Hvornår er en ko malket helt tør? Det er et spørgsmål, kun landmænd og Hollywood kan svare på, men af de to grupper, er det kun Hollywood-folkene, der bliver ved med at malke, selvom der ikke er mere at komme efter.
Franchise fatigue er en ægte ting. I lang tid var det bare en teoretisk diskussion: Kommer der måske et punkt, hvor folk begynder at blive trætte af [indsæt franchise-navn her]?
Svaret lader til at være ja – Marvel har haft besvær, LucasFilm ligeså, ditto DC og Sony. Fælles for de tre af dem er, at det superheltene, der efterhånden har mættet markedet – for LucasFilms vedkommende er det selvfølgelig primært Star Wars, men til en vis grad også Indiana Jones.
Der er visse tegn på, at Marvel er på vej til at rette skuden op – traileren til Fantastic Four: First Steps ser lovende ud – men omvendt har jeg ikke synderligt store ingen forventninger til den nye Superman, der også kommer i år. Og sådan kunne jeg blive ved.
På stående fod kan jeg faktisk kun komme i tanke om én franchise, jeg ikke er træt af, nemlig Mission: Impossible.
Selvom mange lader til at mene, at den kommende, ottende, film i serien bliver den sidste, har hverken forfatter/instruktør Chris McQuarrie eller Tom Cruise været helt så klare i mælet – faktisk har de tidligere sagt de gerne vil fortsætte.
Om det så bliver med Cruise i hovedsædet som hidtil, er nok en anden sag – Cruise har trods alt rundet de 60, og selvom han stadig er i imponerende fysisk form, bliver han nok ikke ved med at lave halsbrækkende stunts 10-15 år endnu. Men det er en anden snak.
Det, jeg egentlig vil frem til, er såmænd blot, at jeg håber, MI-franchises fortsætter i én eller anden form, for det er som sagt den eneste franchise, jeg ikke er træt af. Det er der nok mange årsager til, også ting, der alene handler om min personlige smag, men jeg tror én meget væsentlig årsag er, at Cruise har forstået værdien i ikke at mætte markedet.
Den nuværende inkarnation af Mission: Impossible fylder 29 år i år, og på de 29 år er der kommet i alt otte film – medregnet altså den film, der får premiere i næste måned. Hvor mange Star Wars-titler er der kommet, siden Disney købte LucasFilm i 2012? Hvor mange Marvel-titler er der kommet siden starten på MCU i 2008?
Mange.
Også så mange, at jeg ikke rigtig gider holde styr på dem – endsige sætte mig ind i, hvor mange TV-serier, jeg skal se ind imellem spillefilmene for at få det hele til at hænge sammen.
Det er lidt som jeg siger til mine drenge, når de spørger om, hvorfor vi ikke kan få is til dessert hver eneste dag: Hvis man får is til dessert hver dag, er der ikke længere noget specielt ved det. Der er ikke noget at glæde sig til. Måske ender man endda med at blive en lille smule træt af is.
Too much of a good thing…, som man siger.
Jeg glæder mig som et lille barn til The Final Reckoning, som den ottende Mission: Impossible-film hedder. For selvom der ikke er gået helt så længe siden, den syvende film havde premiere, som der tidligere har været mellem indlæggene i serien, er der gået længe nok til, at min appetit er skærpet og at jeg igen er klar på at finde ud af, hvad for nogle vanvittige stunts, Tom Cruise kaster sig ud i denne gang.
Men jeg ville ønske, flere af de andre studier, ikke mindst LucasFilm og Marvel, ville sige ja til en helt særlig mission: At sætte farten betydeligt ned, så vi igen begynder at se frem til den næste film i stedet for blot at trække på skuldrene. Skal vi nu ha’ is til dessert igen?!
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Die Hard With a Vengeance (Die Hard – Mega Hard) (John McTiernan, 1995)
Mickey 17 (Bong Joon Ho, 2025)
A Working Man (David Ayer, 2025)
