Nr. 96 – 13. oktober 2013

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst og timerne i haven, på stræder og ved stranden afløses af tiden foran pejsen eller fjernsynet. Og det er en tid vi elsker.

I denne måned anmelder vi blandt andet filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret, og det får mig til at hive den gamle ”filmatiseringskrikke” frem fra stalden. For hvad er en god filmatisering? Og hvorfor skal vi i det hele taget spises af med filmatiseringer?

Hvorfor filmatisere?

Lad os tage det sidste først, da svaret her er mest åbenlyst: Filmatiseringer laves for at tjene penge. Når eksempelvis en bog filmatiseres, har filmproducenterne en automatisk målgruppe, nemlig dem der har læst bogen. Det er en simpel udregning, hvor X antal solgte bøger giver X antal solgte biografbilletter.

Naturligvis er der eksempler på, at filmatiseringer også laves med en kunstnerisk vision, og de der laves for pengenes skyld kan også sagtens få en meget stor kvalitet. Filmatiseringer kan man også altid hive frem, sammen med sequels, prequels og remakes, hvis der er lavvande i idébanken. Men en filmatisering, i dette tilfælde af en kendt roman, vil altid være en form for rygdækning for producenterne.

Netop dette er i tilfældet med Kvinden i buret meget tydeligt, da det er en roman, som en stor del af den danske befolkning enten kender til eller har læst. At filmen så ikke er specielt god, kan producenterne så ikke mærke ved billetlugerne, da alle jo skal ind og se den – at det så kan få indflydelse på de kommende film i serien er en helt anden sag, men at første del i filmatiseringen af Afdeling Q var en sikker gevinst, var givet på forhånd.

Den gode filmatisering

Og så er vi fremme ved, hvad en god filmatisering er. For mig er det en film, der er tro mod bogens ånd, men som samtidig formår at stå på egne ben. Det bliver til en diffus snak, når man taler om ånd og sjæl. Om mavefornemmelse og følelser. Om præferencer. Men sådan er det, og derfor findes der heller ikke nogen perfekt formel for den gode filmatisering.

Dem der adapterer står ofte for skud i forhold til deres valg og fravalg i forhold til romanen, og det er faktisk en utaknemmelig tjans. Og fans står ofte klar med mere eller mindre beskidt kritik. Nogen bliver sure. Andre bliver triste. Og nogen bliver trætte. Andre igen eksploderer i klassisk internetvrede. Det er også et stort ansvar at skrive en bog om til film, hvor hovedpersoner flyttes fra papiret op på lærredet. Fra folks egne og forskellige billeder af personerne til den ene sandhed i filmen.

Så for mig er den gode filmatisering både tro og utro. Tro mod ånden, men gerne utro mod alle detaljerne og gerne med nye elementer, som ikke nødvendigvis er med i romanen.

Udover anmeldelsen af Kvinden i buret kigger vi også på det fremragende konsolspil The Last of Us foruden flere spøgelsesrelaterede ting: De to første bøger i Hjemsøgt-serien og den flotte danske tegneserie Made Flesh. Med andre ord er månedens nummer lille og kompakt, men vi vender stærkt tilbage i november, hvor ingen hemmelige missioner skulle forsinke os. I mellemtiden har Mogens bedt mig om at videregive en konstatering og en opfordring, efter hans tur til Grønland. Konstateringen er: “Man IS the warmest place to hide.” Opfordringen lyder: “Watch the skies! Everywhere! Keep looking! Keep watching the skies!”. Ha’ en uhyggelig Halloween-måned til vi ses i november!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Kvinden i buret (Mikkel Nørgaard, 2013)

Bøger:
Hjemsøgt 1: Pigen på loftet (Line Kyed Knudsen, 2013)
Hjemsøgt 2: Den døde skov (Line Kyed Knudsen, 2013)

Tegneserier:
Made Flesh (Lars Kramhøft & Tom Kristensen, 2013)

Computerspil:
The Last of Us (Sony Computer Entertainment, 2013)