Geostorm

Jeg kan forestille mig mange ting. Jeg kan godt lide at slippe fantasien løs. Og hvis jeg gør det i forbindelse med tilblivelsen af Geostorm, så dukker denne lille fortælling op:

Efter nogle hårde måneder med intense optagelser er filmen i kassen. Så følger mange måneders intens CGI-arbejde. Filmen bliver bare bedre og bedre.

Da filmen så skal transporteres fra studiet til filmens producenter – ja, i min fantasi er filmen én eneste analog kopi – kører bilen, der transporterer filmen, galt.

Filmen smadres, spredt ud over hele vejen i små stumper og stykker. Filmens skabere løber desperat rundt på vejen og samler delene sammen. Man finder ikke det hele. Som en form for feberredning hentes en ny instruktør ind, da den oprindelige instruktør sidder grædende i vejkanten.

Den nye instruktør finder limen frem, filmer et par ekstra scener og vupti, så er filmen genskabt. Eller det troede man. Som når man har smadret mormors vase og man limer den sammen i håbet om, at hun ikke vil opdage det. Men hun opdager det altid.

Og så er vi væk fra min fantasi og kravler ind i Geostorms forvrøvlede univers.

Det lyder dumt. Det ER dumt

I 2019, hvor Jorden er hærget af ekstraordinært mange naturkatastrofer, beslutter verden i fællesskab at lave en løsning, der kan stoppe katastroferne.

Løsningen bliver “Dutch Boy”, en masse satellitter, faktisk et helt net rundt om Jorden, der kan stoppe katastrofer. Hvis du allerede synes, dette lyder dumt, så er det kun begyndelsen.

Skaberen af “Dutch Boy”, Jack Lawson, gør noget, han ikke må, og bliver afskediget af sin egen lillebror Max, der arbejder for regeringen. Brødrene bliver uvenner.

Så hopper vi tre år frem i tiden. Der begynder at ske mystiske ting, underlige naturkatastrofer begynder at optræde på trods af, at “Dutch Boy” burde stoppe dem. Hvad er der galt?

Er der noget galt med systemet? Er der nogen der ikke har rent mel i posen? Eksempelvis de overspillende gutter Andy Garcia og Ed Harris som henholdsvis præsident og udenrigsminister? Eller er manuskriptet bare komplet åndssvagt?

Jack Lawson hives tilbage fra sin ufrivillige pension og sendes op på rumstationen, der styrer “Dutch Boy” for at løse problemerne. Samtidig begynder lillebror Max at lugte konspirationer og sammensværgelser i den regering, han arbejder for.

Men kan brødrene redde dagen, før Jorden ødelægges af katastrofer?

En katastrofes anatomi

Man kan sige, at Geostorms skaber ikke kunne redde filmen fra at blive en katastrofe af en film.

Som jeg forsøgte at skildre med min lille historie i indledningen, så er alle delene ellers tilstede i forhold til at skabe en klassisk katastrofefilm.

Det der giver katastrofefilmen den store appel, eller afsky for nogen, er scener med masseødelæggelse. Men det er ikke det hele. For sideløbende benytter disse film sig af det, man kan kalde et “all star cast”.

Det vil sige en stor gruppe af menneskelige skæbner, som oftest spilles af kendte skuespillere, der på den ene eller anden måde kædes sammen af en given katastrofe. I The Towering Inferno (Det tårnhøje helvede, 1974) er det en skyskraber i brand og med et cast, der bl.a. tæller Steve McQueen, Paul Newman, O.J. Simpson, Richard Chamberlain og Fred Astaire.

Denne film tilhører det, man kan kalde katastrofefilmens guldalder, nemlig 1970’erne.

Independence Day er med i 1990’er-bølgen af katastrofefilm, som også tæller film som Volcano (1997), Armageddon (1998) og Deep Impact (1998).

Af nyere katastrofefilm kan nævnes film som 2012 (2009), Into the Storm (2014) og San Andreas (2015).

Det er en genre, som Hollywood med jævne mellemrum finder frem fra skabet, når man er i humør til at ødelægge ting og sager. En ægte effektgenre hvor effektfolkene kan vise sig frem.

Dean Devlin

Og man kan sige, at Geostorms instruktør Dean Devlin ved, hvordan en katastrofefilm skal laves og specielt også, hvordan man lader katastrofen spille sammen med science fiction-genren. Devlin var nemlig medforfatter på netop Independence Day (1996).

Devlin, der er født i 1962, startede som skuespiller i film som Martians Go Home (1989) og Moon 44 (1990), hvor Roland Emmerich var instruktør på den sidste.

Det blev begyndelsen på et partnerskab mellem Dean og Roland, der sammen skrev og producerede film som Universal Soldier (1992), Stargate (1994), den førnævnte Independence Day og The Patriot (2000).

I en moden alder, små 20 år efter hans store succeser, besluttede Devlin sig så for at lave sin egen katastrofefilm. Geostorm har han både skrevet, produceret og instrueret. På papiret er der også de rigtige byggedele tilstede i forhold til at skabe en god katastrofefilm.

Noget er gået helt galt

Med Geostorm er der dog gået et eller andet helt galt. Historien, som vi ser den præsenteret i den færdige film, giver ikke meget mening, hverken rent logisk eller i forhold til at skabe spænding.

Det føles som at se en masse enkeltstående scener fra en håndfuld forskellige film, uden at man på noget tidspunkt får følelsen af at se på en helstøbt film. Det virker som et smadret projekt, hvor Devlin har mistet kontrollen.

Derefter har man forsøgt med den bedste Hollywood-erfaring (Jerry Bruckheimer), man kunne trylle frem, da det blev tydeligt, hvilket misfoster man havde skabt, at samle det ødelagte puslespil til et nyt og bedre puslespil.

Det er bestemt ikke lykkes, og jeg ville ønske, at jeg kunne se den oprindelige film, som testpublikum vendte fingrene nedad til, da den muligvis ville være så ringe, at den er underholdende at se på.

En bæ i min afspiller

I sin nuværende form er Geostorm kedelig, langtrukken, uden nerve, uden indlevelse, uden fede effekter og det følelsesmæssige impact, som er en af katastrofefilmgenrens vigtigste ingredienser.

Filmen føles tom, hul og rædselsfuld og sjældent har jeg haft så meget lyst til at knække skiven, som efter, jeg tog Geostorm ud af min afspiller.

Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018

Stikord: Katastrofefilm