Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Jaws: The Revenge

Jaws: The Revenge
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jaws: The RevengeHvis du elsker kedelige film, hvor et forsøg på psykologisk dybde falder ned på havets bund, og hvor kun et par gode undervandsscener holder dig vågen, ja, så er Jaws: The Revenge lige noget for dig. Alle andre bør bare holde sig væk.

De gode pengemænd på Universal mente, at det ikke var nok med to sequels til monsterhittet Jaws (1975), så derfor lavede de en tredje, som er den klart dårligste i serien.

Voodoo hvor er du?

Sean og mor taler i telefon med Michael

Oprindeligt var præmissen for hajens hævn, at den var styret af en ond voodoodoktor fra Bahamas, der ville have hævn over familien Brody! Det virker fjollet, men kunne have resulteret i en dejlig over the top campet film. Desværre blev det cuttet ud af det endelige manuskript, men kan stadig læses i romanadaptionen af filmen (af Hank Searls).

I stedet får vi aldrig rigtig nogen forklaring, og kun nogle svage flashbacks (altså scener fra den oprindelig Jaws) der forsøger at komme med en forklaring på en slags mentalt link mellem mutter Brody og hajen. Og det virker overhovedet ikke.

Farvel til Sean og tak for den fine indsats

Filmen tager sin begyndelse på Amity Island. Her møder vi Sean Brody, som har overtaget sin fars arbejde som politibetjent. Faderen døde efter sigende af frygt for hajer! I en fint afviklet sekvens, som minder om noget taget ud af en slasherfilm, myrdes Sean af en stor, hvid dræberhaj. Ellen Brody, som endnu en gang spilles af Lorraine Gary, der gentager sin rolle fra Jaws og Jaws 2 (1978), bryder helt sammen, og Michael Brody kommer hjem for at sørge med hende sammen med sin datter og sin kone. Det lykkes for Michael, der arbejder som marineforsker på Bahamas, at overtale sin mor til at tage med til de varme himmelstrøg på ferie.

Ellen har en mistanke om at hajen bevidst dræbte Sean for at få hævn og at den også vil komme efter de andre. Men da Ellen kommer sydpå, møder charmøren Hoagie og får et par drinks, lægger hun sine bekymringer på hylden. Det skulle hun ikke have gjort, for naturligvis er hajen svømmet små 2000 km sydpå på 3 dage! (Ja, det havde måske fungeret, hvis filmen havde holdt fast i den langt ude præmis om voodoo).

Familiedrama à la Danielle Steel

Tre flotte fyre på Bahamas - sådan ser ph.d.-studerende ud

I stedet for at fokusere på spændingsdelen og de fede haj-dræber-mennesker scener forsøger Jaws: The Revenge sig som et psykologisk familiedrama af den værste skuffe! Lorraine Gary benytter sig af alle mulige virkemidler for at gøre dramaet troværdigt, men hun kæmper forgæves mod det frygtelige manuskript. Meget bliver ufrivilligt komisk. Få scener på landjorden lyser op, og de scener indeholder alle Michael Caine, så det er op til et par ganske vellykkede undervandsscener at redde filmens ære.

Trussetyven Caine undrer sig over, hvorfor han har sagt ja til at være med i filmen

Et andet, og måske endnu større problem, er, at Jaws: The Revenge desværre er meget, meget kedelig, da der stort set ikke sker en skid, og det kan en enkelt ganske effektiv jagt under overfladen desværre ikke råde bod på. Filmen bliver ofte omtalt som en af filmhistoriens dårligste film, men det kor kan jeg under ingen omstændigheder tilslutte mig eller forstå. Ja, Jaws: The Revenge er en dårlig film, men jeg kan da mindst komme i tanke om 741 film der er dårligere!

Filmens klart største problem er dens troværdighed og dens noget langsomme tempo. Michael Caine er blevet svinet til for sin præstation, hvilket er helt urimeligt, da han faktisk gør det ganske godt og giver visse scener lidt tiltrængt humor. At det så er et misbrug af hans talent er så en helt anden sag, men den gode Caine har flere svipsere på sit ellers imponerende CV, hvor den helt frygtelige Russel Mulcahy-actionfilm Blue Ice (1992) er væsentlige dårligere end Jaws: The Revenge.

Her kommer jeg!

It still looks fake - but this time it's REALLY personal

Jaws: The Revenge skider også højt og helligt på, at der er lavet en film der hedder Jaws 3-D (1983) . Universal tog sig endda den frihed at lancere Jaws: The Revenge som ”the third film of the remarkable Jaws trilogy”, hvilket er lidt mystisk da den er nummer fire i quadrilogien. Men måske ville man bare glemme 3’eren, som jo blev sablet ned, og i stedet fortsætte traditionen fra de to første film.

Således har karaktererne da også helt andre job og kærester end det man så i Jaws 3-D og det virker som Jaws 3-D aldrig er lavet. Det havde så været OK, hvis man havde lavet en blændende spændingsfilm med et fint drama, som det var tilfældet i de to første film, men det virker underligt nytteløst at forkaste en film, som er meget bedre end det man selv kommer med.

To the rescue

Noget der faktisk godt kan undre lidt, når man ser at instruktørens navn er Joseph Sargent, er, at Jaws: The Revenge ikke er blevet en bedre film. Sargent er en habil genre-, TV-serie-, og TV-filminstruktør (han lavede bl.a. pilotfilmen til Kojak-serien, The Markus Nelson Murders (1973)), men har også en biograffilm som thrillerperlen The Taking of Pelham One Two Three (1974) på samvittigheden. Men et eller andet er gået galt for ham, da både personinstruktionen, som er helt overdrevet patetisk, og spændingen, som stort set ikke er til stede, netop er to træk som skal være i orden for at en sådan type film skal fungere.

Taglinen til Jaws: The Revenge er ”This time it is personal”, hvilket er noget der tages pis på i Back to the Future Part II (1989). Her ser vi en 3D-reklame for Jaws 19, som sjovt nok har taglinen ”This time it is REALLY personal!”. Det er da god metaværkstedshumor! Jaws: The Revenge blev, for at gøre skaden værre, også nomineret til hele syv Razzie Awards i 1988, hvor af den ”vandt” den ene.

Kedelig haj

Latterligt anvendt flashbacksekvens fra den oprindelige 'Jaws' - bemærk hvordan man har tonet billedet, så det ser 'gammelt' ud

Alt i alt må man sige, at Jaws: The Revenge er en jammerlig film med få lyspunkter, men at den trods alt er væsentlig bedre end sit ry. Jeg mener dog at man i bedste Universal-stil bare bør glemme, den er lavet, og i stedet se de tre første film som den rigtige trilogi, for med Jaws: The Revenge er der for alvor tale om Dødens gaaaaaaaaaab. Og så bør man gøre sig selv den tjeneste i stedet at investere i Renny Harlins fremragende Deep Blue Sea (1999), som virkelig viser, hvordan en underholdende hajfilm skal skrues sammen.

2 stjerner

Titel: Jaws: The Revenge
Dansk titel: Dødens gab: Hævnen
Instruktør: Joseph Sargent
Manuskript: Michael De Guzman
Cast: Lorraine Gary (Ellen Brody), Lance Guest (Michael Brody), Mitchell Anderson (Sean Brody), Michale Caine (Hoagie), Mario Van Peebles (Jack)
Producere: Joseph Sargent (producer), Frank Baur (associate producer)
Foto: John McPherson
Klip: Michael Brown
Musik: Michael Small
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Svensk, norsk, dansk, finsk, hollandsk, tysk, englsk
Produktionsland, år: USA, 1987
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Pictures Nordic
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 51 | 13/01/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *