J.J. Abrams instruerer Star Wars!

1 minuts læsetid

This just in! Ifølge Varietys hjemmeside bliver det den produktive J.J. Abrams, der skal instruere den syvende Star Wars-film, der blev programsat, da Disney købte Lucasfilm tilbage i oktober måned.

Det er efter Pulpens mening absolut godt nyt for Star Wars-fans, i hvert fald hvis Abrams kan tage den samme fandenivoldske energi, han lagde for dagen i Star Trek (2009), med over i Star Wars-universet.

Star Wars er endnu en fjer i hatten for Abrams, der i de senere år har været én af Hollywoods mest succesfulde altmuligmænd. Abrams startede karrieren som forfatter og producer med manuskripter til film som Forever Young (1992) og Armageddon (1998), inden han var med til at skabe ungdomsserien Felicity (1998-2002). Abrams bragede for alvor igennem, da han skabte tv-serien Alias, der kørte i fem succesfulde sæsoner fra 2001-2006, og han markerede sig også som én af skaberne af (og executive producer på) serier som Lost (2004-2010) og Fringe (2008-2013).

Det store gennembrud som instruktør kom med den vellykkede Mission: Impossible III fra 2006, og derefter fulgte den endnu mere vellykkede Star Trek og den mere ujævne Super 8 (2011) – Abrams’ første spillefilm, som han også selv har skrevet manuskript til – der dog udmærker sig ved i første halvdel at være en umanerlig smuk kærlighedserklæring til filmmediet (læs vores anmeldelse af Super 8 her).

Næste film fra Abrams’ hånd er Star Trek-fortsættelsen Star Trek Into Darkness, der får premiere senere i år. Foreløbigt er det planen, at Star Wars Episode VII skal have premiere i 2015.

Kilde: Variety

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.