Frankenstein Meets the Space Monster

Amerikansk sci-fi fra 60’ernes første del har en sjælden charme, og det især når et skrabet budget går hånd i hånd med et dybt åndssvagt plot. Alt dette lever Frankenstein Meets the Space Monster fra 1965 næsten op til.

Det er ikke stor filmkunst vi overværer her, men instruktøren Robert Gaffney har skabt en film, der er så gennemsyret af tidens ukuelige gåpåmod og lappeløsninger, at man næsten ikke kan tilgive filmens mange skønhedsfejl.

Et lukket selskab

Instruktøren kan man i øvrigt ikke kalde en erfaren herre, for Frankenstein Meets the Space Monster er rent faktisk hans eneste selvstændige arbejde. Dette skal ikke forstås som om Gaffney er den rene amatør. Han har arbejdet længe i filmbranchen som kameramand, og endda været med på det hold, der skød alle abescenerne i Kubricks 2001 – A Space Odyssey fra 1968. Gaffneys film fra 1965 virker som en pludselig indskydelse.

Historien blev udtænkt, eller kastet sammen om man vil, af R.H.W. Dillard, George Garrett og John Rodenbeck. Ingen af de tre herrer har skrevet mere end højst to-tre manuskripter, og man mistænker dem for at være en flok venner, der på en eller anden måde fik Gaffney overbevist om at forsøge sig som instruktør. Som det skal vise sig lidt senere, er der meget som tyder på, at filmen blev til i et miljø, hvor alle de medvirkende kendte hinanden.

Filmens forfattere kobler ganske sindrigt to klassiske handlingsspor sammen. For det første har NASA skabt en kunstig astronaut. De har bygget ham af menneskedele, og givet ham en elektrisk hjerne. Denne kunstige intelligens skal udgøre besætningen på den første bemandede raket til Mars. Skulle noget gå galt undervejs er ingen menneskeliv tabt, og Frank – som NASA’s monster kaldes – vil altid kunne erstattes af en ny. Genialt skulle man mene, men naturligvis går det galt.

Kvindehungrende rumvæsner og astro-Frankenstein

Her kommer manuskriptforfatternes andet handlingsspor ind i billedet. Et fremmed rumskib ligger i kredsløb om Jorden. Det er bemandet af fjendtlige rumvæsner, der anføres af den kyniske Prinsesse Marcuzan. En atomkrig har hærget rumvæsnernes hjemplanet, men de der nu sidder ombord på rumskibet, var sejrherrerne. Desværre døde alle planetens kvinder under krigen – den eneste som overlevede var prinsessens selv.

Rumvæsnerne er derfor taget et smut til Jorden for her at indsamle så mange hotte ungpiger som muligt. I samarbejde med den diabolske Doktor Nadir har Prinsesse Marcuzan nemlig iværksat et storstilet befrugtningsprogram, der skal genbefolke deres folketomme hjemplanet.

Her springer vi så tilbage til NASA’s astro-Frankenstein. Det viser sig nemlig, at rumvæsnerne der ligger i kredsløb, opfatter Franks raket som en trussel, og skyder den ned. Frank når dog at slynge sig ud af det brændende fartøj, og lander med faldskærm på en øde kyststrækning i Puerto Rico. Da det går op for Prinsesse Marcuzan og Doktor Nadir, at raketten de skød ned var bemandet, sætter de alt ind for at finde den undslupne Frank. Han må ikke kunne fortælle sine overordnede, at rakettens eksplosion var resultatet af et angreb.

Derfor lander rumvæsnerne ligeledes i Puerto Rico, og begynder nu at søge efter Frank. Ham finder de imidlertid ikke, og prinsessen beslutter derfor at deres planer må fremskyndes. I stor stil starter rumvæsnerne med at kidnappe bikinibabes til deres liderlige projekt.

Festlig forvirring

Mens dette står på vender vi atter tilbage til Frank. Ulykken har ødelagt en del af hans hoved, og NASA mister radiokontakten til deres kunstige astronaut. Da Frank ikke længere får ordre fra kontrolcentralen i Kennedy Space Center gør han det, hjemmebyggede monstre nu engang er bedst til. Han begynder at myrde uskyldige, mens han forvirret styrter omkring. Hjemme i kontrolcentralen formoder man at Frank overlevede styrtet, og snart efter begynder de ansvarlige at lede efter ham.

Denne eftersøgning bliver indledningsvist anført af den videnskabsmand som byggede Frank – Dr. Adam Steele – og dennes unge sekretær Karen Grant. Snart udvikler jagten på Frank sig dog dramatisk, og den amerikanske regering sender et stort opbud soldater ind i Puerto Rico for at få sagen under kontrol.

Det hele ender naturligvis i en festlig forvirring, hvor hæren, rumvæsnerne og Frank konfronteres. Kun en enkelt del af handlingen mangler endnu at blive kommenteret. Filmens titel lover os et Space Monster, og det kommer der så sandelig også. Af en eller anden grund har prinsessen og Dr. Nadir pakket et glubsk monster med, da de forlod deres planet. Denne groteske skabning med følehorn og store plastikluffer hedder Mol, og udgør rumvæsnernes sidste reserve. Da hårdt kommer mod hårdt, slippes monstret løs, og i et festfyrværkeri af et klimaks, strides Frank og Mol i rumvæsnernes alt, alt for lille rumskib. Smukt, billigt og uendeligt naivt.

Stock footage er filmens svage punkt

Der sker ret meget i løbet af de 78 minutter, som Frankenstein Meets the Space Monster varer. Der bliver løbende kidnappet damer og dræbt uskyldige, krydret med en masse fjollet dialog. Desværre trækkes farten ud af handlingen flere steder.

Filmen er fyldt med arkivoptagelser af amerikanske soldater og krigsmaskinel, hvilket i begyndelsen er meget fint, men instruktør Robert Gaffney har tydeligvis ikke formået at vælge de dårligste optagelser fra, og det betyder at man flere gange ser ret lange passager med soldater, jeeps og kampfly, der tydeligvis intet har med handlingen at gøre, og virker som det rene fyld. Gaffney har gjort hvad han kunne, men det er ikke nok.

I et desperat forsøg på at peppe arkivmaterialet op, er flere af de længste passager blevet forsynet med en solid omgang glad 60’er rock. Det holder bare ikke, og bliver i sidste ende filmens svage punkt.

Det ret begrænsede antal skuespillere der medvirker, har alle løbende spillet sammen i andre produktioner. Det er påfaldende hvor mange steder de optræder sammen, og det er derfor fristende at se Frankenstein Meets the Space Monster som et produkt fostret i en klike.

Først og fremmest har vi Robert Reilly som Frank. Han havde stort set kun medvirket i et afsnit af Flipper (1964-68) før denne film, og siden så man heller ikke meget til ham. Marilyn Hanold der spiller Prinsesse Marcuzan har heller ikke medvirket i meget, og det mest bemærkelsesværdige ved hende er vel, at hun var Playboys Juni-playmate i 1959, og medvirkede i den gamle Batman-serie med Adam West, efter filmen var afsluttet.

Nancy Marshall, der spiller den unge assistent Karen Grant, fik heller ikke nogen stor karriere, og her på Planet Pulp skal hun primært huskes for sin rolle i Asylum of Satan fra 1975. De egentlige sværvægtere er James Karen som videnskabsmanden Adam Steele og Lou Cutell som Doktor Nadir. Karen medvirkede senere i et uhyggeligt stort antal kendte TV-serier, og Cutell kendes ligeledes fra et stort antal serier, men også fra Honey, I Shrunk the Kids fra 1989.

Underholdende elendighed

Frankenstein Meets the Space Monster er et skoleeksempel på billig sci-fi. Stort set alt i filmen er grinagtigt, og gang på gang undres man over, hvorfor Robert Gaffney har gjort livet surt for sig selv, og kastet sig ud i noget så effektkrævende som science fiction. Det må man dog takke ham for i dag.

Det jammerlige resultat er et stykke særdeles underholdende 60’er-nostalgi. En film hvor onde rumvæsner kommer til Jorden med laservåben og stjæler unge piger i bikinier, mens en vanvittig monster-astronaut fiser omkring og pander sagesløse folk ned, kan næsten kun være underholdende.

Når der tilmed føjes tyk dialog og uhyrligt dårlige effekter, har festen nærmest ingen ende. Dog kun også næsten, for Frankenstein Meets the Space Monster er lidt skrabet. Vi ser alt for meget arkivfilm, og det fungerer ganske enkelt ikke. Filmen er et godt eksempel på en niche i den amerikanske filmskat, men den er hverken den bedste eller sjoveste af slagsen. Den kan uden videre anbefales til alle hardcore fans af sci-fi-trash eller strandfilmsentusiaster, men til alle andre, der blot ynder en gang elendig science fiction i ny og næ, er der nok bedre alternativer.

Anmeldelsen af filmen er baseret den DVD-Rom udgave som kan købes hos Horror Theater Video. Den er en billig, men skrabet udgave, og efter Horror Theaters udgave blev tilgængelig, er det også her i 2006 blevet muligt at købe Frankenstein Meets the Space Monster som rigtig DVD. Det skulle dermed kun være af overdrevne sparehensyn, at man i dag vælger Horror Theaters DVD-Rom.

Frankenstein Meets the Space Monster er venligst stillet til rådighed af Horror Theater Video.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Rumskibe, Rumvæsner