Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

I nuovi barbari

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Enzo Castellaris Mad Max rip-off er Mad Max-light, og det bliver det måske en hel del dummere af, men bestemt ikke mindre underholdende.

I nuovi barbariÅret er 2019. Der er gået ni år, siden atomkrigen hærgede verden, og landet er efterhånden begyndt at blive tilgængeligt for mennesker igen. Samfundet er for længst gået i opløsning, og menneskeheden er blevet reduceret til flagrende rester, der lever som spredte nomader.

Homoseksuel sekt
Dommedagsstemning i nærfremtiden.

Dommedagsstemning i nærfremtiden.

Det er den stærkes ret, der dominerer, og alle har kun tanker for sig selv og sine nærmeste; altså den klassiske idé om alles kamp mod alle. Midt i dette kaos har den religiøse leder One (George Eastman) skabt en homoseksuel sekt omkring sig. Sektens mål er at afslutte det arbejde, som atombomberne ikke formåede. One’s Templars – det er det sekten kalder sig – har det erklærede mål, at udslette alt menneskeligt liv de møder. De renser ud, men hvornår de selv skal udrenses, fremgår ikke tydeligt på noget tidspunkt.

Den eneste anvendelige transportform er biler, der på alle tænkelige måder er blevet forbedret og ombygget til hurtige terrængående køretøjer med alskens gadgets som flammekastere, kanoner, katapultsæder og alt, hvad der eller hører til i den slags roadracers. De gale One’s Templars gør vejene usikre i overlegne køretøjer, som det kun er de færreste, der har mulighed for at hamle op med.

Shadow (Ennio Girolami).

Shadow (Ennio Girolami).

Da vi kommer ind i handlingen, får vi æren af at opleve, hvordan sekten gør kort proces med en gruppe rejsende. Det er effektivt, og almindelige mennesker har ikke en chance. Heldigvis er der en håndfuld omflakkende vagabonder, der er gjort af et helt andet stof. En af disse er Scorpion (Giancarlo Prete), der i sin superbil er en gammel bekendt af One’s Templars. Han har krydset deres vej før, og endda ydmyget selveste One i en tvekamp. Der er derfor mere end ondt blod mellem sekten og lykkeridderen Scorpion.

Vi ved derfor også, at der er blevet lagt i ovnen til en solid omgang action, da Scorpion på ny dukker op, og snupper en skønjomfru ud af hænderne på Ones to håndlangere Shadow (Ennio Girolami) og Mako (Massimo Vanni). Nu er hævnens time kommet. One sætter alt ind på at fange Scorpion.

Den sejeste kriger
Road warriors.

Road warriors.

Pigen, Scorpion redder, hedder Alma (Anna Kanakis), og da hun først har forsikret sig om, at hendes redningsmand ikke vil voldtage hende, hopper hun hurtigt i kanen med ham. Efter lidt taknemmelighedssex må de prøve at finde hjælp, for Alma blev såret, da sekten snuppede hende. Heldigvis møder Scorpion en gammel bekendt, den sorte omflakkende fribytter Nadir (Fred Williamson), der med sin bue forsøger at bevise verden, at han er den sejeste kriger.

Sammen drager de tre ud til nogle nomader, der tilhører en besynderlig sekt, der tilbeder en guddom, der kaldes “Gud”. Hvorfor hverken Nadir eller Scorpion kender noget til kristendommen, taget i betragtning at det kun er ni år siden, verden gik af lave, er en smule besynderligt, men det skal vi ikke tænke for meget over.

Det korte af det lange er, at det er blevet tid til at gøre regnskabet op. Det er både Scorpion og One opsatte på. Det resulterer i en lang række katten-efter-musen-scener, som naturligvis først bliver forløst i det endelige klimaktiske opgør. Før vi når dertil, må Scorpion og hans nye venner en del igennem, og vores helt må endda lide den tort at blive røvpulet af One! Ikke nogen rar sag, men da det er overstået, er det ikke helt urimeligt at påstå, at Scorpion er blevet en meget farlig modstander.

Mad Max rip-off
Antihelten Scorpion (Giancarlo Prete) og Alma (Anna Kanakis).

Antihelten Scorpion (Giancarlo Prete) og Alma (Anna Kanakis).

I nuovi barbari (The New Barbarians på engelsk) blev udsendt i 1982, og det er jo nok kun de færreste, som ikke fornemmer inspirationen fra George Millers Mad Max (1979) og Mad Max 2 (1981). I nuovi barbari er da også et førsteklasses eksempel på de omtrent to dusin postapokalyptiske actionthrillere, som blev spyttet ud af den italienske filmindustri i kølvandet på Millers fabelagtige film.

Sandt at sige er det nok mest Mad Max 2, der har givet inspiration til I nuovi barbari. Det var med den anden film, at udtrykket i Mad Max-universet for alvor blev punket, vildt og anarkistisk. Det greb I nuovi barbaris instruktør Enzo G. Castellari, og skabte en lowbudgetfilm, der snylter på præcis disse elementer.

Shadow bliver skarpt forfulgt.

Shadow bliver skarpt forfulgt.

Verden er blevet omdannet til en kaotisk ødemark, hvor vilde bander drøner omkring i udsyrede køretøjer og bekæmper hinanden med finurlige våben. De fleste har et tydeligt punk-chik look med hanekamme, spraglede farver og navne løftet fra den engelske 1977-bølge af gadeæstetik. Den eneste i Castellaris film, som ikke lever op til dette, er Scorpion, der til gengæld er helt og aldeles modelleret over Mel Gibsons rolle som Mad Max.

Gamle kendinge
One (George Eastman).

One (George Eastman).

Fans af italienske genrefilm vil sikkert allerede nu have bemærket, at der medvirker en hel del gammelkendte navne i filmen. Den berømteste er helt sikkert Geroge Eastman, der har så meget snavs på sit filmiske CV, at det halve kunne være nok. Vi har mødt ham flere gange her på Planet Pulp, og han vil helt sikkert dukke op igen.

Det samme kan siges om Giancarlo Prete og Ennio Girolami. Andre vil måske hæfte sig ved Fred Williamson i rollen som Nadir. Han har, foruden en uhyggelig mængde italienske produktioner, også medvirket i nyere amerikanske film som From Dusk Till Dawn (1996), Children of the Corn V: Fields of Terror (1998), Starsky & Hutch (2004), samt den helt nye vampyrfilm Revamped (2007).

Flere af de medvirkende må i øvrigt betragtes som en fast bestanddel af Enzo G. Castellaris filmhold. De har mere eller mindre alle spillet med i andre af instruktørens film, og der kommer derfor uvilkårligt en stemning af familiaritet over hele produktionen, som giver I nuovi barbari et ekstra sympatisk skær.

Plothuller og tumpede bemærkninger
Shadow straffes.

Shadow straffes.

Effekterne er helt hen i vejret. Bilerne ser latterlige ud, om end de er ganske fantasifuldt udformet, og våbnene der bruges er tåbelige laserpistoler med den klassiske pivpiv-lyd. Kostumerne, måske lige fraregnet Nadirs macho-barbar-outfit, er ligeledes grinagtige. Det eneste som for alvor formår at virke en smule troværdigt, er de til tider forbløffende blodige kampscener, hvor hoveder kappes af og brystkasser eksploderer.

Det betyder dog ikke, at filmens action er veltimet – det er den bestemt ikke. Snarere det modsatte. Der hvor filmen for alvor viser sine mangler er i de relativt mange biljagter, som savner enhver fornemmelse af ægte fart. Det ser ud som om de vilde roadracers tøffer af sted, hvilket vel ikke helt kan være meningen. Den slags må man dog se igennem fingrene med, for det er jo trods alt italiensk genrefilm vi her har med at gøre.

Ramt af en strålepistol.

Ramt af en strålepistol.

Historien hænger i øvrigt heller ikke sammen. Den er fyldt med plothuller, og den ene larmende tumpede bemærkning efter den anden bliver løbende fyret af. Den verden som Castellari har skabt er slet ikke gennemtænkt, og det lader ikke til, at han har overvejet meget mere end at nogle bander bekriger hinanden efter atomkrigen.

Nuvel, det resulterer i nogle særdeles billige grin, og da Scorpion hen imod slutningen helt umotiveret møder op i en gennemsigtig rustning, kaster vi som seere håndklædet i ringen, og accepterer, at det her udelukkende er til for underholdningens skyld.

Spaghettiwestern
Shadow i sin mystiske plastikrustning.

Shadow i sin mystiske plastikrustning.

På ét punkt skal Castellari dog have ros. Det er ham selv, der har skrevet manuskriptet i samarbejde med Tito Carpi, og de har formået at fange et helt centralt element ved denne del af den postapokalyptiske genre. I sin inderste kerne er I nuovi barbari nemlig en rendyrket spaghettiwestern, der lader navnløse drifters udkæmpe deres personlige kamp i en moralsk gråzone, hvor den lille mand altid er taberen.

Filmens gunslingers rider ikke på heste – de kører i vilde biler, men præmissen er den samme, og manuskriptet til I nuovi barbari kunne lige så vel være til en western. Her skal det nok indskydes, at Enzo G. Castellari var instruktøren bag en af de bedste spaghettiwesterns fra den italienske guldalder, nemlig Keoma (1979) samt en lang række af de italienske postapokalyptiske filmperler. Eksempelvis 1990: I guerrieri del Bronx (1982) og Fuga dal Bronx (1983), der begge er kraftigt inspireret af John Carpenters Escape From New York (1981).

Mad Max-light
Lidt mere postapokalyptisk lummerhed.

Lidt mere postapokalyptisk lummerhed.

Enzo G. Castellaris I nuovi barbari er dybest set en elendig film, der knap og nap har kunnet mønstre kvaliteter nok til at blive vist i biograferne. Det blev den imidlertid, og den blev et hit – præcis som Mad Max-filmene blev hits. Man skal da også se filmene af den samme grund, om end resultatet ligger milevidt fra hinanden.

George Millers film er ultracool, I nuovi barbari er en omgang tumpet italiener-sleaze. Begge dele er dog forbistret underholdende, og selv om Castellari fejler over hele linien med sin postapokalyptiske cocktail, er der ingen tvivl om, at alle fans af hele roadwarrior-fænomenet, må skynde sig ned til nærmeste DVD-pusher og få slæbt den med hjem. Det er Mad Max-light, og det bliver det måske en hel del dummere af, men bestemt ikke mindre underholdende.

I nuovi barbari er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: I nuovi barbari
Dansk titel: The New Barbarians: Krigerne år 2019
Andre titler: The New Barbarians, Metropolis 2000, Warriors of the Wasteland
Instruktør: Enzo G. Castellari
Manuskript: Tito Carpi & Enzo G. Castellari
Cast: Giancarlo Prete (Scorpion), Fred Williamson (Nadir), George Eastman (One), Anna Kanakis (Alma), Ennio Girolami (Shadow), Venantino Venantini (Father Moses), Massimo Vanni (Mako), Giovanni Frezza (Genius)
Producere: Fabrizio De Angelis
Foto: Fausto Zuccoli
Klip: Gianfranco Amicucci & Rita Antonelli
Musik: Claudio Simonetti
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Italien/USA, 1982
Produktionsselskaber: Deaf International, Dear Film Produzione, Fulvia Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Italian Cinema, Postapokalyptika, Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *