Når man kigger på det noget spraglede cover på I, Zombie, bliver man med det samme i tvivl om bogens indhold, og en følelse af kolde fødder begynder at trænge sig på: en Sam Spade-lignende privatdetektiv sidder med benene oppe på et skrivebord. I den ene hånd har han et glas rødvin, og i den anden en smøg. Hans upåklagelige detektivlook brydes lidt af hans hud, der er i tydeligt forfald. På bordet ligger der et afhugget hoved, hvorfra der løber hjernemasse. I baggrunden af billedet står en insektmand iklædt noget, der ligner en uniform, og han er badet i et neongrønt skær.
Lave forventninger gjort til skamme
Hvad skal det forestille? Mine forventninger blev skruet helt ned, da jeg med det samme kom til at tænke på en fjollet omgang lort med en zombiedetektiv og insektmænd. Titlen I, Zombie gjorde det bestemt ikke bedre. Men efter endt gennemlæsning blev min tvivl gjort til skamme, for I, Zombie er en fremragende bog, hvor gys, intertekstualitet og sci-fi går op i en højere enhed.
Romanen tager sin begyndelse i oldtiden. En jæger nedlægger et bytte, hvorefter en zombie spiser jægerens hjerne. Kort og brutalt, og så er vi fremme i nutiden, hvor vi møder John Doe. Doe kan ikke huske længere tilbage end ti år, og han bruger sine evner som tænkende zombie til at være den perfekte lejemorder/privatdetektiv. Gennem flere monologer bliver det klart, at han bare ønsker at være menneske, og følgende citat indfanger meget godt vores hovedperson, og viser også denne del af romanens metalag, hvor forfatteren Al Ewing peger på sig selv som genrebevidst filmnørd:
“The DVD shelf is above the TV. The Godfather, Pulp Fiction, Schindler’s List, Star Wars – the old movies, not the new ones – Lord Of The Rings, Trainspotting… I mean, I don’t watch them, I just own them. I’ve watched everything on there maybe once, if that, but they’re all carefully arranged in alphabetical order to show how passionate I am about film and cinema. I’m normal. I am just like you.”
Pludselig bliver “helt almindelige” John Doe draget ind i et komplot, som har stået på siden tidernes morgen. Vi møder den bitre eks-bokser Albert Morse, som nu arbejder for et hemmeligt britisk regeringsorgan, som har jagtet John Doe i lang, lang tid. For i John Does krop ligger måske forklaringen på ét helt centralt spørgsmål. Men så åbnes Pandoras Æske, handlingen springer frem i tiden, og Jorden invaderes. Og så ikke mere om handlingen her.
I, Zombie er det fjerde indslag i Abaddons serie Tomes of the Dead. Serien omhandler zombier i mange forskellige afskygninger, settings og historier. De tre foregående bind, Death Hulk (2006), The Words of their Roaring (2007) og The Devils Plague (2007), er alle anmeldt her på Planet Pulp. I november 2008 udkommer så femte indslag, skrevet af Rebecca Levene, der bærer titlen Anno Mortis, og den glæder vi os til at sætte tænderne i.
Multikunstner
I, Zombie adskiller sig på mange måder betydeligt fra de tidligere romaner i serien – dog ikke på nogen negativ måde, men nærmere positivt, da den tager en frisk tilgang til zombie-myten.
Romanens forfatter Al Ewing, er ikke nogen erfaren rotte, når man ser på hans CV som romanforfatter, da I, Zombie blot er hans anden roman, men han er bestemt ikke nogen Hr. Hvem-som-helst. Som tegneserieforfatter er han tilknyttet 2000 AD, som det er tilfældet med mange af forfatterne på Abaddons udgivelser. Hans første roman El Sombra (2007), skrevet for Abaddon til serien Pax Britannia, er også anmeldt her på Planet Pulp.
Ewing er på tegneseriefronten manden bag The Ultimate Future Shock, og har blandt også skrevet indslag i serier som Tharg’s Terror Tales og Tharg’s Future Shocks, hvor hans historier bærer dejlige titler som “Man Bites Dog”, “Doom-Dream of Destiny og “Sorrow Hill”.
Udover at være forfatter er Al Ewing også DJ, så hvis du har været i England, i nærheden af York, er du måske stødt på ham under en bytur, hvor han som pladevender bærer navnet DJ Christ. Og samtidig har han også gjort sig klog på film, og har endda været inde over nogle kortfilm. Så alt i alt er den gode Ewing en meget kreativ person, som har et stort kendskab til de medier, han boltrer sig i, hvad enten det er romaner, tegneserier, musik eller film.
Mystisk bastard
Debutromanen El Sombra var noget ujævn, men viste, at Al Ewing havde et godt og beskidt sprog, samtidig med at hans filmiske virkemidler var i top. Disse to positive ting fører Ewing på fornemste vis videre til I, Zombie, som derudover har en meget spændende historie, et fedt metaplan og en fandenivoldskhed, der får mit mundvand til at løbe.
I, Zombie er en mystisk bastard, som både veksler i tid, fortæller og genre. Det ene øjeblik smiler man over metabemærkninger, da John Doe i bedste Matrix-stil skruer hastigheden på tiden ned, så han kan bevæge sig i bullet-time – hør blot her, hvor selvbevidste både Ewing og John Doe fremstår:
“At this speed, it sounds like wind chimes clanging softly in the breeze. The gunshots sound like the bellows of prehistoric monsters. The shells clang against the stone like church bells. Did you ever see The Matrix? Bit of a busman’s holiday, I thought.”
Første del af romanen er spækket med lignende detaljer, hvor det hele er en leg med både genren, mediet og sproget. Historien antager dog senere en mere mørk og seriøs undertone, som skaber flere direkte modbydelige sekvenser, som næsten ikke er til at holde ud at læse, men som er meget vigtige for den overordnede fortælling, og den strategi Ewing benytter sig af. Hør blot, hvordan det lyder, da en mor finder sit barn, efter at invasionen er begyndt, og gruen for alvor spreder sig:
“The face had been eaten away, chewed through, leaving nothing but a gaping hole tinged with torn, red flesh, and inside that hole there was only pulsing white maggot-flesh, inhabiting the baby’s hollowed out corpse, pulsing in and out in a matter that seemed almost like breathing.”
Uforudsigelig
Et eller andet sted i det store virvar af litterære byggeklodser er det lykkes for Ewing at finde en tangent i sin historie, som han følger helt ud, og som faktisk gør det troværdigt. Jeg tror, at det bærende element i denne sammenhæng er den troværdige karakter. Først skildret gennem John Doe, og siden hen gennem Albert Morse. På hver deres måde holder de læseren fast i et jerngreb, og dette gør, at man er med hele vejen.
Vi går fra hårdkogt førstepersonsfortæller til en alvidende tredjepersonsfortæller, og tilbage til en mere nøgtern førstepersonsfortæller. Disse spring i fortællerstemmen er forankret i, at historien også konstant skifter karakter. Et andet fint træk ved I, Zombie er, at den er meget uforudsigeligelig, fordi Ewing behersker legen med de forskellige genrer så godt, som han gør. Så vi kommer da også både tilbage til det feudale Japan med lidt samuraiaction, får et lille indblik i et bøsseforhold i 70’ernes New York, og ser en insektzombie i aktion i fremtidens London. Når man efter endt gennemlæsning endnu engang kigger på bogens mystiske cover, så giver det hele faktisk mening.
De tidligere bind i Tomes of the Dead har, på trods af emnet, været mere jordnære fortællinger, men med I, Zombie får serien et ordentligt spark i bollerne, og Ewing viser, at historier om zombier kan være meget andet end klassiske horrorfortællinger. Vi har både satire, ironi, sci-fi, vold og decideret horror i en lækker blanding. Hatten af og hjernen ud for det, og gerne mere af den slags, da man bare får lyst til mere. Eller som John Doe udtrykker det: “BRAINS!”
Tomes of the Dead: I, Zombie er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.
Forfatter: Al Ewing
Udgivet: 2008
Forlag: Abaddon Books
Format: Paperback
Sideantal: 289
Anmeldt i nr. 36 | 13/10/2008