Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

La settima donna

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

La settima donna er langt hen ad vejen et ublu plagiat af The Last House on the Left og som sådan vil nogen slå filmen hen som ren exploitation.

La settima donnaDa Wes Craven trådte ind på den amerikanske filmscene i 1972 med The Last House on the Left, var det en debut, der kunne mærkes. Filmen fik uhørt stor opmærksomhed for dens ublu brug af vold og sex, hvilket jo altid har været en varm kartoffel i filmbranchen.

Samtidig var Cravens debutfilm en del af en bredere amerikansk filmbølge, der viste vrangsiden af det samfund, som de glade blomsterbørn havde forsøgt at forandre. Et andet eksempel på dette er Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre fra 1972, der åndeligt er nært beslægtet med Cravens film. Et helt tredje eksempel kunne være William Friedkins The Exorcist, der blev udsendt i 1973.

Fælles for disse tre film, der alle er indbyrdes meget forskellige, er, at de på bedste vis repræsenterer den drejning, som horrorfilmen tog i 70’erne. Det var med ét mennesket, der blev det virkelige bæst – man havde ikke brug for rumvæsner eller store monstre, for den ægte bestialitet kunne findes i naboens have. Den grundlæggende filosofi bag hele 70’er-bølgen synes at være, at ingen helt forstår, hvad der slumrer i os alle, og trykker man på de rigtige knapper, kan resultatet blive ganske, ganske grufuldt.

Voldens anatomi

Wes Cravens film blev en stor trendsætter, der ret hurtigt skabte en hel lille subgenre, der i det store hele går ud på at demonstrere, hvordan en mindre gruppe kan tage kontrol over en overmagt ved hensynsløst at benytte sig af vold. Man kan faktisk sige, at Cravens film var et både intelligent og følsomt forsøg på at illustrere voldens anatomi, hvilket dengang gik hen over hovedet på de fleste kritikere. Senere har Craven fået oprejsning, men det holdt også hårdt.

Italienerne var hurtigt ude med plagiater af The Last House on the Left, og en af de mere vellykkede imitationer er La settima donna fra 1978. La settima donna går så tæt på sit forlæg, at man kan konstatere, at manuskriptforfatterne Romano Migliorini og Gianbattista Mussetto absolut ikke havde nogen skam i livet. Godt nok er handlingen ikke helt identisk, men de har tydeligvis siddet med en checkliste over alle de centrale scener i The Last House on the Left og krydset dem af, i takt med at de fik dem flyttet over i deres egen historie.

Med det sagt, må man dog også erkende, at resultatet holder, og på mange måder giver den et interessant bud på en alternativ måde at fortælle Cravens oprindelige historie. Budskaberne er i hvert fald stort set identiske i de to film, men det vender vi tilbage til om lidt. Lad os først kaste et blik på handlingen.

Røverne og gymnasiepigerne
Filmens unge piger.

Filmens unge piger.

Hele herligheden begynder under et voldsomt bankrøveri, hvor tre brutale røvere affyrer skud mod de ansatte og flygter fra gerningsstedet. De kommer hurtigt ud af byen, men over radioen hører de, at politiet allerede er ved at lægge en jernring om alle udfaldsveje. Røverne søger derfor ned til kysten, hvor de uheldigvis får motorstop. Turen går ikke længere, og nu sidder banditterne i saksen. Efter en kort rådslagning beslutter de sig for at trænge ind i en meget stor villa, der ikke ligger langt fra, hvor bilen gik i stå. Her vil de så skjule sig til den værste blæst har lagt sig, og så flygte videre med pengene.

Den store strandvilla hvor handlingen udspiller sig.

Den store strandvilla hvor handlingen udspiller sig.

Som sagt så gjort og de tre bankrøvere sniger sig op til huset, som de til deres overraskelse opdager huser en ganske køn nonne, Søster Christina, og seks ligeledes ganske pæne piger, der er ved at læse til eksamen. Pigerne skal afslutte det, der svarer til vores 3.G, og Søster Christina passer på dem, mens de terper deres stof.

Lidt tid til solbadning og svømmeture er der dog også, hvilket vi ser, mens der krydsklippes til det brutale bankrøveri i indledningen. Hele dette set-up er naturligvis som skabt til ballade, og de der har set Wes Cravens særdeles anbefalelsesværdige The Last House on the Left vil vide, at alt dette umuligt kan ende godt.

Fornedrelse
And so it begins!

And so it begins!

De tre unge bankrøvere tager nonnen og pigerne som gidsler. Der går dog ikke lang tid, før den ene af røverne bliver gjort ukampdygtig, for da han kort efter at være ankommet til huset, sniger sig op på en af pigerne, jager hun resolut en neglefil i maven på staklen. Det betyder, at der effektivt set kun er to røvere til at holde pigerne i skak, mens den sidste langsomt ligger og forbløder på en sofa.

Det korte af det lange er, at de seksuelle overgreb mod pigerne gradvist eskalerer. Den første der bliver voldtaget er nonnen, men pigerne følger hurtigt efter. Her må det i øvrigt indskydes, at filmens instruktør, Franco Prosperi forstår at lege med sit publikum, for som en form for bestialsk udgave af de syv slørs dans, bliver voldtægtsscenerne og volden gradvist hårdere og hårdere. Indledningsvist ser vi kun lidt bryster, mens kameraet nådigt panorerer bort fra de grusomme gerninger. Sådan bliver det bare ikke ved, for kedsomhed og frustration fra røvernes side, får det værste frem i forbryderne.

Den fordækte røver Aldo (Ray Lovelock).

Den fordækte røver Aldo (Ray Lovelock).

Stemningen i den store strandvilla bliver til sidst utålelig, og noget må ske. Hvad skal ikke afsløres her, men igen kan folk, der har set The Last House on the Left med stor sandsynlighed regne ud, hvor det bærer hen. Før vi kommer frem til det store klimaks, må vi dog overvære en stribe brutale og fornedrende scener, hvor røverne ydmyger de stakkels gymnasiepiger.

Filmens værste øjeblikke kommer, da den ene af røverne slæber en pige ud og puler hende bagfra over en liggestol, eller da den sårede røver straffer pigen, der stak ham ned, ved at støde en spids kæp op i hendes underliv. Begge scener er nådesløst gengivet, og dybt, dybt væmmelige. Pointen med alt dette er, at uskyld er en formsag, for afmagt sætter dybere følelser fri. Det er i hvert fald hvad Franco Prosperis film forsøger at fortælle os.

Benhård
Når man ikke vil høre... så må man lære på anden vis.

Når man ikke vil høre… så må man lære på anden vis.

Til forskel fra Wes Cravens klassiker fra 1972 er enhver form for forløsende humor blevet fjernet. La settima donna er en benhård film, der højst kan virke ufrivilligt komisk de steder, hvor 70’er-stilen bliver lidt for tyk. Det har dog helt sikkert aldrig været Prosperis hensigt, at der skulle være noget at grine af, og når man først når frem til de seriøst brutale scener, forstummer enhver latter da også.

Wes Craven havde tydeligvis rigtig meget på hjerte med The Last House on the Left, men spørgsmålet er, om det samme kan siges om Prosperi. Her må man nok ikke undervurdere instruktøren, for ganske vist kan det fremstå som rendyrket exploitation, men den kynisme og aggressivitet, der præger La settima donna, virker så indestængt, at der er svært ikke at se filmen som Franco Prosperis forsøg på at give sit til kortlægningen af menneskets voldelige drifter.

Flot og velspillet
Røverne sikrer sig et nonneknald.

Røverne sikrer sig et nonneknald.

Som film betragtet er La settima donna en lækker sag. Filmen er flot fotograferet af Christiano Pogany, og han har virkelig formået at få de fabelagtigt smukke omgivelser til at gå hånd i hånd med de voldspornografiske billeder af lidende gymnasiepiger. Skuespillet er ligeledes forbløffende godt. Naturligvis er det ikke alle pigerne, der spiller lige overbevisende, og røverne virker måske en smule umotiveret voldelige, men det er en del af spillets regler, og for så vidt kan det ikke være på nogen anden måde.

Matilde (Luisa Maneri).

Matilde (Luisa Maneri).

Genrefans vil i øvrigt kunne glæde sig over at se en af den italienske sleazefilms helt store navne, Florinda Bolkan, i rollen som den stakkels nonne. Bolkan er eminent i sin rolle, men en anden som for alvor træder frem, er Luisa Maneri. Hun spiller den yndige Mathilde, der fascineres og tiltrækkes af de voldelige røvere. Prosperi lader helt bevidst dette element fylde en del i filmen, for på den led er hans portræt af volden sluttet. Han viser hvordan vi frastødes, men samtidigt også tiltrækkes af voldens rå kraft.

Som prikken over i’et må man pege på Ray Lovelock, der spiller røveren Aldo. Med sit lange blonde hår og det drengede uskyldige ansigt er han perfekt castet i rollen som den psykopatiske leder. Han er det sande bæst, for mens de andre røvere bærer deres brutalitet på ydersiden, er Aldo en ulv i fåreklæder. Et sidste navn der skal trækkes frem, er den altid glimrende Sherry Buchanan, som vi kender fra en film som Zombi Holocaust (1980).

Underholdende fra start til slut
Den døende røvers sår i maven.

Den døende røvers sår i maven.

 

Oven på alt det snak må man dog hæfte sig ved, at La settima donna først og fremmest er en forbistret underholdende film. Den er fortalt i et tempo, der er så skarpt, at man ikke et øjeblik har tid til at puste ud. Der er ikke et overflødigt sekund i filmen, der er klippet og timet til perfektion. Det betyder, at den fænger fra start til slut.

Den anmeldte udgave af filmen er en ny, luksuriøs DVD, udsendt af Sazuma, hvor man foruden selve filmen også får en ekstra CD med filmens tidstypiske 70’er-score, komponeret af Roberto Pregadio. I filmen fungerer musikken perfekt, fordi det til tider meget letbenede udtryk står i skærende kontrast til de brutale billeder. Som score i sig selv er musikken imidlertid også velegnet som underholdende easy listening.

La settima donna går hånd i hånd med The Last House on the Left, og nu hvor Wes Cravens film kan købes herhjemme på DVD for stort set ingen penge, vil jeg på det varmeste anbefale, at man forkæler sig selv og bruger de sparede penge på at bestille den fascinerende La settima donna i Sazumas superfede udgave.

La settima donna er venligst stillet til rådighed af Sazuma Trading.

5 stjerner

Titel: La settima donna
Dansk titel: Terror
Andre titler: The Last House on the Beach (USA), Terror (USA), Verflucht zum Töten (Tyskland), Junge Mädchen zur Liebe gezwungen (Tyskland)
Instruktør: Franco Prosperi
Manuskript: Romano Migliorini & Gianbattista Mussetto
Cast: Florinda Bolkan (Søster Cristina), Ray Lovelock (Aldo), Flavio Andreini (Walter), Stefano Cedrati (Nino), Sherry Buchanan (Lisa), Laura Tanziani (Navnløs pige), Luisa Maneri (Matilde), Laura Trotter (Navnløs pige), Karina Verlier (Navnløs pige), Isabel Pisano (Husholderske)
Producere: Pino Buricchi (producer)
Foto: Cristiano Pogany
Klip: Francesco Malvestito
Musik: Roberto Pregadio
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0 mono
Sprog: Italiensk, tysk
Undertekster: Engelsk, tysk
Produktionsland, år: Italien, 1978
Produktionsselskaber: Magirus Film
Distributør (DVD): Sazuma Trading
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Italian Cinema, Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *