Intensity

“Boller fra Kohberg” var det første, der faldt mig ind, da jeg blev bedt om at sige noget om b.impatients debutalbum Intensity. De fem alvorlige tyskere, der udgør bandet, disker op med lidt af hvert og så alligevel ikke rigtigt noget. Her er kort sagt tale om pladen til dem, der ønsker et smooth og letfordøjeligt lydtapet.

Nervøse trækninger

b.impatients musik er en blanding af pop og metal. Hvis jeg nævner inspirationskilder som Tori Amos, Evanescence, Cranberries og Skunk Anansie, ved alle vist nok, hvor vi befinder os rent musikalsk: “Popmusik med en hård kant”, som der står i det medfølgende pressemateriale. Og så er det, denne anmelder begynder at få nervøse trækninger, for hvorfor ikke stå ved det, man laver.

Numrene er skruet sammen som klassiske popsange med vers/omkvæd, et enkelt c-stykke hist og her, ofte en lang intro, som de sikkert håber, en radiovært vil bruge til at tale hen over. Alle pladens sange har da også den gyldne radiolængde på tre til fire et halvt minut. Og der er ingen tvivl om, at det er airplay, der er b.impatients hovedambition, hvilket betyder, at der absolut intet nyt er at finde på denne udgivelse.

Forudsigelighed er ligeledes et nøgleord for denne udgivelse. Har man hørt pladens første tre numre, står det lysende klart, hvad b.impatient har at byde på. Især guitar- og keyboardarrangementerne lugter langt væk af musikskole. Det er simpelthen for pænt og slattent, og tilmed hørt mindst en million gange før. Noget der også trækker ned er især trommeslagerens trang til unødigt lir. Det kunne vi godt have undværet.

Ørecreme og pænt uinteressant

Kernen i numrene er en enkel melodilinie, pakket ind i keyboards og en hård metalguitar. Vokalen fremføres af en velsyngende kvindelig forsanger med en pæn og klar stemme, der sikrer at det hele glider ned uden problemer. Atter skal det nævnes, at det hele lyder som noget, man har før på P3 eller Radio Mojn. Selv om en heavy-inspireret guitar dominerer i alle numre, har b.impatient på ingen måde en hård eller udfordrende lyd. Det hele er ørecreme og pænt uinteressant.

Og så er det vi tilbage ved de føromtalte boller, som man fristes til at sige, der er lidt for få af i b.impatient. Bandets påståede blanding af pop og metal fører ingen steder hen. Blandingen af pop og metal fungerer ganske enkelt ikke. Det virker både forvirrende og fordækt, at man pakker popmusik ind i metal, for hvad er det b.impatient vil lave? Er de nogle pophoveder, der gerne vil spille seje eller er det metalfolk, der egentlig helst vil lave popmusik? Uanset hvad, virker det vattet, at man ikke går linen ud, og fuldt bekender sig enten til det ene eller det andet.

En vis intensitet

Til b.impatients ros skal det nævnes, at numrene faktisk fremføres med en vis intensitet, som pladens titel da også lover. Det lyder som om, at de faktisk godt kan lide deres musik og spiller meget troværdigt. Faktisk er b.impatient også habile sangsnedkere.

Der er mange gode melodier og idéer på pladen, der sagtens kunne have været blevet hæderlige sange ud af. Hele pladen kommer dog aldrig rigtigt op i gear, fordi b.impatient ikke kan beslutte sig for hvilket slags band de er. Det altoverskyggende problem er den kvalmende pænhed, der lægger sig som en tung dyne over hele albummet .

Herfra er anmelderens råd: Køb noget ordentligt kvalipop, hvis du vil høre pop, eller vælg en af de mange metalplader, der får rosende ord med på vejen her på Planet Pulp, hvis du er til metal, men undgå b.impatient. Du bliver skuffet uanset hvad du er til.

Intensity er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. In My Head (3:42)
2. Surrender (3:51)
3. Loose My Mind (4:02)
4. Beauty & The Beast (3:43)
5. Susanna (3:53)
6. Fortune & Fate (3:34)
7. Too Much (3:02)
8. My Religion (4:35)
9. Enemy (3:26)
10. Didn’t (3:57)
11. Intensity (3:10)
12. Try & Error (3:38)
13. Lonely (4:00)
14. If (3:03)

Total spilletid: 40:38