Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Intruder

Intruder
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

IntruderDer er intet nyt under solen i Intruder, der er en ganske traditionel slasherfilm men dog med en mere opfindsom fotografering end de fleste andre film inden for genren.

Navnet på manden bag Intruder, Scott Spiegel, siger måske de færreste noget, men han var en del af slænget bag The Evil Dead (1981) og er gode venner med en vis Sam Raimi.

Som instruktør har Spiegel ikke begået de store mesterværker – foruden Intruder har han blandt andet instrueret From Dusk Till Dawn 2 (1999) og Modesty Blaise-filmatiseringen, My Name is Modesty: A Modesty Blaise Adventure fra 2004. Senest har han instrueret treeren i Hostel-serien, der endnu ikke er kommet ud.

Intruder var Spiegels første spillefilm og er slet og ret en slasherfilm – og i virkeligheden en forholdsvis traditionel én af slagsen. Det der gør den lidt speciel er dels castet, hvor vi både finder Sam og Ted Raimi og en ultrakort optræden fra Bruce Campbell (at hans navn optræder så prominent på DVD-coveret er måske lige lovlig kækt), dels fotograferingen, der er præget af en lignende fandenivoldsk energi, der prægede Raimis Evil Dead-film. Men derudover er Intruder faktisk nogenlunde lige ud ad landevejen.

Slasher i supermarkedet

Supermarkedet

Handlingen finder sted i et supermarked. Forretningen skal lukke, så de unge ansatte, otte styk, er på natarbejde for at få alle varerne markeret med de korrekte tilbudspriser, mens de to chefer ordner regnskab på kontoret. Allerede tidligt i filmen dukker én af pigernes ekskæreste op og opfører sig så passende psykopatisk, at han bliver kørt i stilling som filmens slasher – hvorfor enhver, der har set bare et par slashere eller gialli godt ved, at det er han ikke. Men der går da ikke længe, før en uset morder er på spil og begynder at tage livet af de unge én efter én.

Mordene foregår på diverse mere eller mindre opfindsomme måder. Den ene af cheferne får presset øjet ned over et metalspyd beregnet til kvitteringer, og det siger sig selv, at et supermarked med en slagterafdeling er et mekka for en opfindsom og blodtørstig morder. Filmens blodigste mord involverer således et hoved og en kødsav, og her er det er virkelig lykkes for Spiegel og hans effektmænd at lave en ganske ulækker effekt.

Bruce Campbell er IKKE morderen

Hvis filmen har en hovedperson, må det være Elizabeth (Jennifer Ross)

Hvem morderen er, skal jeg nok undlade at nævne her – de fleste regner det såmænd nok alligevel ud, inden vedkommende til sidst træder ind på scenen og indleder det endelige opgør med filmens final girl. Og nej – for en god ordens skyld kan jeg godt afsløre, at det IKKE er Bruce Campbell. Så er der da ingen, der bliver skuffede på den bekostning. Campbell dukker op som politimand til aller-allersidst, og som sagt i en så lille birolle, at det tangerer falsk markedsføring, at Another World Entertainment giver ham top billing på DVD-coveret.

De øvrige skuespillere gør deres jobs, præcis som de skal, uden at nogen af dem brillerer, og sandt at sige har ingen af de medvirkende noget særligt at gøre med. De er jo bare ofre, og som sådan fungerer de ganske fint – også Sam og Ted Raimi, der begge ses foran kameraet. Den bedste af skuespillerne er Dan Hicks, der kendes af genrefans som redneck’en Jake i Evil Dead II (1987).

Opfindsom fotografering

Som set gennem en drejeskive

Som sagt er Intruder langt hen ad vejen en ganske traditionel slasher. Der er en smule humor hist og pist, men langt fra så meget som i Evil Dead-filmene. For det meste tager Intruder sig selv forholdsvis seriøst som gyserfilm, men direkte uhyggelig er den sjældent. Stedvist er den dog ganske nervepirrende, og Spiegel gør da også god brug af POV-shots og andre klassiske greb. Den afsluttende katten-efter-musen-leg i supermarkedet, da morderen jager vores final girl, er også ganske spændende, så alt i alt er Intruder slet ikke tabt bag en vogn.

Det bedste ved Intruder er dog fotograferingen. Det er her, man fornemmer Spiegels venskab med Sam Raimi, og det kommer blandt andet til udtryk gennem forskellige mærkelige kameravinkler og -placeringer: Intruder er vist den eneste film, jeg har set, med en indstilling, der er fotograferet gennem drejeskiven på en gammel drejeskivetelefon! Desværre må det konstateres, at Another World Entertainments danske udgivelse af filmen er en full frame-beskæring fra filmens originale aspect ratio på 1.85:1.

Dette til trods giver fotograferingen Intruder en friskhed, som de fleste film inden for slashergenren ellers for længst havde mistet på dette tidspunkt – filmen er fra 1989, da slashergenren som sådan selv havde fået macheten af publikum og langsomt var ved at forbløde.

Fire afhuggede tommelfingre

Det første mord

Scott Spiegel fandt på historien til Intruder sammen med Lawrence Bender, som nok er bedre kendt som produceren bag alle Quentin Tarantinos film, og Bender producerede da også Intruder – og dukker op som Bruce Campbells makker i slutningen af filmen. Der er ikke tale om noget synderligt originalt manuskript, men Spiegel formår alligevel at få en fin lille film ud af det gamle suppeben.

Settingen i supermarkedet er en ganske god idé, selv om det egentlig kunne have været udnyttet endnu bedre, end tilfældet er. Men igen betyder fotograferingen og den egentlig ret solide stemning, at man sjældent finder grund til at brokke sig alt for meget.

Der er bestemt intet nyt under solen i Intruder, men det behøver der heller ikke altid at være for at resultatet bliver ganske fornøjeligt. Slasherfans kan næsten kun more sig over Intruder, der får fire afhuggede tommelfingre herfra.

Intruder er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: Intruder
Instruktør: Scott Spiegel
Manuskript: Scott Spiegel efter historie af Scott Spiegel og Lawrence Bender
Cast: Elizabeth Cox (Jennifer Ross), Renée Estevez (Linda), Dan Hicks (Bill Roberts), David Byrnes (Craig Peterson), Sam Raimi (Randy), Eugene Robert Glazer (Danny), Billy Marti (Dave), Burr Steers (Bub), Craig Stark (Tim), Ted Raimi (Produce Joe), Bruce Campbell (Officer Howard), Lawrence Bender (Officer Adams), Scott Spiegel (Bread Man)
Producere: Lawrence Bender (producer)
Foto: Fernando Argüelles
Klip: King Wilder
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: Full frame (original aspect ratio: 1.85:1)
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1989
Produktionsselskaber: Beyond Infinity, Phantom Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 63 | 13/01/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *