Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Hawksbill Station

Hawksbill Station
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hawksbill Station er en fin lille science fiction-roman, der kombinerer inspiration fra George Orwells 1984 med en tidsrejsehistorie. Stor eller ambitiøs litteratur er det ikke, men underholdningsværdien er ganske høj.

Hawksbill StationRobert Silverberg, forfatteren af Hawksbill Station, er én af de store skikkelser indenfor amerikansk science fiction, selv om han måske ikke så synderligt kendt i Danmark.

Silverberg (født 1935) debuterede i 1955, og hans indtil videre seneste roman udkom i 2003. Han har vundet begge de prestigefyldte science fiction-priser, Hugo-prisen og Nebula-prisen, flere gange, så han er ikke en hr. hvem som helst.

Hawksbill Station er mit første møde med Silverberg, men det er bestemt ikke umuligt, at jeg vil kigge nærmere på hans øvrige forfatterskab ved lejlighed, for jeg skal med det samme sige, at jeg var glimrende underholdt af forfatterens tidsrejseroman.

Faktisk er det lidt en tilsnigelse at kalde Hawksbill Station en decideret tidsrejseroman, for det er ikke fordi hovedpersonerne flintrer rundt i tiden. Men de er blevet sendt tilbage i tiden, og der er en tidsmaskine involveret.

Fanget i fortiden
Robert Silverberg (f. 1935).

Robert Silverberg (f. 1935).

Konceptet for romanen er ganske enkel: i romanens ”nutid” hersker en fascistoid regering i USA, og de bruger en tidsmaskine til at sende politiske fanger i permanent eksil en milliard år tilbage i tiden!

Tidsrejserne foregår således, at de kun virker én vej – tilbage – og dermed er al kontakt med nutiden brudt. Den eneste kontakt med nutiden er når regeringen af og til sender nye fanger tilbage i tiden eller når regimet af og til sender nogle forsyninger til fangerne.

Titlens Hawksbill Station er den samling af bygninger, fangerne har konstrueret af de materialer, regimet har sendt tilbage, og det er her, i et goldt prækambrisk landskab, at den ene del af romanen udspiller sig.

Romanen er nemlig fortalt ud fra hovedpersonens perspektiv, og er konstrueret som en fortælling, der udspiller sig i hans samtid (eksilet i fortiden) og som flashbacks til hans fortid (inden han blev sendt tilbage i tiden).

Dynamikken i handlingen opstår, da en ny fange ankommer til Hawksbill Station, og opfører sig så besynderligt, at den uofficielle leder af stationen, den aldrende fange Jim Barrett, beslutter sig for at få ham overvåget. Præcis hvad den nye fange er ude på, skal jeg ikke afsløre her.

Derudover består romanen af en beskrivelse af de forhold, fangerne lever under i fortiden – bl.a. hvordan mange af dem efterhånden mister forstanden og hvordan de opretholder livet i en verden, der udelukkende består af gold sten, og hvor det eneste liv findes i havet.

Orwell-land

Flashbackkapitlerne fortæller, hvordan hovedpersonen endte som revolutionær og fortæller – eller måske nærmere antyder – hvordan den amerikanske regering endte som et fascistoidt diktatur. Her er vi i Orwell-land, og det erkender Silverberg da også blankt, bl.a. da han på et tidspunkt lader hovedpersonen referere direkte til Orwells roman.

Heldigvis bruger Silverberg mere tid på sine personer end på at beskrive diktaturstaten – han har været smart nok til at indse, at det er svært at gå George Orwell i bedene, og koncentrerer sig om at fortælle om hovedpersonens liv fra begyndelsen af 1980’erne til han i begyndelsen af 2000’erne bliver arresteret og til sidst sendt tilbage til Hawksbill Station.

Techno-babble
Forsiden af førsteudgaven af 'Hawksbill Station', Doubleday 1968.

Forsiden af førsteudgaven af ‘Hawksbill Station’, Doubleday 1968.

Tidsrejser spiller som sådan en ret lille rolle i romanen, men udgør naturligvis hele præmissen for romanens handling. Derfor er det også fint at konstatere, at Silverberg tager højde for nogle af de problematikker, tidsrejser medfører i fiktionen. F.eks. sørger Silverberg for at understrege, at Hawksbill Station er placeret så langt tilbage i tiden, fordi det sikrer, at fangerne ikke kommer til at påvirke evolutionen og dermed skabe et paradoks.

Han søger også for at understrege, at Hawksbill Station udelukkende er for mænd, mens et andet fængsel for kvindelige politiske fanger er blevet oprettet et par hundrede millioner år længere oppe ad tidslinjen. For naturligvis ville det være problematisk, hvis menneskeslægten pludselig begyndte for en milliard år siden!

Endelig forklarer Silverberg, hvordan tidsmaskinen og Hawksbill Station er tidsmæssigt låst til hinanden, således at når der går et år på Hawksbill Station er der også gået et år i fremtiden. Det er en forklaring, der ikke gås i dybden med (det holder den heller ikke til), men den bruges fermt til at forklare, hvorfor nye fanger på Hawksbill Station altid er sendt af sted fra et senere punkt i fremtiden end de fanger, der er ankommet til stationen tidligere. Dette er væsentligt for handlingens centrale mysterium.

Spinkel handling

Ret beset er Hawksbill Station en banal roman. Handlingen er særdeles spinkel, og romanen fungerer derfor primært som en miljøbeskrivelse. Dels af det triste miljø på Hawksbill Station, dels af det trykkende miljø i flashbacksekvenserne. Den spinkle handling skyldes måske i øvrigt, at Hawksbill Station oprindelig var en novelle, Silverberg fik udgivet i Galaxy Science Fiction i 1967, og derefter udvidede til romanlængde.

Som sagt er Silverberg ret sparsom med konkret information om det fascistoide fremtidsstyre, men han kommer med nok antydninger til, at det er fængende. Antydningerne af, hvordan et globalt økonomisk kollaps førte til et kollaps i det amerikanske politiske system og derfra til det fascistoide diktatur har i nutiden, med finanskrise og alt dertil hørende, en vis resonans. Men også i 1968, da romanen først udkom, har det sikkert været ganske pirrende læsning.

Dertil kommer, at flashbacksekvenserne er ganske gribende i deres beskrivelse af en mand, der vier sit liv til idéen om Den Store Revolution, men blot ender som en hul skal. Dermed skal ikke forstås, at Hawksbill Station er et dybdegående karakterstudium, og det er udelukkende hovedpersonen Jim Barrett, der på nogen måde er en smule kød på. Men det fungerer ganske fint, og man får den nødvendige sympati for Barrett.

Endelig kan man da heller ikke komme udenom, at man spændt afventer løsningen af romanens mysterium – også selv om de fleste nok regner den ud ret hurtigt.

Sjov variant på tidsrejsehistorien

Alt i alt er Hawksbill Station en sjov variant på tidsrejsehistorien som genre. Idéen om et fængsel i fortiden er som sådan original, også selv om det Orwellske fremtidssamfund ikke er det, og romanen er konstant fængende. Med en længde på under 200 sider, sørger Silverberg også for at få afviklet sin sparsomme handling rapt, så de begrænsede muligheder for handling på Hawksbill Station ikke udtømmes.

En sidste bemærkning må lige dedikeres til den anmeldte udgaves forsideillustration, der absolut intet har at gøre med romanen. Man må nok forestille sig, at forlaget har haft nogle science fiction-illustrationer liggende i en skuffe og simpelthen har hevet én af dem frem til lejligheden.

Hawksbill Station vil ikke overgå i science fiction-genrens store litteraturhistorie, men for fans af tidsrejselitteratur kan den såmænd varmt anbefales.

4 stjerner

Titel: Hawksbill Station
Forfatter: Robert Silverberg
Udgivet: 1968
Forlag: Doubleday
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1982
Forlag: W.H. Allen & Co. Ltd.
Format: Paperback
Sideantal: 192

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Dystopi, Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *