Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Independence Day

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Independence DayHvis en invasion fra rummet lyder som David Arnolds score fra Independence Day, så kommer rumvæsnerne i hvert fald til god musik! Selv om musikken fra Independence Day ikke vinder priser for originalitet, så er der tale om et stærkt symfonisk score, der holder, hvad det lover, og underholder hele vejen igennem.

Det er interessant, at nogle af de mest patriotiske amerikanske film, der blev lavet i 1990’erne, blev lavet af tyske instruktører. I 1996 kom Roland Emmerichs Independence Day, der gør den fjerde juli til hele verdens uafhængighedsdag (!), og året efter kom endnu en film af en tysk instruktør med den amerikanske præsident i den helt centrale rolle – Wolfgang Petersens Air Force One (1997). Emmerich slog så igen i begyndelsen af det nye årtusinde med en film, der ikke bare var afsindig patriotisk, men som jo havde den venlighed at fortælle det i sin titel – The Patriot fra 2000, der er en slags amerikansk Braveheart (1995) og endda med Mel Gibson i hovedrollen.

Patriotiske komponister

David Arnold (f. 1962)

At det på den filmmusikalske side også er en tysker, der har stået for noget af det mest patriotiske musik, der er strømmet ud af Hollywood siden starten på 1990’erne, nemlig Hans Zimmer, er en anden sag, som jeg ikke skal dvæle ved her. For musikken til Independence Day blev nemlig komponeret af englænderen David Arnold, der dog heller ikke sparede på det patriotiske islæt i sit ellers i øvrigt rigtigt fine symfoniske score.

Independence Day er et score af den slags, som man har svært ved at forestille sig, at filmmusikentusiaster ikke skulle kunne lide – stor, symfonisk musik med en række gode temaer, og ikke mindst en masse effektiv højoktan-actionmusik.

Tematisk er scoret bygget op omkring sit stærkt patriotiske hovedtema, et par truende temaer (eller måske nærmere motiver) for de invaderende rumvæsner samt et par andre temaer, bl.a. et fint og afdæmpet tema for Will Smiths karakter og det også stærkt patriotiske sejrstema.

Hovedtemaet introduceres allerede i “1969 – We Came In Peace” (nr. 1), hvor en nobel, militaristisk udgave af temaet præsenteres på solotrompet hen over en særdeles truende synth-bund. Trompetversionen af temaet må da også snart give plads til en langsom dramatisk opbygning, og første præsentation af de to blæsermotiver for de invaderende rumbæster.

Bombastisk actionmusik

Alle tre temaer/motiver får vi at høre mange gange i løbet af albummets knap 50 minutter. Idet albummet præsenterer numrene i den rækkefølge, de høres i filmen, siger det sig selv, at det især er rumvæsen-motiverne, der dominerer her, men vi snydes da heller ikke for hovedtemaet. En solotrompetudgave af temaet dukker op igen i begyndelsen af “Canceled Leave” (nr. 4), der imidlertid fortsætter over i det fine og afdæmpede tema for Will Smiths karakter.

Selv om det, de fleste klart vil huske musikken fra Independence Day for er den bombastiske actionmusik, så er der faktisk rundt omkring på albummet enkelte afdæmpede og ofte deciderede smukke cues. Foruden det allerede nævnte “Canceled Leave” er det bl.a. også “Aftermath” (nr. 7), hvor Arnold gør fint brug af kor, og “El Toro Destroyed” (nr. 9). På nær “Aftermath” er disse stille stunder dog temmelig korte, og det er da også actionmusikken der dominerer.

Og her er der mange numre, man kunne fremhæve. Højdepunkterne kommer uden tvivl i “Fire Storm” (nr. 6) og “The Day We Fight Back” (nr. 12), hvor Arnold virkelig trækker stopklodserne ud, og viser hvor god symfonisk musik, han faktisk kan komponere – et faktum, der lidt er druknet i de senere års stærke indslag af electronica i hans Bond-scores! Begge disse numre byder naturligvis på flere fremførsler af både hovedtemaet og rumvæsen-motiverne, og i “The Day We Fight Back” får vi desuden en fuldt udviklet version af sejrstemaet, som allerede er blevet antydet flere gange, bl.a. i det umiddelbart foregående nummer, “The President’s Speech” (nr. 11).

Det er i “The President’s Speech”, at hovedtemaet får sit måske mest patetiske (og patriotiske) behandling. Nummeret stammer naturligvis fra filmens “Braveheart-tale”, hvor Arnold langsomt bygger temaet op, inden han præsenterer de første fem toner af sejrstemaet, og endelig afslutter nummeret med endnu en version af hovedtemaet. I samme åndedrag må også nævnes den mere militaristiske udgave af hovedtemaet i “International Code” – nummeret, der stammer fra filmens montagesekvens, hvor budskabet om, at nu slår Jorden igen, spreder sig over hele kloden. Her laver Arnold desuden det glimrende trick, at han præsenterer det ellers meget amerikanske hovedtema i en “russisk” version komplet med mandskor.

Men uanset, hvor godt scoret er som sådan, så får man indtrykket af, at det hele har været en lang indledning til albummets virkelige højdepunkt – det over 9 minutter lange “End Title”-nummer, der indleder med en afsindigt heroisk version af det fuldt udviklede sejrstema, inden det går videre og præsenterer stort set samtlige temaer fra scoret i én lang rulletekst-medley.

Sammenlignet med Williams

Kender man Arnolds musik fra Stargate (1994), så har en man en nogenlunde god idé om, hvad man skal forvente af scoret fra Independence Day, bortset fra, at alt ved Independence Day lige er en anelse større og bombastisk – nogle ville måske sige svulstigt. Der er fortsat tale om virkelig velkomponeret symfonisk musik, og kodeordet her er “stor” – der er vitterligt ikke sparet på noget, og det i forvejen anselige symfoniorkester (hvor Arnold hele vejen igennem gør flittigt brug af slagtøjssektionen) er på enkelte cues suppleret med kor.

Da albummet i sin tid kom ud var der mange filmmusikanmeldere, der nærmest kom i bukserne over musikken, og skyndte sig at finde topkarakteren frem. Ja, nogle anmeldere gik så vidt som at spå Arnold en fremtid som John Williams’ arvtager som leverandør af stor, tematisk orienteret actionmusik til Hollywood! Her må jeg imidlertid erklære mig noget uenig. Som det tydeligt vil være fremgået af det ovenstående er jeg selv meget glad for Arnolds score, men alle dets fortræffeligheder er det er slet ikke nær så helstøbt som nogle af de scores, det blev sammenlignet med, og det ville være synd at sige, at det ligefrem er originalt. Selv om det bestemt ikke er nogen tvivl om, at Arnold kan levere varen, så er der stadig langt fra Arnold og op til f.eks. Williams, og komponisten har da til dato heller ikke leveret endnu et score af så imponerende kaliber som Independence Day. Det kan naturligvis nå at komme, og det skal da retfærdigvis også siges, at nogle af hans Bond-scores bestemt er værd at lytte til.

Man skal være i stand til at kapere en næsten overdreven grad af amerikansk patriotisme, hvis man i det hele taget skal kunne lide Independence Day, men hvis man kan det, så er man også i gode hænder i de 50 minutter, albummet varer. En bootleg-version af scoret, der med en spilletid på 71 minutter angiveligt skulle være komplet, flyder rundt på nettet, men med mindre man er hardcorefan af David Arnold eller Independence Day er der efter min mening ingen grund til at sætte himmel og jord i bevægelse for at få fat i bootleg’en. De 50 minutter, der findes på det kommercielle album, præsenterer fint filmens musik, og albummet føles aldrig for langt.

Nummerliste:
1. 1969 – Main Title (2:07)
2. S.E.T.I. – Radio Signal (1:53)
3. The Darkest Day (4:15)
4. Canceled Leave (1:48)
5. Evacuation (1:26)
6. Fire Storm (5:48)
7. Aftermath (3:37)
8. Base Attack (3:52)
9. El Toro Destroyed (1:22)
10. International Code (1:34)
11. The President’s Speech (3:12)
12. The Day We Fight Back (5:49)
13. Jolly Roger (3:17)
14. End Title (9:08)

Total spilletid: 49:08

4 stjerner

Titel: Independence Day
Komponeret af: David Arnold
Dirigeret af: Nicholas Dodd
Orkestrering: Nicholas Dodd
Produceret af: David Arnold
Udgivet: 1996
Label: RCA Victor – 09026 68564 2
hvid
Det kommercielle album er udsolgt, men kan ofte findes billigt i musikantikvariaternes brugtsektioner og kan under alle omstændigheder erhverves for en slik på f.eks. eBay.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *