Den engelske instruktør John Hough er vi tidligere stødt på her på Planet Pulp som manden bag den underholdende og barmfagre Hammerfilm Twins of Evil (1971), men med Howling IV: The Original Nightmare må man sige, at Hough har skudt forbi målet. Langt forbi.
Skylden skal dog ikke kun lægges på instruktørens skuldre, men også – og måske hovedsageligt – på et manuskript, der absolut intet kan, selv om det vil så meget, og på et budget, der har gjort det umuligt at sikre ordentlige skuespillere eller blot nogenlunde anstændige effekter.
Fejler spektakulært
Howling IV er på en del måder faktisk ikke så dårlig som sin umiddelbare forgænger, Howling III, men på mange andre måder gør det bare filmen endnu dårligere. Sagen er, at hvor Howling III er så ufatteligt ringe, at den eksisterer i et kitchunivers for sig selv, er Howling IV en film, der faktisk prøver på at fortælle en spændende historie, og prøver på at være uhyggelig – den fejler bare spektakulært.
Historien bag Howling IV er angiveligt baseret på Gary Brandners roman The Howling (1977), der altså også lå til grund for den første film, samt forfatterens to forsættelser, The Howling II (1978) og The Howling III (1985). Hvis man har set den første film, vil man derfor genkende en del elementer, selv om der på ingen måde er tale om en remake af den første film.
Puddelhund ædt af varulv
Forfatteren Marie (Romy Windsor) begynder at se syner, og er bange for, at hun er ved at blive sindssyg. Hendes læge beordrer hende til at slappe af, og hun og hendes mand Richard (Michael T. Weiss) lejer en hytte i skovene nord for Los Angeles, så Marie kan komme til hægterne igen. Hytten ligger i nærheden af den lille by Drakho, hvor indbyggerne virker en anelse spøjse, om end for det meste ganske venlige. Richard fascineres imidlertid mere end godt er af én af de lokale kvinder, hvilket er ét af elementerne, der går igen fra The Howling.
Der går ikke længe, før tingene spidser til. Marie hører mærkelige hyl fra skovene om natten (igen fra The Howling), hendes puddelhund forsvinder sporløst, og Marie begynder at se syner igen. Så dukker en yngre kvinde op, og herfra tager tingene en drejning. Kvinden, Janice, er tidligere nonne, men har forladt klostret, efter hendes gode veninde Søster Ruth døde. Ruth blev fundet vandrende omkring i skoven i nærheden af Drakho, og døde kort efter, tilsyneladende vanvittig. Nu er Janice taget til Drakho for at finde ud af, hvad der mon skete med Ruth.
Mon det har noget med varulve at gøre? Mon Drakho er inficeret af varulve? Og mon Maries usympatiske mand Richard ender med at gøre noget dumt? Hvis du vil vide det, må du se Howling IV, men jeg vil på det bestemteste fraråde dig at gøre det.
Uspændende, udynamisk og gennemskuelig
Howling IV er noget af det mest uspændende, jeg længe har set. Manuskriptforfatterne prøver at skabe stemning med Maries mærkelige syner, og derefter med varulvehylene og de mærkelige begivenheder, der har fundet sted i og omkring Drakho, men det lykkes på ingen måde. Det hele er så udynamisk iscenesat og så gennemskueligt, at man hurtigt regner handlingen ud, og glæder sig til, at det hele er overstået.
Dertil kommer, at varulve glimrer ved deres fravær i filmen. Når en varulv endelig dukker op er det primært som POV-shots, og de behårede mennesker og varulve, vi ser til sidst i filmen, er meget dårligt lavet. En enkelt gory sekvens, hvor Richard “smelter”, er okay lavet, når man tager filmens formentlig meget lave budget i betragtning, men effekten er malplaceret. Hvorfor han splatter sammen i en langstrakt smelteeffekt i stedet for bare at blive til en varulv, må stå hen i det uvisse, men bagmændene har åbenbart ment, at der skulle være en smule splat.
Derudover er der lange, kedelige sekvenser, hvor Marie og Janice foretager deres undersøgelser, og ditto kedelige sekvenser, hvor Marie og Richard skændes. Det hele gør Howling IV utroligt kedelig, og så hjælper det naturligvis heller ikke, at filmen er befolket af meget dårligere skuespillere.
Tåkrummende dårlig
Det næsten mest tragiske er, at man kan se, at både manuskriptforfattere og instruktør rent faktisk har forsøgt at skabe noget spændende. Handlingen er sammenhængende, og der er ingen enorme plothuller, sådan som der er i Howling III, men det gør det på en måde bare meget værre, for det er med til at gøre, at Howling IV aldrig passerer det punkt, hvor den er så kikset og ringe, at der er noget at grine af. Man griner intet sted i løbet af filmen, men man får ømme tæer af at krumme dem så meget, og ømme kæbemuskler af at gabe.
Filmen præsenteres i full frame, men i modsætning til Howling III er der denne gang tale om filmens oprindelige aspect ratio, idet Howling IV er lavet direct-to-video. Siden der endnu engang er tale om udgivelse fra firmaet DVD-Danmark, er teksterne næsten ubærligt ringe, og det samme er præsentationen i al almindelighed. Ligesom ved Howling III har vi en ubehjælpeligt formuleret bagsidetekst med sproglige fejl.
Selv om man ikke skal skue ulven på hårene, så kan man i tilfældet Howling IV godt tillade sig at skue filmen på DVD-boksen. Filmen er på alle måder lige så ringe som sin indpakning, og der er kun én konklusion at drage på den baggrund: hold jer langt, langt væk.
Dansk titel: Varulvenætter IV
Instruktør: John Hough
Manuskript: Freddie Rowe og Clive Turner efter Gary Brandners romaner The Howling, The Howling II og The Howling III
Cast: Romy Windsor (Marie), Michael T. Weiss (Richard Adams), Anthony Hamilton (Tom), Susanne Severeid (Janice)
Producere: Harry Alan Towers (producer), Clive Turner (co-producer), Harvey Goldsmith (executive producer), Steven A. Lane (executive producer), Avi Lerner (executive producer), Robert Pringle (executive producer), Edward Simons (executive producer)
Foto: Godfrey A. Godar
Klip: Malcolm Burns-Errington & Clauda Finkle
Musik: Barrie Guard
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: Full frame (original aspect ratio)
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Storbritannien, 1988
Produktionsselskaber: Allied Entertainments Group PLC, Allied Vision Ltd.
Distributør (DVD): DVD-Danmark (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008
Stikord: Formskiftere, Skove, Splat, Varulve