Martin Schjönning
Ingen kommentarer

John Dies at the End

John Dies at the End
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tilbage i 90'erne lærte Østkyst Hustlers mig en retorisk sammenligning, der indlejrede sig i min hjerne: X og Y er ligesom remoulade og leverpostej, må aldrig sættes sammen, men kan bruges hver for sig. Det er lidt sådan jeg havde det under læsningen af John Dies at the End.

John Dies at the EndJohn Dies at the End er skrevet af David Wong – pseudonym for Jason Pargin – der til daglig er redaktør på humor-sitet Cracked.com. Jeg er ret vild med Cracked-artikler, men det er måske netop fordi, de er artikler.

Når man skriver en hel bog i den samme metafortunge, men letbenede og ret vulgære stil, holder det simpelthen op med at være sjovt. Halvvejs gennem de over 450 sider begynder man at tvivle på, om Wong selv tager teksten alvorligt, eller om han blot har skrevet den for at fyre vittigheder af.

Humoren står i vejen

Humoren er altså det, der på en måde driver værket, men ellers er der tale en en kosmisk horror-roman, eller en mørk science fiction-pastiche, eller måske en opklaringsthriller med okkulte elementer. Det er ikke rigtigt til at blive klog på, hvor leverpostejen stopper og remouladen starter.

Humoren står lidt i vejen for gyset, og omvendt er horror-scenerne så frastødende og smertelige, at det aldrig rigtigt bliver morsomt.

Historien er fortalt hulter til bulter, men det klæder egentlig den kaotiske genreblanding meget godt. Plottet stikker i alle retninger, der alle samles hen ad vejen, kun for at blive splittet op igen. Igen noget, der fungerer på bogens præmisser.

Desværre synes jeg ikke, den store afsløringsfinale lever op til de mange lag af mysterier, der hober sig op i løbet af bogen. Der er et væld af løse tråde, der aldrig bindes knude på, og det er synd, for ideen bag bogen er ret genial.

Apokalyptisk komplot

En flok unge mennesker tager et nyt og spændende stof, som unge mennesker nu engang gør. Det viser sig at have effekt langt ud over de hallu’er, de håbede på. De begynder at kunne se skyggeagtige genfærd, og en helt ny og væmmelig verden åbenbares for dem.

De får snart øje på et rædselsfuldt, men uigennemskueligt mønster bag alting, der fører dem på sporet af et verdensomspændende apokalyptisk komplot. Der er altså lagt i kakkelovnen til en af den slags historier, jeg normalt elsker, men som sagt bliver den bare ikke leveret særlig godt.

Persongalleriet råder en lille smule bod på det hele. David Wong (der også er hovedpersonen og fortælleren) og hans ven John er sjove at følge, som de ufrivillige, men heldigvis ikke genstridige helte de er.

John er et af den slags rodehoveder, som alle kender mindst ét af. En person uden rigtige ambitioner, som lever en dag ad gangen, men alligevel altid er totalt på toppen. Med et litterært ord er han en klassisk picaro-figur, som de kendes fra fx Huckleberry Finn eller Den Gode Soldat Svejk, og han er klart det bedste indslag i romanen.

Genrehybrid

Det er bøvlet at komme med en samlet vurdering af John Dies at the End, for jeg indrømmer gerne, at jeg var underholdt hele vejen igennem.

Men min tolerancetærskel for genrehybridsering for genrehybridiseringens skyld blev grundigt udfordret undervejs, og jeg var til tider enormt frustreret over de manglende svar på gåderne. Man skal ikke blande leverpostej og remoulade, og slet ikke toppe det med syltetøj som David Wong har gjort her.

2 stjerner

Titel: John Dies at the End
Forfatter: Jason Pargin (som David Wong)
Forlag: Permuted Press
Udgivelsesår: 2007
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag: Titan Books
Format: 2011
Udgivelsesår: Paperback
Sideantal: 466
Omslag: Rich Arnold

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *