Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. februar 2021

Leder og indhold – 13. februar 2021
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det er koldt derude. Både metaforisk og bogstaveligt. Men efter enhver vinter kommer forår…

Frost. Det er koldt og smukt. Lyset spiller på en helt speciel måde på den delvist hårde, delvist bløde overflade, der er frostsne. Om aftenen, i gadelygternes skær, glimter iskrystallerne knivskarpt og flygtigt som eksotiske insekter, der kun kommer frem, når vinteren for alvor har meldt sig.

Og så er der lyden. Det øjeblik, du sætter foden ned, kommer den. Den sprøde knitren af frostsne, der komprimeres under din vægt. En knagende lyd; på én gang hård og blød.

Det er en lyd, der vækker minder. For nogle er det vindue tilbage i barndommen, for andre er det skiferien, der dukker frem for det indre øje.

Og så er der filmene, der melder sig, når man hører lyden af frostsne under vinterstøvlerne. Ørneborgen; Richard Burton, Clint Eastwood og det kolde snelandskab i filmen. Eller The Thing og det hvide landskab af død, hvori der lurer noget, der leder efter et varmt sted at gemme sig.

Sne og frost kan mange ting, afhængigt af perspektivet. Walking in a winter wonderland lyder en del af omkvædet fra den kendte og elskede amerikanske julesang “Winter Wonderland”. Her er sneen magisk og signalerer hygge. Det samme i “Let It Snow”, også selvom snevejret her beskrives som “frightful”.

Men der er også Den lille pige med svovlstikkerne. Der er sneen og kulden i krigsfilm som Stalingrad. Der er den nye istid i The Day After Tomorrow. Der er Coen-brødrenes Fargo. Der er The Shining. Der er Die Hard 2.

Sne og frost kan mange ting. Det afhænger af perspektivet, ligesom så meget andet her i livet.

På en måde er det mærkeligt passende, at vi netop i dette år her i Danmark er blevet ramt af det første, der ligner en ordentlig, regulær vinter i efterhånden en del år.

Danmark har, som resten af verden, i overført betydning været lagt på køl gennem det sidste års tid. Nu er vi lagt på køl rent bogstaveligt.

Rent symbolsk er vinteren jo den døde årstid, eller den sovende årstid. Alt er dødt eller i dvale. Men efter enhver vinter kommer altid et forår. Det gør der også i vores metaforiske coronavinter. Verden kommer til at tø igen, at vågne igen, ligesom Ingemann skriver i “I sne står urt og busk i skjul”.

Selv uden de religiøse overtoner i Ingemanns smukke vintersang, er budskabet oplagt at huske: Giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer.

Der kommer en tid efter corona. Vi skal, som enkeltpersoner og samfund, forsøge at komme igennem, så godt vi kan. Der findes ikke den sikre sti igennem den krise, som vi gennemgår. Der er ikke nogen mirakelkur. Det er derfor, det er så hårdt, som det er.

Det hele flyder lidt sammen: Arbejdet, fritiden, timerne, dagene, ugerne. På en måde bliver det hele til en stor flydende masse af afsavn og tristhed.

Men når frosten kommer, når sneen falder, så ved vi, at noget nyt er på vej. Frosten og sneen fortæller os tydeligt, at vi er i vinterens greb, men lige så tydelig, den besked er, lige så tydelig er det, den lover: Vinteren ender og foråret kommer.

Hvad der kommer til at ske, ved vi ikke, men det vi ved, er, at det nok skal gå, det hele. Og i mellemtiden kan vi bruge vores vinterdvale på at dykke ned i en masse herlige kulturprodukter. Det er også en måde at forstærke ånden på – en god bitterdram for sjælen i en kold tid.

Vi ses i næste måned. Og hvem ved? Måske er der forårstegn til den tid.

Månedens lederskribenter er Jacob Krogsøe og Mogens Høegsberg.

Film:
Death Hunt (Desperat jagt) (Peter R. Hunt, 1981)

Filmmusik:
Antebellum (Nate Wonder & Roman GianArthur, 2020)
Jagged Edge (John Barry, 1985)

Bøger:
The Tim Burton Encyclopedia (Samuel J. Umland, 2015)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *