Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

It

It
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Miniserien over Stephen Kings fremragende roman It er en stor skuffelse, hvis eneste lyspunkter ligger i dele af castet og nogle af de enkelte horrortableauer, serien består af.

Stephen Kings roman It (på dansk Det Onde) fra 1986 er min absolutte yndlings King-roman og én af mine yndlingsromaner i al almindelighed. Romanen er blevet kaldt den kvintessentielle Stephen King-roman, og på mange måder er jeg helt enig i denne betegnelse. It indeholder de fleste klassiske King-elementer, og det hele er spundet sammen på en måde, der gør romanen til en fantastisk læseoplevelse. Det kan i alt sammen læse mere om i den nærmeste fremtid, når anmeldelsen af romanen finder vej her til Planet Pulp.

Denne gang er det tv-miniserien, det skal handle om, og her har vi desværre at gøre med en helt anden størrelse: En serie, der udelukkende forholder sig til romanens fysiske handling og fuldstændig fejler i at oversætte de mange underliggende temaer, som binder selve handlingen sammen og gør den forståelig i romanen.

Miniserien, der oprindelig blev vist i to afsnit, havde premiere i 1990, og har en spilletid på blot 180 minutter, hvilket ikke er meget, når man tager i betragtning, at romanen er på over 1100 sider (min paperbackudgave af romanen er 1116 sider lang).

Det betyder, at det ikke bare er de mange underliggende temaer, der har måttet lade livet på manuskriptstadiet, men også meget store dele af romanens fysiske handling. Den umiddelbare konsekvens af dette er, at seere, der ikke har læst romanen, ofte må sidde og klø sig i nakken og undre sig over, hvorfor seriens hovedpersoner gør, som de gør, og hvordan de kan vide det, de ved.

Men inden jeg går alt for langt ind i min kritik af miniserien, er det vist på tide med et kort handlingsreferat.

To handlingsspor

It – både tv-serien og romanen – er fortalt i to tidsmæssige spor. Det ene spor foregår i 1960 (i romanen er det 1958) og det andet foregår i nutiden (i serien er det 1990; i romanen 1985). I 1960-sporet hører vi om, hvordan syv børn i den lille by Derry i Maine, opdager at en form for monster huserer i byen – et monster, der myrder børn. De syv hovedpersoner finder sammen, fordi flere af dem har oplevet noget overnaturligt, og sammen tager de kampen op mod ”Det” – titlens It – og tror, at de overvinder det. Men de sværger alle sammen en ed på at vende tilbage til Derry, hvis Det skulle vende tilbage.

Og naturligvis er det lige det, der sker. Så i nutidsdelen følger vi de nu voksne hovedpersoner. De seks af dem har i tidens løb forladt Derry og på mærkelig vis glemt alt om de frygtelige ting, der skete, da de var børn. Den syvende er blevet i Derry, og kan huske meget af det, der skete, og har fungeret som en slags vagtmand. Nu kalder han de andre tilbage for at opfylde deres ed.

Som en konsekvens af de to handlingsspor, foregår meget af serien, ligesom romanen, som en række flashbacksekvenser til de voksne hovedpersoners barndom, da de tog kampen op med Det – et monster med lige så mange skikkelser, som børn har fantasi til at forestille sig. Et fælles ansigt for alle er dog klovnen Pennywise (Tim Curry), men derudover optræder Det i mange forskellige forklædninger, og nogle af dem får vi naturligvis at se i serien.

Til sidst gentager de (nu kun fem) voksne deres tur ned i kloakkerne under Derry for at finde Dets tilholdssted og slå Det ihjel for altid – i serien sker det i form af én af alle tiders ringeste slutninger (komplet med ringe special effects), der på ingen måde formår at forklare Dets endelige form, sådan som det sker i romanen.

Jeg skal undlade at komme med spoilere her, men lad mig blot at sige, at hvis jeg havde en femmer for hver gang, jeg hørte nogen sige ”Og så viste monstret sig bare at være XXX”, så ville jeg være en holden mand. Og i kontekst af serien kan jeg sagtens forstå folks frustration, for som sagt gøres der absolut intet forsøg på at forklare, hvad Dets virkelige form faktisk er. Vi slutter med et meget kikset special effects-monster og væk er det egentlige lovecraftianske, kosmiske monster fra romanen, der i sidste ende slet ikke har nogen fysisk skikkelse.

Kastreret

Som sagt er det allerstørste problem med It, at den skærer så væsentlige dele ud af Stephen Kings roman, at miniserien fremstår decideret amputeret – eller faktisk endnu værre: kastreret. Fra et narrativt synspunkt er serien kastreret i så høj en grad, at meget af handlingen slet ikke giver mening, fordi der springes over ekstremt væsentlige ”mellemregninger” i form af begivenheder og samtaler, der findes i romanen.

Det betyder også, at It kommer til at fremstå underligt tableau-præget og fortællemæssigt stammende og hikkende. Jeg skal ikke gå ind i specifikke eksempler her – dels fordi jeg ikke vil afsløre noget for de, der ikke måtte have set serien eller læst romanen, dels (og vigtigere) fordi det i bund og grund vil være uinteressant. Lad det være nok at sige, at der er skåret så meget ud, at væsentlige dele af serien slet ikke giver meget mening. Det er slemt.

Også slemt er det, at de mange forskellige temaer, Stephen King væver historien over i romanen, er totalt fraværende. Forholdet mellem barndommen og voksenlivet, fantasiens styrke og forbandelse, betydningen af venskab og at kunne gøre op med barndommens dæmoner – alle disse temaer er enten totalt fraværende eller berøres kun så perifert, at de alene genkendes af de, der har læst romanen.

Dermed bliver miniserien en banal monsterfortælling, hvilket måske nok kunne være blevet en succes i sig selv, hvis ikke så meget af handlingen simpelthen måtte lade livet på manuskriptstadiet. Jeg er fuldt ud bevidst om, at en overførsel fra roman til film (eller tv-serie) fordrer en bearbejdning, men jeg er til gengæld også en varm fortaler for, at producenter indser, hvornår de står med for stor en mundfuld. At adaptere It til en serie med en spilletid på kun 3 timer var en tabt sag allerede inden, Lawrence Cohen og Tommy Lee Wallace skrev det første ord i manuskriptet.

Enkelte lyspunkter

Skal man endelig pege på enkelte lyspunkter i It, er det dels i castingen, dels i enkelte af de tableauer, der kommer undervejs; særligt de, hvor børnene konfronterer Det i Dets forskellige skikkelser.

Med hensyn til castingen har serien én trumf i ærmet, og det er Tim Curry. Hvem end der fandt på at caste Tim Curry som Pennywise the Clown skulle have en medalje, for det var en fremragende idé, og hvem end der kommer til at spille Pennywise i den på nuværende tidspunkt planlagte nyfilmatisering må løfte en ret tung arv. Måske man skulle bringe Curry tilbage – han skal alligevel have tung klovne-make up på hele tiden.

Også de fleste af børnene er godt castede, men særligt er en ung Seth Green rigtig godt castet i rollen som Richie Tozier. Generelt gør alle barneskuespillerne det godt, selv om de ikke alle er helt godt valgt, når man sammenligner med romanen. Her bliver det måske lige lovlig flueknepperagtigt, men jeg tror de fleste, der har læst romanen, vil være enig med mig i, at den unge Ben Hanscom slet ikke er overvægtig nok i forhold til, hvordan han beskrives i romanen, og at den unge Beverly Marsh hverken er smuk eller selvstændig nok i forhold til den måde, hun beskrives på i romanen. Men – og det er selvfølgelig det væsentlige her – de fungerer begge okay i miniserien.

Voksencastet er generelt udmærket, men heller ikke mere. Bedst er nok alt for tidligt afdøde John Ritter som den voksne Ben Hanscom.

Og som sagt er nogle af de enkelte horror-tableauer ret fint udtænkt, også selv om nogle af dem enten er sammenkog af forskellige elementer fra romanen eller frit udtænkt af manuskriptforfatterne. Dog er det heller ikke alle tableauerne, der fungerer lige godt, og særligt må man sige, at opgøret med Det – både i 1960-handlingen og nutidshandlingen – er umanerligt ringe eksekveret.

Kun få positive ting

Generelt må jeg sige, at jeg kun har ganske få positive ting at sige om It. Jeg var fristet til at kaste vores laveste rating efter miniserien, men Tim Curry, nogle af barneskuespillerne og nogle af tableauerne er trods alt så velfungerende, at It ender på en skuffende toer.

Som nævnt er en nyfilmatisering af It på tegnebrættet, og de seneste rygter siger, at der bliver tale om to spillefilm. I givet fald håber jeg, det bliver to ganske lange spillefilm, for som sagt er tre timer alt for lidt at få pakket de 1100 sider ned på.

Om man i mellemtiden vil lade sig underholde af miniserien, må være op til den enkelte. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man læser romanen i stedet.

2 stjerner

Titel: It
Instruktør: Tommy Lee Wallace
Manuskript: Lawrence D. Cohen & Tommy Lee Wallace efter Stephen Kings roman It
Cast: Tim Currry (Pennywise / It), Tim Reid (Mike Hanlon), Annette O’Toole (Beverly Marsh), Harry Anderson (Richie Tozier), Dennis Christopher (Eddie Kaspbrak), Richard Masur (Stan Uris), John Ritter (Ben Hanscom), Richard Thomas (Bill Denbrough), Marlon Taylor (Young Mike Hanlon), Emily Perkins (Young Beverly Marsh), Seth Green (Young Richie Tozier), Adam Faraizl (Young Eddie Kaspbrak), Ben Heller (Young Stan Uris), Brandon Crane (Young Ben Hanscom), Jonathan Brandis (Young Bill Denbrough)
Producere: Allen S. Epstein (executive producer), Jim Green (executive producer)
Foto: Richard Leiterman
Klip: David Blangsted, Robert F. Shugrue
Musik: Richard Bellis
Spilletid: 180 minutter (3 timer)
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, kroatisk, tjekkisk, græsk, hebræisk, ungarsk, islandsk, polsk, tyrkisk, rumænsk
Produktionsland, år: USA/Canada, 1990
Produktionsselskaber: Green/Epstein Productions, Konigsberg/Sanitsky Company, Lorimar Television, Warner Bros. Television
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *