Godzilla

Med den uventede succes med lavbudgets-monsterfilmen Monsters (2010), fik instruktøren Gareth Edwards en vitterlig monsterstor jobmulighed: At instruere en ny Hollywood-fortolkning af det klassiske japanske monster Godzilla. Siden “The King of the Monsters” gjorde sin entré i filmhistorien med Gojira (1954) har det været et vigtigt kulturikon i 60 år.

Sidst Hollywood lavede en film om Godzilla, gik det knap så godt. Den var instrueret af Det Hvide Hus-ødelæggeren Roland Emmerich, og den virkede slet ikke som en rigtig Godzilla-film, idet ånden fra de japanske film var totalt fraværende.

Monsteret var ellers godt designet, men det virkede ikke særlig Godzilla-agtig. Kort sagt: Fans hadede filmen, og Toho-studierne (de oprindelige Godzilla-filmfolk) var heller ikke tilfredse. Efter nogle år tog de rettighederne tilbage og holdt godt fast i dem.

Men så kom filmselskabet Legendary Pictures og købte rettighederne og forsikrede Toho, at de ville skabe en amerikaniseret version, der tonemæssig var i tråd med de japanske film og fungerede som en slags efterfølger. Efter at have set Godzilla (2014), kan jeg bekræfte, at de har opfyldt deres løfte, dog uden at filmen er perfekt.

Godzilla vs. andre uhyrer

En fed titelsekvens, komplet med en forrygende temamelodi af franske Alexandre Desplat, fortæller kort og præcist om Godzillas oprindelse, der er blevet nyfortolket til denne her film. Han er et oldgammelt levn fra en fjern fortid, og atomprøvesprængningerne i 1954 var i virkeligheden et forsøg på at dræbe ham, dog uden held.

Filmens første akt foregår femten år tilbage i tiden, altså i1999. Ingeniøren Joe Brody (Bryan Cranston) og hans kone/kollega Sandra (Juliette Binoche) arbejder begge på et atomkraftværk i Japan. Joe opdager alvorlige jordskælvslignede rystelser skabt af en ukendt fænomen og forsøger at få sine chefer til at lukke atomreaktoren ned. Men det er desværre for sent. Atomkraftværket styrer sammen, og Joe mister Sandra på tragisk vis.

I nutiden kæmper Joes søn, soldaten Ford (Aaron Taylor Johnson), med forholdet til sin far, der er besat af at løse mysteriet om atomkraftværket. Det skal snart vise sig, at der er to radioaktive monstre på spil, og alt dette vækker Godzilla op fra sin dvale…

Fantastiske monstre vs. middelmådige personer

Der går noget tid, før man ser Godzilla og hans monstrøse fjender, men mand hvor er de ventetiden værd! Elsker man monsterfilm ligeså meget som undertegnede her, kan man ikke undgå at blive betaget af monstrene og i særdeleshed af Godzilla himself. Takket være den nyeste cgi-teknologi får vi omsider en Godzilla, man kan tro på. Designet er meget tæt på det oprindelige, klassiske design, men lavet med uhørt National Geographic-agtig realisme.

Det hører til sjældenhederne efterhånden, at jeg får gåsehud over cgi-effekter, men ligeså snart man ser Godzilla, er man solgt. Godzilla-fans vil uden tvivl elske dette computeranimerende mirakel af et monster.

Som trailers til Godzilla antydede, er der meget fokus på de menneskelige karakterer. Filmens cast er højst udsædvanligt, med dygtige skuespillere som Bryan Cranston (Walter White/Heisenberg fra Breaking Bad), Juliette Binoche, Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass!), Ken Watanabe, Elizabeth Olsen, Sally Hawkins og David Strathairn.

Desværre giver manuskriptet dem ikke fandens meget at arbejde med, selvom de er veloplagte i deres skuespil. Cranston får det bedste ud af sin tragiske figur, mens Taylor-Johnson har problemer med at gøre sin soldat-figur interessant, hvilket er et stort problem, når han nu er filmens menneskelige helt.

Den kønne Olsens kone/mor-figur er noget tyndt skrevet, og det er en skam, at den talentfulde skuespillerinde ikke har fået mere spændende roller siden sin fantastiske debutrolle i indie-thrilleren Martha Marcy May Marlene (2011).

Den nye Godzilla-film er meget tro overfor sine japanske rødder på skuespiller-fronten, og Ken Watanabe er et spændende valg som Godzilla-eksperten Dr. Ichiro Serizawa, der er inspireret af den allerførste films doktor-figur Daisuke Serizawa.

Som nævnt tidligere gør komponisten Alexandre Desplat et fantastisk godt stykke arbejde med sin musik. Det er første gang, at han laver musik til en monsterfilm, men det skulle man ikke tro, når man hører det. Musikken er tilpas bombastisk, og den er i fin tråd med Akira Ifukubes klassiske Godzilla-musik, der også var simpel, stemningsfuld og bombastisk i udtrykket.

En fornem Hollywood-Godzilla trods svagheder

Godzilla er langtfra helstøbt, men den er spændende, og det er beundringsværdig at se Gareth Edwards bevare sin stil fra Monsters og overføre den til en Hollywood-blockbuster. Han har en utrolig sikker håndtering af de spektakulære monstersekvenser og lader dem aldrig drukne i ligegyldighed. Historien er ret god, men føles dog noget langtrukken i det, og de dygtige skuespillere bliver ikke brugt helt så godt, som man kunne havde håbet.

Edwards skal i øvrigt lave en Star Wars-spin off-film, der efter planen kommer ud engang i 2016. Derudover går der rygter om, at han også skal lave en Godzilla 2. Med det han har præsenteret her, er han mere end velkommen til at lave ny Godzilla-film og forhåbentlig med et bedre manuskript næste gang. Alene det at han får én til at glemme alt om Emmerichs fiasko-film er en stort bedrift i sig selv.

Anmeldt i nr. 104 | 13/06/2014

Stikord: Kæmpemonstre