Interview with the Vampire

Anne Rices roman Interview with the Vampire fra 1976 (dansk: En vampyrs bekendelser) var et stilmæssigt nybrud inden for vampyrgenren. Siden Bram Stokers Dracula udkom i 1897, havde vampyren som figur i store træk været konciperet efter den model, Stoker etablerede, men det vendte Rices roman op og ned på. I Interview with the Vampire droppede Rice store dele af den klassiske folkeovertro, og gjorde i stedet vampyrerne til sensuelle nattenvæsner på jagt efter svar på livets store spørgsmål i det eksistentielle morads, som udgør deres udødelighed.

Stor betydning

Rices roman fik, foruden adskillige fortsættelser, stor betydning for, hvordan man fremover portrætterede vampyren som figur. Selvfølgelig levede den klassiske vampyr, baseret på Stokers greve, videre, men Rice havde åbnet døren for et alternativt syn på de blodsugende udøde, der i 1980’erne og måske især i 1990’erne vandt genklang i goth-subkulturen.

Måske er det derfor ikke så mærkeligt, at det først var i 1994, næsten tyve år efter, romanen udkom, at, en filmversion af Rices bestseller fandt vej til det store lærred. For manuskriptet stod Anne Rice selv, og instruktionen var overladt til den alsidige irer Neil Jordan, der måske endnu i dag er bedst kendt for The Crying Game (1992).

Det er ikke altid en god idé, at forfattere omarbejder deres egne romaner til filmmanuskripter, men i tilfældet Interview with the Vampire (der i øvrigt som film har undertitlen The Vampire Chronicles) er resultatet blevet overordentlig godt. Manuskriptet forholder sig meget tro over for forlægget, uden at det af den grund går hen og bliver tynget af forfatterens darlings.

Mennesket og monstret

Historien tager sin begyndelse i nutidens New Orleans. Her møder vi en ung journalist, Daniel Molloy, der en aften skal til at foretage et interview med en mand, han lige har mødt. Det viser sig at manden er en vampyr, hvilket Molloy indledningsvist ikke tror på, men i takt med, at mandens historie udfolder sig, overbevises journalisten langsomt. Selve filmen fungerer primært som lange flashbacksekvenser, stedvist brudt op af korte scener, hvor vi bringes tilbage til nutidens New Orleans.

Vampyrens navn er Louis, og han fortæller hele sin historie til Molloy: Hvordan han oprindelig blev gjort til vampyr i 1791, mens han var en ung plantageejer, hvis kone var død i barselsseng kort tid forinden. Louis blev gjort til vampyr af vampyren Lestat, og i takt med at filmen udfolder sig, viser det sig for publikum, hvor ondskabsfuld en person, Lestat i virkeligheden var. Mens Louis således har bibevaret en stor del af sin menneskelighed – bl.a. skyldfølelse ved at slå ihjel – er Lestat det perfekte monster. En laps og playboy fra det sene 18. århundrede, der nyder sine evner og ikke mindst sin magt over liv og død.

Der går dog ikke længe inden Louis og Lestat bliver fremmedgjorte over for hinanden. Lestat forstår ikke Louis’ klamren sig til menneskelige følelser, og det gør ham vred, mens Louis på den anden side betragter sit nye liv som et helvede, han ikke kan undslippe fra.

Lestats ondskabsfuldheder kulminerer, da han laver den lille pige Claudia om til vampyr. Oprindelig var det Louis, der først opdagede Claudia, da pigen sad ved sin pestdøde mors side, og Louis tog hendes liv ved at drikke hendes blod. Eller det troede Louis i hvert fald, for Lestat tog pigen med hjem til den lejlighed, han og Lestat deler, og der giver han Claudia “den mørke gave”.

Bizar trekantsaffære

Herefter er Lestat, Louis og Claudia bundet sammen i en bizar trekantsaffære, der indledningsvist løser mange problemer. Men med tiden bliver Claudia bitter og vred på Lestat over, at han har fanget hende i en lille piges krop. Hun tager derfor en grusom hævn, og hun og Louis tager af sted til Europa for at søge efter spor efter andre vampyrer – for den eneste anden udøde, de nogensinde har kendt, er Lestat. Både Claudia og Louis søger svar, og ikke mindst søger de fællesskabet og nærværet. Efter års søgen, lykkes det da også for dem at få kontakt med en gruppe vampyrer i Paris, men det skal snart vise sig at være en dyster velsignelse.

Her stopper handlingsreferatet af hensyn til de, der hverken har læst bogen eller set filmen, men filmen er ingenlunde slut på dette tidspunkt, og afslutningen finder da også først sted tilbage i New Orleans i nutiden. I øvrigt med en meget åben slutning, der kommer til tonerne af Guns ‘n Roses’ “Sympathy for the Devil” som underlægningsmusik.

Fornemt manus og gode skuespilpræstationer

Interview with the Vampire er et betagende drama – både hvis man kender bogen i forvejen, og hvis man aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med Anne Rices vampyrer. Rice har i sit manuskript formået at fange en stor del af den eksistentialistiske weltschmerz, der føles så klart af især Louis, og da dette var én af bogens centrale temaer, var det naturligvis vigtigt at få med over i filmen. Man kunne have frygtet, at dette ville ende gumpetungt og pinagtigt, men det er med relativt enkle midler lykkes for Rice, at få det med i filmmanuskriptet på en måde, der føles helt naturligt.

Selv om Lestat er filmens primære skurk, så formår Rice endvidere at nuancere karakteren, således at billedet aldrig bliver sort/hvidt. Vi får aldrig særlig meget at vide om Lestat i filmen, og selv om Louis er vores primære indgang til den smerte, der følger med udødeligheden og trangen til at dræbe, så fornemmer man også Lestats ensomhed. Det er en fin bedrift i sig selv, og generelt fortjener Rice stor ros for sit manuskript. Også Claudias rolle bliver betonet ganske udmærket, om end måske noget svagere end tilfældet er i romanen.

At Interview with the Vampire lykkes så godt, er dog primært et resultat af nogle glimrende skuespilpræstationer i de bærende roller. Her er det interessant at bemærke, at Rice indledningsvist var stærkt kritisk over for castingen af Tom Cruise i den vigtige rolle som Lestat, men efter filmen kom ud, erkendte Rice selv, at hun havde taget fejl, og at Cruise yder en glimrende indsats i rollen. Og det gør han bestemt også. Man kan mene meget om Tom Cruise som person, men manden har udviklet sig til en glimrende skuespiller, og det er Interview with the Vampire et godt eksempel på.

I den altdominerende rolle som Louis finder vi Brad Pitt, der også gør en god figur som den angrende synder. Begge de to herrer er dog tæt på at blive overskygget af en ung Kirsten Dunst i rollen som barnevampyren Claudia – Dunst gør det glimrende hele vejen igennem og formår både at tiltrække publikums sympati og vække deres afsky.

I et par biroller finder vi i øvrigt Antonio Banderas og Stephen Rea som to af de vampyrer, Louis og Claudia møder i Paris. De har en begrænset mængde screentime, men især Rea er veloplagt i sin rolle som den sataniske Santiago. Banderas er noget mere stiv i betrækket som vampyren Armand, der forsøger at vinde Louis som sin ledsager.

Erotiske undertoner

Akkurat lige som romanen er fyldt med erotiske undertoner, så er filmen det også. Vampyren har været en erotisk figur siden før Dracula, men i Rices univers blev vampyren et helt igennem erotisk og sensuelt væsen, der i den henseende er nærmest androgyn. Kærligheden – eller måske rettere længslen – kan i Rices univers lige så godt eksistere mellem to mænd som mellem en mand og en kvinde, og det spiller en stor rolle i romanen.

Filmen skyer ikke uden om dette aspekt, og ingen kan være i tvivl om, at det er et dysfunktionelt kærlighedsforhold, vi er vidne til mellem Lestat og Louis. Da Claudia kommer ind i billedet bliver situationen endnu mere kompliceret, men her har filmen naturligvis være begrænset af Kirsten Dunsts alder. I romanen er der ingen tvivl om, at Claudia er det tredje punkt i dramaet, men det er et aspekt, som det naturligvis har været lidt sværere at inkorporere fuldt ud i filmen, om end heller ikke dette aspekt forbigås helt.

Hvis man skulle være i tvivl, er Interview with the Vampire altså i langt højere grad et drama end det på nogen måde er en gyser, om end der naturligvis er uhyggelige scener og et par af de nærmest obligatoriske shockers undervejs.

Stilfuldt patetisk

Hovedparten af Interview with the Vampire foregår i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet, og det er overordentligt smukt realiseret af production designeren Dante Feretti, der i øvrigt også skabte det flotte look i Scorseses ellers jammerlige Gangs of New York (2002). Visuelt er Interview with the Vampire overordentlig smuk hele vejen igennem, og billederne understøttes fornemt af Elliot Goldenthals mørke score.

Det eneste aberdabei ved filmen er, at den helt og aldeles fordrer af seeren, at man kan lide Anne Rices syn på vampyren som figur, for selv om der er tale om et drama, så er det dog vampyrismen, der er den grundlæggende motor i historien. Hvis man ikke bryder som om Anne Rices syn på sagerne, så vil man formentlig finde Interview with the Vampire både irriterende og patetisk – og patetisk skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at filmen er. Den er det bare på en forbandet stilfuld facon, der gør at i hvert fald jeg drages ind i filmens univers på samme måde som det skete, da jeg første gang læste romanen.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatisering, New Orleans, Paris, Vampyrer