Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. februar 2018

Leder og indhold – 13. februar 2018
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Er der kvalitet i dansk horrorlitteratur eller ej? Er anmelderne for venlige? Det er nogle af de emner, der bliver talt om for tiden, også her på Planet Pulp.

I sidste uge smed Martin Jürgensen og Jonas Wilmann en mindre bombe i det danske horrormiljø. På Martins blog Fra Sortsand har de sammen forfattet en kritik af den danske horrorscene.

Det er en kritik, der kommer hele vejen rundt. Det er en kritik, der som en gatling gun rammer alle, der står i vejen – eller alle os, der har en relation til det miljø, som kritikken beskriver.

Det er både selve værkerne og modtagelsen af værkerne, som Martin og Jonas beskriver.

Martin er en af mine ældste venner, og han var medstifter af Sleazehound, som Planet Pulp hed fra 2005-2008. Vi har også skrevet en roman sammen, som snart udkommer.

Jonas’ forfatterskab har jeg fulgt siden den spæde begyndelse i 2009 med The End. Så jeg kender de to. Den ene bedre end den anden. Og jeg er selv tæt på at debutere som forfatter. Så er min position på plads.

Det gør ikke, at jeg nødvendigvis er enig i kritikken eller at jeg vil forsvare den, fordi jeg kender forfatterne. Men jeg må sige, at Martin og Jonas på mange områder rammer plet. Så kan man altid diskutere formen, niveauet af krisen og den slags.

Og det er vigtigt at pointere, at dette er min holdning og ikke nødvendigvis en holdning, der deles af mine medredaktører på Planet Pulp.

Kritikerens ansvar

Som kritiker har man et stort ansvar. Man skal gøre det ordentligt. Når jeg ser på mine mange anmeldelser er der en del, som er skrevet med en vattet arm. En arm, der er bange for at smække en lussing af sted, som kan gøre ondt på modtageren.

Man skal jo ikke smide en lussing af sted for lussingens skyld, og man kan komme med kritik på mange forskellige måder: Listepikken, lussingen, dybvandsbomben, råberiet, den leflende, den nervøse, den kønsløse, den kliniske osv.

Som kritiker skal man bare huske på – og værne om – sin egen troværdighed. Det er vigtigt.

På nogle områder er jeg også en bangebuks. Jeg er stort set stoppet med at skrive om danske genreudgivelser. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg føler, at min rolle som kritiker har ændret sig.

Jeg kender mange af forfatterne. Så det er måske ikke fordi, jeg er bange, men mange ville hurtigt kunne råbe “nepotisme” eller “hævn”, hvis jeg eksempelvis er for positiv eller negativ. Og det er et problem, fordi jeg faktisk føler, at jeg har evnerne til at komme med god kritik. Så måske jeg bare skal op på den vogn igen?

Det er nemmere sagt end gjort, men min pointe er, at den kritik, som Martin og Jonas kommer med, faktisk har sat en masse tanker i gang hos mig. Og jeg er sikker på, at den har gjort det samme hos andre.

Om man så tager kritikken til sig eller går til direkte modangreb mod kritikerne, er så en temperamentssag. Jeg har set flere tilfælde af begge dele på Facebook i forbindelse med artiklen på Fra Sortsand.

Mangel på kvalitet

I forhold til kvaliteten af den danske horrorlitteratur – og jeg læser en del og ser dem alle på hylderne på det bibliotek, hvor jeg arbejder – så er der mangel på kvalitet.

Mange dygtige forfattere “tvinges” til at skrive noget andet end det voksengys, som de brænder for. Det sælger nemlig ikke.

At alle, eller mange i hvert fald, så hopper over til børnelitteraturen, som var det et andet Klondyke, gør det jo ikke bedre. Det marked bliver oversvømmet, og det store antal bøger, som bibliotekerne aftog før i tiden, er på tilbagegang. Og det går, desværre, kun den retning.

Jeg forstår godt, at man ud fra et økonomisk perspektiv om at leve som forfatter vælger at går andre veje, eksempelvis at man kigger med våde øjne mod krimigenren. Men det gør ikke umiddelbart noget godt for gysergenren i Danmark.

Og her finder jeg det fineste i Martin og Jonas’ kritik, nemlig idéen om ambitionsniveau. Købmandssnakken er naturlig, men den rykker ikke ved noget. Der er ikke nogen mainstream uden undergrunden, uden dem der går andre veje, og der er ikke nogen undergrund uden mainstreamen.

De to ting er afhængige af hinanden, et nærmest biologisk kredsløb. Noget der bryder med det populære, hvorefter det populære kan optage noget af det, der netop brød med det, og så kan den store maskine bevæge sig fremad.

Problemet er, at de fleste købmænd ikke tænker på ambitioner, på det smalle, på vovemodet. De tænker helt naturligt med pengepungen, med kuglerammen, med idéen om, at noget skal kunne sælges.

Det vi lige nu har brug for er mønsterbryderne, dem der tør udfordre genren, formen, sproget, så vi kan komme videre. Købmænd har vi masser af.

Der er også nogle, der siger, at et værk, en bog, først bliver til et værk, når den kædes sammen med en læser. Det er jo også rigtigt. Men kigger vi tilbage i historien, skal vi også huske på, at ikke alle værker, vi i dag kalder uomgængelige mesterværker, blev set eller læst i deres samtid.

Så der skal tænkes ambitiøst og ikke kun på potentielle læsere, i hvert fald hvis vi ønsker en bevægelse, en udvikling. Man kan jo også sige, at ikke al udvikling er godt, eksempelvis var actionfilm bedre i 1980’erne, før genren udviklede sig, men det er anden diskussion.

Man kan jo sagtens lave en ambitiøs og vellykket vampyrfortælling som rent litterært ville tilfredsstille kritikerne på Fra Sortsand. Eller det er forkert. Idéen er jo netop ikke, at Martin og Jonas skal tilfredsstilles, for dybest set handler det ikke om dem.

Det handler vel om, at vi alle sammen gerne vil se en udvikling. Og det gælder jo bestemt ikke kun den danske horrorscene. Mange af de elementer, som kritikken kommer ind på, kan føres videre til andre genrer og andre medier.

Bundlinjen

Så hvad er der på bundlinjen? For mig SKAL der være plads til både mainstream og det mere ambitiøse. Det skal være legitimt at søge, hige, efter det mere ambitiøse. Både i forhold til kritik og i forhold til at skabe de produkter, som kritikerne kigger på.

Og uanset hvordan man har taget imod kritikken fra Martin og Jonas, så vil jeg håbe på, at den har sat tanker i gang. At noget af det glider ind.

Man behøver ikke være enig i det hele, det er jeg heller ikke, men intentionen fra de to er IKKE at kritisere for kritikkens skyld eller bare at lægge en lort i klubhuset for derefter at løbe grinende væk. De vil genren. De er ambitiøse. De tør. Og det kan man, på godt og ondt, tage med sig.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
The Cloverfield Paradox (Julius Onah, 2018)
Godzilla: Monster Planet (Hiroyuki Seshita & Kôbun Shizuno, 2017)
Star Trek Beyond (Justin Lin, 2016)

Filmmusik:
Air Force One (Jerry Goldsmith, 1997)
The Last Valley (John Barry, 1971)
Monte Walsh (John Barry, 1970)
The Shape of Water (Alexandre Desplat, 2017)
Star Trek Beyond (Michael Giacchino, 2016)
Star Wars: The Last Jedi (John Williams, 2017)

Bøger:
Cabinet of Curiosities: My Notebooks, Collections, and Other Obsessions (Guillermo del Toro & Marc Zicree, 2013)

Artikler:
Fra den trojanske krig til morderiske dukker – om Charles Band

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>