Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Ixaxaar

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Danske Nox’ debutplade er det levende bevis på, at dødsmetallen ikke er død. Pladen er måske ikke ligefrem original, men det er et ekstremt solidt udspil i en genre, vi ikke har hørt meget til i lang tid.

IxaxaarDet er altid populært, at erklære musikalske genrer for døde. Typisk sker det, når genren for alvor bliver en del af mainstreamen eller når et af genrens hovednavne går i opløsning.

Man har da derfor også hævdet mange gange, at egentlig death metal ikke eksisterer længere, men der tager man fejl. Det levende bevis på dette er den danske gruppe Nox’ debutplade Ixaxaar, der udkom i slutningen af 2006. Her leveres der musik fra dengang, satanister gik i sort og hørte hadefuld musik om kristendommens dårskaber.

Der er således ikke så meget tvivl om Nox’ musikalske rødder, men de har dog formået, at føje nyt til det ellers lidt slidte udtryk. Dog må jeg på forhånd bemærke, at måske fordi det er så længe siden, jeg har hørt noget rendyrket, old school death metal, så fremstår albummet faktisk meget forfriskende.

Porten til Helvede

Som sagt er Nox fra Danmark, men der er ikke så meget at sige om bandet. De har, så vidt vides, medvirket på en liveopsamlingsplade for nogle år tilbage, men ellers er det sådan set først med Ixaxaar, at bandet for alvor gør sig bemærket på musikscenen. Det lidt corny navn skal i øvrigt udtales “ick-sack-sar” og betyder så meget som porten til Helvede.

Det lægger naturligvis også tonen for hele albummet, der er en omgang rendyrket dystert, okkult metal. Det er da heller ikke helt overraskende, at Nox har spillet sammen med grupper som Antaeus og Nifelheim, der præcis som Nox sværmer for sortsynet okkultisme og satanisk lirumlarum.

Selvhøjtideligt

Kaster man et blik på numrenes titler på Ixaxaar, kan man sådan set heller ikke være i tvivl. Med navne som “Insane Hatred for the Supposed Creator” (nr. 5), “Darkness Undying” (nr. 3) eller “Satan Ex-Machina” (nr. 8) burde alle, der lyttede til death metal i begyndelsen af 90’erne være helt og aldeles på hjemmebane.

Mens en gruppe som eksempelvis Entombed ret hurtigt udviklede en kraftig selvironisk distance til det okkulte omsvøb, må man ikke gå fejl af Nox. Drengene i gruppen mener det alvorligt, og det er måske netop fordi de med så stor selvhøjtidelighed leverer deres debut, at de kan slippe af sted med det.

Det er så lidt sjovt i den sammenhæng, at man bemærker, at Nox har fået sneget en smule fra forfatteren H. P. Lovecrafts horrorunivers med ind i den ellers pæne judeo-kristne sammenhæng. Det er naturligvis “The Blind Mad God” (nr. 2) der henvises til, men når den sataniske musik spiller, er den slags jo ligegyldigt – det vigtigste er jo, at det lyder ondt og fedt.

Kakofonisk

Ixaxaar er karakteriseret ved en rå og voldsom lyd, der eksploderer ud over lytteren fra første nummer. Fra første sekund leveres musikken i et rasende tempo, der med en nærmest kakofonisk karakter kan være svær at opløse i sine enkelte dele. Men der hvor Nox for alvor beviser, at de mestrer deres genre er ved de velplacerede, intelligente indlagte temposkift og de krystalklare guitarriffs, som skærer sig vej gennem lydmuren og derved gør det ekstreme udtryk forståeligt.

En anden ting er, at numrenes tempo er lidt svingende, så det er ikke udelukkende i det ultrahurtige overdrev, at Nox befinder sig. Hele herligheden er naturligvis ledsaget af en dybt growlende forsanger, der i ny og næ suppleres af en lysere growl, leveret af et af bandets andre medlemmer.

Sikkert udspil

Som helhed er Ixaxaar et harmonisk, sikkert udspil, der viser, at Nox ikke er del af et døende udtryk. De har taget dødsmetallen til sig og genfundet de dele, der gjorde den så stor i genrens storhedstid. Når man lytter til Ixaxaar, er det derfor med lige dele nostalgi og fornyet begejstring. Enkelte numre er umiddelbart svære at trække frem i forhold til andre, da det generelle lydbillede er meget ensartet. Det betyder dog ikke, at lytteoplevelsen er kedelig, snarere tværtimod.

Som en lille detalje kan det bemærkes, at Nox har indlagt lyden af summende fluer på et af pladens tracks, og det virker forbløffende ubehageligt. Jeg ved ikke hvorfor, men den lyd giver i hvert fald mig myrekryb, og det må man jo sige er lige i albummets ånd.

Satan Lovers Unite!

Ixaxaar er et solidt udspil, der måske ikke kan karakteriseres som nyskabende, men nærmere som ekstremt solidt. Det er musik, vi har hørt før, men det er længe siden, og netop derfor er det rart med et genhør. Holder Nox fast i deres genre, vil de utvivlsomt kunne være med til at genopdage og videreudvikle den bedagede death metal ud fra de præmisser, som genren oprindeligt lagde for sig selv. Et af Entombeds slogans lyder “Satan Lovers Unite”, og her har Nox leveret et oplagt samlingspunkt for alle med smag for musikalske okkulte ekstremiteter!

Ixaxaar er venligst sponseret af Target Distribution.

Nummerliste:
1. Choronzonic Chaos Gods (3:36)
2. Blind Mad God (4:48)
3. Darkness Undying (3:48)
4. Zacar Od Zamran (3:04)
5. Insane Hatred for the Supposed Creator (3:31)
6. The Jesus Sect (3:34)
7. Intoxicated with Death (4:10)
8. Satan Ex-Machina (2:41)
9. Zazaz (4:44)

Total spilletid: 34:01

4 stjerner

Kunstner: Nox
Titel: Ixaxaar
Udgivet: 2006
Label: Earache

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *