Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Frankenstein Meets the Wolf Man

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om Frankenstein Meets the Wolf Man viser de sygdomstegn, der i sidste ende skulle aflive alle Universals monsterfilm, besidder filmen alligevel en tåbelig charme, der sammen med alle dårligdommene sikrer den en vis underholdningsværdi.

Wolf Man-boksen der bl.a. også indeholder Frankenstein Meets the Wolf ManUniversals serie af film om Frankensteins monster var både populær og indbringende. Siden den første film var blevet udsendt i 1931, havde filmselskabet fået slået sit navn fast som det førende, når det kom til gyserfilm, og det navnløse monster som Dr. Frankenstein skabte, var absolut en af studiets kronjuveler.

Saltvandsindsprøjtning
Biografplakaten fra 1943.

Biografplakaten fra 1943.

I 1941 lancerede Universal endnu et ikonisk monster til deres program, nemlig varulven i George Waggners fremragende The Wolf Man, med Lon Chaney Jr. i hovedrollen. The Wolf Man blev en stor publikumssucces, og man gik ret hurtigt i gang med at planlægge en opfølger. Frankenstein-seriens popularitet var imidlertid dalende, og derfor fandt man det fra Universals side oplagt at føre den nye, populære varulv ind i Frankenstein-universet og derved slå to fluer med et smæk.

Man sikrede at publikum så mere til den elskede varulv og den gamle serie fik en saltvandsindsprøjtning, der ville kunne genskabe noget af dens popularitet. Resultatet blev Frankenstein Meets the Wolf Man fra 1943. Filmen blev ganske vist lanceret som en del af Frankenstein-serien, men det er først og fremmest en efterfølger til The Wolf Man.

Den forpinte varulv
Gravrøvere på rov ved Talbot-slægtens krypt.

Gravrøvere på rov ved Talbot-slægtens krypt.

Frankenstein Meets the Wolf Man begynder fire år efter handlingen i The Wolf Man. Den unge Larry Talbot blev her bidt af en varulv, og blev derfor selv til en sådan. Det medførte en række tragiske hændelser, der i sidste ende førte til Talbots død. Det var i hvert fald, hvad vi vidste dengang, for nu udbygges fortællingen.

Vi befinder os stadig i den lille walisiske landsby, som vi først så i The Wolf Man, og to gravrøvere har netop sneget sig ind i Talbot-slægtens krypt. På egnen har der lige siden Larry Talbots død huseret rygter om den store sum penge, han skulle være blevet begravet med, og derfor åbner de nu hans kiste. Det gør de på en fuldmåne vel at mærke, og nu viser det sig, at man ikke kan dræbe en varulv. Varulve er udødelige skabninger, så da kistelåget løftes af og månelyset rammer Larry Talbots intakte legeme, forvandles han straks til ulvemonstet. Den ene vagabond må lade livet, mens den anden flygter ud i natten.

Ulvemånen kaster sit lys.

Ulvemånen kaster sit lys.

Talbot er dermed blevet vækket af sin søvn, men han er ikke ved sine fulde fem. I vildelse havner han i Cardiff og ender på et sanatorium under Dr. Frank Mannerings pleje. Her kommer Talbot til hægterne, men ingen tror på, at han er en varulv, selv om han igen og igen forsøger at forklare sagens sammenhæng.

Det ender naturligvis med, at der kommer endnu en fuldmåne og i ulveform undslipper Talbot sanatoriet. Dybt ulykkelig må den plagede mand erkende, at han intet har at leve for. Han ønsker kun at dø, og derfor beslutter han sig for at finde den eneste, der nogensinde har kunnet forklare ham noget om varulvesygen – eller lykantropien – nemlig den gamle sigøjnerske Maleva. Det var hendes søn, der bed Talbot i den første film, og derfor føler han nu et særligt bånd til den gamle kone.

En konsultation hos Dr. Frankenstein
The Wolf Man (Lon Chaney Jr.).

The Wolf Man (Lon Chaney Jr.).

Larry forlader Storbritannien og drager ud i Europa for at finde Maleva. Det er en svær opgave, og Talbot må rejse langt, men til sidst finder han sigøjnerskens karavane. Han bliver mødt med fjendskab og mistillid, men da han bønfalder Maleva om råd, fortæller hun, at hun kender én eneste, der vil kunne hjælpe ham – nemlig Dr. Frankenstein!

Maleva forlader nu sin karavane og drager med Larry mod landsbyen Vasaria, der netop er det sted, hvor den sidste Frankenstein-film udspillede sig. Det var Ghost of Frankenstein fra 1942, og her så vi hvordan Ludwig Frankenstein – søn af monstrets oprindelige skaber – ufrivilligt blev viklet ind i en morderisk historie på grund af den pukkelryggede Ygor.

Ludwig Frankenstein blev dræbt af monstret, der havde fået Ygors hjerne indopereret, men i sidste ende omkom monstret også, da det sammen med Ygors krop og hele Dr. Frankensteins borg, blev opslugt af flammer. Det ved hverken Maleva eller Talbot imidlertid, så da de ankommer Vasaria og hører, at Frankenstein er død, er det særdeles nedslående.

Det nedfrosne monster
Dr. Frank Mannering (Patric Knowles).

Dr. Frank Mannering (Patric Knowles).

Her begynder handlingen så også at blive en smule mystisk, for da Larry hører at lægen er omkommet, udbryder han, at der må findes nogle optegnelser eller dagbøger. Han tager derfor kontakt til den døde Frankensteins datter, baronesse Elsa, under påskud af at ville købe den gamle borgruin. Elsa har siden sidste film forvandlet sig til en blond sexbombe, og hvad der er blevet af hendes forlovede, politikommissær Erik, hører vi intet om. Elsa vil imidlertid ikke afsløre hvor hendes fars papirer ligger gemt, og vi aner faktisk slet ikke, hvad det er Talbot vil bruge dem til.

Midt i alt dette bliver Talbot forvandlet til en varulv, og må flygte ud af landsbyen. Under denne flugt søger han ly i den gamle borgruin og falder gennem en sprække, ned i den hemmelige kælder under Frankensteins sanatorium. Denne kælder er af uransaglige årsager forvandlet til en ishule, og indefrosset i isen finder Talbot ingen ringere end Frankensteins monster.

Det stærkt forvirrede monster vågner øjeblikkeligt, da Talbot hiver det frem af isen. Hvorfor Larry hjælper skabningen ved vi ikke, men den slags detaljer er der mange af i filmen. Desperat begynder Talbot og monstret nu at søge efter Frankensteins papirer. Dem finder de bare ikke, og da Dr. Mannering fra Wales med et dukker op i Vasaria, tilspidses situationen, for han vil have Talbot med tilbage, da han er eftersøgt for mord.

Hæsblæsende brydekamp
Sigøjnersken Maleva (Maria Ouspenskaya) og Larry Talbot (Lon Chaney Jr.).

Sigøjnersken Maleva (Maria Ouspenskaya) og Larry Talbot (Lon Chaney Jr.).

Det kommer Larry bare ikke, for gennem en samtale med sigøjneren Maleva går det op for Mannering, at Talbot taler sandt. Han er rent faktisk en varulv, og derfor beslutter lægen sig for at hjælpe ham. Samtidig viser monstret sig i landsbyen, og så bryder helvede løs, for landsbyboerne begynder straks at tale om at stimle sammen, tænde fakler og jage væsnet, de hader så meget.

Den unge Elsa Frankenstein kan heller ikke vide sig sikker, for pøblen mener, hun har noget med monstrets opdukken at gøre. Det har hun ikke, men det er først da Dr. Mannering garanterer, at han vil dræbe monstret, at Vasarias indbyggere falder til ro. Hele affæren bliver mere og mere kompliceret, og resultatet er i sidste ende en hæsblæsende brydekamp mellem monstret og varulven.

Usammenhængende men underholdende vrøvl
Frankenstein-slægtens borg.

Frankenstein-slægtens borg.

Som isoleret film er Frankenstein Meets the Wolf Man ganske underholdende. Den har flere morsomme detaljer, og filmen har meget af den gotiske charme, som især The Wolf Man var så rig på. Desværre kan filmen slet ikke hamle op med The Wolf Man, og set i forhold til Frankenstein-seriens kronologi, giver den heller ikke meget mening. Vi hører blandt andet, at Elsas far Ludwig eksperimenterede med liv og død, hvilket han jo netop ikke gjorde, og i det hele taget er handlingen så fjollet, at man kun kan ryste på hovedet. Hvad er det egentlig Talbot vil med Frankensteins notater, og hvad er det egentlig, der får Mannering til at efterforske sagen så ihærdigt?

Det er ganske chokerende at konstatere, at det rent faktisk er Curt Siodmak, der har skrevet filmens manuskript. Det var også ham der skrev manuskript til The Wolf Man, der er en helt igennem fremragende film, med en historie der er en græsk tragedie værdig. Det han leverer i Frankenstein Meets the Wolf Man er mildest talt noget usammenhængende vrøvl, og man fornemmer tydeligt, at han har haft store problemer med at leve op til Universals idé om at lade de to monstre møde hinanden.

Bela Lugosi som monstret
Larry og Frankensteins monster (Bela Lugosi) gennemroder den gamle doktors papirer.

Larry og Frankensteins monster (Bela Lugosi) gennemroder den gamle doktors papirer.

På rollelisten finder vi Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot. Han spillede monstret i Ghost of Frankenstein, og man havde oprindeligt fra filmselskabets side kalkuleret med, at han både skulle spille monster og varulv i Frankenstein Meets the Wolf Man. Det blev imidlertid droppet for at spare tid og penge. I stedet valgte man at give rollen som monstret til Bela Lugosi, hvilket da også var nærliggende, taget i betragtning at Belas rolle Ygor fik flyttet sin hjerne over i monstret i Ghost of Frankenstein.

Der knytter sig lidt mere til den del af Frankenstein Meets the Wolf Man, for i den forrige film begyndte monstret at tale, men da monstrets krop ikke ville acceptere Ygors hjerne, mistede skabningen synet. I Frankenstein Meets the Wolf Man blev der taget højde for begge dele, og det betød, at Bela Lugosi skulle spille et blindt monster. Det gjorde han ved at forstærke monstrets stive gang og lade det famle vildt med armene, men da filmen blev vist for et testpublikum, fandt de Belas ungarske accent latterlig, og man valgte derfor at slette alle scener, hvor monstret havde dialog.

Baronesse Elsa von Frankenstein (Ilona Massey).

Baronesse Elsa von Frankenstein (Ilona Massey).

Dermed blev den del af filmen også fjernet, hvor skabningen forklarer, at det har mistet synet. Det betyder, at vi som seere ikke ved dette, og Belas temmelig manierede skuespil fremstår derfor komplet uforståeligt og temmelig komisk. Det var en fadæse af rang, der udstiller Bela som en komplet idiot, og det er svært at tilgive. Samtidig er scenen i slutningen af filmen, hvor monstret genvinder synet også ganske uforståelig, med mindre man kender til denne forhistorie. I sidste ende er det også meget ironisk at Bela i det hele taget spiller monstret i denne film, for han sagde oprindeligt nej til rollen, da James Whale tilbød ham den inden optagelserne til Frankenstein.

Dr. Mannering spilles af Patric Knowles, der også havde en rolle i The Wolf Man. Knowles gør det fint, men det er svært for ham at skjule, hvor besynderlig hans tilstedeværelse i handlingen egentlig er. Baronesse Elsa von Frankenstein, der i forrige film blev spillet af Evelyn Ankers, bliver her spillet af den fremragende og særdeles eksotiske ungarske skuespiller Ilona Massey. Hun er en af denne films højdepunkter, men det siger nok ikke så meget.

En anden stor rolle i filmen er sigøjnersken Maleva, der spilles af Maria Ouspenskaya. Hun gør det fremragende, præcis som hun gjorde det i The Wolf Man. Som en sidste bemærkning kan det kort indskydes, at Lionel Atwill har en lille rolle som Vasarias borgmester. Atwill spillede den forræderiske Dr. Bohmert i Ghost of Frankenstein, og her er han altså tilbage i en ny rolle.

Sygdomstegn
The Wolf Man møder Frankensteins monster i åben kamp.

The Wolf Man møder Frankensteins monster i åben kamp.

I grund og bund er Frankenstein Meets the Wolf Man en ganske ringe film. Den er usammenhængende, en tand for langsommelig og den viser på alle måder de sygdomstegn, der i sidste ende skulle aflive alle Universals monsterfilm, for arbejdet er ganske enkelt ikke blevet taget alvorligt. Det er venstrehåndsarbejde fra ende til anden, som skulle afsluttes hurtigst muligt uden at koste noget som helst.

Man kan imidlertid ikke frasige sig, at filmen har en tåbelig charme, der giver den en vis underholdningsværdi. Det er vel at mærke ikke i kraft af sine kvaliteter, men snarere det modsatte. Som den femte film i Frankenstein-serien, lægger Frankenstein Meets the Wolf Man sig kvalitativt mellem Son of Frankenstein (1939) og Ghost of Frankenstein, for den er langt mere underholdende end den yderst jævne Son of Frankenstein, men den har ikke helt den samme groteske charme og det høje tempo man finder i Ghost of Frankenstein.

Har man en svaghed for Universals film, er Frankenstein Meets the Wolf Man absolut værd at finde frem, men der er bedre film i serien, som kan det samme.

3 stjerner

Titel: Frankenstein Meets the Wolf Man
Instruktør: Roy William Neill
Manuskript: Curt Siodmak
Cast: Lon Chaney Jr. (Larry Talbott/The Wolf Man), Ilona Massey (Baronesse Elsa Frankenstein), Patric Knowles (Dr. Frank Mannering), Lionel Atwill (Vasarias borgmester), Bela Lugosi (Frankensteins monster), Maria Ouspenskaya (Maleva)
Producere: George Waggner (producer)
Foto: George Robinson
Klip: Edward Curtiss
Musik: Hans J. Salter
Spilletid: 74 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1943
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i The Wolf Man – The Legacy Collection-boksen fra 2004.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Crossover, Fortsættelse, Frankensteins monster, Gotika, Varulve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *