrer det mig rigtigt meget, at det mere hører til sjældenhederne end reglen, at blog-adin’er fra andre blogs lige laver en “Hi There” i kommentarfeltet (-erne). Jojo – det hænder&sker, men den efterlyste “sprudlende debat” er der ikke ligefrem tale om. Men det er måske også bare fordi jeg forestiller mig, at denne skulle være et ønske. I påkommende tilfælde nytter det så ikke så meget, at brokke sig over fjæsbogen, twitter eller hvafaen djævelskabet så ellers hedder, for så ønsker man sig måske bare at være seklusiv, hermetisk og “du er ikke medlem af hulen, Mulle”.
Og, jo – Jack J – jeg ved godt at du kommer lidt omkring. Jeg gør også. Søren har har gjort. 3 svaler gør ingen sommer –
Hilsen Henning