Ghost of Frankenstein

7 minutters læsetid
Frankenstein-boksen der bl.a. også indeholder Ghost of Frankenstein

Med Ghost of Frankenstein fra 1942 er vi nået til den fjerde film i Universals klassiske serie om Frankensteins monster. I sidste film, Son of Frankenstein fra 1939, forlod vi monstret, da vi troede det omkom i en kogende svovlsø under Frankenstein-slægtens gamle laboratorium, men det viser sig naturligvis ikke at være tilfældet. Vanen tro er der nemlig på ny uroligheder i den lille landsby, der ligger for foden af Frankensteins borg.

Tid til pøbeloptøjer – nu med dynamit

Filmplakaten fra 1942.
Filmplakaten fra 1942.

Borgen har været forladt længe og er nu helt overgroet, men landsbyboerne sidder på rådhuset og klager deres nød alligevel. Markerne ligger øde, og der sker mystiske ting på egnen. Tilmed er der én som påstår, at han har set gamle Ygor snige sig omkring. Ygor omkom ellers også i forrige film, da han blev skudt af Wolf von Frankenstein, men det skulle ikke være første gang, Ygor overlever døden – han blev jo også hængt og overlevede.

Alle de ulykker, der sker i landsbyen kan kun skyldes monstret, og derfor hiver indbyggerne nok engang de gamle fakler og høtyve frem fra gemmerne. Det er tid til et pøbeloptøjer, og formålet er at sprænge borgen i stykker med dynamit.

Ygor har en plan

Den vanskabte Ygor (Bela Lugosi).
Den vanskabte Ygor (Bela Lugosi).

Som pøblen nærmer sig borgen ser vi Ygor smutte omkring på murtinderne, og da de ophidsede landsbyboere begynder at anbringe kasser med dynamit op ad murene, forsvarer Ygor borgen bravt. Overmagten er dog for stor, og da lunterne tændes, flygter pukkelryggen ned i kælderen og skjuler sig. De voldsomme eksplosioner som dynamitten udløser, sønderriver den gamle fæstning, men på utrolig vis sprænger den også revner i svovlpølen, der i mellemtiden er hærdet til en cementlignende masse.

I disse revner kommer Frankensteins monster til syne, og glædestrålende kan den lumske Ygor genforenes med sin gamle ven. Monstret vågner øjeblikkeligt og komplet uskadt til live igen, og vi får endda at vide, at opholdet i svovlpølen har styrket skabningen. Nu skulle man jo kende Ygor dårligt, hvis han ikke havde en plan, og ganske rigtigt ved han også, hvad der nu skal ske.

Frankenstein-slægtens gamle borg.
Frankenstein-slægtens gamle borg.

Resolut og ud af det blå siger Ygor nemlig, at de skal drage til den landsby hvor Heinrich von Frankensteins anden og hidtil ukendte søn, Dr. Ludwig Frankenstein, opholder sig. Ludwig er læge, såvel som sin far og sin bror Wolf, og han driver et sanatorium i en gammel fæstning. Her har han arbejdet i fred og for alt i verden forsøgt at skjule sin families belastede historie.

Især Ludwigs datter Elsa må ikke få noget at vide om den dystre fortid. Alt ånder fred i den lille by. Elsa er forlovet med byens politikommissær Erik Ernst, og var det ikke for et anspændt jalousiforhold mellem Ludwig og hans nærmeste medhjælper, Dr. Theodor Bohmer, ville alt være perfekt. En skønne dag vandrer Ygor og monstret imidlertid ind i landsbyen, og så ændrer alt sig.

Ansigt til ansigt med fædrene synder

Ygor opdager at lyn styrker monstret.
Ygor opdager at lyn styrker monstret.

Frankensteins skabning er åbenbart ikke så skræmmende længere, for Ygor forsøger ikke at skjule den for nogen. De går lige ind i byen, og her kommer det naturligvis hurtigt til problemer, for monstret forsøger at hjælpe en lille pige med at få en bold ned fra et tag. Det opfatter landsbyens beboere som et forsøg på at dræbe pigen, og de går derfor til angreb. Det koster to raske landsbyboeres liv, men så bliver monstret også fanget og fængslet. Politiet kan ganske vel se, at der er noget helt galt med den kæmpemæssige mand, de har fanget, og de sender derfor bud efter Ludwig Frankenstein, da han jo forstår sig på sindssyge.

Det betyder, at Ludwig for første gang står ansigt til ansigt med sin faders skabning. Han er fuld af ærefrygt, men da monstret ser Ludwig, erkender det åbenbart instinktivt, at han er en Frankenstein, for det river sig øjeblikkeligt løs af sine lænker og går til angreb. Men netop som det skal til at dræbe Ludwig, kalder Ygor monstret til sig ved hjælp af sin fløjte, der har en hypnotisk kontrol over skabningen. Ludwig selv fortæller ingen, at han ved, hvad det er for en skabning, der er kommet til byen, men der skal ikke gå lang tid, før alle finder ud af sandheden.

Ygor har endnu en plan

Frankensteins monster (Lon Chaney Jr.).
Frankensteins monster (Lon Chaney Jr.).

Ygor flygter med monstret, men samme aften opsøger de Frankensteins sanatorium. Ygor vil have Ludwig til at styrke skabningen ved lynets kraft, men det nægter lægen, og det kommer til en kort kamp, der koster en af Ludwigs assistenter livet. Det lykkes imidlertid for Frankenstein at indfange både Ygor og monstret ved hjælp af en bedøvende gas.

Med de to skurke gemt sikkert af vejen i en hemmelig kælder under sanatoriet beslutter Ludwig sig for at dræbe monstret, men den eneste måde at gøre dette på – da skabningen er udødelig fortælles det – er ved at skære det fra hinanden, stykke for stykke, præcis som det blev samlet i sin tid.

Elsa Frankenstein (Evelyn Ankers).
Elsa Frankenstein (Evelyn Ankers).

Netop som Ludwig skal til at gøre dette, toner Heinrich von Frankensteins spøgelse frem. Han beder sin søn skåne monstret og i en kort flashbacksekvens ser vi skabelsesscenen fra den første Frankenstein-film (1931). Spøgelset fortæller, at Ludwig skal udskifte monstrets hjerne, og derved gøre det godt, som slægten Frankenstein har gjort galt. Det synes Ludwig lyder fornuftigt, og derfor planlægger han straks at sætte hjernen fra den afdøde assistent over i monstret. Så let skal det bare ikke gå, for snedige Ygor har en plan.

Ygor er gammel og slidt, og han vil derfor have, at Frankenstein skal flytte hans hjerne over i monstret. Det vil Ludwig ikke, for han ved, hvor skurkagtig Ygor er. Derfor spiller pukkelryggen på det anspændte forhold mellem Ludwig og hans højre hånd, Dr. Bohmer, der i al hemmelighed opererer Ygors hjerne ud og sørger for, at det er den hjerne, der anbringes i monstret. Resultatet af alt dette skal ikke afsløres, men det er bestemt festligt.

Forvrøvlet underholdning

Dr. Ludwig Frankenstein (Cedric Hardwicke).
Dr. Ludwig Frankenstein (Cedric Hardwicke).

Son of Frankenstein var en temmelig lam omgang, der både var lang og uinteressant. Her er Ghost of Frankenstein helt anderledes. Filmen er kort, handlingen flytter sig hurtigt derudaf, og det hele er så tilpas forvrøvlet, at man er glimrende underholdt fra ende til anden. Hele hjerneombytningsdelen er så absurd, at man ikke kan andet end at ryste på hovedet, og samtidig er filmen fyldt med ret mange besynderligt usammenhængende detaljer, og man mærker meget tydeligt, hvor langt ned ad kvalitetstrappen vi efterhånden er kommet.

På ét punkt skal man dog rose Ghost of Frankenstein, for kameraarbejdet er faktisk ganske godt. Det er udført af Elwood Bredell og Milton R. Krasner, der løbende benytter sig af både meget virkningsfulde og overraskende indstillinger. I det hele taget må man sige, at filmens instruktør Erle C. Kenton, har sans for det visuelle. Ghost of Frankenstein er fyldt med flotte scenografier, kostumer og detaljer. Nogen god film er der ikke tale om, det er Scott Darlings manuskript alt for tåbeligt til, men der er absolut tale om god underholdning.

Lugosi er filmens vigtigste trækplaster

Den skurkagtige Dr. Bohmer (Lionel Atwill) og Ygor.
Den skurkagtige Dr. Bohmer (Lionel Atwill) og Ygor.

Blandt de medvirkende vil man for det første bemærke, at Boris Karloff ikke længere er på rollelisten. Han fik nok efter Son of Frankenstein, og monstret spilles nu i stedet af Lon Chaney Jr. Chaney havde året forinden haft stor succes med sin rolle som varulv i The Wolf Man, der også skulle gå hen over blive en af Universals nu klassiske filmserier.

I det store hele bemærker man ikke, at monstret ikke længere spilles af Karloff, om end monster-makeuppen ser en del billigere ud, end den gjorde i de to første film. Ygor spilles atter af Bela Lugosi, hvis karriere efterhånden var gået helt i stå, og hans navn optræder endda langt nede på rollelisten. Lugosi gør det imidlertid glimrende som pukkelryggen og han er, præcis som i Son of Frankenstein, filmens vigtigste trækplaster.

Ludwig Frankenstein spilles af veteranen Cedric Hardwicke, mens den ubehagelige Dr. Bohmer spilles af Lionell Atwill. I rollen som Elsa Frankenstein har vi den kønne Evelyn Ankers, og den handlekraftige politibetjent Erik spilles af Ralph Bellamy. Alt i alt et fint cast, der formår at holde masken i en film, der uanset hvordan man vender og drejer det, er alt andet end uhyggelig og absolut ufrivilligt komisk.

Oplagt underholdning

Frankenstein og politibetjenten Erik Ernst (Ralph Bellamy).
Frankenstein og politibetjenten Erik Ernst (Ralph Bellamy).

Ghost of Frankenstein er meget bedre end Son of Frankenstein. Skulle man have mod på at se hvordan monstermyten udvikler sig, er dette derfor et fint sted at slå ned. Filmen viser med al tydelighed, at enhver seriøsitet efterhånden smuttede ud af serien og blev erstattet af besynderligt humbug, der hverken dengang eller i dag, virker specielt overbevisende.

Underholdende er det jo imidlertid, og da hele herligheden kun strækker sig over 64 minutter, er filmen oplagt underholdning.

4 stjerner
Titel: Ghost of Frankenstein
Instruktør: Erle C. Kenton
Manuskript: Scott Darling
Cast: Cedric Hardwicke (Dr. Ludwig Frankenstein), Lon Chaney Jr. (Frankensteins monster), Ralph Bellamy (Erik Ernst), Lionel Atwill (Dr. Theodor Bohmer), Bela Lugosi (Ygor), Evelyn Ankers (Elsa Frankenstein)
Producere: George Waggner (producer)
Foto: Elwood Bredell & Milton R. Krasner
Klip: Ted J. Kent
Musik: Hans J. Salter
Spilletid: 64 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1942
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Frankenstein – The Legacy Collection-boksen fra 2004.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Fortsættelse, Frankensteins monster, Gotika

Skriv et svar

Your email address will not be published.