It! The Terror from Beyond Space

Året er 1973, og den amerikanske regering har netop opsendt deres anden bemandede raket til Mars. Den første mistede man kontakten til kort efter, at den var landet på den fremmede planet. Derfor er endnu en raket blevet opsendt for at undersøge, hvad der skete med den første.

Netop som vi kommer ind i historien, bliver det meddelt over radioen, at man har fundet et overlevende besætningsmedlem fra den første raket – ekspeditionens leder Edvard Carruthers (Marshall Thompson). Hurtigt efter følger der flere meddelelser fra Mars, der fortæller, at man vil bringe Carruthers tilbage til Jorden, så han kan blive stillet for en militærdomstol, anklaget for mordet på sine øvrige besætningsmedlemmer. Meget tyder nemlig på, at Carruthers har myrdet sine kolleger i et desperat forsøg på at overleve efter den første raket havarerede på Mars.

Blind passager

Den anden raket, der rummer en stor besætning sammensat af både mænd og kvinder, kan nu vende tilbage til Jorden. Deres eneste opgave på Mars var at lede efter tegn på overlevende, og det har de nu fundet.

Kort før de letter fra den røde planet, sker der imidlertid noget mystisk. En stor, sort skygge ses snige sig ombord i raketten, kort før den letter. Da astronauterne vender snuden hjemad, er der således en blind passager ombord. Det går der dog noget tid, før de opdager, for først er der andre ting, der skal sættes på plads.

Mord eller monster

Alle ombord på raketten er ganske overbeviste om, at Carruthers er en morder, der koldblodigt har myrdet sine kolleger for at sikre sin egen overlevelse. Rakettens kaptajn, Van Heusen (Kim Spalding), har derfor sat sig for at presse en tilståelse ud af Carruthers, før de atter er vendt tilbage til Jorden. Problemet er bare, at Carruthers hårdnakket nægter sig skyldig. Han holder stædigt fast i, at det var en fremmed skabning, der dræbte alle ud over ham selv. Hvad det var for en skabning, ved han ikke, og han mener udelukkende, det skyldes held, at han ikke også blev dræbt.

Kaptajn Van Heusen har imidlertid et stykke særdeles belastende bevismateriale i sin varetægt. På Mars opdagede han et kranie med et skudhul, og det er næppe et monster, der har lavet dette – eller hvad? Carruthers kan i hvert fald kun svært forklare, hvordan skudhullet er kommet i kraniet.

Den eneste som har sympati for Carruthers er den smukke Ann Anderson (Shirley Patterson), der fungerer som en form for sygeplejerske ombord på rumraketten. Hun udvikler hurtigt følelser for den isolerede Carruthers, hvilket kun styrker Van Heusens anklager, for han har nemlig et godt øje til Ann.

Krudt og kugler i rumskibet

Der er altså en betændt atmosfære ombord på rumfærgen, da den letter. Sagen bliver ikke bedre, da der pludseligt mangler et besætningsmedlem. Raketten er ikke så stor, at man kan blive væk, så det undrer alle, og hele besætningen bliver sat i alarmberedskab.

Indledningsvist bliver Carruthers naturligvis mistænkt, men han havde et alibi, og det er svært at komme uden om. Da man endelig finder den forsvundne mand, tømt for enhver form for kropsvæske og gemt af vejen i en ventilationsskakt, er det åbenlyst, at et eller andet er helt galt. Der går da heller ikke længe før endnu et besætningsmedlem forsvinder. Ham finder de ligeledes drænet for kropsvæske, men dog i live. Hårdt såret kan han berette, at et stort væsen stod bag angrebet!

Nu er gode råd dyre, og Van Heusen må indse, at Carruthers måske alligevel talte sandt. Hans stolthed forhindrer ham dog i at indrømme dette. Nu må dette væsen findes og udryddes, før det angriber flere. Det er heller ikke så svært, for kort tid efter kommer det frem fra sit skjul, og kaster sig ud i et direkte angreb.

Bevæbnet til tænderne med pistoler og rifler baldrer besætningen løs på skabningen, men lige lidt hjælper det. Den synes usårlig, og tilmed bliver Kaptajn Van Heusen såret i angrebet. Besætningen må derfor trække sig tilbage, og lægge nye planer. Van Heusen er for dårlig til selv at tage ledelsen, og Carruthers træder derfor i karakter. Hans renommé er genetableret, og han vinder nu de øvrige besætningsmedlemmers loyalitet gennem snarrådighed og mod.

Krudt og kugler bider ikke på den store skabning der går frit omkring i raketten, og den giftgas, man har medbragt, kan heller ikke bruges. Der må altså helt anderledes drastiske midler til for at dræbe det morderiske væsen, som slap ombord på Mars. Hvordan, og om det i det hele taget lykkes for besætningen at dræbe det væskesugende monster, skal ikke afsløres. Det bliver en hård kamp, og det er bestemt ikke opfindsomhed der mangler.

Den sorte lagune i rummet

It! The Terror from Beyond Space fra 1958 er en ganske finurlig film, der i høj grad står på skuldrene af Jack Arnolds Creature From the Black Lagoon (1954). Det understreges først og fremmest af de to films monstre, der i påfaldende grad minder om hinanden, men parallellerne går videre.

Historierne er mere eller mindre identiske, det afgørende twist i It! The Terror from Beyond Space er blot, at det ikke specifikt er kvinderne, som er i fare. Det betyder dog ikke, at der ikke bliver spillet på dette element, for den mandlige del af besætningen ser det i høj grad som sin forpligtigelse at beskytte damerne.

Et andet element som er blevet en smule mere fremtrædende i den historie, som Jerome Bixby skrev, er at de personlige konflikter ombord på raketten er en hel del mere eksplicitte end de gnidninger, man oplever blandt ekspeditionsdeltagerne i Creature From the Black Lagoon. De to film hænger dog, uanset hvad, tematisk sammen.

Umådeligt morsom

Edward L. Cahn, der instruerede It! The Terror from Beyond Space fik imidlertid også trukket andre elementer frem i historien. Klaustrofobi og rædslen i at være fanget på stort set ingen plads sammen med en dræbermaskine er således vigtige elementer i filmen. På overfladen kan dette måske være en anelse svært at se i dag, for sandt at sige fremstår filmen umådeligt morsom.

Det skyldes primært de mange pseudovidenskabelige forklaringer, der løbende bliver givet for monstrets tilstedeværelse, og de mere eller mindre forrykte løsninger, besætningen finder på deres problem. Jerome Bixby har tydeligvis haft svært ved at holde historien kørende, og som vi kommer hen mod slutningen, bliver idéerne mere og mere vanvittige. Dialogen mellem besætningsmedlemmerne er også stedvist ufrivilligt komisk, og det meget stereotype kønsrollemønster ombord gør heller ikke ligefrem underholdningsværdien mindre.

Inspiration til Alien

It! The Terror from Beyond Space er dermed komplet utroværdig fra ende til anden. Man køber ikke et eneste af elementerne, og da slet ikke når den storrygende besætning skyder vildt omkring sig med rifler, smider håndgranater og så videre, uden så meget som et eneste sekund at tænke på rumfærgens sikkerhed.

Den slags detaljer betyder bare slet, slet ikke noget. Filmen er nemlig særdeles underholdende netop på grund af alle disse absurditeter. Det er førsteklasses 50’er-sci-fi med alt, hvad det måtte indebære af klichéer og forryktheder. Netop fordi det tørstige væsen angriber meget hurtigt, er der heller ikke mange tamme passager. Handlingen flyver af sted, og taget i betragtning, at filmen kun strækker sig over 69 minutter, er det svært at finde noget som skulle kunne ødelægge underholdningsværdien.

Skuespillet er der ikke så meget at sige til. Rollerne bliver leveret med de stereotype kvaliteter, som genren påkræver, og den meget korte spilletid gør, at konflikter nødvendigvis må blusse hurtigt op og afvikles lige så hurtigt. Ann Anderson forelsker sig således i Carruthers på to sekunder, og det tager ligeledes kun et øjeblik for Carruthers at vinde besætningens tillid.

Foruden at være en umanerlig charmerende film med alle periodens bedste karakteristika, har It! The Terror from Beyond Space indskrevet sig i filmhistorien ved at være en af inspirationskilderne til Ridley Scotts Alien fra 1979.

middelbart skulle det måske være lidt svært at tro, men som nævnt tidligere har It! The Terror from Beyond Space nogle tematiske elementer, som måske ikke ligefrem virker efter hensigten i dag, men da filmen udkom, var dens forsøg på at skildre isolation og paranoia helt sikkert virksomme. Det må man jo sige, at Scott efterfølgende samlede op og forstærkede i sin mesterlige rumfilm, og alene af den grund er Edvard L. Cahns film spændende at se.

Popcornunderholdning

It! The Terror from Beyond Space er uden tvivl værd at opsøge. Den er så kort, at al kritik af dens svagheder bliver ligegyldig. Det hele er alligevel overstået, før de begynder for alvor at blive synlige. Ganske vist står handlingen i stampe til sidst, men her holder en lang række ufrivilligt komiske elementer os fanget alligevel.

Filmen er derfor udpræget popcornunderholdning i dag, som man skal sætte på en kedelig søndag aften eller se i festligt selskab. Begge dele vil helt sikkert højne humøret, for tag ikke fejl – It! The Terror from Beyond Space byder på en række særdeles kreative idéer, som bestemt ikke lever op til nutidens krav om logik og sammenhæng i handlingen.

Tilmed er forholdet til Alien ganske åbenlyst, og Alien-fans bør derfor gøre den historiske rejse tilbage til en af inspirationskilderne, hvilket også gør sig gældende for fans af Jack Arnolds Creature From the Black Lagoon. Alt i alt skal der kun lyde de varmeste anbefalinger herfra.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 1950’erne, Mars, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner