Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Jadesoturi

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det lykkes utroligt nok for den finske instruktør Antti-Jussi Annila at kombinere kinesisk epik a la Crouching Tiger, Hidden Dragon med en handling i den finske ødemark.

JadesoturiFinske film får vi helt sikkert ikke mange af her på Planet Pulp. Navnlig ikke finsk-kinesiske koproduktioner. Det er imidlertid lige hvad Jadesoturi er, uanset hvor besynderligt det end måtte lyde med danske ører.

Har man først set filmen, er det imidlertid ikke helt så underligt, og det er faktisk lykkes for filmens instruktør, Antti-Jussi Annila, at udnytte den finsk-kinesiske setting som en styrke. Der er næppe stor sandsynlighed for, at man har hørt om Antti-Jussi Annila tidligere, for Jadesoturi fra 2006 er hans instruktørdebut. Tilmed er filmen også hans debut som manuskriptforfatter.

Tidligere har man kunnet opleve Annila som skuespiller i en række mindre finske produktioner, men det er sådan set også det hele. Han er derfor alt andet end en rutineret filmskaber, og det kan mærkes, men alt taget i betragtning, er Annila sluppet hæderligt fra sin debut.

To handlingstråde
Kai (Tommi Eronen).

Kai (Tommi Eronen).

Handlingen i Jadesoturi udspiller sig i to tider. Det ene spor løber i nutiden, hvor vi følger kæresteparret Kai og Ronja. Eller måske skulle man rettere sige det tidligere kærestepar, for Ronja har netop forladt den excentriske Kai, der lever som indesluttet smed i den finske ødemark.

Det magiske skrin.

Det magiske skrin.

Vi får ret hurtigt den opfattelse, at der er tale om mere end blot kærlighed mellem de to. De er en form for sjælekærester, og deres samliv har nærmest haft en kosmisk karakter. De har begge fået en lås tatoveret i nakken, der skal symbolisere deres tilknytning til hinanden. Deres forhold blev desværre for meget for Ronja, og hun måtte flygte bort fra Kai.

Nu er Ronja ved at skaffe de sidste af ekskærestens ting af vejen. Det er en gammel bunke skrammel, som muligvis kunne være antikviteter. Derfor bærer Ronja det ind i en lille antikvitets- eller genbrugsbutik. Hun har egentlig ikke til hensigt at sælge tingene, bare forære dem bort. Butikken viser sig at være lidt usædvanlig, for ejerne er et aldrende forskerpar, der har dedikeret deres liv til studiet af kinesiske legender.

Uforfalsket lykke
Forhistoriske krigere i hobetal.

Forhistoriske krigere i hobetal.

Nærmere bestemt er det studiet af en helt særlig legende, der fortæller om en smed, der smedede uforfalsket lykke. Denne lykke kunne verden dog ikke bære, og smeden blev straffet for sin gerning. Lykken gemte man af vejen, og ondskaben fik lov at bevogte den skjulte verdenslykke. Denne myte fortæller endvidere, at lykken blev skjult i en kiste, som kun smedens søn kan åbne, og han vil genfødes til den dag, hvor han endelig kan fuldføre sin faders værk og lukke lykken ind i verden.

Rigtig interessant bliver det, fordi de to forskere opbevarer et moselig, fundet i den finske ødemark, i butikken. Ved dette moselig lå der en kiste med kinesiske skrifttegn, der henviste til førnævnte legende. Desværre har det ikke været muligt at åbne kisten frem til nu.

Da Ronja kommer ind i butikken med Kais ejendele, drysses der nemlig noget af smedens hår på kisten, og straks begynder den at bevæge sig på bedste Hellraiser-manér. Helt tilfældigt var det nok ikke, at Ronja havnede i netop denne butik. Større kræfter må være på spil, og butikkens egentlige ejer, Berg, bliver med ét voldsomt interesseret i at møde Kai.

Dæmonisk modstander
Sintai (Tommi Eronen).

Sintai (Tommi Eronen).

Handlingens andet spor udspiller sig 2000 år før Kristi fødsel i Kina. Hovedpersonen er Sintai, søn af den smed, der spiller hovedrollen i den førnævnte legende. Sintai bærer rundt på sin faders lykke i en kiste, og drømmer om at kunne slippe det ind i verden. Det kan han ikke, før den sidste vogter er nedkæmpet, og derfor søger Sintai denne dæmoniske modstander.

Denne får han sporet til en gudsforladt mose, men før han kan trænge ind i mosen, opholder han sig kort i en landsby ved mosens udkant. I landsbyen møder Sintai kærligheden, og han forvandles fra kun at være den mytisk smeds søn til mennesket Sintai af kød og blod. Han lærer nye følelser at kende, og opgaven i mosen bliver lige pludselig alt andet end fristende, for tænk hvis han ikke overvinder dæmonen og derfor ikke er i stand til at vende hjem til sin elskede?

Smedens opgave
Kamp i den finske ødemark.

Kamp i den finske ødemark.

Det er mellem disse to spor, at handlingen i Jadesoturi springer, og naturligvis knyttes de sammen på tværs af tid og rum. Da arkæologen eller forskeren Berg opsøger den unge smed Kai i den finske ødemark, begynder der at ske sælsomme ting, og den fornemmelse vi allerede havde i begyndelsen af, at større kræfter er på spil, bliver nu bekræftet.

Ronja (Krista Kosonen).

Ronja (Krista Kosonen).

For alvor bliver dette dog først bekræftet, da Berg overrækker Kai den kinesiske kiste, han har i sin varetægt, for da Kai lægger hænderne på, den springer den op. Indholdet viser sig imidlertid at være noget andet end ventet, for nu slippes mytiske kræfter fri i den finske ødemark anno 2006. Kai afsløres som reinkarnationen af den kinesiske helt Sintai, og Berg går heller ikke upåvirket gennem dette. Han besættes af en form for ånd, der kommer til at virke som Kai eller Sintais mentor.

Opgaven for smeden er sådan set ganske klar; han skal fuldføre det, der ikke blev afsluttet for så mange tusinde år siden – han skal smede lykken ind i verden. Om det lykkes for Kai/Sintai, om der er mørke kræfter, som vil stoppe ham, og hvordan fortællingen i det gamle Kina udvikler sig, skal ikke afsløres her.

Lavere budget
Pin Yu (Jingchu Zhang).

Pin Yu (Jingchu Zhang).

Handlingen i Jadesoturi er ganske kompleks, og måske lidt rodet, men det hele hænger sammen. Finsk folklore smeltes ind i kinesisk mytologi, og det lykkes rent faktisk for Antti-Jussi Annila at skabe en troværdig sammenhæng. Historien er særdeles skæbnetung, og fyldt med pompøse scener, der emmer langt væk af buldrende storfilm.

Jadesoturi lægger sig da også klart i slipstrømmen på film som Wo hu cang long (Crouching Tiger, Hidden Dragon) fra 2000, Ying xiong (Hero) fra 2002 og Shi mian mai fu (House of Flying Daggers) fra 2004. Man genkender den samme type dialog, poetiske action og langsommelig formsprog. Det eneste der sådan set adskiller Jadesoturi fra førnævnte film er det finske twist, som dog på ingen måde fremstår forceret eller søgt. Handlingen hænger sammen, og man køber filmens episke logik.

I det mytiske Kina.

I det mytiske Kina.

Før man skruer sine forventninger i vejret, skal man dog være opmærksom på, at Antti-Jussi Annilas film er knap så visuelt velformuleret, som de store forbilleder. Budgettet har helt afgjort været mindre, og selv om en stor del af Jadesoturi er indspillet i Kina, er det tydeligt, at der er tale om en mindre film.

Her gør det sig også gældende, at Annila er en uprøvet instruktør. Filmens actionsekvenser, der sådan set ligner dem, vi kender fra Crouching Tiger, Hidden Dragon og Hero, er langt fra eksekveret så sikkert, som de burde være blevet. Kampene opnår ganske enkelt ikke samme visuelle kvaliteter, som i de to førnævnte tilfælde, og det skæmmer indtrykket, da instruktøren tydeligvis har stræbt efter noget, han ikke kunne nå.

Et andet element er effekterne, der til tider ser en anelse billige ud – navnlig de nordlyslignende himmelfænomener, som spiller en central rolle henimod slutningen. Her er det ret åbenlyst, at det ikke er en Hollywoodfilm vi sidder med.

Gode skuespillere
Moseliget.

Moseliget.

Skuespillerne, både de kinesiske og finske, gør det godt. De finske skuespillere kommer stort set alle fra finske TV-serier, vi aldrig har hørt om i Danmark, mens de kinesiske skuespillere måske er en anelse mere kendte, uden der dog er tale om store navne.

Fælles for dem alle er, at de formår at holde masken, og leverer den særdeles opstyltede, men genretro dialog på en overbevisende måde. Det er som sagt de store følelser, der er på spil, og det kræver naturligvis sit at få det afviklet tilfredsstillende. Det formår alle de medvirkende, og navnlig de finske skuespillere gør det godt.

Solid
Overnaturlige fænomener i nattemørket.

Overnaturlige fænomener i nattemørket.

Var du helt vild med Crouching Tiger, Hidden Dragon, Hero og alle de andre moderne mytologiske kung-fu-film, er Jadesoturi værd at opsøge. Det er en mindre film, i hvert fald hvad budget og præstation angår, men ånden er den samme, og samtidig har den en alternativ vinkling på de skæbnetunge elementer, vi har set før. Dette formår den vel at mærke uden at blive klichéfyldt eller bagstræberisk. Alt i alt er der tale om en solid film, der måske bliver lidt for kompliceret for sit eget bedste, men som forbliver tro over for sin genre.

Jadesoturi er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

4 stjerner

Titel: Jadesoturi
Andre titler: Jade Warrior, Yù wu shì
Instruktør: Antti-Jussi Annila
Manuskript: Antti-Jussi Annila
Cast: Tommi Eronen (Kai/Sintai), Markku Peltola (Berg), Jingchu Zhang (Pin Yu), Krista Kosonen (Ronja), Taisheng Chen (Demoni), Elle Kull (Weckström), Hao Dang (Cho)
Producere: Michael P. Aust (associate producer), Jonah Greenberg (associate producer), Petri Jokiranta (producer), Tero Kaukomaa (producer), Peter Loehr (co-producer), Peter Loehr (executive producer), San Fu Maltha (co-producer), San Fu Maltha (executive producer), Margus Õunapuu (co-producer), Martti Ylöstalo (post production producer)
Foto: Henri Blomberg
Klip: Iikka Hesse
Musik: Samuli Kosminen & Kimmo Pohjonen
Spilletid: 110 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Finsk/Mandarin
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Finland/Kina/Holland/Estland, 2006
Produktionsselskaber: Blind Spot Pictures Oy, Fu Works, Film Tower, Ming Productions, A-Film Distribution, Finnish Film Foundation, Sandrew Metronome, Troika Entertainment GmbH, Yleisradio, Zweites Deutsches Fernsehen (ZDF), Arte
Distributør (DVD): Sandrew Metronome
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Kina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *