Kilink uçan adama karsi

Her sidder vi så med fortsættelsen til Kilink Istanbul’da, der, præcis som den første film, blev udsendt i 1967. Til de, der ikke lige er helt sikre på, hvem eller hvad, der er tale om, må vi hellere kort sammenfatte historien.

The story so far…

Kilink er en international forbryderkonge, der gennem sit netværk i underverdenen forsøger at overtage verdensherredømmet. I den første film vendte Kilink tilbage til Istanbul, hvor han forsøgte at skaffe en formel, der var det eneste han manglede for at kunne aktivere den dødslaser, hans videnskabsfolk havde konstrueret. Efter en serie af nærmest uendelige biljagter og nævekampe lykkedes det faktisk for Kilink at få fingre i formlen, så nu er verden sådan set på spanden.

Det vil sige – næsten på spanden, for der findes én mand, der vil kunne tage kampen op, nemlig Superhero eller The Flying Man, som han også hedder i denne film. Filmens titel betyder da også oversat til engelsk Kilink vs. The Flying Man, så lidt modstand kan man nok forvente, superskurken får.

The Flying Man mødte vi allerede i den første film, uden han dog var synderligt aktiv. Bag heltens maske gemmer der sig en ung mand ved navn Orhan, hvis far blev myrdet af Kilink. Mens Orhan græd sin nød ved faderens grav, blev hans bønner om hævn hørt. Den retfærdige hævns guddom mødte med ét op og belønnede Orhan med superkræfter. Det eneste han behøvede at gøre for at aktivere sine kræfter, var at råbe “Sharzam” og straks blev han forvandlet til en uovervindelig kraftkarl, som oven i købet kan flyve. Den eneste hage ved alt dette er, at han ikke må råbe trylleordet, når andre ser på.

Gemytlig psykopat

Tilbage til handlingen. Kilink uçan adama karsi begynder med en næsten ti minutter lang sammenfatning af den første film, hvilket er en hel del, taget i betragtning at Kilink Istanbul’da kun varer en time. Det positive ved dette er dog, at det er alle filmens highlights, vi får set på ny, så kedeligt er det ikke. Således grundigt indført i handlingen, kan historien om dødslaseren fortsætte.

Kilink har fanget Orhans kæreste, en stribe professorer og lidt andet godtfolk på sin tophemmelige ø med det corny navn Djævleøen. Politiet inde i Istanbul arbejder på højtryk for at spore Kilink og finde de kidnappede akademikere, men lige lidt hjælper det. Skurken er som sunket i jorden, og det er derfor mere eller mindre overladt til Orhan at opklare mysteriet.

Ved et tilfælde lykkes det ham imidlertid at høre om Djævleøen, og på en eller anden måde formår han at konkludere, at det netop er på denne ø, Kilink skjuler sig. Derfor hyrer Orhan en lokal fisker til at sejle sig ud på øen.

Mens dette står på, har vi dels fulgt Kilink torturere Orhans kæreste og en sekretær, dels overværet ham have sex med to blondiner. Begge dele er ganske symptomatiske for superskurken, for ud over at være en rigtig nederdrægtig fyr, elsker damerne ham af en eller anden grund. De falder på stribe for skurken, der vel at mærke løber omkring i en klassisk skeletdragt, og selv under mere intime stunder tager han den ikke af!

Her skal det dog indskydes, til Kilinks forsvar, at han er forbløffende blid over for sine damer, når de er alene. Han fremstår faktisk helt gemytlig, hvilket er ret besynderligt, når han i næste scene atter løber omkring som kaglende psykopat.

Flyvende superhelt med højdeskræk?

Nå, som sagt hyrer Orhan en båd og sejler ud mod Djævleøen. Præcis samtidig beslutter Kilink at dødslaseren skal afprøves, og da de netop da får øje på Orhan i fiskerbåden, har de fundet et passende testobjekt. Laseren affyres, båden sænkes og Orhan såvel som fiskeren må svømme i land, hvor de øjeblikkeligt bliver taget til fange af Kilinks folk.

Før man forventer alt for meget af laseren, må det desværre konstateres, at den er ret lille, og at dømme efter den skade, den forvolder på fiskerens båd, er det tvivlsomt, hvordan Kilink helt præcis har tænkt sig at overtage verdensherredømmet med den. I samme ombæring kan man også filosofere lidt over, hvorfor Orhan ikke bare forvandlede sig til The Flying Man eller Superhero og fløj ud til øen – eventuelt efter mørkets frembrud, hvor man ikke ville opdage ham.

Så langt har han åbenbart ikke tænkt, og allerede i Kilink Istanbul’da udviste superhelten en forbløffende modvilje mod at flyve, så måske lider Orhan rent faktisk af højdeskræk – det synes i hvert fald den eneste plausible forklaring, hvis vi ser bort fra prosaiske forklaringsmodeller som et lavt budget eller et ringe gennemarbejdet manuskript.

Ukomplet film

Med Orhan ankommet på Djævleøen er alle de vigtigste personer samlet. Det eneste vi nu mangler er, at helten forvandler sig til The Flying Man og bryder ud af sit fangenskab, så Kilink og ham kan få en ordentlig kamp. Det får de da også, men desværre er filmen ikke længere komplet.

Onar Films, der netop har udsendt Kilink uçan adama karsi på DVD, har gjort hvad de kunne for at finde frem til en intakt kopi af filmen, men det er ikke lykkes for dem. Kilink uçan adama karsi i den form vi finder den her er altså indtil videre det eneste, som er tilbage af denne institution i den tyrkiske biografhistorie.

Der skulle mangle omtrent en halv times film, så godt nok får vi en konfrontation mellem Kilink og The Flying Man, men det endelige opgør, som skulle udspille sig på toppen af et højhus i Istanbul, får vi kun genfortalt i form af bevarede stillbilleder og en lakonisk tyrkisk voiceover. Surt, men hvad kan man gøre.

Vanvittigt foretagende

Selve konceptet bag filmen er en splejsning af et klassisk amerikansk superhelteunivers blandet med en god dosis James Bond. Alene idéen om Djævleøen og måden den bliver lanceret på lugter langt væk af Dr. No (1962), men det er bestemt ikke det eneste Bond-lån. Præcis som i den første film er hele stemningen sovset ind i en sært forkvaklet agentatmosfære, og prikken over i’et er, at Yilmaz Atadeniz, filmens instruktør, valgte at planke store dele af John Barrys score til You Only Live Twice (1967).

Kilink-serien er et ret vanvittigt foretagende, i hvert fald hvis man sammenligner filmene men andre produktioner fra samme tid. Her bliver det tydeligt, at det vi sidder med er så ubehjælpeligt amatøragtigt, at man næsten ikke kan andet end at holde af Kilink og hans tåbelige dragt. Effekter og skuespil kan man stort set ikke tale om. Det hele er så billigt, at det ser ud som om holdet bag Kilink uçan adama karsi bevidst forsøgte at plagiere noget fra 30’erne. Det var nok næppe hensigten, men det siger en hel del om kvaliteten.

Særdeles underholdende

Kilink uçan adama karsi er, trods den megen elendighed, særdeles underholdende. Den er også en god del morsommere end Kilink Istanbul’da, hvilket nok især skyldes, at det er den afsluttende del, vi her sidder med. Stemningen er blevet mere intens i toeren, og det giver pote. Nu er der ikke tale om god i traditionel forstand. Vi taler god som i tåbelig trash-underholdning, og man kan kun beklage, at filmen ikke længere er intakt, for den sidste halve time lader til at have været helt overskruet.

Har man smag for latterlig action, superhelte i dumme dragter, amatøragtige James Bond-plagiater og plothuller af gigantstørrelse samt, ikke mindst, et tyrkisk twist, kunne det godt være at Kilink Istanbul’da og Kilink uçan adama karsi er noget, man burde overveje at bestille hjem. Det er helt sikkert ikke noget, man falder over hver dag.

Det skal også siges, at Kilink uçan adama karsi som sagt er en del mere underholdende end den første film og taget i betragtning, at man faktisk ikke behøver Kilink Istanbul’da for at forstå handlingen, kan man altid begynde med bare at anskaffe sig Kilink uçan adama karsi og efterfølgende overveje, om ikke også den første Kilink-film burde finde vej hjem til samlingen.

Kilink uçan adama karsi er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Rip-off, Turkish Cinema