Kushiel’s Avatar

De to elementer der bar Kushiel’s Dart og Kushiel’s Chosen, og bragte dem op i en kategori helt for sig, var erotikken og intrigerne.

Begge dele blev behandlet i minutiøse detaljer, uden at det blev vulgært, og uden at det blev kedeligt. Sexscenerne, der som alt andet blev fortalt af den guddommeligt velsignede masochistiske superspion, Phèdre, var udpenslede udstyrsstykker, poetiske stjerneøjeblikke af rendyrket lyst og smerte.

Intrigerne var vidt forgrenede labyrinter fyldt med fælder, forræderi og charmerende slyngler.

Det skorter på begge disse elementer i Kushiel’s Avatar, bogen der skal binde knude på det, jeg i begge mine tidligere anmeldelser har kaldt den mest ambitiøse fantasy-fortælling, jeg nogensinde har læst.

Ambitionsniveauet fejler dog absolut ingenting. Igen kastes Phèdre og hendes evigt årvågne supersoldat af en elsker, krigerpræsten Joscelin, ud i et eventyr, hvis udfald vil påvirke hele nationer.

Denne gang handler det om at opstøve et kidnappet barn – hvilket viser sig at kræve urimelige ofre – og såmænd at rejse til verdens ende for at fravriste en mystisk kult den ultimative hemmelighed: Guds sande navn.

Ud og hjem igen

Der er mere Indiana Jones (både Temple of Doom og Last Crusade!) end der er frække hofintriger over det afsluttende bind, og det er altså en stor skam.

Det der gjorde serien helt unik for mig – den befriende fordomsberøvede, delikat beskrevne BDSM-slagside i alle de spraglede sexscener – er stort set forsvundet.

Dog har Jacqueline Carey gemt det mest forrykte og snavsede til sidst, og en række kortfattede, men særdeles grusomme overgrebsscener omkring halvvejs inde i bogen råder ret effektivt bod på, at man i øvrigt må nøjes med sjældne, litterært uimponerende og ret fantasiløse vanilje-samlejer.

Rejsen til verdens ende – i Careys kontrafaktiske/mytologiske version af vores verden er bemeldte ende henlagt til der hvor Den Demokratiske Republik Congo befinder sig – er underligt ligetil.

Selvfølgelig er der forhindringer og forsinkelser, møder med fremmede og blodige eventyr undervejs, men intet der rigtigt kan måle sig med de to forløberes udfordrende vildtskydende plots. Det er en simpel tur fra A til B og tilbage til A, hvilket fylder alt for mange af bogens 750 sider.

Kun bittesmå ridser

Det lyder jo indtil videre som om, jeg ikke bryder mig om bogen, men det er ingenlunde tilfældet. Det er nogle gange bare nemmere at se ridserne i ellers perfekt slebne ædelsten.

For sproget er stadig forkromet, elegant, syngende og højtideligt. De følelser, som hovedpersonerne har, beskrives med en tyngde og skønhed, der er unik i fantasygenren.

Hvis man kan læse Careys ord, når de emotionelle bølger går højt – det værende når de onde ler, når de gode sørger, når godheden triumferer, når retfærdigheden sker fyldest – uden at få tårer i øjnene, kuldegysninger og hjertebanken, bør man ærligt talt søge psykologhjælp.

Carey bevæger sig også ud i, for hende, uudforsket territorium ved at introducere en skurk, der er skinbarligt ond. Phèdres modstandere er som regel lige så multifacetterede som hendes underværk af en worldbuilding; komplette mennesker med gode og dårlige sider, med charmerende fejl og attraktive karaktertræk. De besidder en raffineret form for ondskab.

Skurken i Kushiel’s Avatar er et samvittighedsløst, psykotisk uhyre; en sadistisk tyran der svælger i andre menneskers lidelser til en grad, hvor han har gjort det til sin religion. Og det er imponerende, at Carey slipper af sted med det.

Normalt er den slags skurke røvsyge metervarerkarakterer, men The Mahrkagir, som han hedder, er et monster med en foruroligende dybde, sin ensidige ondskab til trods. Man kan faktisk godt forstå ham, som moderne læser med adgang til nutidens psykologibøger. Og det er i sandhed uhyggeligt!

Alt det bedste er godt nok

Kushiel’s Avatar er en meget, meget smuk ædelsten med et par små ridser i. Den kan ikke måle sig med den fænomenale åbning af serien, hvor vi lærer om Phèdres barndom og ungdom og for første gang får lov – ja, det er et privilegium – at lære hende og Careys fantastiske univers at kende. Men den kan godt måle sig med midterværket, den forbløffende gode toer, Kushiel’s Chosen.

Jeg har tidligere sammenlignet serien med Greven af Monte Christo, med Ringenes Herre, O’s Historie, The Mists of Avalon og med selveste Shakespeare, og alle de elementer, som er hentet hos disse kanoniske kæmpeværker, er stadig til stede her.

Nu har Carey blot føjet vidunderlige dele til fra adventure-genren – i samme boldgade og kvalitet som Sir Arthur Conan Doyle eller Jules Verne. Det er ganske enkelt fremragende!

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019

Stikord: 3’er, Fantasy, Fortsættelse, Trilogi