How to Make a Monster

6 minutters læsetid
How to Make a Monster

How To Make a Monster slår plat på næsten alt, ud over sex, og gør hvad den kan for at holde sit chokhungrende teenagepublikum fanget. Filmen er nærmest overdænget med meta-elementer, og fremstår lidt som en art forløber for Wes Cravens Scream (1996), og det er vanskeligt i dag helt at forstå, hvordan en film som denne kunne gå hen og blive det store hit, den blev.

Forsmået makeup-ekspert

Pete Drummond (Robert H. Harris)
Pete Drummond (Robert H. Harris).

Handlingen er ret enkel. Pete Drummond er den aldrende makeup-specialist hos de store American International Pictures-studier, hvor han gennem de sidste 25 år har skabt monstre for selskabet. Han er af den gamle skole, og helliger sig sit arbejde som var det kunst. Drummond overspilles i øvrigt på glimrende vis af Robert H. Harris.

Pete Drummunds slags er der imidlertid ikke plads til længere, og da selskabet kommer på nye hænder får Pete og den gumpetunge assistent Reviero sparket. Assistenten spilles af Paul Brinegar, der gør en dyd ud af at stå ubehjælpsomt og glo i flere scener, hvor han ingen dialog har. Her hjælper ingen kære mor, da de nye ejere er overbeviste om, at ingen gider se på monstre længe. De unge vil have fest og musik, ikke mølædte varulve og tyndslidte vampyrgrever.

Her er det svært ikke at tænke på situationen hos Universal, der netop fyrede Jack Pierce på gråt papir efter at han igennem en lang karriere havde skabt alle de klassiske monstre for selskabet. Fyringen får alvorlige følger for Pete Drummond, der beslutter sig for at vise selskabet, at hans monstre stadig er populære og kan sprede frygt.

Hævnens time

Assistenten Reviero (Paul Brinegar)
Assistenten Reviero (Paul Brinegar).

Det kommer sig så heldigt, at mens alt dette sker, står optagelserne af en film, hvor teen-varulven skal møde Frankensteins teen-monster, på. Det er Drummond, der skal lave deres makeup, og belejligt nok har han gennem de sidste år eksperimenteret med en salve, der gør offeret modtagelig for hypnose – noget som skulle kunne fremme indlevelsen i rollen hos skuespilleren.

Det der nu sker er ganske enkelt, at Drummond smører Larry Drake, skuespilleren der har rollen som teen-ulven, ind i salven, og får ham til at tro han rent faktisk er en varulv. Ikke nok med det, for den ufatteligt uhyggelige og livagtige make-up som Drummond har skabt, virker som en katalysator og giver rent faktisk Larry Drake kræfter, som var han en ulvemand. Uha!

Teen-varulven (Gary Clarke)
Teen-varulven (Gary Clarke).

Præcis det samme gentages så med Tony Mantell – skuespilleren der har rollen som teen-monstret. Drengene sendes ud i de natmørke studier for at finde de nye ejere og give dem en lærestreg. En lærestreg de vel egentlig ikke lærer ret meget af, da monstrene myrder dem på stedet. Drummonds budskab og motiver er derfor lidt vage, men hævn det får han helt sikket.

Politiet bliver selvfølgeligt involveret i mordsagen, og hovedparten af filmen er sådan set bare Drummonds forsøg på at undgå lovens lange arm. Kun slutningen byder på en alvorlig overraskelse, hvor vores gode makeup-specialist ikke alene viser sig at være en hel del mere gal end først antaget, men filmen skifter nu fra sort/hvid til “flaming color!” – så kan det ikke blive meget mere skræmmende.

Sammentømret filmhold

Teen-varulven møder Teen-Frankenstein
Teen-varulven møder Teen-Frankenstein.

Historien bag filmen blev skrevet af Herman Cohen og Aben Kandel – krediteret her som Kenneth Langtry. De havde på daværende tidspunkt allerede skrevet manuskripterne til både I Was a Teenage Werewolf og I Was a Teenange Frankenstein, begge fra 1957.

Disse film havde stor gennemslagskraft hos deres publikum, da de netop omhandlede teenagere, og disse to herrer må siges at være blandt de første, der for alvor tog det amerikanske teenagepublikum seriøst, og gav dem hvad de ønskede – letbenet gru iscenesat med jævnaldrende skuespillere.

Den slags fik de da også i How To Make a Monster, der meget vel kunne være blevet den tredje film i serien. Et eller andet sted, er den det vel også, for kostumerne er blevet genbrugt og rollen som “monstret” blev også spillet af Gary Conway.

En anden genganger er instruktøren Herbert L. Strock, der også sad i instruktørstolen på I Was a Teenage Frankenstein. Strock har ikke samme alenlange liste over film bag sig som så mange af sine samtidige instruktører, men det han indspillede var klassiske B-film som The Devil’s Messenger (1961) og The Crawling Hand (1963).

På en måde er det altså et godt sammentømret filmhold, der står bag How To Make a Monster, og man fornemmer, at det er en fælles vision om, hvordan man lettest muligt lokker billetpenge fra publikum, der har båret projektet igennem. Handlingen er tynd som et stankelben og komplet tåbelig.

Navnlig mentor-discipelforholdet mellem Drummond og Reviero er grinagtigt, for det er kun gennem deres samtaler, at historien får blot en smule sammenhæng og fremdrift. Dybest set er det hele jo bare en undskyldning for at lade de to monstre løbe omkring og se skræmmende ud. Det formår Herbert Strock ikke helt at skjule, selv om han gør hvad han kan for at lægge røgslør ud.

Ingen karrierestarter

Teen-varulven i aktion!
Teen-varulven i aktion!

Foruden de to hotte teenskuespillere – Gary Conway som Tony Mantell eller Teenage Frankenstein og Gary Clarke i rollen som Larry “Teenage Werewolf” Drake – bliver der også brugt krudt på den unge rock’n roller John Ashley, der i 1958 var på vej frem som Elvis-klon. Ashley optræder i filmen, helt umotiveret, på en scene omgivet af dansere. Han synger sig gennem hele den kække “You Gotta Have Ee-Ooo”, mens han vrikker lidt med hoften, og har sikkert tænkt, at en filmrolle ville sætte gang i hans karriere.

Det gjorde den ikke, og i dag finder man kun et par enkelte John Ashley-indspilninger på opsamlinger med ellers ukendt rock’n roll. Omvendt har Strock sikkert tænkt, at den unge Ashely ville kunne løfte filmens omsætning. Hvem der havde ret bevises vel ved, at vi sidder med How To Make a Monster på DVD i dag.

Visuelt er filmen en smule kedeligt indspillet, men monstersekvenserne er ganske godt lavet, og låner tydeligvis med arme og ben fra Universals gamle klassikere. Der er dog meget – rigtig meget – snak om ingenting, og en hel del katten-efter-musen mellem Drummond og politiet, der ikke rigtigt fører nogen vegne. Der skulle nok have været et mord eller to mere, hvis filmen for alvor skulle flytte sig ud af stedet.

Man kunne i det mindste have håbet på, at den skrækslagne kvinde fra filmens plakat indgik i handlingen, men hende ser vi intet til. Med andre ord endnu et eksempel på den helt forrykte idé at lave filmens plakat før manuskriptet er skrevet.

En god idé er ikke nok

'Flaming color!' reklameres der med på filmens plakat - selvfølgelig skal det tages bogstaveligt!
‘Flaming color!’ reklameres der med på filmens plakat – selvfølgelig skal det tages bogstaveligt!

How To Make a Monster viser, at det vitterligt er muligt at lave en film, der stort set ikke har noget at byde på ud over nogle få håndfaste ideer, der så er jævnt fordelt mellem en hel masse tomgang. Ideen bag filmen er klar nok, og faktisk ganske god, men det er desværre ikke nok. How To Make a Monster er en konceptfilm som absolut intet har på hjerte og knap nok aner hvad den skal handle om.

Vi savner egentlige hovedpersoner. Drummond og hans nikkedukke af en kumpan er det tvivlsomme og problematiske centrum. Politiet dukker jævnligt op i en ligegyldig trio, uden at de nogensinde profileres som andet end fyld, og giver derfor ingen modvægt til skurkene. Det resterende cast – de to teen-monstre og diverse ansatte hos filmselskabet – ser man næsten intet til, så resultatet er meget magert.

Filmen har sine momenter, eksempelvis de afsluttende scener, hvor Drummond strammer nettet om sine ofre, og springer ud som psykopat. Det er fint, teatralsk gys, men hvor skal vi meget kedsommeligt snak igennem, før vi når dertil. Monstrene ser vi næsten intet til, og alt hvad der så er tilbage, er – ja gæt selv – snak.

Hvis man skulle ligge inde med de to oprindelige teen-monsterfilm, er How To Make a Monster vel en must, da den er så nært forbundet med dem begge. Som film i sig selv er der derimod ikke meget at komme efter, og den må karakteriseres som temmelig tam. Med andre ord, har tiden ikke været nådig ved den. Tommelfingeren vender altså ned på grund af generel kedsomhed og for lidt af det, filmen lover.

2 stjerner
Titel: How To Make a Monster
Instruktør: Herbert L. Strock
Manuskript: Herman Cohen, Aben Kandel (som Kenneth Langtry)
Cast: Robert H. Harris (Pete Dummond), Paul Brinegar (Rivero), Gary Conway (teenmonstret Tony Mantell), Gary Clarke (den ungdommelige varulv Larry Drake), Morris Ankrum (Politikaptajn Hancock)
Producere: Herman Cohen (producer), James H. Nicholson (executive producer)
Foto: Maury Gertsman
Klip: Jerry Young
Musik: Paul Dunlap
Spilletid: 73 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Hollandsk, tysk
Produktionsland, år: USA, 1958
Produktionsselskaber: American International Pictures
Distributør (DVD): Direct Video Distribution (UK)
Udgave/region: Engelsk region 2

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: 1950’erne, Frankensteins Monster, Intertekstualitet, Varulve

Skriv et svar

Your email address will not be published.