Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Hercules

Hercules
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Herkules er ikke helt som du kender ham. Han er nemlig bare et menneske i Brett Ratners underholdende omgang ramasjang med en herlig The Rock i hovedrollen.

HerculesHercules er en anderledes og meget underholdende udgave af historien om helten Herkules. Et must for de mange fans af Dwayne “The Rock” Johnson (og jeg kryber til korset og må erkende, at jeg er en af dem) og mere overordnet for dem, der elsker adventurefilm.

Fra gud til mand

Vi kender alle fortællingen om guden Zeus’ søn Herakles/Herkules og de berømte 12 arbejder. Friskfyren Brett Ratner har sammen med manuskriptforfatterne Ryan J. Condal og Evan Spiliotopoulos valgt en noget anderledes tilgang til myten og gør Herkules menneskelig – selvom han i Dwayne Johnsons imponerende skikkelse fremstår nærmest guddommelig.

I filmen er Herkules en simpel lejesoldat, der sammen med sine mænd løser umulige opgaver. Han bliver kontaktet af en konge, der vil have hans hjælp til at træne soldater og til at nedkæmpe en stor hær, der truer kongedømmet. Og så ikke mere om den simple handling, som er baseret på en tegneserie af Steve Moore.

Fra Arnold til The Rock

Det er ganske forfriskende med en anderledes udgave af den klassiske helt, og som adventurefilm fungerer Hercules ganske fremragende. I den altdominerende titelrolle er Dwayne Johnson glimrende, og han giver filmen en fysisk tilstedeværelse, som vi ikke har set siden 1980’ernes store actionfilm med folk som Schwarzenegger og Stallone.

Det var da også et stort øjeblik i filmhistorien, da en aldrende Arnold dukkede op for en kort bemærkning i 2003 i The Rundown. Dwaynes karakter passerer Arnold på en natklub, og Arnold siger ”Have fun” (se for øvrigt scenen her).

At Arnold så efterfølgende er kommet tilbage, endnu ældre, i et forsøg på at generobre actiontronen, er så en helt anden og på én gang spændende og lidt sørgelig historie.

Fra wrestler til actionhelt

Men under alle omstændigheder var actionfaklen symbolsk givet videre, og i det store hele har Dwayne gjort det ganske godt. Nogen stor skuespiller er han bestemt ikke, men han har netop fysikken og det glimt i øjet, der gør, at han fungerer glimrende som en ”larger than life” actionhelt.

Det er ikke nødvendigvis klassikere, men jeg er svært glad for film som Walking Tall (2004), Faster (2010), Snitch (2013) og Fast & Furious 6 (2013). Men på den anden side så ved folk, der kender mig, også, at jeg er svært glad for actionfilm og bøfhelte.

Fra Magneto til Axel Foley

Instruktøren Brett Ratner er en også en spøjs og ganske underholdende størrelse, og Hercules placerer sig fint i en pærevælling af underholdende film som Rush Hour (1998), Red Dragon (2002) og X-Men: The Last Stand (2006).

Og så bliver det spændende/frygteligt at se, hvordan Ratner håndterer ringvraget Eddie Murphy i Beverly Hills Cop IV, der efter planen får premiere i 2016.

Fra Hollywood til dig, Have fun!

Et kritikpunkt på Hercules er dog, at filmen ikke udnytter sit potentiale til fulde, da der går lige lovligt meget ramasjang i filmens sidste tredjedel. Alligevel underholder den konstant. Men det er også en film, der står og falder med, om man kan lide Dwayne eller ej.

Han er stort set med i alle scener og for nogle vil det betyde spontan hovedpine, men for mig betyder det god og solid underholdning. Hverken mere eller mindre.

4 stjerner

Titel: Hercules
Instruktør: Brett Ratner
Manuskript: Ryan J. Condal og Evan Spiliotopoulos baseret på tegneserie af Steve Moore
Cast: Dwayne Johnson (Herkules), John Hurt (Cotys), Joseph Fiennes (Eurystheus), Rufus Sewell (Autolycus), Mark Strong (Septimus), Ian McShane (Amphiaraus)
Producere: Barry Levine (producer), Brett Ratner (producer), Beau Flynn (producer), Sarah Aubrey (executive producer), Peter Berg (executive producer), Jesse Berger (executive producer), Ross Fanger (executive producer), Stephen Jones (executive producer)
Foto: Dante Spinotti
Klip: Mark Helfrich og Julia Wong
Musik: Fernando Velázquez og Johannes Vogel
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, 2014
Produktionsselskaber: Flynn Picture Company og Radical Studios

Anmeldt i nr. 112 | 13/02/2015

Stikord: Film baseret på tegneserie, Lejesoldater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *