Futurist

Med den tidligere Atari Teenage Riot-frontfigur Alec Empires seneste pladeudspil, afsøger han igen nyt terræn.

Med vanlig pompøs og selvhøjtidelig stil stiller Empire det retoriske spørgsmål “Is rock’n roll dead?”, som han selvfølgelig selv besvarer umiddelbart bagefter.

Nej, rocken er ikke død, blot døende i den form, vi kender den, men nye revolutionære kræfter kan forandre den gennem frihed og kompromisløshed. Empire er naturligvis ikke bleg for at se sig selv som en af de saltvandsindsprøjtninger, den døende rock har brug for.

Koncept bag albummet

Som så mange af Alec Empires soloplader ligger der et koncept bag hele albummet. Det gør der også for Futurist, som tematisk kredser omkring punkens energiske væsen. Det vil dermed sige, at Empire har taget rocken til sig, og forsøger nu at demonstrere, hvordan fremtidens lyd kan være.

Udgangspunktet er punken, og hele pladen er endda dedikeret til den engelske musikscene, dengang den var banebrydende og frygtløs, med en særlig dedikation til Joe Strummer og John Peel.

Alt dette betyder, at Futurist er meget, meget mere rocket, eller punket om man vil, end man sædvanligvis kender det fra Alec Empire. Dette vil sikkert skuffe mange fans, men man må dog give manden, at det er et interessant projekt han her forsøger sig med. Desværre for Empire bliver lyden en hel del mere ordinær, end han nok umiddelbart havde forventet.

Hovedparten af det vi finder på pladen, kunne lige så godt være blevet udsendt af en lidt yngre, endnu ikke bovlam, Trent Reznor eller måske endda Ministry. Det er nok ikke lige, hvad Empire havde i tankerne, da han besluttede sig for at forny rockens udtryk. Det er bare blevet resultatet, og tager man de lunkne anmeldelser, som hans koncert i København (04.11.05) fik, bliver det kun alt for tydeligt, at Empire slet ikke er på hjemmebane med det nye materiale.

Tekstuniverset ved det gamle

Alle sange på Futurist er skrevet og produceret af Empire selv, med bistand fra Nic Endo på den elektroniske side.

De fleste af numrene er bygget op omkring nogle få, skramlede guitarriffs, der ledsages af hamrende trommesamples af meget forskellig karakter. Limen der får det hele til at holde sammen, er den elektroniske støj og de hvin, hyl og skurrende lyde, der ligger i baggrunden på alle sangene.

Vokalen står Empire naturligvis selv for, på vanlig maner; så der er ikke mange numre, der ikke leveres ved hans lungers fulde kraft. Til afveksling er der også flere passager, hvor teksten nærmest bliver aggressivt reciteret, som eksempelvis på “Hunt You Down”.

Selve tekstuniverset er en blanding af selvretfærdige opråb til uro og sønderlemmende kritik af den etablerede musikbranche samt samfundet i almindelighed. Med andre ord Alec Empire som vi kender ham.

Generelt er der tale om en stribe meget hårde numre, 12 i alt, der brager igennem. Kvalitativt er den en blandet landhandel, som flere steder virker en smule ugennemtænkt. Fælles for alle sangene er, at de alle benytter sig, mere eller mindre tydeligt, af en ganske old school tilgang til punklyden – det hele begynder ved “Kiss of Death”, nærmest som en programerklæring, med det samplede “I’m talking about the death of rock’n roll”.

Herfra kører toget så ellers derudaf. Ingen pauser, ingen stille passager. Empire har tydeligvis kigget i bagkataloget, og søgt tilbage til rødderne, og leverer her en både engageret og skærende lussing til den sødsuppe, som har sneget sig ind hos så mange “hårde” bands. Det sker både gennem musikken, men så sandelig også gennem de radikale tekster. Man må give hr. Empire, at han er en mand, der holder fast ved idealerne.

Ufrivilligt stift

Det er svært at fælde en endelig dom over Futurist, for selve albummet har åbenlyse kvaliteter. Flere af sangene er rigtig gode, og hovedparten af numrene har passager, der vitterligt rykker igennem. Desværre er der noget ufrivilligt stift og maskinelt over pladen, der gør at man faktisk ikke helt fornemmer Empires tilstedeværelse, trods den åbenlyse entusiasme. Måske har hans hybrid mellem punk og elektronica i sidste ende ført ham derud, hvor han ikke længere er helt sikker på sin musik – hvem ved.

At pladen har den rockede tilgang, som den har, kan man imidlertid ikke lægge ham til last, for det er jo netop rock, han har sat sig for at undersøge. Summen af alt dette bliver, at Futurist er en jævn plade, som kan og vil en masse. Den rykker absolut, men vil uden tvivl skuffe utroligt mange Empire-fans. Vi ved at han kan, eller i hvert fald kunne, lave bedre.

Det er ganske enkelt for let at finde kritikpunkter på albummet, og det kan da vel heller ikke være meningen, at fremtidens rock skal lyde som industrialmusikken gjorde i ´91-´92. Sådan lyder Futurist imidlertid, og det er jo både godt og skidt. Skidt for visionerne og Empires fremtid, men fedt på det punkt, at der er et par sange som fortjener at blive spillet, uanset hvor uoriginale de så end måtte være.

Futurist er venligst stillet til rådighed af Digital Hardcore Recordings.

Nummerliste:
1. Kiss of Death (Empire) (3:33)
2. Night of Violence (Empire) (3:31)
3. Overdose (Empire) (3:59)
4. Gotta Get Out (Empire) (3:29)
5. Point of No Return (Empire) (3:36)
6. Vertigo (Empire) (3:03)
7. Make Em Bleed (Empire) (3:13)
8. Hunt You Down (Empire) (3:49)
9. Uproar (Empire) (2:30)
10. In Disguise (Empire) (3:45)
11. Terror Alert: High (Empire) (3:39)
12. XXV3 (Empire) (4:06)

Total spilletid: 40:13

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006