Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Jeremiah 8: Sumpen

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Rent visuelt er bind otte i Jeremiah-serien ganske nyskabende og umiddelbart kunne man fristes til at mene det samme om historien. I virkeligheden er Sumpen dog hovedsageligt en fabelagtigt underholdende actionfortælling.

Jeremiah 8: Sumpen80’erne var helt sikkert Hermanns mest produktive årti. Her spyttede han det ene album ud efter det andet, og foruden at fortælle stærkere og stærkere historier, lykkedes det rent faktisk også for Hermann at blive en dygtigere tegner. Med albums som Afromerica og Sumpen demonstrerede han, at han var blandt de førende europæiske tegneserieskabere.

Visuelt helstøbt
Lena, Jeremiah og Kurdy.

Lena, Jeremiah og Kurdy.

Den voksende selvsikkerhed i udtrykket kom i høj grad Jeremiah-serien til gode, og Sumpen, der er seriens ottende bind, var måske et af de visuelt mest helstøbte albums i serien. Mens Hermann primært legede med varme orange toner i det fabelagtige bind Afromerica, er det grønne og brune farver, der trænger sig på i Sumpen.

Det er imidlertid ikke kun i farveholdningen, at det ottende Jeremiah-bind skiller sig ud. Hermann gjorde nemlig i vid udstrækning brug af en teknik, hvor de enkelte billeders baggrund bliver gengivet med en diset streg, der skal illustrere de usunde dampe, der hænger i den sump, der ligger til grund for albummets titel. I sig selv er det ikke en nyskabelse fra Hermanns side, for vi har set ham bruge denne disede streg tidligere, blandt andet i Sekten, hvor det var tåge, der skulle illustreres, men han har aldrig tidligere brugt den så konsekvent som her.

Kurdy betragter Max.

Kurdy betragter Max.

Nu kan man måske spørge, hvorfor det er så vigtigt at fremhæve netop denne teknik. Det skyldes, at de disede baggrunde står i skarp kontrast til de ellers knivskarpe landskaber, som Hermann har specialiseret sig i at tegne. Sumpen har med andre ord et ganske særpræget look, der skiller bindet ud fra alle de tidligere. Det gør i sig selv albummet ovenud interessant for Jeremiah-fans, men samtidig er det et spændende greb på den ellers så karakteristiske streg, vi kender Hermann for.

På ét punkt forsøger Hermann sig dog med noget helt nyt. Normalt er siderne i de enkelte Jeremiah-bind altid indrammet af en hvid kant, der som en passepartout sætter illustrationerne i relief. Det er ændret i Sumpen. Her går mange af billederne i albummet helt ud til kanten, således at den hvide ramme forsvinder. Det ændrer selve albummets udtryk radikalt, og får det i høj grad til at ligne et amerikansk produkt, hvilket helt sikkert har været Hermanns hensigt.

Utraditionelt og gammelkendt
Max igen.

Max igen.

Sumpen begynder lidt utraditionelt, og rent faktisk er hele albummet på én gang ganske utraditionelt men samtidig også næsten alt for gammelkendt. Jeremiah og Kurdy er blevet adskilt, men allerede i bindets åbningsscene finder Jeremiah sin gamle ven på Motel Lark’s. Vores helte befinder sig i en øde egn, der udmærker sig ved to ting – for det første ved at der er lange strækninger med intakt asfalteret vej, og for det andet ved at rigmanden Toshida har været i stand til at stable en benzinproduktion på benene.

Nu skulle man måske mene, at der er lagt i ovnen til en parafrase over Mad Max-trilogiens univers, og det lader Hermann os faktisk tro i et stykke tid. Her fører han os dog bag lyset, for historien leder os nemlig dybt ind i en sælsom sump.

Benzinkongen Toshida har en smuk og komplet uregerlig datter ved navn Lena. Hun gør livet surt for gæsterne på Motel Lark’s, og smider om sig med sin fars penge. Ingen tør røre pigen, for den gamle Toshida har talrige mordere ansat, der adlyder ham blindt.

Kurdy har opsnappet noget på motellet. Han har hørt, at nogen ønsker at kidnappe Lena og afkræve Toshida en løsesum. Det planlægger han nu at forpurre, og på den led få en stor belønning. Det er i hvert fald hvad han fortæller Jeremiah, da de mødes, men sandheden er en helt anden. Kurdy har ganske rigtigt hørt, at pigen skal kidnappes, men i stedet for at hjælpe hende, har Kurdy besluttet selv at snuppe tøsen, før de andre får muligheden. Det fortæller han bare ikke til Jeremiah, der intetanende kommer til at hjælpe Kurdy i denne plan.

Kurdy og Jeremiah som modstandere
Sumpen.

Sumpen.

Resultatet bliver, at Kurdy stikker af fra Motel Lark’s med Lena på slæb. Han flygter ud i den nærliggende sump for her at skjule sig, til situationen er kølet af. Jeremiah er i imidlertid stiktosset på Kurdy, for han havner nu i fedtefadet som Kurdys medskyldige. Han er derfor tvunget til at hjælpe Toshidas lejemorder nummer ét, Max, med at opspore Kurdy og Lena.

Jeremiah, Max og et par andre må nu trænge ind i sumpen og finde Kurdy. Det er bare lettere sagt end gjort, for dels er sumpen stor, og dels viser det sig, at den er overrendt med besynderlige mutanter, der bestemt ikke bryder sig om fremmede.

Som nævnt tidligere er Sumpen et meget utraditionelt Jeremiah-album, for vi har ikke tidligere set Kurdy og Jeremiah være stillet over for hinanden som modstandere. Det er et meget sjovt forsøg på at give det ellers meget skematiske handlingsforløb et friskt pust. Det lykkes sådan set rigtig godt, og tilmed er det interessant at bemærke, at Jeremiah rent faktisk forlader Kurdy i dette bind. Det er vigtigt for seriens fortsættelse, men mere om det i anmeldelsen af det næste album.

Kurdy er i det hele taget dette albums stjerne, og for alle der holder mere af den rappe tyveknægt end den godhjertede Jeremiah, er dette et bind lige på kornet. Tilmed løfter Hermann endda en flig for Kurdys baggrund, for den kender vi slet ikke noget til. Han fortæller nemlig Lena lidt om sin far, da de rejser gennem den ubehagelige sump. Kurdy slår det dog hurtigt hen som en løgnehistorie, men mon ikke det er Kurdys måde at opretholde sin hårde facade på? Interessant er det i hvert fald.

Letfordøjeligt
Mutanterne der lurer i sumpen.

Mutanterne der lurer i sumpen.

Det blev ligeledes tidligere sagt, at albummet måske alligevel ikke er helt så nyskabende, som det ved første øjekast kunne synes. Det skyldes, at Sumpen vitterligt bare er en hurtig actionfortælling, der mest af alt lever på sin setting. Normalt er det jo samfundet, Hermann skildrer, men her er det omgivelserne, og det er også meget fint. Der er bare ikke helt så meget kød på dette som eksempelvis de sære byer, han tidligere har beskrevet.

Det gør også Sumpen til et ret letfordøjeligt produkt, der er fabelagtig god læsning, men samtidig måske også lidt mindre udfordrende end albums som Evigheden tur-retur, Sekten eller Afromerica.

4 stjerner

Titel: Sumpen
Originaltitel: Les eaux de colere
Seriens titel: Jeremiah
Seriens originaltitel: Jeremiah
Tegner: Hermann
Forfatter: Hermann
Farvelægning: Fraymond
Albumlængde: 48 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som album i Belgien i 1983.
Udkom som album i Danmark i 1987 på forlaget Interpresse.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *