Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Interstellar: En had/kærlighedshistorie

Interstellar: En had/kærlighedshistorie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Et mesterværk eller en film for dummernikker? Forskellige syn på Interstellar. Indeholder spoilers!

“Det forekommer mig, at nogle af filmens hårdeste kritikere sidder med facitbogen til gymnasiefysik og er gnavne. Eller når kritikken går på, at det ikke er rigtig science fiction, så bliver jeg så træt, da den snævre genreopfattelse ikke er til gavn for science fictions udbredelse.

Hvor det før lød fra folk ude fra reservatet: det kan ikke være science fiction, hvis det er godt, er det nu folk som opfatter sig som science fictions bannerførere der siger: det kan ikke være science fiction, hvis det er populært.”

Sådan siger Majbrit Høyrup om kritikken af Interstellar, Christopher Nolans science fiction-epos fra 2014. Den film som jeg umiddelbart kan huske, der har affødt mest debat, mest uenighed.

Hver eneste gang den nævnes i en post på eksempelvis Facebook, fungerer den som en rød klud, hvad enten filmen prises eller kritiseres.

Før påske gjorde jeg i et lille forum på Facebook opmærksom på, at filmen kunne købes for 99 kr. i en lækker steelboksudgave i Elgiganten. Det startede så en debat, der indtil videre har mere end 100 kommentarer tilknyttet. Og det samme var tilfældet da filmen havde premiere.

Det er som om, der ikke kan dannes bro mellem for og imod. Eller som om man har svært ved at kapere, at nogen elsker den, mens andre hader den. Flere kommentarer antager nærmest religiøs karakter, og andre gange bliver tonen skarp, og i min bog for skarp. For nedladende.

Et ja- og et nej-hold

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker Interstellar. I min bog stor, stor kunst. Men det er ikke en opfattelse som deles af alle. Langt fra.

I denne artikel har jeg sat fire forskellige personer stævne. Groft sagt to for og to imod Interstellar. De fire er Majbrit Høyrup, Henrik Sandbeck Harksen, Jonas Wilmann og Niels Søndergaard.

Det er fire personer, der alle, på den ene eller anden måde, arbejder med ord. Og fire personer der ved noget om genrefilm og genrelitteratur. Majbritt og Henrik er på ja-holdet, mens Jonas og Niels er det modsatte. Artiklen er bygget op omkring interviews og debatter på Facebook.

Jonas Wilmann.

Jonas Wilmann.

Interstellar kritiseres fra flere fronter, hvor den mest markante er filmens videnskabsdele. Nogen køber det, mens andre står af. Jonas hører til dem, der hader stort set alt ved filmen – da han havde set den, syntes han, den var værre end en rodbehandling. Her er nogle af Jonas’ kritikpunkter:

“Tåbelig dialog, og utidig patos, der prøver at kompensere for papfigurer er dog ikke mit største kritikpunkt. Det er at historien simpelthen er dum. Det er måske et mærkeligt ord at bruge, men jeg kan ikke komme på et, der rammer bedre.

Interstellar udgiver sig for at være rigtig forskning i kraft af den heftige videnskabssnak, der foregår ombord på fartøjet, men går man logikken lidt i sømmene, er der stort set intet, der giver mening. Man kan sluge meget med den rette mængde suspension of disbelief, men i Interstellar gør manuskriptet pinefuldt opmærksom på sine tusind paradokser og svagheder.

Det føles, som om Nolan terper hvad han dømmer til at være sandhed, glemmer fuldstændig show don’t tell og ender i noget overforklaret nonsens – skåret så meget ud i pap, at alle kan regne den ud og føle sig som ugens professor.”

En film for dummernikker?
Niels Søndergaard.

Niels Søndergaard.

Og Niels har også sine kritikpunkter, som er forankret i de videnskabelige aspekter:

“Ja, det er en fed film, hvis man er totalt fysikblank. Bryder mig virkelig ikke om at se ordene “Interstellar” og “kunst” i samme sætning og det skuffer mig, at Nolan bevidst laver en film for dummernikker i stedet for at lave en for begavede mennesker.

Men det handler jo om penge. Jeg skulle dog mene, at man på et budget på +220 millioner dollars burde have kunnet lave et manuskript uden graverende huller, som kunne have tilfredsstillet alle.

Hvorfor er filmen så blevet så populær, kunne man spørge? Det er meget enkelt: Dem, der er glade for den, er astrofysikmongolerne, som ikke ved, der er noget galt. Det er nok 90 % af befolkningen, så det er klart, at mange kan lide den.

Kritikken af videnskaben har intet med meninger, men elementær logik at gøre: det er eksempelvis ganske uforklarligt at der er dagslys på en planet, der kredser om et sort hul, og at man kan lette fra samme planet uden de løfteraketter, man skulle bruge for at lette fra Jorden. Og det er bare toppen af isbjerget.

Én ting er kunstnerisk frihed, et andet at tage sig frihed til at lave om på naturlovene. S’et i SF står trods alt for science. Og Interstellar giver sig jo ud for at være videnskab; det er dér, den skrider, ikke på den kunstneriske præstation, som jeg slet ikke skal tage stilling til her. Jeg er faktisk Nolan-fan og synes bestemt, det er rimeligt (og absolut nødvendigt) at kritisere hans første store flop. Det kunne han have gjort bedre, selv om astrofysikmongoler formentlig lader sig rive med – eller rettere: Det ved vi, de gør. Men det ændrer ikke ved, at de, der har spist af Kundskabens Træ, er vildt skuffede. Hvis man ikke ved noget om astrofysik, bliver man givetvis klogere af den film og opdager næppe fejlene, så god fornøjelse. Det er en film, der skal ses uanset hvad.”

Og Jonas tilføjer:

“Jeg synes ikke det skal være et krav at være astrofysiker for at kunne se en film. Interstellar formåede bare at irritere min lægmandslogik, mens jeg så den, og så begynder fundamentet at knirke.”

En dybere mening, et kunstværk
Henrik Harksen.

Henrik Harksen.

For Henrik er der dog helt andre ting på spil. Ting og tematikker som er større end videnskaben i filmen:

“Jeg har læst en del anmeldere – og andre, som godt kan lide at ytre sig kritisk – udtrykke forundring over scenerne, hvor kærlighed diskuteres. Mange opfatter det åbenbart som nærmest malplacerede samtaler. Men de scener er jo netop essentielle, siger jeg, for forståelsen af filmen og dens slutning. Uden i øvrigt at forfalde til kunstig, klistret Hollywood-romantik. Atypisk for en science fiction film? Ja da. Men Interstellar er netop mere end bare en science fiction film.

Nolan viser sit format og på smukkeste vis transcenderer han de typiske science fiction troper. For Brand lægger op til, at kærligheden til et andet menneske kan fungere som en ledetråd, som et lys i mørket, på tværs af rum og tid. Kærlighed skal ikke forstås blot i et evolutionistisk ”nytte”-perspektiv.

Det illustreres fint sidst i filmen, hvor kærligheden kan ses som værende på linje med (eller ligefrem overgår?) videnskabens traditionelle rum-tid forståelse af verden: kærligheden ses som en ekstra dimension i universet. Ikke bare i billedlig forstand, men i filmen som den dimension, der er med til at gøre, at Cooper kan rejse igennem det sorte hul, og som gør, at han kan ”hæve sig op over” den form for rum-tid, vi mennesker normalt befinder os i.

Han rejser via kærlighedens dimension. Og han ender ”uden for tiden” og forsøger at sende signaler til sin datter, lige fra da hun var ti år gammel i starten af filmen og til hun som voksen får dechifreret hans signaler. Det er kærligheden til datteren, der ikke blot er hans lys i mørket, når det ser mest sort ud (sort hul, okay?), men som er den ekstra dimension i tilværelsen, der gør en sådan rejse mulig overhovedet og at han når frem.”

Hjernefeber

Den med kærligheden, eller Nolans skildring af denne, køber Jonas dog ikke:

“Hvis en af de fremmeste forskere på sit felt begyndte at snakke om, at kærlighed var en eller anden mystisk kraft, der transcenderede alt, ville vedkommende blive mistænkt for stærk hjernefeber. Kærlighed er en følelsesmæssig reaktion.

Og selvom det lyder rigtig godt som letfordøjeligt Hollywood-budskab, at kærlighed overvinder alt, er det jo endda i Interstellar tyngdekraften (som gør det muligt at kommunikere på tværs af tid) og fremtidsmenneskernes femte dimension i det sorte hul, der redder verden (jeg ser lige bort fra, at jeg rent logisk ser dette som en umulighed) og ikke Coopers kærlighed til sin datter.

Og endnu vigtigere for menneskets udvikling og trivsel er jo faktisk empatien, der gør at vi ikke lader hinanden ligge og dø som dyrene.

Derudover synes jeg, at Hathaways monolog er tårkrummende, fordi det er sådan et indlysende eksempel på show don’t tell. Hendes snak om kærlighed virker så påklistret – hvis man ikke skulle have forstået at filmen handler om en mand, der må vælge mellem familien og at redde verden – er det her fremsat i staveplader. De subtile virkemidler er det, der fungerer for mig.”

Banalt eller meget dybt?

Henrik er ikke i samme univers som Jonas og Niels:

“På den måde får filmen på fin vis knyttet den (umiddelbart) kolde videnskabelighed og rationalitet sammen med et mindst lige så vigtigt element i tilværelsen, nemlig emotionerne (in casu kærlighed) og det (umiddelbare) irrationelle. To sider som ellers ofte anses for at være modsætninger. Men i Interstellar anes der en nøgle til en kobling, en ny form for ”grand unified theory”, hvis man skal svinge sig op til storladent sprogbrug.

Det drejer sig for mig ikke om, hvorvidt Nolan ultimativt har ret i denne idé om kærligheden som en konkret ekstra dimension, der kan ses på linje med de andre dimensioner. Det er uinteressant, synes jeg, når vi taler om kunst.

Så tyer jeg hellere til fagmateriale. Men ideen forfølges (på flere niveauer end jeg her har kommenteret) og syer fortællingen sammen til et unikt og smukt hele. Heri ligger en særlig konsistens. Ulig hvad vi ellers ser på film, og især i science fiction. Dét er med til at gøre Interstellar til et mesterværk.”

Majbrit Høyrup.

Majbrit Høyrup.

Interstellar har sine videnskabelige problemer, men er det nok til at skygge over filmens gode sider? Ikke hvis du spørger Majbrit:

“Jeg behøver ikke en red-verden-grund til at nogen vælger det helt store rumeventyr, men på den anden side kunne jeg godt lide, at den personlige og den eventyrlige historie var så tæt sammenvævet.

Jeg blev fuldstændig overvældet af medfølelse efter besøget på den første planet, hvor de to rejsende, der havde været væk et par timer, kommer tilbage og opdager at de har været væk i 23 år, mens deres børn voksede op og mødte livets hårde sider. Det var en allegori over forældreskab, hvor det føles som om man føder den ene dag, og mens man er på arbejde, styrter tiden af sted og børnene flytter hjemmefra inden man når hjem.

Jeg opfatter den hårde kritik af filmen som skudt ved siden af. Hvad handler filmen om, hvad vil den vise, kritiser den ud fra det: Der er fortællingen om far og datter, hvor far vælger sin karriere frem for det daglige liv i datterens opvækst – her bruges filmens idé til at skærpe denne konflikt maximalt. Far er jo NØDT at rejse ud i rummet for at redde verden og datter. Hvad vil filmen vise? At rummet er et smukt og grusomt sted – mission accomplished.”

Tal ikke ned til folk

Og her på falderebet vil jeg gerne selv komme med et indspark. Normalt vil jeg ikke inddrage eller kritisere andre anmeldelser, da meninger jo er subjektive. Men det undrer mig alligevel at en anmelder, og det gælder generelt kritikken af Interstellar, har brug for at nedgøre dem, der godt kan lide filmen.

Personligt er jeg både forfatter, sci fi-fan og cand. mag i Filmvidenskab (og Interstellar er trods alt en fiktionsfilm og ikke en astrofysisk fagbog). Så den nedenstående afslutning på anmeldelsen i Himmelskibet finder jeg nedladende. Og lettere hysterisk.

Det er fint at Interstellar har videnskabelige problemer, og det kan vi sagtens diskutere, men tonen i anmeldelsen er ikke i orden. Filmen er jo som flere har været inde på meget mere end det, kritikerne gør den til. Men døm selv her:

“Der er folk der synes at filmen er totalt storslået og fungerer for dem hele vejen igennem. I mine øjne er det en film der skiller fårene fra bukkene – det er en manipulerende og kommerciel film som forsøger, og lykkes med, at tække et mainstream-publikum som alligevel ikke forstår alle hullerne.

Men hvis man tænker som en forfatter, som en videnskabsmand, eller som en intelligent SF-fan, så er Interstellar simpelthen en af SF-filmhistoriens største skuffelser. Et prætentiøst B-filmmanuskript med en A-films produk­tions­værdier og bestemt ikke en film der med nogen ret kan skrives ind på nogle som helst lister over bedste SF-film nogensinde. At den så i skrivende stund er nr. 15 på IMDb.coms liste over bedste film nogensinde, kan man jo kun sukke og rulle med øjnene over.”

… der skiller fårene fra bukkene… at tække et mainstream-publikum som alligevel ikke forstår alle hullerne…hvis man tænker som en forfatter, som en videnskabsmand, eller som en intelligent SF-fan, så er Interstellar simpelthen en af SF-filmhistoriens største skuffelser…

Dermed ikke sagt, at man ikke kan kritisere de videnskabelige problemer. Og at folk ikke kan lide filmen på grund af det, er jo fair nok. Jeg vil ikke sige, at de er dumme af den grund. Nogen har i deres kritik bare åbnet et sort hul, der er i deres objektiv suger alle filmens positive elementer ud.

Det er naturligvis en helt legitim fremgangsmåde for dem, da de netop ikke er blevet forført; da den mulige kærlighed til filmen er blevet til had, hvor kritikerne ikke forstår, hvorfor vi andre ikke kan se det samme som dem.

Når genrebegrebet bliver en hæmsko

En anden, og også ganske spændende, diskussion er, hvad et værk skal indeholde for at være science fiction. For det virker faktisk til, at der, selv i science fiction-kredse, er ret stor uenighed om science fiction som genre – og på mange måder er det også kernen i vores forståelse af Interstellar.

Hvor meget skal “science”-delen fylde og hvor meget er “fiction”? Skal videnskaben være eksakt eller må man som Nolan godt tage sig kunstneriske friheder? Og hvad nu hvis noget, der ikke passer ind i den nuværende forskning viser sig at være muligt i fremtiden, vil man så gå tilbage og rose de værker, der skildrede det på en måde, som var ”forkert” i deres samtid?

I min bog bliver science fiction først rigtig spændende når man går efter en højere mening – ikke i religiøs forstand, men menneskeligt og filosofisk. Så for mig personligt er “fiction”-delen lige så vigtig som “science”-delen i science fiction, og jeg kan sagtens se igennem videnskabelige “huller”.

Så dybest set handler det, også med Interstellar, om hvad du gerne vil se, hvad du forventer og hvordan filmen rører dig på et følelsesmæssigt plan. Så al respekt til dem, ikke bliver forført af filmen, for det er et fiktionsværk og ikke en fagbog – så længe de ikke skal sige, at os der kan lide filmen er dumme. For det er simpelthen for dumt, for nedladende.

Udgivet i nr. 114 | 13/04/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *