Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Judge Dredd: The Complete Case Files 08

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Judge Dredd: Complete Case Files Volume 8Atter en kronologisk samling af gamle Judge Dredd-historier i endnu en moppedreng af et tegneseriealbum, som vanligt spækket med en kombination af absurde indslag og hæsblæsende voldelig action. Gamle kendinge dukker op undervejs, mens vores allesammens yndlingsfascist, Dredd, opretholder lov og orden i det 22. århundredes kaotiske gigantby Mega-City One.

Jeg skal beklage den pause, der har været i anmeldelserne af Complete Case Files-bindene med de samlede Judge Dredd-historier, men 2000 AD’s hjemmeside er blevet lagt om henover sommeren for at blive komplet re-designet (det fænomen kender vi jo alt til her på Planet Pulp). I den forbindelse har de endnu ikke fået deres virkelig fremragende historie- og albumsindholdsdatabase op på siden endnu, hvilket ellers har været mig et uundværligt værktøj i anmeldelserne af de gigantiske Complete Case Files-bind.

Megaværk

Også i dette bind bliver Mega-City One blæst igennem af en kæmpeeksplosion (denne gang af pyrokinetisk art)

Jeg har overordnet været meget begejstret for Complete Case Files-bindene – det er som stor Dredd-fan og firsernostalgiker svært at være andet. Men efter at databasen er forsvundet fra 2000 AD’s hjemmeside, er det gået op få mig, at bindene overordnet har i hvert fald én mangel. Det havde været fint, hvis de havde sidetal og en indholdsfortegnelse, så man lettere kunne finde rundt i de over 300 sider lange bind. Jeg forstå faktisk ikke helt, hvorfor de ikke har det.

Det er dog begrænset, hvor mange skår det kan sætte i glæden over indholdet i sig selv. Vi er med bind otte nået op til årene 1984 til 1985, hvilket vil sige, at der er over tyve års Dredd-materiale, der endnu venter på at blive genudgivet. En på samme tid glædelig og næsten skræmmende tanke. Holder Rebellion ved, bliver Complete Case Files-serien en af tegneseriehistoriens sidemæssigt mest omfattende, hvor kun nogle af de japanske mangaer kan være med (og tænk på, at John Wagner, Judge Dredds far, har skrevet det meste af materialet – det er imponerede, og nærmest lidt freaky samtidig).

En tur rundt i Dredds univers

Det årlige optog der markerer Mega-City Ones næsten-udslettelse i atomkrigen - i Ron Smiths streg

I bind otte er det stadig T.B. Grover, der står krediteret for at have skrevet alt materialet. Dette er et pseudonym, som 2000 AD-forfatterne Alan Grant og John Wagner brugte tidligere for alt det materiale, de skrev mere eller mindre i fællesskab. Senere blev de dog uvenner, og besluttede sig for dele serien mellem sig, Wagner beholder Dredd-figuren, og Grant tager den kvindelige Psi-Judge Anderson som hovedkarakteren i sine historier om Mega-City One. Men i dette bind arbejder de stadig tæt sammen, og alt er endnu fryd og gammen.

Som vanligt kommer man meget rundt i Dredds univers i løbet af et sådant album; ikke bare rundt i Mega-City One fra top til bund, men også ud til andre planeter, på tidsrejse i fremtiden, samt på den obligatorisk tur ud i The Cursed Earth. Grunden til, at Dredd denne gang bliver nødt til at tage på en mission ud i The Cursed Earth, er som følger: Et fly med små ufødte kloner skabt af DNA fra de største dommere er gået tabt i The Cursed Earth på sin vej fra Mega-City One til Texas City (for at forbedre deres dommer-materiale).

Dredd får som opgave at finde klonerne, og enten bringe dem tilbage, eller destruere dem, hvis det første ikke er muligt, så de ikke falder i forkerte hænder. Undervejs har Dredd dog brug for en guide til området, og her har vi den første gamle kending, der dukker op i dette album. Det er Mean Machine Angel fra Angel-familien; den redneck-psykopat-forbryderfamilie, Dredd tidligere har udryddet.

Mean Machine, der hedder sådan, fordi han er halvt maskine og helt ubehagelig, er den eneste overlevede af familien. Han er i forvaring hos dommerne, og hader naturligvis Judge Dredd af et ondt hjerte. Men han er den eneste, der kender området, hvor flyet formodes at være styrtet ned, og teknikerne ved The Judgement Department har rodet med hans hjerne, således at han ser Dredd som sin far, Papa Angel, og ikke som ærkefjenden dommer Dredd (historien hedder derfor også Dredd Angel).

Derfor kan Dredd tage ham med som guide, men som læser ved man jo, at omprogrammeringen er dømt til at holde op med at virke på et helt sikkert rigtigt dårligt tidspunkt for Dredd, der omvendt nok alligevel skal klare ærterne.

Andre gamle kendinge

Mean Machine omfavner kærligt Dredd

En anden gammel kending, der dukker op er The Judge Child, eller rettere dennes mutantklon, der er skurken i City of the Damned. The Judge Child er en ond mutant, der prøvede på at overtage kontrollen med Mega-City One i The Judge Child-sagaen ved at manipulere dommerne til at tro, at han var Mega-City Ones eneste frelse. Dette lykkedes naturligvis ikke, og The Judge Child blev til sidst dræbt af Dredd (hvem ellers?).

Dog finder The Judgement Department ud af, at fremtiden for Mega-City One endnu er usikker, og Judge Dredd bliver sammen med Psy-Judge Anderson (endnu en gammel kending) sendt 10 år ud i fremtiden for at se, hvordan det står til i Mega-City One. Det viser sig, at det gør det slet ikke. Mega-City One ligger i ruiner, og alle dommerne er blevet forvandlet til vampyrvæsner, der nu indfanger og lever af borgernes blod. Grunden til dette er The Mutant, en muteret og klonet udgave af The Judge Child, der på grund af sine mutationer har endnu stærkere psykiske kræfter.

The Mutant er skabt af en genial robotfyrste på den fjerntliggende planet, hvor The Judge Child døde, og som siden da selv har haft et horn i siden på Dredd, hvilket er grunden til, at robotfyrsten skaber The Mutant som hævn.

The Mutant (i Steve Dillons streg)

En anden af de længere historier i albummet, som dog er mere jordnær, er The Hunting Club. Her skal dommerne prøve at optrævle en klub, hvor man for underholdningens skyld jagter og dræber andre mennesker på gaden. Det hele er anlagt som en aristokratisk og forfinet gentlemanklub, hvor de altid underholdnings- og identitetssøgende borgere i Mega-City One kan finde et indhold i deres kedsommelige hverdag som velernæret arbejdsløs.

Af de kortere historier i bindet skal nævnes Gator hvor en kæmpekrokodille er løs i Mega-City Ones kloakker, Monsteroso, hvor en gigantisk byggerobot går amok i Mega-City Ones gader, Spugbugs, hvor nogle af borgerne i byen tager telefonfis et skridt for langt, The Wally Squad, om undercoverdommere, der som begreb for første gang dukker op her, og Some Hate it Hot, hvor en ung med stærke, men ukontrollérbare, psykiske kræfter til at antænde ild, efterlader et spor af død og ødelæggelse, ikke mindst for sin egen familie. I Code 99 Red, Judge Amok slår det klik for en dommer, der helt prøver at tage loven i sin egen hånd, og i Sunday Night Slaughter følger vi, hvordan Mega-City Ones pirrelige borgere går amok på forskellig vis en tilfældig søndag aften (til dels på grund af, rigtig gættet, kedsomhed).

Uforanderlig men dynamisk

Dredd møder The Mutant i Ian Gibsons toony streg

Judge Dredd-historierne følger alle mere eller mindre det samme skema, eller variationer over dette, så der er ikke den store forandring der. Men alligevel er også det ottende album god underholdning. Jeg er ikke blevet træt af Dredd, og eftersom Dredd-tegneserierne har kørt mere eller mindre uforandret i over tredive år, er vi tydeligvis mange, der stadig ikke har fået nok af dem.

Grunden til at historierne bliver ved med at være underholdende, tror jeg ligger i, at det reelt set ikke er Dredd, der er hovedperson, men hans by, Mega-City One, og hans verden mere bredt. Mega-City One og det omliggende Cursed Earth samt hele Dredd-universet er på mange måder etableret, men samtidigt er både byen og universet så stort, at det hele tiden bliver ved med at forandre sig, og hele tiden indeholder noget nyt – det er aldrig helt udforsket. Derved bliver historierne ved med at være friske og overraskende.

Dredd fungerer så som den klart genkendelig kraft i historierne, der altid fører dem mod deres afslutning. I modsætning til, hvordan hovedpersoner ellers opfører sig i serier, så ændrer Dredd sig ikke, og han udvikler sig ikke, og det skal han heller ikke. Han bliver ved med at være den endimensionelle naturkraft, der ubønhørligt (vi ved det godt) påtvinger historierne en ofte hård afslutning, når han afsiger sine domme. Alt andet forgår og forandres; det eneste der er uforanderligt, er Dredd. Dette er egentlig et setup, jeg ikke kan finde nogen paralleller til andetsteds, men det virker rigtig godt.

Illustrationer af høj kvalitet

The Mutant og Dredd (igen), denne gang i Ron Smiths mere naturalistiske streg

Hvis jeg kort skal sige noget om tegnerne, så er de alle sammen gengangere fra de tidligere bind, og der er ikke kommet nogle nye til. Alle er nu gamle og klassiske 2000 AD-drenge, der for de flestes vedkommende har lavet mange andre 2000 AD-ting ud over Dredd. Steve Dillon, der er mest kendt for sine tegninger til Garth Ennis’ Preacher-serie, er, synes jeg, som Dredd-tegner næsten bedre, end han er, når han tegner Preacher eller Punisher. Specielt Dillons tegninger til City of The Damned i dette bind er virkelig fantastiske, og bliver hængende på nethinden.

Ron Smith er en af de helt gamle Dredd-tegnere, og hans specielle, men bestemt flotte og betagende stil, der er hyperrealistisk og grotesk-humoristisk er for mig enestående. Cam Kennedy har vi også truffet en del gange før i forbindelse med Dredd, blandt andet i hans helt personlige Dredd-album, The Art of Kenny Who?. Hans stil er mere tegnefilmsagtig end de andres, og også lidt grovere i stregen, men den virker. Ian Gibsons stil minder på mange måde om Cam Kennedys i dens tegnefilmsagtighed, men hans streg er renere og skarpere, og hans billeder mere detaljerede.

Kim Raymond er mere speciel, fordi hendes stil på samme tid er mere naturalistisk og også grovere og mere kornet i stregen, end de fleste andre i albummet. Man kan se, hun har arbejdet på de mere masseproducerede tegneserier fra halvfjerdserne, men det gør ikke noget, fordi hendes billeder har dynamik og god sammensætning. Brett Ewins, den senere stifter af det legendariske Deadline Magazine, og Ian Kennedy er kun tilstede her for nogle ganske korte bemærkninger, men de få sider, de laver, gør de godt. Ian Kennedy tegner i modsætning til Cam Kennedy (de er ikke i familie, ud over at de begge er skotter) meget naturalistisk og rent – dette er en helt anden tegnestil end Cams, mere i retning af Ron Smith og Kim Raymonds.

Kort sagt endnu en voldsom stor tegneseriepakke, sprængfyldt med grotesk og actionpræget Dredd-underholdning. Her får man mange siders god tegneserie for forholdsvis få penge. At der så ikke er nogen sidetal og indholdsfortegnelse kan vi leve med, for til gengæld er mange af de gamle 2000 AD-progcovers gengivet bagi, og det er good stuff for Dredd-junkies.

Judge Dredd: Complete Case Files 08 er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

4 stjerner

Titel: The Complete Case Files 08
Seriens titel: Judge Dredd
Forfattere: John Wagner & Alan Grant
Tegnere: Kim Raymond, Ron Smith, Brett Ewins, Steve Dillon, Cliff Robinson, Ian Gibson, Cam Kennedy & Ian Kennedy
Albumlængde: 336 sider
hvid
Albummet udkom i maj 2008, og indeholder materiale, der første gang blev udgivet i 2000 AD progs 376-423 i årene 1984 til 1985.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/12/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *