Kommunikationsdirektøren svømmer med hajerne

3 minutters læsetid

Det ville jeg gerne høre noget mere om – ikke mindst fordi Christian jo er en af Pulpens faste skribenter. Så vi tog en snak over Teams en morgen i marts.

“Jeg anmeldte mine besøg i hajernes skøre verden i en filmgruppe på Facebook, og en dag blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at holde et indlæg om hajfilm i en biograf som optakt til en ny hajfilm, der udkom.”

Således står der blandt andet i bogens indledning. Den aften husker jeg ganske tydeligt. Det var tilbage i 2018, den 23. august, som var min 40-års fødselsdag. Og jeg havde taget min hustru med i biografen!

Filmen var The Meg. Jeg husker ikke filmen særlig godt, men jeg husker Christians præsentation, som han holdt sammen med make up-troldmanden (og filmelskeren) Henrik Andersen.

Jeg elsker, når folk dyrker deres passion, og det gjorde de to herrer den aften. At resultatet så, for Christians vedkommende, er blevet en flot fagbog i hardcover er jo bare et udtryk for, at passion kan bane vejen. Det er smukt.

Men hvorfor en bog?

Forsiden af bogen.
Forsiden af bogen.

“Jeg er uddannet økonom men har altid arbejdet med journalistik og kommunikation, hvor det med at skrive en bog er et adelsmærke. Lidt som en hellig gral; når du har skrevet en bog, har du som journalist eller kommunikationsmand nået toppen.

Det er naturligvis sat på spidsen. Men da folk blev ved med at opfordre mig til det, begyndte jeg at snuse mere og mere til opgaven. Og til sidst hoppede jeg, med begge ben, i det hajfyldte vand.”

Som kommunikationsmand har Christian jo en masse erfaringer med tekster. Tekster der kan være lange og korte. Så hvordan greb han det an?

“For det første var det vigtigt for mig, at bogen skulle blive til en bog, jeg selv ville have lyst til at læse. Det var udgangspunktet.

Så kom der en masse research, jeg skulle se mange film, og kunne tage udgangspunkt i mange af de skriverier, jeg havde lavet om hajfilm på Facebook. Så skulle der laves interviews, ses flere film, der skulle skrives mere og sådan fortsatte jeg.

Henvisninger på kryds og tværs igennem filmhistorien, der skulle samles til et puslespil, til en kronologisk og tematisk gennemgang. Indtil jeg var klar til at levere teksten til layout.”

Hvorfor hajfilm?

Det næste oplagte spørgsmål var så, hvorfor det netop skulle blive en bog om hajfilm, som Christian kastede sig over.

“James Bond, og mere specifikt The Spy Who Loved Me, var indgangen. Jeg så den som knægt sammen med min far. Og der var jo en karakter, der hed Jaws. Min far sagde så, at Jaws var navnet på en anden film, og så var linen kastet ud, og jeg bed på.

Det spændende var jo så, at det så ret hurtigt gik op for mig, at hajfilm jo var, og er, meget mere end Jaws, og at der blev lavet hajfilm i den tidligere filmhistorie. At Jaws så er verdens bedste hajfilm og generelt en af filmhistoriens bedste film er noget, jeg får bekræftet igen og igen ved hvert gensyn.”

Hjerteblod

Christian interviewes over Teams.
Christian interviewes over Teams.

Jeg er ikke selv den store hajekspert. Jeg har dog set en del, og det er nok ikke for meget at sige, at mange af dem har en noget tvivlsom karakter. Så hvordan var det at se alle de film?

“Det var hårdt. Meget hårdt. Der er meget lort blandt hajfilmene. Men på det tidspunkt er det jo blevet en form for besættelse: alt skal ses, alt skal ejes.

Ja, jeg har endda et par “roller” i to russiske lowbudget-hajfilm – den ene som radiospeaker og den anden som tv-speaker!

Det vigtige er, at der faktisk også er lavet mange fine hajfilm. Hvor man fornemmer, at de er lavet med ægte hjerteblod. Bevares, ofte mangler evnerne, men glæden til filmmediet skinner igennem.

Christians bog i godt selskab - eller også er det omvendt!
Christians bog i godt selskab – eller også er det omvendt!

Men der er også mange hajfilm, hvor glæden til filmmediet IKKE skinner igennem, og hvor filmene er MEGET dårligt lavet. Den type af film er hårde at se igennem.”

Nu har jeg bladret bogen igennem, jeg har læst flere kapitler, og jeg kan konstatere, uagtet at Christian er skribent her på siden, at bogen er skrevet med ægte hjerteblod.

Så hvis du vil blive klogere på hajfilmen som subgenre og blive underholdt af Christians underholdende analyser og fine overblik, så er bogen noget for dig.

Alt med skæl

På falderebet spurgte jeg Christian, om vi kan forvente flere bøger fra hans hånd.

“Lige nu har jeg brug for en mindre pause. Det kræver meget at skrive en bog. Men jeg kan mærke, at jeg bestemt ikke er færdig. Allerede mens jeg skrev Fra gud til filmskurk begyndte der at spire en ide frem om en ny bog. En bog der skal handle om alt det med skæl, krybdyr, krokodiller og den slags. Så måske en gang i fremtiden…”

Fra gud til filmskurk har undertitlen 90 år med hajer på det store lærred.
hvid
Bogen er i hardcover, og Jacob Bech har lavet forsiden som et linoleumstryk.
hvid
Bogen er på 296 sider og kan købes på forlaget Fatcat https://fatcat.dk/
hvid
Udover en indledning, et efterskrift og en litteraturliste, består bogen af 19 kapitler med kapiteltitler som “Med huden fuld af tænder”, “Jaws – hajen over dem alle”, “De sovende kæmper ” og, ikke mindst, “Censureret…”, der omhandler erotiske hajfilm!

Udgivet i nr. 185 | 13/03/2021

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.