Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Jaws

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Filmen der for alvor satte Steven Spielberg på verdenskortet har fortjent vundet klassikerstatus, og hajen i Jaws kan stadig skræmme.

JawsJaws (dansk: Dødens Gab), der efterhånden har 31 år på bagen, er én af de mest indflydelsesrige film i nyere tid. Ikke så meget i kraft af plot eller udførsel, men fordi den indvarslede en ny æra i Hollywood.

Filmen blev en megasucces, da den havde premiere i 1975, og den betragtes i dag som den film, der blev startskuddet på filmbyens tradition for at lancere vigtige satsninger om sommeren – de såkaldte sommerblockbusters. Ret beset er det en noget bagvendt betegnelse, for en blockbuster bliver en film jo først når den virkelig tjener penge ind til studiet, men sådan kaldes de altså.

Skelsættende for Spielberg

Samtidig blev Jaws skelsættende for instruktøren; en ung fyr ved navn Steven Spielberg, der indtil da kun havde lavet én større biograffilm, The Sugarland Express (1974). Jaws blev den film, der banede vejen for Spielbergs karriere i Hollywood, og som har gjort ham til en af verdens mest celebrerede instruktører.

Endelig markerede Jaws anden gang, Spielberg arbejdede sammen med komponisten John Williams, for hvem filmen også blev skelsættende. Williams havde komponeret TV- og filmmusik længe før Jaws og for Spielberg havde han komponeret musik til The Sugarland Express. Men akkurat som den blev karriereskabende for Spielberg, så blev Jaws den film, der for alvor åbnede Hollywoods døre for Williams.

Komponisten vandt sin anden Oscar for Jaws-scoret, men det var den første Oscar han fik for sin egen musik – den første statuette vandt han for at arrangere musikken i Fiddler on the Roof fra 1971, der er komponeret af Jerry Bock.

Og så må man jo ikke glemme, at det var Spielberg, der i sin tid anbefalede John Williams til George Lucas, da Lucas var i færd med at lave sin Buck Rogers-hyldest Star Wars (1977), hvilket nok også skyldtes Jaws‘ kolossale succes.

Manuskriptproblemer
Shark-o-vision.

Shark-o-vision.

Jaws er baseret på romanen af samme navn, skrevet af Peter Benchley, som udkom i 1973. Benchley er også krediteret som manuskriptforfatter, sammen med Carl Gottlieb, men manuskriptets historie er stærkt sammensat. Benchley indleverede tre udkast til manuskriptet, der ifølge rygterne ikke faldt i hverken producenternes eller Spielbergs smag.

En af filmens nervepirrende badescener.

En af filmens nervepirrende badescener.

Derefter blev manuskriptet omskrevet af Howard Sackler (ukrediteret) og igen af Carl Gottlieb, mens John Milius også bidrog med dialog, som han dog heller ikke er krediteret for! Selv om filmen på nogle punkter adskiller sig væsentligt fra romanen, er den overordnede handling i både bog og film den samme: strandene ved den lille turistby Amity bliver hjemsøgt af en kæmpehaj, der æder flere feriegæster og truer byens økonomi ved at skræmme turisterne væk.

Den lokale politibetjent Martin Brody (Roy Scheider) må kæmpe mod den pengegriske borgmester Vaughn (Murray Hamilton), der under ingen omstændigheder vil have strandene lukket for turister, men får hjælp af haj-eksperten Matt Hooper (Richard Dreyfuss). Da hajen har slået adskillige turister ihjel, sætter Brody og Hooper ud for at fange hajen sammen med den garvede fisker Quint (Robert Shaw).

Hvor romanen var tredelt, og også brugte en del tid på at redegøre for de underliggende psykologiske ting, der rørte sig i hovedpersonerne, så er filmen todelt og forbigår helt de dybere aspekter af bogen og fokuserer på at være så råt underholdende som muligt. Det har nok været et klogt valg, for de ting, der fungerer i bogen ville bestemt ikke nødvendigvis have været en succes på film, og filmen opfylder sit mål om at underholde til fulde.

Handlingen gasser hurtigt op, og holder et konstant højt tempo hele vejen igennem. At filmen forbigår en hel del af romanens elementer skyldes med stor sandsynlighed at manuskriptet blev omskrevet flere gange, og man kan sagtens forestille sig at Benchleys oprindelige udkast (alle tre) holdt sig betydeligt nærmere til romanen end det endelige manus.

Fremragende suspense
Martin Brody (Roy Scheider).

Martin Brody (Roy Scheider).

Da Jaws kom ud i 1975 var det en film af den type, der resonerede så kraftigt hos publikum at den skabte både haj-frygt og var med til at udbrede den fejlagtige opfattelse, at alle hajer er menneskeædende monstre. Når man ser filmen i dag kan man godt undre sig en smule over dens virkning, ikke fordi effekterne er dårlige eller fordi filmen ikke er skræmmende, men så uhyggelig er den heller ikke.

Hajer er godt nok i sig selv ret skræmmende dyr (fejlopfattelse eller ej – de kan være store, de har tænder og de er kødædere), men Jaws er ikke så meget en gyser som en forbandet god spændingsfilm.

Den garvede fisker Quint i skikkelse af Robert Shaw.

Den garvede fisker Quint i skikkelse af Robert Shaw.

Filmens “skræk”-effekter virker primært, fordi Spielberg allerede med Jaws viste, at han er en fremragende iscenesætter af suspense, og det kommer fint til udtryk i de scener, hvor der er turister i vandet. Her forfalder hverken manuskriptforfatterne eller Spielberg til traditionelle, langsomme opbygninger af spænding. Hermed menes, at der ikke bruges lang tid på at lege med publikum ved at lade os vide, at hajen er der uden at den foretager sig noget.

Spændingen genereres for det meste alene af det faktum, at der er mennesker i vandet, og så behøver der ikke være nogen haj for at det er neglebidende intenst. For selv om der ikke har været spor af nogen haj, så ved man jo at den er der et eller andet sted. Når først hajen dukker op går der typisk ikke længe før nogen bliver ædt, og så er den væk igen. Der er faktisk kun én scene, hvor denne model brydes og hvor man igennem en længere scene ser en hajfinne skære gennem vandet – men som de, der har set filmen vil vide, så er lige præcis denne scene lidt en snyder. Hvordan skal dog ikke afsløres.

En wannabe Kaptajn Ahab
I rollen som hajeksperten Matt Hooper ses en ung Richard Dreyfuss.

I rollen som hajeksperten Matt Hooper ses en ung Richard Dreyfuss.

Ud over de relativt få scener, hvor der er turister i vandet og hvor man ser dem fra hajens perspektiv, så er det nok primært anden del af filmen folk husker. Det er her at Brody, Hooper og Quint sejler ud for at fange hajen og eliminere truslen mod Amitys turistliv. I romanen antager Quint nærmest Kaptajn Ahab-proportioner, og bliver besat af at fange hajen, men denne litterære reference er knap så tydelig i filmen, hvor Quint blot præsenteres som en garvet og halvgal fisker.

Han er hverken glad for at have universitetsdrengen Hooper eller den vandforskrækkede Brody ombord, men da det kommer til stykket er det nok godt at de er med. For naturligvis udvikler fisketuren sig dramatisk, og hajen viser sig at være langt fra så nem at fange, som Quint havde troet. Ikke alene er den meget stor, men den vil ikke finde sig i at være den jagede, og går derfor til modangreb på fiskerne og deres båd.

Endnu én af badescenerne - mon nogen bliver ædt denne gang?

Endnu én af badescenerne – mon nogen bliver ædt denne gang?

Også i disse scener viser Spielberg sig at være en fremragende iscenesætter af spænding, og så er det naturligvis her at vi får vores første rigtige glimt af hajen, som jeg faktisk synes er ganske udmærket lavet og slet ikke ser nær så fake ud, som mange gennem tiden har hævdet. Jo-jo, man kan godt se at der tale om en stor dukke, men man har ærlig talt for travlt med at bekymre sig om hovedpersonerne til at lægge mærke til sådanne detaljer.

Det er også i denne del af filmen, at den stærkeste enkeltscene findes. Det er hverken en effektscene eller en spændingsscene, men en ganske fremragende spillet sekvens, hvor Quint fortæller Brody og Hooper hvorfor han hader hajer så meget som han gør. Det redder helhedsindtrykket af Robert Shaws præstation, der ellers kører i et noget højt gear og som flere steder er svært overspillet. Sekvensens dialog bliver i øvrigt uofficielt krediteret til Howard Sackler, John Milius og Robert Shaw selv, om end Carl Gottlieb hævder at det faktisk var Shaw, der bidrog med mest.

En film med bid
Vores første ordentlige kig på hajen.

Vores første ordentlige kig på hajen.

Ud over denne enkelte scene, som efter min mening klart er filmens bedste, så findes de bedste enkeltscener faktisk i første halvdel af filmen, hvor badesekvenserne er vildt nervepirrende. Dette til trods er anden del af filmen som helhed set uden tvivl den mest solidt underholdende, og man bliver virkelig ganske nervøs for, om de tre fiskere nu rent faktisk slipper væk fra affæren med livet i behold. Om de alle gør det, skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan sige at fisken faktisk får sig et måltid.

Skuespilpræstationerne er generelt fine. Robert Shaws tendens til overspil er omtalt, men reddes som sagt af den enkelte helt fremragende scene på båden, mens både Roy Scheider og Richard Dreyfuss er veloplagte.

Fisken giver ikke op uden kamp!

Fisken giver ikke op uden kamp!

En sidste ting, der skal nævnes er John Williams’ musik, der om noget er blevet synonym med filmen. Det ekstremt simple, men truende, motiv for hajen, er genialt udtænkt, og resten af scoret er også et eksempel på filmmusik af høj karat. På nær i hajscenerne er der ikke tale om et traditionelt horrorscore – faktisk består en ret stor del af scoret af munter og glad musik, bl.a. som baggrund for de mange turistscener. Det fungerer til gengæld optimalt, for når først hajen slår til bliver den musikalske forskel meget tydelig og man ved, at der er fare på færde.

Alt i alt er Jaws en overordentlig solidt underholdende film, der også stedvist er regulært skræmmende. Som helhed set er den bare ikke så uhyggelig i dag som den måske var for tredive år siden, men det ændrer ikke på at det er fremragende filmhåndværk. At filmen så også er filmhistorisk interessant gør den bare endnu mere seværdig, og Jaws kan kun anbefales på det varmeste. Der er serveret, og der er turister på menuen!

5 stjerner

Titel: Jaws
Dansk titel: Dødens Gab
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Peter Benchley & Carl Gottlieb
Cast: Roy Scheider (Martin Brody), Robert Shaw (Quint), Richard Dreyfuss (Matt Hooper), Lorraine Gary (Ellen Brody), Murray Hamilton (Larry Vaughn)
Producere: David Brown (producer), Richard D. Zanuck (producer)
Foto: Bill Butler
Klip: Verna Fields
Musik: John Williams
Spilletid: 119 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Surround 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, hollandsk, islandsk, ungarsk, arabisk, bulgarsk, tjekkisk, græsk, hebræisk, rumænsk, tyrkisk
Produktionsland, år: USA, 1975
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Zanuck/Brown Productions
Distributør (DVD): Universal Pictures
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Filmatisering, Hajer, Havet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *