Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Jurassic Park

Jurassic Park
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jurassic ParkMed Jurassic Park gør Spielberg det, Spielberg gør bedst – sætter voksensindet på stand-by og koncentrerer sig om at lave flot, spændende og underholdende filmhåndværk.

Brugen af computergrafik i spillefilm, eller CGI, som det kaldes i daglig tale, gennemgik en rivende udvikling i anden halvdel af 1980’erne, men når man kigger tilbage er det især årene mellem 1989 og 1993, der står som skelsættende.

I 1989 havde James Camerons The Abyss (Dybet) premiere, og her så vi virkelig computergrafikerne fra Industrial Light & Magic spille med musklerne, da de realiserede pseudopod’en af vand i én af filmens mest imponerende effektscener. Der var sket mangt og meget siden den første rent computeranimerede figur, glasridderen i Young Sherlock Holmes, så dagens lys i 1985.

Den næste film, der virkeligt imponerede i computereffektafdelingen var også en Cameron-film, nemlig Terminator 2: Judgment Day (1991). Denne gang var det T1000-Terminatoren af flydende metal og de mange morphingeffekter, der viste, at CGI’en havde taget endnu et skridt fremad.

Fotorealistiske kæmpeøgler

Men den formentlig vigtigste af den troika af film, der i perioden 1989-1993 imponerede med CGI var Jurassic Park. Efter sigende var det efter at han havde set ILM’s fotorealistiske dinosaurer i Jurassic Park, at George Lucas besluttede sig for, at tiden var inde til at gå i gang med prequeltrilogien i Star Wars-sagaen.

Lykkeligvis er Jurassic Park ikke én af de film, der drukner i CGI, sådan som det desværre skete med Lucas’ Star Wars-film, hvor især Episode II: Attack of the Clones (2002) er et CGI-mareridt af værste skuffe. Det skyldes dels, at Spielberg koncentrerer sig mere om at fortælle historier, end sin gamle kammesjuk, men også, at CGI’en anvendes tilbageholdent. Faktisk er det en misforståelse, at alle dinoerne i Jurassic Park er computergenererede, og en hel del af nærbillederne er faktisk realiseret med old school animatronics.

Blandingen fungerer imidlertid glimrende, og der er ingen tvivl om, at de CGI-genererede dinosaurer fungerer helt efter hensigten – ellers havde der ikke været en Jurassic Park.

Forlystelsespark – and then some!

Dr. Sattler og Dr. Grant (Laura Dern og Sam Neill) får deres første glimt af dinosaurerne

Historien i Jurassic Park er ganske enkel. Rigmanden Hammond (Richard Attenborough) har bygget en forlystelsespark på en ø ud for Costa Ricas kyst. Med anvendelse af genteknologi og dinosaurusblod, hentet fra forhistoriske myg indkapslet i rav, har han skabt levende kæmpeøgler, og snart står parken – titlens Jurassic Park, naturligvis – for at skulle åbne.

Ian Malcolm (Jeff Goldblum) belærer Hammond om hans uetiske omgang med naturen

Pengebagmændene har imidlertid tvivl om projektet, så de beder om en ”second opinion”. Der kommer vore hovedpersoner ind i billedet. Det er dels kaosteoretikeren Ian Malcolm (Jeff Goldblum), palæontologen Alan Grant (Sam Neill) og hans kollega, palæobotanikeren Ellie Sattler (Laura Dern). Selskabet afrundes af Hammonds børnebørn, Tim (Joseph Mazzello) og hans storesøster Lex (Ariana Richards).

De ankommer til øen, og er midt i en rundtur i parken, da helvede bryder løs. Den luskede computertekniker Dennis Nedry (Wayne Knight) arrangerer et systemnedbrud for at skjule sit tyveri af dino-fostre, som han vil sælge til et konkurrerende firma. Desværre betyder systemnedbruddet, at de kæmpestore elektriske hegn, der skulle holde øglerne indespærret, lukker ned, og snart løber dinosaurerne rundt i det fri. Og ikke kun pussenussede planteædere – nej, der er selvfølgelig en Tyrannosaurus Rex og indtil flere af de mindre, men endnu farligere, velociraptorer.

Grant og de to børn strander ude i parken, og må nu forsøge at komme tilbage til hovedbygningen, mens Ellie, Malcolm og Hammond i samarbejde med computerteknikeren Ray (Samuel L. Jackson) og storvildtjægeren Peck (Robert Muldoon) forsøger at få parkens sikkerhedssystemer på ret køl igen. Det siger sig selv, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Westworld – nu med dinosaurer

Richard Attenborough som den elskelige gamle gubbe Hammond

Når man ser bort fra dinosaurernes tilstedeværelse, der planter Jurassic Park solidt i science fiction-land, er Jurassic Park mere end noget andet end spændingsfilm, og når det gælder virkemidler kunne parken for så vidt have været skiftet ud med Afrika og dinoerne med løver, geparder og andre glubske rovdyr. Dinosaurerne er imidlertid lidt mere spektakulære, og så må man naturligvis heller ikke glemme, at manden bag romanen, der ligger til grund for Jurassic Park, er Michael Crichton.

Så bryder helvede løs!

Crichton, der døde sidste år i november, var altid god for en spektakulær historie, og havde indtil flere kæmpesucceser på samvittigheden. Jurassic Park genbruger grundkonceptet fra Crichtons egen film Westworld (1973), der også handler om en forlystelsespark, der går amok, men igen – dinosaurer er trods alt en anelse mere spektakulære end amokløbende robotcowboys.

Konceptet bag Jurassic Park er naturligvis ude i hampen, men Crichton, der også har skrevet manus sammen med David Koepp, formår alligevel at gøre teknologien bag dinosaurernes genfødsel troværdig, og det er det eneste, resten af filmen kræver. Herfra har det bare været at lade Spielberg tage over og gøre det, Spielberg nu engang gør bedst – at fortælle underholdende, basalt spændende historier på en måde, som meget få andre Hollywood-instruktører kan.

Ikke ren ramasjang

No shit!

Jurassic Park er imidlertid ikke kun ramasjang. Der filosoferes lidt over menneskets trang til at lege Gud, og et subplot handler om den børne-irriterede Grant, der lærer at holde af de to unger. Det kan man så synes om, hvad man vil, men filmen forsøger på ingen måde at tegne dybe, realistiske portrætter, og inden for filmens eget univers fungerer det glimrende. De filosofisk-moraliserende elementer tærskes der ikke langhalm på, for fra det øjeblik helvede bryder løs, er moralen ligesom på plads. Og igen gives der plads til, at Spielberg kan gøre det, som en Spielberg i topform nu en gang gør.

Fra én af filmens stille scener, hvor de store (og fredelige) brachiosaurer kommer tæt på

Jurassic Park er et ekstremt underholdende jungleeventyr med fortidsøgler, og handlingen står ikke stille ét eneste sekund. Selve historien, der i øvrigt er simplificeret en del i forhold til romanforlægget, er basalt spændende, men derudover naturligvis krydret med spektakulære set-pieces og enkeltsekvenser, eksekveret af en instruktør, der ikke et øjeblik er i tvivl om, hvilke knapper han skal trykke på. Den første T-Rex-sekvens er allerede gået over i filmhistorien, men den overgås alligevel af det ekstremt nervepirrende klimaks, hvor de to børn må skjule sig fra et par ubehageligt intelligente velociraptorer, der sådan set bare gerne vil spise dem.

Effektmæssigt var – og er – Jurassic Park en triumf. Ikke kun for CGI’en, som integreres sømløst i resten af filmen, men også for animatronics-folkene. De to effekttyper spiller perfekt sammen, og i kombination med effektiv klipning af Spielbergs faste klipper Michael Kahn opnås øjeblikkeligt suspension of disbelief. Man tror simpelthen på, at de store øgler rent faktisk har været til stede på settet.

Sympatiske præstationer

Grant lærer at holde af børn - én af filmens lettere kvalme moraler

Dertil kommer, at skuespillerne generelt yder nogle sympatiske præstationer. Der er ikke tale om stort skuespil fra nogen af de medvirkende, men især Sam Neill formår fint at videregive den inkarnerede videnskabsmands entusiasme og fascination ved at se noget, han aldrig havde troet, han skulle se. Laura Dern er primært dekorativ i rollen som Ellie, mens Richard Attenborough giver rollen som Hammond pondus. Wayne Knight, som vi kender som Newman i Seinfeld, overspiller sin skurkerolle, men møder også et passende endeligt, og så er det sjovt at gense Samuel L. Jackson i én af hans sidste deciderede biroller. Året efter kom Pulp Fiction (1994), og så var Jackson pludselig et navn i en helt anden boldgade.

Raptorerne angriber

John Williams har, som altid til Spielbergs film, stået bag musikken, og Williams’ score er ikke sjældent med til at fremelske den stemning af ærefrygt og fascination, Sam Neills rolle er eksponent for. Og så kan man naturligvis også altid regne med Williams, når handlingen kører i højeste gear. Det er et glimrende score, maestroen har begået her.

Jurassic Park er underholdende, spændende og spiller glimrende på den fascination af dinosaurer enhver sund dreng (og måske pige) har gennemgået på ét eller andet tidspunkt i sin barndom. For mig er det en ren fornøjelse af se denne slags kulørt ramasjang, og især når det er så veleksekveret, som det er her.

5 stjerner

Titel: Jurassic Park
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Michael Crichton & David Koepp efter Michael Crichtons roman Jurassic Park
Cast: Sam Neill (Dr. Alan Grant), Laura Dern (Dr. Ellie Sattler), Jeff Goldblum (Dr. Ian Malcolm), Richard Attenborough (John Hammond), Bob Peck (Robert Muldoon), Martin Ferrero (Donald Gennaro), Joseph Mazzello (Tim Murphy), Ariana Richards (Lex Murphy), Samuel L. Jackson (Ray Arnold), Wayne Knight (Dennis Nedry)
Producere: Kathleen Kennedy (producer), Gerald R. Molen (producer), Lata Ryan (associate producer), Colin Wilson (associate producer)
Foto: Dean Cundey
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 121 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Svensk, norsk, dansk, finsk, engelsk, polsk, portugisisk, russisk
Produktionsland, år: USA, 1993
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Amblin Entertainment
Distributør (DVD): Universal Pictures Denmark (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *