Kvinden i buret

Denne anmeldelse vil forsøge at anmelde filmen både som et enkeltstående værk og som en filmatisering – hvilket er to faktorer, som ikke altid spiller godt sammen.

Afdeling Q – man glemte en kvinde

I krimier og thrillers er overraskelsens element vigtigere end så meget andet, og derfor vil jeg være meget sparsom med mit referat af filmen. Men handlingen er som følger: Carl Mørck kommer ud for et uheld, og da han vender tilbage til tjeneste i Københavns drabsafdeling, bliver han sendt i eksil i kælderen, hvor han skal styre den nye Afdeling Q, der skal kigge på gamle sager.

Carl er en dygtig opdager, men han er næsten umulig at arbejde sammen med, og derfor får han en opgave, hvor han på papiret ikke kan gøre skade. Men sådan går det naturligvis ikke.

Sammen med sin assistent Assad, der bliver spillet fremragende af Fares Fares, begynder Carl at efterforske en sag om en politiker, Merete Lynggaard, der forsvandt for fem år siden. Sagen blev dengang lukket, og man konkluderede, at Merete havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra en færge. Men Carl vil det anderledes. Et eller andet ved sagen tænder hans opdagergen, og sammen med Assad graver han dybt. Samtidig klippes der til en kvinde der sidder fanget i et trykkammer. Og ellers ikke mere om handlingen her.

En ambitiøs krimiserie

I 2007 udkom første bind i Jussi-Adler Olsens meget populære krimiserie, der indtil videre tæller fem bind ud af et planlagt antal på hele ti romaner. Zentropa har rettighederne til de fire første bøger, og hvad der herefter sker på filmfronten er stadig usikkert. Men det bliver ikke bare ved filmene.

Scott Frank, manuskriptforfatteren bag blandt andet Out of Sight (1998), Minority Report (2002) og Wolverine (2013), har sagt ja til at være manden bag Afdeling Q’s indtog i USA. Her er planen så, at hver bog får en sæson på den lukrative tv-serie-front, og at serien skal udspille sig i og omkring Boston. Vi kan dog nok først forvente, at første sæson kommer i 2015 eller 2016.

Bogen – ”bare” en velskrevet thriller

Kvinden i buret er på romanform en ganske velskrevet og meget spændende roman, hvor ubehagsfaktoren er skruet tæt op på max. En ubehagsfaktor som specielt den nordiske krimi har ”leget” mere og mere med de sidste år – det bliver mere og mere ubehageligt i takt med, at læseren stadig skal overraskes, og på den måde ender konceptet med at udvande sig selv.

Men i Kvinden i buret virker det stadig friskt. Og samtidig er romanen skruet sammen som en velfortalt spillefilm, hvor der klippes elegant mellem scenerne, og hvor Jussi Adler-Olsen både formår at skabe et spændende plot, en troværdig psykopat og en god hovedperson – og netop en stærk hovedperson, og nogle stærke bipersoner der dukker op igen og igen, er jo et krav, hvis en serie skal blive langtidsholdbar, og det må man sige at serien om Afdeling Q er blevet.

Det er en serie, der nærmest er blevet folkeeje, og hvor en meget stor del af befolkningen har læst eller har hørt om romanerne og deres personer. I sin essens er Kvinden i buret dog ”bare” en velskrevet thriller, men det er som sådan også nok.

Fra klovn til krimi

Da det så kom frem, at Zentropa havde købt rettighederne, begyndte folk at gætte på mulige skuespillere der skulle portrættere hovedpersonen Carl Mørck. At valget faldt på Nikolaj Lie Kaas giver, i forhold til romanen, ikke meget mening.

Men noget der giver endnu mindre mening er valget af instruktøren, Mikkel Nørgaard, som primært er kendt for sit arbejde på tv-serien Klovn (2005-2009)! At både Kaas og Nørgaard så gør det ganske glimrende, viser jo blot, at de skæve valg kan give afkast – og at Kaas er et skævt valg er nok en mild overdrivelse, da han jo netop er valgt, fordi han er garant for X antal solgte billetter.

Mikkel Nørgaard har udtalt, at han har ladet sig inspirere af film som The Silence of the Lambs (1991), Se7en (1995) og Zodiac (2007), og det er tydeligt, når man ser filmen. Specielt inspirationen fra Se7en skinner igennem som en anden ledestjerne, og det ses allerede i filmens indledning. Det fungerer som sådan glimrende. Der er heller ikke nogen finger at sætte på filmens visuelle stil, som ligner noget, der kunne være produceret i Hollywood – og det er i denne sammenhæng ment som ros.

Manuskriptet der fejlede

Filmens største problem ligger i manuskriptet, hvor der simpelthen er skåret for meget ind til benet. Filmen har en spilletid på kun halvanden time, og det er altså ikke nok, når man både skal introducere nye karakterer, et helt nyt univers og et krimiplot.

Normalt har Nikolaj Arcel styr på sin pen, men her er der gået noget galt. Man kan ikke undgå at tænke, at filmen er blevet så kort, fordi man så har kunnet få flere mennesker gennem biograflugerne, og at der et eller andet sted gemmer sig en længere og bedre film. Man kan håbe, at der rettes op på de problemer, for meget smør på et for lille stykke brød, når efterfølgerne skal produceres.

Problemerne bliver for alvor tydelige i filmens sidste tredjedel, hvor det går for hurtigt, og hvor de psykologiske motiver kun forklares gennem en banal og overfladisk montagelignende sekvens. Det er ikke godt nok, og har ikke noget at gøre med, om man har læst bogen eller ej. For hvis man tager filmatiseringsbrillerne på bliver manglerne bare endnu tydeligere, og det kan faktisk godt undre, da Jussi Adler-Olsen skriver meget filmisk og både bygger sin handling op og klipper mellem scenerne, som sad han i et klipperum.

Så det burde faktisk ikke være så svært at skrive et ”ordentligt” manuskript, da den har ligget til Arcels højreben – et højreben, som i denne sammenhæng ikke har meget styrke i sig.

Men når man er en stjerne som Arcel, vil man naturligvis ikke spise sig af med ”bare” at adaptere en roman. Nej, man vil have sine egne tanker og idéer med, og det er sådan set også fint nok. Det giver bare bagslag, når det ikke bliver bedre udført, end det er tilfældet her.

Jævnt underholdende

Filmatiseringen af Kvinden i buret er bestemt ikke nogen dårlig film. Den er velproduceret, velspillet, ganske underholdende og med flere sublime scener, men den er, desværre, også ganske tom og ligegyldig. Der mangler meget i det psykologiske portræt af Carl, og Kaas har stort set kun sine rystende hænder og bidske kommentarer at spille med – det håber jeg, og tror på, at de retter op i efterfølgeren. Ellers vil de hurtigt miste tilskuerne på gulvet eller foran popcornautomaten.

Filmen formår ikke som romanen at gøre ondt eller at udnytte det ubehag, der gør, at man som tilskuer drages ind i fortællingen, mens man samtidig har lyst til at kigge væk. Og samtidig er der nogle mærkværdige fravalg i forhold til bogen, hvor det havde været mere spændende at lade Jussi Adler-Olsen selv lave manuskriptet.

Det kan dog ikke røre ved, at filmen er en enorm succes, men det skyldes mere ”den fra Himmelen givne målgruppe” (altså de mange læsere af Jussi Adler-Olsens romaner) end selve filmens kvalitet. Som filmatiseringen ender vi på to store stjerner og som film på tre store stjerner, så den sammenlagte karakter bliver tre stjerner, da det er selve filmen, der tæller mest her.

Anmeldt i nr. 96 | 13/10/2013

Stikord: Filmatisering