Indiana Jones and the Temple of Doom

8 minutters læsetid
Indiana Jones and the Temple of Doom

Den helt igennem mesterlige Raiders of the Lost Ark (1981) satte sit store præg på den moderne filmhistorie. Her var der tale om en vaskeægte blockbuster med sjæl, og hjertet på det rette sted. Filmen var uhørt underholdende og – stort set – blottet for det, der minder om fejl. Filmen kom også på det helt rigtige tidspunkt i en tid, hvor der var store penge i eskapistisk underholdning i årene, hvor den kolde krig var rigtig kold.

I følgeskab med Harrison Fords helteskikkelse, som besøgte det ene eksotiske sted efter det andet, kunne man slå hjernen fra, og lade sig forføre af det rendyrkede eventyr. Her var skurke karikeret onde, og helte noget man kunne se op til. Nøjagtig som det også var tilfældet med Star Wars (1977), som George Lucas stod bag. Den selv samme Lucas var også den, der udviklede historien om Indiana Jones, og han er, sammen med Steven Spielberg, om nogen den person, der løftede arven efter studiefilmens guldalder som leverandør af fremragende mainstreamunderholdning. Væk var de dystre 70’ere, hvor filmindustrien havde udstillet en skyggeside af det amerikanske samfund.

En tung arv at løfte

Indiana Jones og Willie Scott, før det hele eksploderer, på en bar i Shanghai
Indiana Jones og Willie Scott, før det hele eksploderer, på en bar i Shanghai.

Indiana Jones and the Temple of Doom ramte biograferne tre år efter Raiders of the Lost Ark, og det var noget af en arv, der skulle løftes. Heldigvis var det igen George Lucas, der stod bag historien, mens Steven Spielberg atter var instruktør. Endvidere havde man også Harrison Ford som hovedrolleindehaver og John Williams til at stå for musikken. Så publikum var i gode hænder, og Indiana Jones and the Temple of Doom er da også en fremragende eventyrfilm, om end den ikke når de samme højder som Raiders of the Lost Ark – hvilket ingen film, i mine øjne, har gjort siden 1981. I denne måned anmelder vi, udover filmen, også scoret til filmen, en tegneserie baseret på filmen og et rollespilsprodukt, som er relateret til filmen.

Handlingen i Indiana Jones and the Temple of Doom udspiller sig i 1935 – altså et år før handlingen i Raiders of the Lost Ark – og indledes med en spektakulær scene i Shanghai. Vi befinder os på en eksklusiv natklub, som vores gode ven Indiana Jones ankommer til. Han har skaffet en gammel artefakt til gangsteren Lao Che, men da Indy skal have sin betaling, går alt galt.

Velkommen til Indien

Den store gummibådsflugt
Den store gummibådsflugt.

Lao Che forgifter Indy, som dog når at slippe af sted med modgiften og den amerikanske sangerinde/skuespiller Willie Scott. Her får de i flugten følgeskab af knægten Short Round, og alt ser godt ud, da trekløveret træder ind i en flyver, hvorefter Indy vinker overlegent til Lao Che, som er kommet for sent. Men da flydøren lukkes, ser vi noget, som Indy ikke gør: på døren står der, at flyet tilhører Lao Che. Flyet letter, og vores tre hovedpersoner falder i søvn. Da Willie vågner ser hun netop de to piloter hoppe ud af flyet med faldskærme på ryggen. Hvad der efterfølgende sker, må kategoriseres som værende meget langt ude/tåbeligt: da der ikke er flere faldskærme tilbage tager Indy en oppustelig gummibåd, holder fast i Willie og Short Round, hvorefter de hopper ud af flyet. Gummibåden pustes så op i faldet, så den kan fungere som faldskærm! Og ikke nok med det, så lander båden også helt sikkert, rutscher ned af et bjerg, ud over en afgrund og lander så i en flod. Velkommen til Indien siger jeg så bare!

Vismanden foran alteret, hvor der mangler en Sankara-sten
Vismanden foran alteret, hvor der mangler en Sankara-sten.

Vores lille knaldgule gummibåd driver efterfølgende ned af en flod, og snart møder Indy og hans følge en gammel inder, der viser dem ned til en landsby. I landsbyen, hvor der ikke er nogen børn overhovedet, bliver vores helte introduceret til en frygtelig historie: Landsbyens magiske Sankara sten er blevet stjålet og alle børnene er forsvundet. Efter sigende skulle det have noget at gøre med en kult, som holder til i Pankot paladset. Vores helt kan naturligvis kun sige ja, da landsbyen beder om hjælp. Og naturligvis er der onde, okkulte kræfter på spil i undergrunden under Pankot, og Indy må for alvor træde i karakter, da han konfronteres med kultlederen Mola Ram. Og mere skal der ellers ikke røbes af handlingen.

Herlig omgang rod

'You cheat, Dr. Jones!' - den lille møgirriterende Short Round
‘You cheat, Dr. Jones!’ – den lille møgirriterende Short Round.

Indiana Jones and the Temple of Doom er en noget rodet omgang. Men hvilket herligt rod! Fortællingen kan ikke helt bestemme sig for, om den vil være en komedie, en kærlighedshistorie, en gyser eller en rendyrket actionfilm. Så den sætter sig lidt mellem alle stole. Det der bl.a. gjorde Raiders of the Lost Ark god, var, at den, på trods af sin langt ude handling, var noget så helstøbt og velskrevet. Indiana Jones and the Temple of Doom halter en del på manuskriptsiden. Handlingen veksler mellem det meget fjollede, det dystre og de stort anlagte actionscener.

Det fjollede er langt hen af vejen knyttet til Willie Scott-karakteren, som i mine øjne også er filmens helt store svaghed. Det kan da godt være at Kate Capshaw ser godt ud, og at Spielberg under en audition fik boner på, mens han tænkte “hun skal med, så jeg kan score hende og gøre hende til min kone”, men nogen god skuespiller er hun ikke. Jo flere gange jeg ser filmen, desto mere kommer jeg til at hade hende. Et andet aspekt, som mange foragter ved filmen, er den lille knægt Short Round. Godt nok er han lettere belastende, men samtidig er han et element, som de helt unge tilskuere vil elske – mig selv inklusiv, da jeg første gang så filmen i slutningen af 80’erne. I dag er han bare irriterende, men forskellen på Willie og Short Round er, at Willie altid vil være en belastning, uanset hvor gammel du er.

Og det leder tilbage til en af de helt overordnede problemer: filmen ved ikke, hvad den vil, og derfor prøver den på det hele, uden at den på noget tidspunkt får den følelse af helhed, som konstant var til stede i Raiders of the Lost Ark. Den vil både have til gården og gaden, og samtidig lefle for et ungdommeligt publikum.

Ikke helt optimal genreblanding

'Chilled monkey brains' - method acting
‘Chilled monkey brains’ – method acting.

Da vi ser Indy, Short Round og Willie overvære en ofring, begynder filmen at tage karakter af en gyser, og denne del kulminerer da også, da Indy transformeres af Kalis mørke søvn. Gyserdelen er klart filmens bedste, da den både giver Indy og eventyret en kant, som klæder begge parter. Men så følger en lang og fjollet minevognstur, og det mørke forsvinder fra filmen. I Raiders of the Lost Ark fungerede denne sammenblanding af genretræk fremragende, hvilket desværre ikke helt er tilfældet i Indiana Jones and the Temple of Doom.

Filmen kunne i mine øjne være helt på højde med Raiders of the Lost Ark, hvis man havde droppet Willie Scott til fordel for en anden kvindelig rolle, og hvis man helt havde undladt Short Round, hvis far/søn forhold til Indy alligevel aldrig helt bliver forløst eller underbygget godt nok. Hvis de to elementer var blevet skrevet ud, var der mange af filmens dårlige scener, der kunne forsvinde, og samtidig havde vi siddet tilbage med et mere stramt manuskript og et mere pulpet eventyr.

Styrkerne overskygger svaghederne

Mola Ram foran statuen af Kali
Mola Ram foran statuen af Kali.

Når det negative er sagt, så er filmen stadig et overflødighedshorn af fede optrin og super underholdning, som fungerer bedst, hvis du slår hjernen helt fra, og lader dig rive med. Hvem husker ikke “Chilled monkey brain”, scenen hvor Indy og Short Round er fanget, mens pigge er ved at gøre det af med dem, eller den legendariske broscene? Filmen er lavet af det stof, der skaber drømme, og netop det stof er Steven Spielberg og George Lucas gode til at levere. Det er en film, som man kan se igen og igen – hver gang kan man kan nyde de samme ting, og hver gang kan man ærgres over de dårlige, men alligevel vender man tilbage, fordi filmens styrker klart overskygger dens svagheder. Vi har en Harrison Ford i vanlig topform, og som hans direkte modstander er Amrish Puri som Mola Ram forrygende diabolsk. Puri, der lod sin isse barbere til rollen, blev sidenhen en stor skuespiller i Indien – bl.a. på grund af sin skallede isse, som han da også bibeholdt efter indspilningen af Indiana Jones and the Temple of Doom.

Indiana Jones i sit rette element
Indiana Jones i sit rette element.

I modsætning til både Raiders of the Lost Ark og Indiana Jones and the Last Crusade (1989) benytter Indiana Jones and the Temple of Doom sig af meget få locations. Vi er kun i Shanghai for en kort bemærkning, og ellers er det Indien der fungerer som bagtæppe for fortællingen – filmen er rent faktisk optaget i Sri Lanka, da den indiske regering ikke ville lade filmholdet optage i Indien, med mindre de måtte se det færdige manuskript, før optagelserne gik i gang. Og den slags går jo ikke, så det blev Sri Lanka.

De få locations fjerner lidt af det globetrottende islæt, som to andre film har, hvilket er lidt ærgerligt. Det havde naturligvis ikke gjort noget, hvis historien var stram og enkel, men med de albuebevægelser, som manuskriptet tilraner sig, havde det nok været en god ide, hvis man havde spredt handlingen lidt ud over hele verden. Det er lidt som om Indien og Pankotpaladset ikke er helt stort nok for Spielberg og Lucas.

Teknisk lækkerbisken af den gamle skole

'Drop them Dr. Jones. They will be found. You won't!'
‘Drop them Dr. Jones. They will be found. You won’t!’

Rent teknisk er filmen er lækkerbisken af den gamle skole fra dengang, man ikke brugte sjæleforladt CGI, men hvor miniaturemodeller, pyroteknik og bluescreenoptagelser var normen. Filmen er fyldt med sjæl og liv i det filmiske formsprog, og filmens visuelle opfindsomheder er da også konstant med til at tage fokusset væk fra manuskriptets svagheder. Og så står filmen ikke stille i mange sekunder ad gangen, da det ene halsbrækkende stunt afløser det andet. Det er et filmisk eventyr af de helt store, som virkelig fortjener at blive set på et biograflærred eller på en motherfucker af en fladskærm. Så kan man rigtig læne sig tilbage, åbne op for skumbananposen, slå hjernen fra og lade John Williams’ magiske toner og Spielbergs magiske touch lede sig ind i en ujævn, men mageløst underholdende film. Det er en film, som jeg på trods af mine anker, elsker over alt på jorden!

5 stjerner
Titel: Indiana Jones and the Temple of Doom
Dansk titel: Indiana Jones og Templets Forbandelse
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Willard Huyck & Gloria Katz efter historie af George Lucas
Cast: Harrison Ford (Indiana Jones), Kate Capshaw (Willie Scott), Ke Huy Quan (Short Round), Amrish Puri (Mola Ram)
Producere: Robert Watts (producer), Kathleen Kennedy (associate producer), Frank Marshall (executive producer), George Lucas (executive producer)
Foto: Douglas Slocombe
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 118 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, finsk, islandsk, italiensk, norsk, rumænsk, dansk
Produktionsland, år: USA, 1984
Produktionsselskaber: Lucasfilm, Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på den udgave af Indiana Jones and the Temple of Doom, der indgår i bokssættet The Adventures of Indiana Jones. Dette sæt er nu udgået, men i maj 2008 udkommer Indiana Jones: The Adventure Collection, der også har alle filmene.

Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008

Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Okkultisme, Pulp

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.