Lad de døde hvile

6 minutters læsetid

Lad de døde hvileHvordan ville en filmatisering af Dennis Jürgensens tidlige værker se ud, hvis de skulle ramme Jürgensens ånd og smittende fortælleglæde?

Den ville nok ligne Lad de døde hvile ganske meget. Og det er ment som et stort plus.

Man taler ofte om, at noget kan have en følelse af “det og det”. Som i “det minder om Stephen Kings måde at skabe nostalgien på” eller “det minder om stemningen fra et maleri lavet af en Skagensmaler.”

Dennis Jürgensen-feel

Lad de døde hvile har et ægte Jürgensen-feel (der er ikke noget Skagen på spil; det var bare for at komme med et eksempel) med et godt tag på de ungdommelige elementer; en kærlig leg med genrekonventioner og genreværker, som vi kender dem fra 1970’erne og 1980’ernes Forstadsamerika – noget som også Jürgensen er glad for.

Der er skoleeleverne, den kejtede kærlighed, de voksne, der ikke rigtig lytter efter, og så det overnaturlige. Tænk på film som The Goonies (1985), Poltergeist (1982) og The ‘Burbs (en af alletiders bedste gyserkomedier fra 1989), uden at disse dog skal sammenlignes med Lad de døde hvile.

Okkulte dage i Haslev

Sohail A. Hassan, der både har skrevet, instrueret og klippet filmen, har skabt et udmærket og medrivende plot.

Vi møder filmens hovedperson, outsideren Jimmy, der dyrker heavy metal, gys og det okkulte (for nørderne er Jimmys værelse et sandt Eldorado).

Jimmy bor sammen med sin far Anton, en akademiker, der har lukket sig inde i sig selv efter konens død, og Jimmy går på gymnasiet i Haslev.

Jimmy vil i kontakt med sin afdøde mor via okkulte ritualer. Jimmy bliver venner med Amir, den nye dreng i klassen, og sammen lykkes det for det umage par at charmere nogle lækre piger med lidt okkulte scoretricks.

Men det ender med, at Jimmy kommer til at pille ved nogle kræfter, som man ikke skal pille ved, og en grum ting fra fortiden dukker op. Kan Jimmy og Amir komme til bunds i sagen, før de døde overtager Haslev?

Fortælleglæden der skinner igennem

Filmens absolutte trumfkort er, at fortælleglæden skinner tydeligt igennem. Filmen er tydeligvis lavet af en mand, der er flasket op med mange af de værker, som vi elsker her på Pulpen; de værker som placerer sig i den meget svære genre “gyserkomedien” og mere specifikt den ungdommelige gyserkomedie.

At blande gys med komedie er en klassisk filmdisciplin, hvor der ofte skabes makværker, da man ikke rammer den rette tone.

Gyserkomedier er i sin natur ikke deciderede uhyggelige; det kan de simpelthen ikke være, når der også skal grines, men de fine af slagsen formår at inddrage elementer fra gyset, som gør at komedien får kant; som gør, at der er andre ting på spil end i en helt almindelige ungdomskomedie.

I Lad de døde hvile er der en fornem vekselvirkning mellem gys og komik, mellem alvor og falden-på-halen-humor.

Filmens rygrad er samspillet mellem de to hovedroller, hvor den ene er alvorlig, mens den anden leger komiker. Hvis samspillet mellem de to ikke havde siddet i skabet, var filmen faldet brutalt sammen, men det er heldigvis ikke tilfældet.

Som Jimmy giver Jakob Hasselstrøm filmen en alvorlig og dramatisk kant. Det er fortællingen om en dreng, der har mistet, en dreng der drages af mørket, fordi han her håber at kunne finde svar, finde ro.

Det giver flere stærke scener, der kulminerer i én af filmens helt centrale scener, hvor samspillet mellem Hasselstrøm og den dygtige Danny Thykær som Jimmys far Anton, rammer den helt rigtige tone.

Det giver filmen en følelsesmæssig klang, som gør, at man faktisk føler noget for hovedperson. Det gør, at der rent dramatisk er noget på spil. Det skal ikke forstås som om, filmen er er drama om tab, men det giver filmen et fint lille lag.

Filmens comic sidekick er spot on!

På den anden side er Razi Irawani som Amir ubehageligt god, og man griner stort set hver eneste gang, han er på skærmen.

Han slås indimellem med sine replikker, og det er tydeligt, at han mangler skoling som skuespiller, men replikkerne er så skarpe og Irawanis nærvær så tydelig, at det fungerer.

I en vigtig birolle skaber Baard Owe (i en af sine sidste roller, hvil i fred) ægte uhygge, og det er godt set (og lige til højrebenet) at caste Owe i den rolle. Den leverer han med stort overskud.

Resten af castet, specielt pigerne, fungerer fornemt som ægte klichékonstruktioner; som noget taget ud af en ungdomsslasher. Og det er fint, at der ikke er mere kød på dem, da der er rigeligt på de to hovedpersoner. Igen et godt eksempel på en fin dosering fra filmskabernes side.

Lidt malurt i bægeret

Der er dog også lidt malurt i det ellers fine bæger. Slutningen, klimakset, er simpelthen for rodet. Det er svært at følge med i, hvad der sker, og der er for mange ting på spil.

Et par dræbte darlings og et mere fokuseret klimaks havde klædt filmen godt. Et andet problem, hvor man godt kan se, at filmen ikke har haft det største budget, er brugen af CGI, og de stråler, der skydes ud af hænderne som var skurken en anden Kejser i en fjern, fjern galakse.

Det burde være droppet; det havde fungeret fint uden med hentydninger til magi. Her ligner det bare et dårligt computerspil, og da filmen har så fine praktiske effekter og makeup, er det helt unødvendigt.

Det fungerer, altså CGI’en, bedre i en anden dansk genrefilm som De fortabte sjæles ø (2007), der dog også har haft helt andre økonomiske muskler.

Faktisk er Lad de døde hvile noget af det bedste danske genresnask, som jeg har set siden De fortabte sjæles ø.

Heldigvis reddes slutningen af en fornem udtoning, hvor replikken “Stay Metal” skal opleves! For netop den replik, uden at røbe i hvilken sammenhæng, den falder, viser netop, at instruktøren formår at punktere potentiel kvalmende patos med en skarp replik, en uventet handling eller et velvalgt stykke musik.

Imponerende score!

Og apropos musik, så er filmens score, komponeret af Jonas Frederik, en af filmens største styrker. Komponisten er tydeligvis inspireret af store Hollywood-komponister men musikken er mere end bare en hyldest.

Den løfter filmen op på et ganske højt niveau med fine temaer og motiver, og er med til at slå den helt rigtige stemning an. Sådan!

Jeg så filmen til en specialvisning i Hadsten, og ellers har den kun været vist to gange i København. Det er brandærgerligt, da det netop er en rigtig “publikumsfilm”, altså en film, der helt målrettet og uden skjulte ambitioner går efter at underholde frem for at være filmkunst.

En perfekt fredagsaftenfilm til et ungdommeligt publikum og en nørd som mig (og sikkert mange af jer). For der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg allerede glæder mig til at se filmen igen, og fange alle de mere eller mindre subtile referencer, der er til andre værker i populærkulturen.

Nu skal filmen forhåbentligt vises på flere internationale genrefestivaler, og det kan måske få de (noget kedelige) danske distributører til at give den en chance.

Den fortjener et liv i de danske biografer, da den netop er sådan en type film, der viser to ting: Film kan laves effektivt for få penge OG der kan sagtens laves genrefilm i Danmark, hvis man lader folk som Sohail og co. stå bag roret.

Et andet og vigtigt skulderklap skal sendes i retning af filmens producenter: Det er utroligt meget, man har fået ud af meget få penge. Filmen ligner langt hen ad vejen et professionelt produkt med en fin visuel side, hvor der også er lagt meget krudt i spændende kameraindstillinger, opfindsomme droneskud og en fin colourgrading.

Kun få steder – og igen er det slutningen, der er problemet – er der lidt problemer med lyssætningen. Men jeg har set værre ting i film, der koster 50 gange så meget at producere.

Det er bestemt ikke fordi, at det visuelle er filmens stærkeste kort; det er fortælleglæden og den fornemme dosering af humor og gys derimod, men det er alligevel herligt, at filmen har et internationalt snit OG en fin dansk tone.

Det produktionshold måtte gerne lave flere film med eller uden mange millioner i ryggen, så længe de bevarer deres integritet som historiefortællere og glade filmnørder. For penge kan ikke købe filmsjæl.

Solid underholdning

Som nævnt er filmen bestemt ikke perfekt, og flere små og store justeringer havde gjort den bedre, men det rykker ikke ved, at Lad de døde hvile er en herlig omgang uforpligtende underholdning, leveret af folk, der både kender deres genre og deres publikum. Jeg håber, I kommer til at se den i en biograf!

4 stjerner

Titel: Lad de døde hvile
Instruktør: Sohail A. Hassan
Manuskript: Sohail A. Hassan, efter idé udviklet i samarbejde med Kristoffer Jacob-Andersen
Cast: Jakob Hasselstrøm (Jimmy), Razi Irawani (Amir), Danny Thykær (Anton), Baard Owe (Bartholinus), Sidse Kinnerup (Louise), Maria Fritsche (Anna)
Foto: Adam Thulin
Klip: Sohail A. Hassan
Musik: Jonas Frederik
Spilletid: 104 minutter
Sprog: Dansk
Produktionsland, år: Danmark, 2018

Anmeldt i nr. 157 | 13/11/2018

Stikord: Danmark

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.