Med Slangen i Paradiset vender Hermann tilbage til en for Jeremiah-serien velafprøvet model. Vores to hovedpersoner, Jeremiah og Kurdy Malloy, havner mere eller mindre tilfældigt i et absurd samfund, der dels fungerer som underholdende ramme for historien, og dels virker som et billede på Hermanns pessimistiske holdning til den moderne, vestlige kultur.
Til trods for det skiller Slangen i Paradiset sig faktisk ud fra tidligere albums i serien derved, at det er en hel del mere letbenet end de øvrige. Hvorfor og hvordan er ikke helt let at sætte fingeren på, men mere om det senere. Først skal vi lige have handlingen på plads.
High tech-univers
Kurdy har ad omveje opsnappet, at der er arbejde at finde i et lille bysamfund i nærheden af deres nuværende opholdssted. De to ungersvende er som sædvanlig på røven, og Jeremiah er derfor med på idéen. De opsøger denne lille by, men knap er de kommet ind bag murene, der omgiver bebyggelsen, før de indser, at dette ikke er noget helt sædvanligt sted.
Byen ligger i hjertet af noget, som mest af alt ligner ruinerne af New York. Det siges godt nok aldrig, men Hermann må i det mindste være blevet inspireret til sine tegninger gennem gadebilleder derfra.
Jeremiah og Kurdys overraskelse består deri, at det samfund de kommer til er et gennemorganiseret, supermoderne high tech-univers, der mest af alt minder om et klinisk renset glansbillede af førnævnte New York. De to bliver dog ikke mindre overraskede, da de bliver modtaget som var de kvæg.
Slavearbejdere
Mange er kommet til byen for at søge arbejde, og vores to hovedpersoner bliver gennet sammen med en stor flok andre gennem en lang løbegang og vasket kollektivt. Dernæst får de ens arbejdsdragter og numre, hvorefter de kan blive sluppet ud i byen – eller det vil sige kun næsten, for sagen er nemlig den, at byens indbyggere slet ikke er interesseret i at få omstrejfere som Jeremiah og Kurdy integreret i samfundet. De kan få lov at holde orden, rydde op, gøre rent og lave alt det, som de egentlige indbyggere ikke gider tage sig af.
Der er altså tale om et diskret, fascistoidt styre, der hverken respekterer menneskeliv eller personlig frihed. Faktisk bliver arbejderne betragtet som betalte slaver, og var det ikke lige fordi bystyret gerne vil opretholde en stemning af ro og orden, var arbejderne sikkert også blevet behandlet som fanger.
Hvor slemt, det står til i byen, går gradvist op for Jeremiah og Kurdy, men de når frem til deres konklusioner på yderst forskellig vis. Jeremiah falder nemlig i lag med en gift kone, der keder sig, så mens han egentlig burde bone gulve, får han lov at bone noget helt andet i sengen i stedet.
Kurdy derimod må slide og slæbe for føden, og alle, der kender bare en smule til serien, vil vide, at det bestemt ikke er Kurdys foretrukne måde at tjene penge på. Det er med andre ord kun et spørgsmål om tid, før han skejer ud, men ganske overraskende er det faktisk Jeremiah, der havner i fedtefadet først.
Flere sidehistorien
Mens vi følger de to venner på deres nye arbejde, får vi også indblik i tre små sidehistorier. Byens borgmester, leder eller diktator – kald ham hvad du vil – har en datter, der hedder Romea. Hun har forelsket sig i den fattige arbejderdreng Julius (!), men der kan naturligvis ikke være tale om et forhold mellem de to. Der er altså en ulykkelig kærlighed, der får lov at ligge som en klangbund for hele albummet.
Ved siden af de to elskendes fortælling viser albummet sig at rumme en karakter, vi har mødt tidligere. Nede i en kælder under byen, bor den sære Rocky. Han holder sig en helt særlig fange – nemlig den fallerede lykkeridder Stonebridge, som Kurdy fik introduceret i Evigheden tur-retur.
Sidst men ikke mindst er en sælsom maskeret mand, der kalder sig Den Sorte Engel, begyndt at gøre bylivet usikkert ved at sprede affald i gaderne og generelt slå skår i den ellers så pæne overflade. Hvor meget alt dette kommer til at betyde for handlingen skal dog ikke afsløres.
Humor og bidsk samfundskritik
I det store hele kunne alt dette lyde som opskriften på et ret typisk Jeremiah-album, men bindet ligner kun overfladisk de tidligere dele i serien. Stemningen er anderledes. Den er nærmest løssluppen, til tider næsten helt fjollet, og alle de små historier har en drilsk karakter. Det er ikke lige den slags, vi er vant til fra Hermanns hånd.
Godt nok har Jeremiah altid haft sine humoristiske sider, men ligefrem at lade et helt album gennemsyre af den muntre stemning er noget nyt. Det er da også et stort set enestående tilfælde i den lange serie, og man fornemmer nærmest, at Hermann havde brug for lidt luft og legerum, da han skrev albummet.
Ren hat og briller er det dog ikke, for som sagt ligger der en bidsk samfundskritik under overfladen, der både antyder en kritik af den behandling, indvandret arbejdskraft fra den tredje verden får i vesten, og vækker ligeledes mindelser om nazisternes håndtering af jøderne. De alvorlige emner ligger dog godt gemt under den førnævnte letbenede fernis, og det mest i øjenfaldende element foruden alle morsomhederne, er nok de hårde actionsekvenser, som løbende krydrer albummet. Her formår Hermann endda at præsentere en af sine absolut bedste “postapokalyptiske” idéer i form af den enorme tyr med knivblade på hornene.
Minder om actionfilm
Visuelt er der ikke så meget nyt at komme efter. Bindet repræsenterer fornemt den høje standard, Hermann havde opnået i midten af 80’erne, med naturalistiske persontegninger og ganske flotte miljøskildringer. Det bedste ved albummet er dog nok den veludviklede sans for filmisk timing, der kommer for dagen.
I et bind som dette, hvor den fragmenterede historie ikke gør meget væsen af sig, er det de enkelte episoder, der skal levere varen, og det gør de til fulde. At der så samtidig er fyldt godt med oneliners, såvel som kække optrin ind i fortællingen, får mest af alt Slangen i Paradiset til at minde om en munter actionfilm, og taget i betragtning at albummet udkom i ’86, er det nok ikke helt forkert at tro, at Hermann er blevet inspireret af tidens biograffilm.
Bedre end det meste andet
Slangen i Paradiset er et album med helt forrygende delelementer og et generelt særdeles højt niveau, men som samtidig også skiller sig ud fra de tidligere. Om man synes, den letbenede tone er en forbedring, eller bare et kærkomment pusterum i den ellers ret ensartede stribe albums, er en smagssag.
Personlig er det ikke min kop te, men jeg kan ikke få mig til for alvor at kritisere Slangen i Paradiset. Albummet er et eksperiment, som ikke helt lykkes for Hermann, men i en serie af så høj kvalitet som Jeremiah, er selv fejltrin væsentligt bedre end hovedparten af alt andet.
Originaltitel: Julius & Romea
Seriens titel: Jeremiah
Seriens originaltitel: Jeremiah
Forfatter: Hermann
Tegner: Hermann
Albumlængde: 46 sider
Oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom 1986 i Belgien og udkom på dansk i 1989 på forlaget Interpresse.
Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008
Stikord: Postapokalyptika, Satire
