Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Kilink Istanbul’da

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med Kilink-filmene er vi i so bad it’s good-kategorien, og her er der dømt Bond-plagiat for fulde omdrejninger. Det er helt ufatteligt ringe lavet, men netop derfor også stedvist så morsomt.

Kilink Istanbul'daKan ske du ikke kender Kilink, og det er der vel nok en stor sandsynlighed for. Kilink har nemlig ikke ligefrem fået meget opmærksomhed, siden han huserede i de tyrkiske biografer tilbage i slutningen af 60’erne.

Faktisk var Kilink gået helt i glemmebogen, hvis ikke de gode folk bag det græske selskab Onar Films havde spændt sig i selen, og udsendt hele tre film med ham. Men hvem er så denne Kilink?

Superskurk i skeletdragt
Kilink slår til fra første minut.

Kilink slår til fra første minut.

Kilink er en morderisk superskurk, der har drevet sit uvæsen over det meste af verden. Som de fleste andre af sin slags drømmer han om verdensherredømmet eller i det mindste blot at kunne udslette en så stor del af klodens byer som muligt. Hvorfor er ikke til at sige, men det er sådan set heller ikke så vigtigt.

Det eneste vi har brug for at vide, er at Kilink er ufatteligt ond og farlig. Egentlige superkræfter har han ikke, ud over måske at være udstyret med et genialt intellekt. Nogen genial tøjstil har han imidlertid ikke, for superskurken har valgt at maskere sig med en klassisk skeletdragt. Nuvel, kleider machen leute, og Kilink ser i hvert fald ond ud, når han styrter omkring som benrad.

Kilink.

Kilink.

I den første Kilink-film, der ramte de tyrkiske biografer i 1967, vender skurken hjem til Istanbul efter et ophold i London. Hvad han præcis har foretaget sig i England er ikke helt klart, men noget slet har det givetvis været. Skurken bliver smuglet til Tyrkiet i en ligkiste, så ingen aner, at han er ankommet til Istanbul. Kilink er dog en hel del mere organiseret, end politiet nok ved af, for en stor bande står klar til at modtage ham, og snart kan han begynde på sin nyeste plan.

Den retfærdige hævns gud.

Den retfærdige hævns gud.

En plan der naturligvis går på at skaffe sig verdensherredømmet. For at det kan lykkes, har Kilinks videnskabsmænd bygget en laserkanon, hvis stråler kan ødelægge alt. Det eneste de mangler for at kunne aktivere dommedagsvåbnet er en formel, som en tyrkisk forsker ligger inde med. Let og elegant får Kilink derfor dræbt denne forsker, men desværre viser det sig, at formlen ikke befinder sig i laboratoriet, som Kilink havde regnet med. Forskeren har gemt formlen, og nu sidder superskurken med håret i postkassen.

Så berømt som Isaac Newton!
Superhero.

Superhero.

For at komme videre begynder den geniale benrad at terrorisere den personkreds, der omgav den afdøde videnskabsmand. Primært hans kolleger og søn Orhan, men også forskerens sexbombe af en sekretær. Måden, Kilink vælger at finde frem til formlen på, er ved at lade sine goons gennembanke alle, der har mulighed for at kunne fortælle et eller andet.

Situationen ser altså alt andet end behagelig ud for de uskyldige ofre, og da det ser sortest ud, opsøger Orhan sin døde fars grav. Her klager han sin nød, men næppe har han jamret, at han ikke aner, hvordan han skal få ram på den nederdrægtige Kilink, da en sær mandsperson træder ud af en røgsky, og præsenterer sig som den retfærdige hævns gud!

Orhans bønner er blevet hørt, og denne guddom vil ikke alene gøre ham stærk som Herkules, men også lade ham flyve som Jupiter. Det mest utrolige er dog, at guden vil gøre ham berømt som selveste Isaac Newton – hvabehar! Det eneste Orhan skal gøre for at alt dette kan gå i opfyldelse er at sige trylleordet “Sharzam” – det vel at mærke kun, når ingen ser det.

Sharzam!
Den godmodige Orhan.

Den godmodige Orhan.

Orhan prøver kort efter, om trolddommen virker, og det gør den ganske rigtigt. Han bliver forvandlet til en superhelt i noget, der ligner en krydsning mellem Batmans dragt fra Adam West-serien og så den klassiske Superman-dragt. Nu har Kilink endelig fået en værdig modstander.

Handlingen fortsætter dog videre over stok og sten, for Kilink har stadig ikke fået fat i formlen. Han kidnapper derfor Orhans kæreste, og sammen med en del af den afdøde forskers kolleger, bliver hun slæbt ud på superskurkens hemmelige ø, der har det spektakulære navn Djævleøen. Nu er spørgsmålet så bare, om Orhan eller Superhero, som er navnet på den flyvende helt, han kan forvandle sig til, kan finde sine venner og stoppe Kilink, før han får fingre i formlen. Uha-uha.

Bond rip-off
Kilinks goons på arbejde.

Kilinks goons på arbejde.

Det mest utrolige ved Kilink Istanbul’da, eller Kilink-serien i det hele taget, er sådan set, at den gik som varmt brød i de tyrkiske biografer. Set med nutidige øjne, eller blot øjne generelt, er den et jammerligt makværk, som sagtens kunne være blevet indspillet i 1937, hvis det da ikke lige var for biler og deslige, der afslører, at der trods alt har fundet en vis teknisk udvikling sted.

Nu lyder det jo nok lidt hårdt, men det er også med god grund, for filmen falder igennem på samtlige niveauer. Dermed bliver Kilink Istanbul’da dog også katapulteret op blandt de film, som netop bliver underholdende i kraft af deres elendighed. Det er jo sådan set noget, vi er vant til i tyrkiske genrefilm, og denne er bestemt ikke nogen undtagelse.

Superhero i nævekamp.

Superhero i nævekamp.

Plotmæssigt befinder vi os meget tæt på Bond-universet, og den generelle stemning af James Bond-rip-off bliver da også styrket ved det faktum, at musikken i Kilink Istanbul’da for en stor dels vedkommende er løftet direkte fra You Only Live Twice, der havde premiere tidligere på året i 1967. Foruden Bond-musikken har man også lånt en masse andet musik, men det bliver overskygget en hel del af de velkendte temaer fra Bond-filmen. Det er således ret bizart eksempelvis at se Superhero uddele tæsk til Kilinks goons, mens John Barrys veldrejede toner glider ud af højttalerne.

Skurken som hovedperson
Kilink i al hans magt.

Kilink i al hans magt.

Hele dette Bond-twist, der præger Kilink Istanbul’da, er imidlertid med til at højne underholdningsværdien ganske betragteligt. Filmen kommer nemlig til at fremstå som en besynderlig bastard, der mixer agentfilmenes grandiose univers med lige dele superhelteelementer. Laserkanonen, der kan ødelægge alt, en ø fyldt med specialtrænede vagter, videnskabsfolk og babes i bikinier er alt sammen noget, vi kun kender alt for godt. I Kilink-serien er resultatet bare langt fra udført efter de standarder, vi sædvanligvis kender.

Når det samtidig er Kilink og ikke Orhan, eller Superhero, der er filmens egentlige omdrejningspunkt, bliver det hele faktisk en smule mere besynderligt. Det er nemlig vores superskurk, der får lov at lave alt det sjove, og gøre det, Bond normalt får love at lege med. Kilink er den, som får lov at klæde sig ud, køre i hurtige biler og affyre sære våben.

Vigtigst af alt, er Kilink også en damernes mand. Gennem filmen har han derfor løbende nærkontakt med blondiner, og alle som én er de pjattede med skurken i skeletkostumet. Det mest mærkværdige i den forbindelse er i øvrigt, at Kilink kysser med masken på. Om han også gør andet med dragten på skal ikke kunne siges, men det ser unægtelig sært ud, når han ligger og roder med damerne iklædt sin heldragt.

Sidste udkald
Lummer stemning er der også.

Lummer stemning er der også.

Kvalitativt har Kilink Istanbul’da det rigtig skidt. Filmen er meget skrammet, og dialogen flere steder næsten helt ødelagt. Ikke at man forstår det tyrkiske, men det fremgår meget tydeligt, at det her er en film, som er blevet overført til det digitale medium kort før sidste udkald. Derfor er det da også rigtig fint, at Onar Films har kastet deres kærlighed over den ellers glemte superskurk og bragt ham frem i dagens lys igen.

Filmen strækker sig over en lille time, og stopper ganske brat. Faktisk stopper den med en rigtig cliffhanger, så har man lyst til at se, hvordan hele historien om den dødbringende laser og Superheros jagt på Kilink løber af stablen, må man også investere i Kilink uçan adama karsi (engelsk titel: Kilink vs. Superman), der ligeledes blev udsendt i 1967.

Ikke noget dumt bekendtskab
Superhero bruger sine superkræfter.

Superhero bruger sine superkræfter.

Om Kilink Istanbul’da er noget for dig, er svært at afgøre. Den er morsom, men ikke lårklaskende morsom. Den er besynderlig, men Tyrkiet har udsendt det, der er mere mærkværdigt. Samtidig er der mange, faktisk rigtig mange, nævekampe og ligegyldig action, som ikke rigtigt fører til noget.

Det er derfor ikke ligefrem en perle, som nu er tilgængelig på DVD, men på den anden side er det et levende bevis på Tyrkiets noget specielle filmkultur, og samtidig er det, om man vil det eller ej, ganske sjovt se Bond-konceptet blive plagieret for fuld udblæsning med tyrkisk tale og elendige effekter. Kilink er ikke noget dumt bekendtskab, men der var nok også en grund til, at han stort set kunne forsvinde ud i intetheden, uden nogen savnede ham.

Kilink Istanbul’da er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

3 stjerner

Titel: Kilink Istanbul’da
Andre titler: Killing in Istanbul
Instruktør: Yilmaz Atadeniz
Manuskript: Çetin Inanç
Cast: Irfan Atasoy (Orhan ‘Uçan Adam’), Pervin Par (Gül), Yildirim Gencer (Kilink), Suzan Avci (Kilinks kæreste), Mine Soley (Professorens sekretær), Muzaffer Tema (Prof. Cemil), Hüseyin Peyda (Politibetjent), Feridun Colgecen (Prof. Maxwell), Hüseyin Zan (Oski)
Producere: Yilmaz Atadeniz (producer)
Foto: Rafet Siriner
Spilletid: 60 minutter
Aspect ratio: Full screen
Lyd: Mono
Sprog: Tyrkisk
Undertekster: Engelsk, græsk
Produktionsland, år: Tyrkiet, 1967
Distributør (DVD): Onar Films
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Rip-off, So Bad It’s Good, Superhelte, Turkish Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *