Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Kuglen

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

KuglenMichael Crichton tager os med ned på bundet af havet, hvor vi både møder et rumskib, en kugle og en kæmpeblæksprutte. Lang hen ad vejen holder Kuglen vand, men den taber desværre både noget af pusten og troværdigheden, da vi nærmer os slutningen.

Sjældent har jeg set en federe præmis for en sci-fi-roman: på bunden af Stillehavet dukker et mystisk fartøj op, som kommer fra rummet. Et hold af eksperter, som er sammensat af vores hovedperson Norman, bliver sendt af sted for at undersøge sagerne.

Ja, ok. Man har nok hørt noget lignende tusinde gange før, men det setup og den setting, Crichton præsenterer, er rent guf. Det viser sig, at rumskibet åbenbart har ligget der i over 300 år, og at der er en mystisk genstand, en kugle, inde i rumskibet.

Men hvad gør denne kugle? Og hvordan arbejder militæret og de civile sammen på havets bund, da der begynder at dø mennesker samtidig med, at der sker uforklarlige ting? Og hvem er Jerry, som de får kontakt til gennem computeren? Og hvad har Jules Verne med det hele at gøre? Og kan man overhovedet rejse i tiden? Få svar på alt dette og mere til, når du læser Kuglen.

Fede elementer på 300 meters dybde

Michael Crichton (1942-2008)

I Kuglen er der, som man nok kan fornemme, uhyggeligt mange fede elementer. Og da sci-fi-delen bliver erstattet af en omgang psykologisk hi-tech horror/thriller klapper man i sine små hænder. Den klassiske isolation, denne gang på bunden af havet, mens en storm raser på overfladen, fungerer helt optimalt. Det lille og spændende persongalleri leverer fede kommentarer og gode dødsscener, og det er lige ved, at Crichton får Kuglen sikker i havn. Men også kun lige ved.

Det der bl.a. er med til at gøre Kuglen meget læseværdig er, at Crichton konstant formår at overraske og dreje historien i nye retninger – og disse overraskelser er troværdigt udført, hvor både læseren og hovedpersonerne ”oplever” det samme. Så først er vi spændt på, hvorfor Norman sidder i en helikopter over Stillehavet, så hvad det det er for et ”skib” der ligger på 300 meters dybde, og videre hvad det er for en kugle, hvorfor er der pludselig fyldt med æg lige uden for leveområdet og hvem er Jerry?

Crichton benytter sig af sin klassiske pseudovidenskabelige skrivestil, hvor han med velbeskrevne videnskabelige floskler får selv de mest langt ude ting til at virke sandsynligt. Samtidig er Crichtons sprog meget levende og underholdende, og det gør Kuglen til en sand pageturner, hvilket naturligvis også har den effekt, at plottets huller ikke træder tydeligt frem.

Forskellige dele

Og også i det videnskabelige ændrer romanen fornemt karakter. Fra indledningsvist at være fokuseret på den hårde videnskab, bliver fokuset rykket over på den mere ”bløde” psykologi, hvor Norman for alvor træder i karakter. At der så også nærmest kommer noget moraliserende ind over hen i mod slutningen er så en facet, som jeg ikke umiddelbart bryder mig om.

Min største anke mod Kuglen er, at jeg ikke synes at vægtningen af de forskellige plotelementer er helt optimal. Eksempelvis kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere sci-fi og lidt mindre blæksprutte, men det er selvfølgelig en smagssag. Kort sagt går romanen fra at være spændende sci-fi til en psykologisk thriller for at afslutte det hele med overordnede tanker om den menneskelige forestillingsevne og lidt generel Crichton-moralisering. Heldigvis er romanen langt hen ad vejen rigtig god.

Rent spændingsmæssigt (for Kuglen er mestendels en spændingsroman i flotte klæder) benytter Crichton sig af meget simple kneb. For det første er romanen fortalt i tredje person, og vi oplever kun, hvad Norman oplever. Det gør, at alle de ting, der sker, mens Norman sover, sker uden at vi kan følge med. Og det virker helt formidabelt, da vi på den måde bliver holdt i blinde sammen med Norman.

Cameron er Crichton jr.?

Som det også var tilfældet med Congo (1980), kan man også finde klare paralleller mellem Kuglen og James Camerons Aliens (1986), og måske mere tydeligt mellem The Abyss (1989) og Kuglen. Vi har stormen, isolationen, forskerne – og noget i dybet, som måske ikke er helt menneskeligt. Og sjovt nok er T-800 i The Terminator (1984) ganske meget inspireret af Yul Brynners robot i Crichtons Westworld (1973). Så man kunne måske godt tro, at James Cameron godt kan lide Crichtons idéer.

Det viser igen også, hvor dygtig Crichton var. Med et simpelt sprog, et fokus på det tekniske, meget spændende historier og meget fede plots, der kan kaste en del store effektoptrin af sig, er der ikke noget at sige til, at han var en populær herre i Hollywood. Både som producer, instruktør og manuskriptforfatter.

I 1998 kom filmatiseringen af Kuglen da også i biografen. Det er en på alle måder trofast adaption med sit fine cast, solide instruktør og et budget til at bakke Crichtons idéer op. Filmen, Sphere, har nøjagtig de samme dramaturgiske problemer hen mod slutningen som i bogen, og det er netop et af de problemer, der kan opstår, når man er lidt for trofast.

Kunne godt have brugt et par år mere i ovnen!

Kuglen tog 20 år for Crichton at gøre færdig! Jeg havde nok ønsket, han havde brugt lidt mere tid, da romanen specielt falder i kvalitet hen mod slutningen, som virker en anelse forhastet. Og der har vi måske svaret på, hvorfor den tog 20 år at lave færdig: den gode Crichton vidste ikke, hvordan han skulle afslutte sin fortælling, og det kan man ikke fortænke ham i, da han har mange, og også for mange, bolde i luften.

Derfor sidder man også tilbage med en noget ujævn roman. Når den er god, specielt i første halvdel, hvor uhyggen og det ukendte er i fokus, er den rigtig god. Men der kommer desværre lidt for meget lommefilosofi, og slutningen føles en anelse letkøbt. Ikke desto mindre er Kuglen fremragende underholdning, hvor Crichton endnu en gang formår at kombinere mainstreamunderholdning med guf til de små grå.

4 stjerner

Titel: Kuglen
Originaltitel: Sphere
Forfatter: Michael Crichton
Dansk oversættelse: Peter Parkov
Udgivet: 1987
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Format: Paperback
Sideantal: 418
hvid
Anmeldelsen er baseret på den danske paperbackudgave af romanen, der udkom på Lindhardt & Ringhof i 1994. Romanen udkom første gang på dansk i 1988 på forlaget Gyldendal.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *