Mage til infantilt lort skal man lede længe efter. Det er jo bare en plat gyser til børn, der ikke ved hvad “rigtig” litteratur er! Nej, vent nu lidt. Horror kan jo faktisk godt være seriøst, skrevet af voksne til voksne, og hvis de unge kan lide det, er det jo bare et plus.
Efter at have læst Horror i Jonas Wilmann veloplagte Frygt-filerne, vil jeg nok liiige overveje en ekstra gang, før jeg kritiserer ham, for man kan ikke vide, hvad han kan finde på – så det er faktisk dejligt befriende, at Frygt-filerne er meget vellykket, så jeg slipper for at få den “vrede” forfatter på nakken.
Otte herlige noveller
Frygt-filerne er en herlig novellesamling, der består af otte noveller fordelt på 247 sider. Forfatteren Jonas Wilmann har et sikkert greb om genrelitteraturen, og de otte noveller er alle af en meget høj standard, hvor det er ubehaget, liderligheden, gyset og frygten, der på mange måder binder de forskellige fortællinger sammen. Wilmann beskriver selv, meget rammende, på bogens bagside, hvad det er, der er fælles for de otte noveller:
”I ”Frygt-filerne” vikles nutidige menneskeskæbner ind i skrækscenarier, der hører gotikkens mareridtsland til – på grænsen mellem sindssyge og det overnaturlige. Hvor broen til den anden verden kan være et objekt… som et maleri, en bog, eller hvor frygten i sig selv danner bro.”
Fra Goya til bedemanden
Og det er netop det Wilmann gør: Han åbner en dør ind til ubehaget. I Fra Goya møder vi konservatoren Fernando, der kommer lidt for tæt på et maleri af Goya. Modbydeligt og effektfuldt.
I Øens bedemand er det bedemanden, som finder ud af, at der måske er mere mellem himmel og jord, nærmere bestemt under jorden. Bedemanden er helt forrygende beskrevet, og plottet udvikler sig i en retning, man ikke havde set komme.
I Sirener driver liderligheden hovedpersonen til at opsøge en hjemmeside, hvor han, og dig som læser, får lysten styret i mere end en forstand. Brutalt, liderligt og skræmmende i bedste Clive Barker-stil.
I Fruen og Hr. Marcus, som er samlingens længste, møder vi tre søskende, der skal arve et gammelt gods. Men hvem er Hr. Markus? Klassisk, gotisk horror i en moderne setting.
In utero er fortællingen om Henry og hans forsøg ud i kærligheden – og han har en noget aparte tilgang til det seksuelle og til de mandlige og kvindelige kønsorganer! Nok samlingens svageste, men stadig underholdende.
Familieliv er en basalt spændende fortælling i stil med filmen Disturbia (2007) og anden god voyeurisme, og novellens twist er mildest talt nedbrydende.
I Monstre er det igen liderligheden, der driver hovedpersonen ud i noget snavs, men hvem er de ægte monstre? Frastødende og tankevækkende med en nærmest Cronenbergsk fascination af den menneskelig krop i forfald.
Samlingen sluttes af med den herlige metafortælling Horror, som til dels bygger på Wilmanns eget møde med anmelderne. Bag den basale underholdning mærker man Wilmanns hjerte, der banker i gyserens tegn, og det er faktisk befriende med en fuckfinger til de selvudnævnte “rigtige” litteratureksperter.
Levende og effektfuldt
Wilmanns basale fortælleglæde skinner igennem i novellesamlingen – og det gør også både hans viden om genren og genrens virkemidler. Sproget er levende og spækket med effektfulde allegorier, tør humor og blodige detaljer. Men det mest imponerende er faktisk, at Wilmann formår at gøre sine personer levende og troværdige, hvilket ofte er et problem i den fantastiske genre, og som ofte gør, at man ikke kan engagere sig i historierne. Den “ægte” uhygge kommer, når forfatterne formår at gøre deres personer troværdige og realistiske, og Frygt-filerne formår netop dette.
Det var noget, vi så Wilmann udforske i Smukke Anna (2011), som var et udmærket forsøg på en realistisk horrorfortælling i Prags gader. Men heldigvis har Wilmann ikke glemt den underlødige underholdning, vi så i den herlige Mutagen (2011) og den overdrevne The end (2009), så der er masser af slibrigt guf i Frygt-filerne – min pointe er blot, at det voldsomme får bedre arbejdsrum, når personerne er troværdige mennesker og ikke blot skabeloner.
Plotelementer, der ikke ville gøre sig på romanform, får muligheden får at blomstre i novelleformatet, og samtidig egner horror sig også ekstremt godt til små, intense fortællinger. En mester i den henseende er uden tvivl Edgar Allan Poe, men også Tales from the Crypt kan nævnes i den sammenhæng.
Store forventninger indfries!
Wilmann lader læseren udforske en bred palet af modbydeligheder, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Men det er bestemt ikke for børn. Der er både lemlestelse, sex, mord og andre modbydeligheder, som Wilmann serverer med både tør humor og sans for timing og spænding.
Wilmann er en meget spændende rytter på den danske genretravbane, og han formår gang på gang både at udfordre sig selv og sine læsere. Så det er med spænding og efterhånden ret store forventninger, at man går i gang med en ny Wilmann. Frygt-filerne er den anden udgivelse på Wilmanns eget forlag, Kaos, og her på Pulpen glæder vi os allerede til den næste. Vi vil på varmeste anbefale dig at slå et smut forbi hans hjemmeside og kaste de små 200 kroner efter novellesamlingen. Du vil ikke blive skuffet.
Forfatter: Jonas Wilmann
Forlag, år: Forlaget KAOS, 2012
Forside: Jonas Wilmann
Format: Paperback
Sideantal: 246
Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012
Stikord: Danmark, Gotika, Novellesamling, Splat