Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Alle ingredienserne er der i Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull – de er bare blandet forkert. Slutresultatet er en film, der føles mere som en "paint by numbers"-film end som en film, de medvirkende – foran og bag kameraet – har haft lyst til at lave.

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal SkullDet her er en anmeldelse, jeg har udskudt at skrive i meget lang tid – ja næsten otte år, faktisk. Blandt andet fordi jeg har det meget svært ved at skulle give en Indiana Jones-film en dårlig anmeldelse. Men også fordi, jeg næsten ikke har orket at skulle se filmen endnu engang.

Heldigvis viste det sig, at Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (herfra bare Crystal Skull) ved dette gensyn ikke var helt så ringe, som jeg havde fået den gjort til i erindringen. Men det er stadig ikke nogen vellykket film, særligt ikke sammenlignet med de tre første Indiana Jones-film.
hvid

Pilen peger på onkel George

Der havde gået rygter om en fjerde Indiana Jones-film stort set lige siden Indiana Jones and the Last Crusade kom ud i 1989, men der skulle gå 19 år, inden den fjerde film endelig ramte biograferne.

Det var en lang og stenet vej med adskillige manuskriptudkast af flere forskellige forfattere, inden trioen George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford endelig havde et manuskript, de var tilfredse med.

Historien er – som ved de tre foregående film – udtænkt af George Lucas (med input fra Jeff Nathanson) og det endelige manuskript blev skrevet af David Koepp, der tidligere havde skrevet Jurassic Park (1993), The Lost World (1997) og War of the Worlds (2005) for Steven Spielberg.

Mange af mine kritikpunkter ved Crystal Skull er forankret i manuskriptet, men man kan næppe klandre David Koepp alene for manuskriptets fejl og mangler; her peger pilen på onkel George, hvis historie Koepp var tvunget til at følge.

Kommunister! Rumvæsner! Ramasjang!
Man kender ham bare på silhuetten. Lækkert billede fra starten af filmen.

Man kender ham bare på silhuetten. Lækkert billede fra starten af filmen.

Handlingen i Crystal Skull finder sted i 1957, 19 år efter begivenhederne i The Last Crusade. Ved filmens begyndelse er Indiana Jones (Harrison Ford) og hans makker Mac (Ray Winstone) blev tilfangetaget af en gruppe kommunister, der skal bruge Jones’ hjælp til at finde en bestemt kasse i en kolossal lagerbygning i Nevadas ørken.

Lagerbygningen, der naturligvis ligger i Area 51, er den selvsamme bygning, man ser i slutningen af Raiders of the Lost Ark (1981), men det er nu ikke Pagtens Ark, kommunisterne er ude efter. Det er i stedet liget af et rumvæsen fra det i populærkulturen allestedsnærværende UFO-styrt i Roswell, 1947.

For at gøre en lang historie kort: Rumvæsnet har et kranie af det pureste krystal ligesom andre kendte krystalkranier. Om disse siges det, at de kommer fra en sagnomspunden by i Amazonjunglen, og det er denne by kommunisterne er ude efter.

Det siger sig selv, at det vil være rigtig skidt, hvis de røde djævle lykkes med deres foretagende, så Indiana Jones kaster sig ind i jagten – godt hjulpet af den unge greaser Mutt Williams (Shia LaBeouf), hvis mor også er blevet bortført af kommunisterne.

Mutts mor viser sig i øvrigt at være ingen ringere end Marion Ravenwood (Karen Allen) – Indianas dame fra Raiders of the Lost Ark – og så kræver det vist ingen ph.d. at regne ud, hvem Mutt i virkeligheden er.

Og så går den vilde jagt ellers fra USA til Peru til Amazonjunglen… Klassisk Indiana Jones-ramasjang, ikke? Jo, på papiret.

To dumme kritikpunkter
Ford ser stadig godt ud i rollen. Ældre og mere vejrbidt, men stadig cool som ind i helvede.

Ford ser stadig godt ud i rollen. Ældre og mere vejrbidt, men stadig cool som ind i helvede.

Men der er bare noget, der ikke fungerer ved Crystal Skull. Og med “noget” mener jeg “meget”. En blanding af klichéfuld handling, umotiverede begivenheder, tåbelige “sjove” indfald, fejlcasting og pinligt skuespil er blot nogle af de elementer, der er med til at gøre Crystal Skull til en markant skuffelse.

Men inden jeg går videre, vil jeg godt lige benytte lejligheden til at gå i rette med to af de ting, der oftest fremhæves som dårlige ved filmen. Den ene er, at handlingen centrerer sig omkring rumvæsner. Det er der mange, der har meget svært ved at kapere. “Rumvæsner hører ikke til i en Indiana Jones-film” er argumentet her.

Den køber jeg ikke. Faktisk er rumvæsner et helt oplagt plotelement, især set i lyset af, at handlingen er flyttet til 1950’erne, hvor der i amerikansk populærkultur var rumvæsner overalt. Det er måden, rumvæsnerne bruges på, der er uopfindsom og klichépræget.

Cate Blanchett som chef-kommunisten Irina Spalko.

Cate Blanchett som chef-kommunisten Irina Spalko.

Den anden ting, der har irriteret utrolig mange, er en scene i begyndelsen af filmen, hvor Jones overlever en atomprøvesprængning ved at kravle ind i et køleskab, der efterfølgende kastes mange hundrede meter væk. “Det er vildt urealistisk” er argumentet her.

Er det virkelig mere urealistisk end at kaste sig ud fra et fly i en oppustelig gummibåd, lande helskindet på en sneklædt bjergside, kure ned ad bjerget, falde ud over en afgrund og lande (igen helskindet) i en flod? I genser bare lige Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) og så taler vi igen bagefter…

Nej, problemerne ved Crystal Skull ligger andre steder. Jeg skal nok lade være med at komme med hele min liste, for så ville denne anmeldelse blive meget lang, men lad os lige kigge på nogle stykker.

Klichéer, overspil, fjollehumor og umotiverede begivenheder
Hvor stor en kliché kan det blive? Shia LaBeouf som Mutt.

Hvor stor en kliché kan det blive? Shia LaBeouf som Mutt.

For det første er der klichéerne. Det er sjovt med klichéer, for hvis de er skrevet godt, kan de fungere glimrende, men her bliver det bare lige lidt for tykt.

For eksempel er Shia LaBoeufs Mutt-karakter ikke bare er en 1950’er-greaser; han er et opkog af alle greasere nogensinde set på film. Ja, han kunne uden problemer have været med i klichéen over dem alle – Grease (1978) – og det er bare alt, alt for tykt.

Et andet eksempel er Ray Winstones Mac-karakter, der ikke bare er dobbeltagent, men trippelagent eller er det faktisk kvadrupelagent?

Et tredje eksempel er den sværdsvingende chef-kommunist Irina Spalko. Hun spilles af Cate Blanchett, der med sin tykke russiske accent overspiller til den store guldmedalje.

Og så er der selvfølgelig megarumskibet til sidst i filmen. Den er efterhånden set før i alt fra Close Encounters of the Third Kind (1977) til Independence Day (1996), så kunne rumvæsenplottet ikke godt have været afviklet med lidt større opfindsomhed?

Jeg nævnte overspil, og for nu lige at dvæle lidt ved det, så er det også et generelt problem. Cate Blanchett gør sig som nævnt skyldig, og John Hurt er også ret pinlig i rollen som den konfuse professor Oxley.

Indy med hat, læderjakke, revolver og pisk - helt som vi kender ham.

Indy med hat, læderjakke, revolver og pisk – helt som vi kender ham.

Værst af alle er dog Karen Allen som Marion Ravenwood. Mage til manieret overspil skal man lede længe efter og den måde, rollen er skrevet på, ligger også langt fra den stærke kvinderolle, Allen havde i Raiders of the Lost Ark.

Fjollehumor er der også en anelse for meget af – det var i øvrigt også et problem i den ellers lysår bedre Indiana Jones and the Last Crusade. Men her er det ofte meget pinligt. For eksempel en scene hvor Jones og co. er fanget i kviksand og må hives op ved hjælp af en slange. Det er sjovt, fordi Indiana Jones jo er bange for slanger. Ha ha ha.

Der er også en tåkrummende pinlige sekvens, hvor Mutt svinger sig i lianer sammen med en flok aber. Her mangler kun Johnny Weismüllers klassiske Tarzan-råb for at sætte prikken over i’et.

Og så er der de mærkelige og umotiverede ting, der sker, og aldrig forklares. Som de mærkelige indianere, der angriber Indy og Mutt på en kirkegård i Peru. Er de der for at beskytte krystalkraniets hemmelighed? Og hvis de er, hvorfor? Hvem har sat det i værk? Hvem havde fortalt dem, at Indy og Mutt var på vej? Spørgsmålene hober sig op – og i øvrigt ikke kun i denne scene.

Også mange ting der virker
Det famøse krystalkranie som hele filmen handler om.

Det famøse krystalkranie som hele filmen handler om.

Jeg skal undlade at fortsætte, men desværre kunne jeg blive ved en rum tid endnu. Hele konstruktionen – historien og det endelige manuskript – er for store deles vedkommende en meget tyndbenet størrelse, der prøver alt for meget på at være en Indiana Jones-historie og glemmer bare at fortælle en god historie.

Alle ingredienserne er der; de er bare blandet forkert og slutresultatet bliver en film, der føles mere som en “paint by numbers”-film end som en film, de medvirkende – foran og bag kameraet – har haft lyst til at lave.

Når alt det dårlige er sagt, skal det dog også siges, at der er en del ting, der rent faktisk virker. Den vigtigste er selvfølgelig hovedpersonen selv. Der var mange, der kritiserede Harrison Ford for at være for gammel, men det er noget pjat.

Ford ser godt ud i rollen, og selvom han selvfølgelig heller ikke er bedre end det materiale, han har at arbejde med, er det en fornøjelse at se Ford tilbage i læderjakken og med den brune fedora.

Frygteligt overspil fra første sekund, hun er på lærredet. Karen Allen som Marion Ravenwood.

Frygteligt overspil fra første sekund, hun er på lærredet. Karen Allen som Marion Ravenwood.

Flere af action- og spændingssekvenserne er derudover klassisk Spielberg. Det gælder hele indledningen i Area 51-lagerbygningen, hvor action og humor er godt afbalanceret og også sekvensen, hvor Indy og Mutt jages af kommunisterne på universitetet er veloplagt action i klassisk Spielberg-aftapning.

Sekvensen, hvor Indy og Mutt udforsker den skumle kirkegård i Peru, drypper af stemning á la “South America 1936” (hvis bare de skide indianere ikke havde været der!) og der er sågar en smule dybfølt melankoli, da Indy og hans chef på universitetet mindes Indys far og Marcus Brody, der begge er døde.

Helt generelt er der faktisk en del meget vellykkede enkeltscener og –sekvenser spredt igennem Crystal Skull, men de positive takter opvejer i sidste ende desværre ikke alle de negative aspekter.

Fodnote
Ih, et stort rumskib. Det har vi aldrig set før.

Ih, et stort rumskib. Det har vi aldrig set før.

Det resulterer i en film, som jeg så gerne ville kunne lide, men som knirker og knager så meget, at jeg ikke kan se gennem fingre med det.

Det var ekstra svært for mig, fordi det længe så ud som om, Crystal Skull ville blive den sidste Indiana Jones-film (i hvert fald den sidste med Harrison Ford), og jeg syntes det var umådelig trist, at serien skulle slutte på en så skuffende facon.

For et par måneder siden blev det så afsløret, at Ford og Spielberg begge er ombord på en femte Indiana Jones-film, der efter planen får premiere i 2019. Ved første øjekast var det en smule ildevarslende, at David Koepp endnu engang skal stå for manuskriptet, men de bange anelser lettede en smule, da det stod klart, at George Lucas ikke har noget at gøre med filmen.

Mine fingre er krydsede i hidtil ukendte konstellationer for, at den femte film kan blive en værdig afslutning på Indiana Jones-serien – i hvert fald den del af serien, der har Harrison Ford i titelrollen og Steven Spielberg som instruktør. For lur mig om Disney – der jo har rettighederne nu – ikke rebooter serien om nogle få år. Alt andet ville i hvert fald undre.

Men forhåbentlig bliver den femte Indiana Jones-film en værdig afslutning for Ford og Spielberg, så Indiana Jones and the Crystal Skull kan indtage en plads som en fodnote i Indys historie.

2 stjerner

Titel: Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull
Dansk titel: Indiana Jones og krystalkraniets kongerige
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: David Koepp efter historie af George Lucas og Jeff Nathanson
Cast: Harrison Ford (Indiana Jones), Cate Blanchett (Irina Spalko), Karen Allen (Marion Ravenwood), Shia LaBeouf (Mutt Williams), Ray Winstone (Mac), John Hurt (Professor Oxley)
Producere: Frank Marshall (producer), Kathleen Kennedy (executive producer), George Lucas (executive producer)
Foto: Janusz Kaminski
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, hollandsk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Paramount Pictures, Lucasfilm
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: 1950’erne, Indiana Jones, Junglen, Rumskibe, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *